Midten i dansk politik har stemmemæssigt ikke stået svagere i 100 år.

Det bekræftede EU-valget. Anders Samuelsen blev for fem år siden valgt som radikal til EU-parlamentet. På valgaftenen nu sad han med stumperne af sit nye parti. Han og hans folk har perforeret midten.

Hvad blev der af det hele?

For bare to år siden var der dannet et nyt parti, som havde 20.000 medlemmer. Ny Alliance, ny tidsalder, blev der råbt ud over tagene. Mette Bock havde hele to kroniker i Politiken om fænomenet. Først forudså hun nydannelsen. »Tro mig, det kommer«, profeterede hun 7. februar 2007, »for i det postmoderne samfund bliver der flere individualister og færre politiske flokdyr«.

22 maj – tre uger efter partidannelsen – var Kronikoverskriften: ’Ny politisk kultur’. Her kendte begejstringen ingen grænser. »En kultur og arbejdsmåde, der tager vælgerne alvorligt som andet og mere end kundegrupper, som man skal sælge en vare til. En kultur, der bygger på langt løsere netværk end det klassiske partiapparat«.

Bjarke Larsen kaldte sin Kronik 18. juni 2007 for ’Ny Alliance, ny tidsalder’. Han sparkede til sit gamle parti med sætningen: »Der er rigtig mange, som gerne vil stemme for de grundlæggende socialliberale værdier, som Det Radikale Venstre står for – bare de kan slippe for Det Radikale Venstre«.

Gammelradikaleren, som skriver her, troede ikke på projektet, men måtte erkende, at 20.000 medlemmer var udtryk for et opstemt behov for noget nyt; men i vore dage, da folk ved tastaturet kan melde sig ind i et parti så hurtigt som at nyse, vil man også se sandflugten bevæge sig med lynets fart. Sandflugt har der nemlig altid været, og den kommer der, hvor der ikke er kraftig jord til at slå rødder i for planten.

Og den jord var der ikke. Men partiets stiftere var ramt af desperation over den afmagt, midten befandt sig i med VKO-flertallet.

Ny Alliance blev bekræftelsen på, at et parti ikke slår igennem bare på et løsere netværk end det klassiske partiapparat. Mødesteder og debatfora på nettet er ikke nok.

Der er nogle forudsætninger, som skal opfyldes.

Hvor er Ny Alliances folk i dag? Anders Samuelsen, Gitte Seeberg og Naser Khader kunne skabe medieopmærksomhed, men ikke et parti. Ny Alliance fik et halvt år senere fem mandater, men i dag er de spredt: Naser Khader konservativt folketingsmedlem, Malou Aamund Venstre, Jørgen Poulsen radikal. Vinden kom, og sandflugten tog fat. Rodnet var der ikke.

Hvad kan man lære heraf? At det hele går for hurtigt. Et parti er en bevægelse, som skabes af folk med et idégrundlag med visioner og tanker bag; men der skal tid til. Folk skal tænke, mødes, diskutere, handle og vedtage principprogram. Det er hele denne modningsproces, Ny Alliance og nu Liberal Alliance ikke fik. Teknikken har en fart, som ikke modsvares af den menneskelige psykes behov for tid til overvejelse.

I de sidste 100 år er der dannet – eller søgt dannet – snesevis af nye partier, men historien viser, at alle de, de ikke havde rødder ned til vækstlaget, der dannes af ideer, er visnet bort.

Retsforbundet eksisterer rent faktisk endnu, og det havde tre kandidater til EU-valget. Det byggede på frihandel og grundskyldstanken og blev dannet i 1919 af nogle radikale udbrydere, og det var med enkelte afbrydelser repræsenteret i Folketinget 1926-79 og i regering 1957-60. Her var nemlig tale om lidenskab for ideen med drømme og visioner, som holdt vælgerne sammen i medgang og modgang.

Kommunisterne kom i Folketinget med Aksel Larsen i 1932 og var med enkelte undtagelser repræsenteret til 1979. Det var ideologien, der holdt tingene på plads. Den internationale kommunisme gav partiet rødder.

Efter krigen blev SF dannet i 1959, da Aksel Larsen brød med kommunisterne, men det socialistiske grundlag lå fast, og partiet står i dag stærkt i en forvandlingsproces, hvor faren er, at det mister identitet.

VS udskiltes fra SF i 1966 og eksisterer i dag som Enhedslisten i kraft af noget ideologisk.

Kristeligt Folkeparti skal nævnes på samme linje. 1973-2001 var de stort set uafbrudt repræsenteret på et vælgergrundlag, der samlede folk fra kirkens højrefløj om moralske spørgsmål. Også i regering kom de. Først da idégrundlaget sandede til, gik det galt; men der er krampetrækninger endnu.

Dansk Folkeparti er en videreførelse af Fremskridtspartiet fra 1973, og først og fremmest fremmedfjendskhed giver partiet identitet og stor tilslutning valg efter valg.

Heroverfor står de partier, som ikke havde idé nok i bagagen eller et dybtgående værdigrundlag, men som blev til i opposition. De holdt ikke.

De Uafhængige var inspireret af Venstres høvding, Knud Kristensen, der vendte sig mod grundloven i 1953. Kun i 1960 og 1964 fik de mandater.

Fra en anden side i Venstre, hvor finansminister Thorkil Kristensen var i opposition til det tætte VK-samarbejde, udkrystalliseredes Liberalt Centrum, som kun overlevede ét valg med fire mandater i 1966. Det er måske det nærmeste, vi kommer et parti, der kan sammenlignes med Liberal Alliance i dag.

Centrumdemokraterne holdt længst af partier uden dybtgående idémæssig kraft 1973-2001 og var i flere perioder i regering, men partiet afgik ved døden, da det på underlig måde tømtes for indhold.

Dette er ikke en udtømmende gennemgang af partier og bevægelser, men tilstrækkeligt til at bevise, hvorfor Ny Alliance måtte blive en døgnflue.

Hvad ville Ny Alliance? Og hvad vil Liberal Alliance? De 20.000 havde en drøm om noget nyt, men det var ikke drømmen om det samme, som kunne omsættes i virkelighed.

Spørgsmålet er så, om partiet har puffet til en ny politisk kultur?

Et parti, der bygger på langt løsere netværk end det klassiske partiapparat. Bliver det muligt at engagere de 95 procent af vælgerne, som ikke står i et parti? Kan der skabes mødesteder og debatfora for dem på nettet? Problemet er for mig at se, at partierne er blevet topstyret i en grad, vi ikke har set før.

Partierne er med deres mange informationsmedarbejdere og specialister med universitetsuddannelse i stand til at klare sig uden medlemmer. Dér ligger faren – som Ny Alliance så – og det bliver en kæmpeopgave at engagere vælgerne i politiske processer og få dem til at tage et ansvar.

Ved opstillingen til efterårets kommunevalg ses tydelige tegn på, at det er svært for partierne at få folk til at opstille. Alt dette forstærkes af partiernes professionalisering, som gør dem ufolkelige og fjerner dem fra rødderne.

Når det nye parti ikke foldede sig ud, var det, fordi man misforstod opgaven. Der er nemlig behov for at forny de bærende institutioner, den måde, der dannes partier på, og den måde, der opstilles kandidater på – men et parti skal altid kendes på ideen og det værdisæt, som bærer det. Lidenskaben skal tændes, ellers bliver det som et ægteskab uden kærlighed, der bindes sammen i et aftalesystem. Det går i opløsning.

Hvori adskilte Ny Alliance sig ideologisk fra de radikale, så der var basis for et nyt parti? I de fire punkter, de tre partistiftere fremlagde 7. maj for to år siden, var det skattereform, human indvandringspolitik, øget bistandshjælp og et stærkt EU, der var grundpiller.

Hvorfor gik de fra de radikale? Der har altid været højt til loftet og vidt til væggene i det parti. Hvorfor kastede Anders Samuelsen og Naser Khader vrag på det parti, der med store stemmetal havde givet dem plads i EU-parlamentet og i Folketinget? Og hvor gik senere Simon Emil Ammitzbøll og de radikale fejl af hinanden? Hvad gør det umuligt for ham at sidde i den radikale folketingsgruppe? Hvorfor bruger han alle kræfter på den umulige opgave at skabe et nyt parti? Hører de ikke naturligt hjemme i et rummeligt radikalt venstre?

Midten er aldrig summen af partierne på fløjene divideret med to. Midten er forankret i et værdisæt, der i 100 år, måske 200, har bestået sin prøve som frisindets hjemsted, ubundet af klasser og fastlåste ideologier.

Det er forholdstalsvalgets mulighed, at når ét parti aldrig har flertal, må midten se sin opgave som regulerende faktor ud fra de forhold, som bestemmer Folketingets sammensætning. Når Venstre og Konservative på niende år lader regeringens politik bestemme af et intolerant, fremmedfjendsk parti – og det er det eneste sted, det sker i Europa – så må midten regulere, så tegner der sig kun én mulighed, nemlig at få fjernet dette flertal ved næste folketingsvalg. Det er det, der giver S, SF og R perspektiv og samarbejdskraft. Midten må flytte sig.

Dansk politik er ikke kløvet over på midten, som Politikens lederskribent 28. maj har givet udtryk for, men midten må have til opgave at fjerne et flertal, der praktiserer en politik, der er i modsætning til midtens kompromisløse krav om menneskeværdighed i forhold til flygtninge og på det retspolitiske område.

Midten er ikke et på den ene side og på den anden side. I Danmark tager den pejlemærker efter et værdisæt, som går tilbage til både den franske revolution og Grundtvig. Det, der gør midten stærk og uopslidelig, er, at den har rødder til demokratiets ældste lag. Det er de samme, vi ser i Storbritannien med Liberaldemokraterne, som er briternes ældste politiske bevægelse; men dér mangler et forholdstalsvalg for at få partiet til at slå igennem.

Jeg anser det for urealistisk, og det er katastrofalt at tro, at midten kan bruges til et flertal, som også omfatter Dansk Folkeparti. Det er her, Liberal Alliances sigte er forkert. Dansk Folkeparti er kompromisløst i sit forhold til det danske og dermed i forhold til de udfordringer, verden byder på i et Europa, hvor der skal findes en ny balance mellem det, der afgøres i Danmark, og det, der overlades til det europæiske.

Nationalismen er Dansk Folkepartis kendetegn, og dermed er samspil mellem radikale og Dansk Folkeparti udelukket i de afgørende spørgsmål. Man skal være opmærksom på, at midtens parti også er et kompromisløst parti.

Man kan også sige, at det at være radikal ikke er at være Venstre, men at kunne samarbejde med socialdemokrater. I en tredjedel af partiets 104-årige historie har det dannet regering med socialdemokrater – uden at være blevet udslettet. Deri adskiller radikale sig fra CD og Kristendemokraterne, hvis vælgere ikke godtager disse partiers deltagelse i regering med socialdemokratisk statsminister.

Erfaringen har tværtimod været, at når de radikale gik i regering med VK, gik det galt. Hilmar Baunsgaard blev radikal statsminister for RKV-regeringen i 1960, og de radikale fik 27 mandater i 1971. Seks år efter var det blevet til seks. Og da partiet i 1988 gik ind i regeringen Schlüter med K og V, blev nederlaget i 1990 til at tage og føle på. Resultatet var 3,5 procent, det laveste nogen sinde.

Liberal Alliance og Borgerligt Centrum er glemt om få år. De udtrykte ikke det nye efter industrisamfundet og gav ikke videnssamfundet vitaminer og livskraft. De blev et produkt af tidens selvpromovering. De var individualistiske politikere, som selv ville på banen, men som ikke evnede at lytte og stå ubrydeligt sammen, som de gør, hvor ideen kommer før personen.

De perforerede midten. EU-parlamentsvalget bekræftede det.