Forleden havde jeg en pudsig oplevelse ude i det danske sommerland.

Stedet var en af disse klassiske gårdbutikker i landsbyen tæt på havet, hvor der sælges frugt og grønt og andet godt til fortravlede byboere på vej til sommerhusenes ro. Til min glæde opdagede jeg blandt de mange fristende forårstilbud en nyrøget makrel.

Det er der måske ikke noget revolutionerende i, men det drejede sig om et usædvanligt smukt dyr. Selv i døden var det spændstigt og ungt i kødet, som det lå på lit de parade i en åbenstående papkasse sammen med andre nydelige, men klart inferiøre repræsentanter fra makrellernes oceangående race.

Jeg besluttede at købe pragteksemplaret uden nogen form for tøven, hvad der er usædvanligt for mig. Det er uhyre sjældent, at jeg gør noget som helst, uden at tvivlen jager mig rundt i manegen. Ja, tvivlen er blevet så permanent en følgesvend på min vej gennem livet, at jeg føler mig sært nøgen, når jeg ikke kan gemme mig for den datostemplede verden i tvivlens tågede landskab.

Mens jeg ventede på at komme til at betale for makrellen, løftede jeg fisken op i halen for at glæde mig over synet af dette velsmagende offer for en flittig fiskers morgentur på havet omkring Danmark. Det er en afgørende, men ofte overset lektion livet, lærer den flittige elev, at man skal give sig tid til at nyde enhver glæde, man møder på sin vej, hvor ubetydelig den end måtte synes.

Det er netop i den let oversete detalje, at livet med størst selvfølgelighed kommer os i møde. Et strejf af solskin gennem træets urolige grene trænger ind i din mørke stue og leger tagfat på din elskedes arm, en solvarmet sten på gærdet varmer dine sommerkolde ben, en blomst, som ingen plantede, står pludselig midt på plænen i al sin pragt, som du resten af sommeren med fryd svinger plæneklipperen udenom.

Uventede og tilsyneladende ubetydelige småting, der sker på din vej og mod alle odds fylder dit hjerte med glæde, som nu denne velformede makrel i min hånd klædt i en rigdom af dybe kobberfarver.

Men glæden skulle vise sig at være kort. Sekundet efter kom en herre klædt i en fin, hvid sweater til at strejfe min røgede makrel. Jeg smilede til den for mig ukendte mand som en tydelig indikation af, at jeg ikke bebrejdede ham, at han ikke havde set sig for. Men han besvarede ikke mit smil.

Til min overraskelse vendte den nydelige mand sig derimod rasende imod mig, som havde han været udsat for en grov forbrydelse, og sagde højt og i et toneleje, som ikke rummede skyggen af tvivl på rigtigheden af den sætning, som sekundet efter gennem hans smalle, vrede læber spiddede min forårsglæde ... »man går ikke rundt blandt andre mennesker med en makrel i halen!«

Forvirret så jeg et kort øjeblik ind i hans harmdirrende øjne, lod så blikket løbe undersøgende hen over hans sweater, men den syntes lige så nydelig hvid som før sammenstødet med min makrel. Omsider gik det op for mig, at det var hans sans for det normale, som var krænket. Alvorligt krænket.

I denne mands verden var det at holde en makrel i halen midt imellem sine medmennesker på ingen måde normalt. Og det normale er til enhver tid at foretrække, for eksempel, fordi man kan bevæge sig trygt rundt i verden i sin pæne, nye sweater uden at frygte at støde ind i en røget makrel.

Pludselig opdagede jeg, at der var indtil flere andre kunder i gårdbutikken, som havde samme ide om normalitet og derfor gav ham ret. Det var min skyld, at denne mands fine sweater var stødt ind i noget, som ikke burde være en kollisionsmulighed i menneskenes verden.

Ved at holde makrellen op i øjenhøjde og derved i niveau med de fleste kunder i gårdbutikken havde jeg helt klart syndet i deres øjne. Og som kun borgerskabet evner det, så de indigneret på makrelholderen, som uheldigvis var mig, uden at vende deres øjne imod mig.

På trods af alle kendte fysiske love formår borgerskabet nemlig at nidstirre den unormale uden overhovedet at vende sine øjne imod ham eller hende. Det er åbenbart yderst vigtigt for den personlige hygiejne aldrig at se unormaliteten direkte i øjnene, og lad for Guds skyld være med at diskutere med dem, som tvivler. Der stod jeg så med min elskede makrel i en gårdbutik fuld af tavse sommerhusejere, som næsten alle så misbilligende på mig udelukkende ved at spejle sig i hinandens misbilligelse.

Det er det uhyggelige ved normaliteten. Den behøver ingen højtråbende agitatorer eller bibeltunge manifester til at forklare sit væsen. Den besidder en egen intuitiv evne af rent dyriske dimensioner til at identificere det unormale og derved også til at fastlægge grænserne for det normale.

Og som alle fænomener, der virkelig slår rod i os mennesker, er normalitetens væsen fuldstændig urationelt. Ligesom de mere konventionelle gudeskikkelser behøver de, som tror på normalitetens frygtindgydende gud, ikke begrunde deres tro, for de er jo normale, og enhver tvivl om normalitetens væsen er et bevis på, at man ikke tilhører de udvalgte. I de normales regi er dét at stille spørgsmålet at umuliggøre svaret. Det er et hårdt selskab at befinde sig i for en vanetvivler.

Pludselig følte jeg mig virkelig som et udskud i køen, en unormalitet med hang til højt løftede makreller. Manden med den pæne sweater havde selvfølgelig fuldstændig ret. Der var jo heller ikke andre blandt de mange kunder foran og bag mig, som stod og strittede med en makrel i hånden. Kun mig.

Og det selv om flere af de andre kunder præcis ligesom jeg var faldet for fristelsen til at købe en af de uimodståelige makreller. Alle ventede de pænt, til de havde kontakt med ekspedienten, og bad derefter om deres makreller, som ekspedienten straks puttede i plastikposer, så de kom til at ligne faldne fra fjerne fiskekrige, som nu i deres bodybags var på vej hjem til de fredelige akvarier i forstæderne.

Med den afdødes naturlige arrogance var min makrel ligeglad med den stille hån, som omgav den og dens kommende ejermand, men jeg connectede pludselig med alle de andre normalitetsspecialister, som jeg har kæmpet imod på min vej fra landsbyens ene lange gade, gennem centralskolernes rødstensnormalitet til fristaden Christianias oprør mod tankepolitiets og de falske faderskikkelsers rædselsregime og hjem igen til landsbyens ene lange gade, hvor jeg nu igen holder til.

Jeg har mødt hærskarer af disse magiske mennesker, som uden tvivl i sind kender de ønskværdige rammer for menneskelig udfoldelse og ytring. Karseklippede Bent f.eks., med de runde, stikkende øjne, hvis eneste suveræne talent i tressernes Kirke Hyllinge var denne skræmmende evne til lynhurtigt at identificere enhver form for unormalitet i hans nærhed. En ellers ret sløv og middelmådigt begavet dreng, der som en højt præmieret hashhund med usvigelig sikkerhed slog ned på enhver form for unormalitet i sit lokalmiljø.

Det er sådan en Bent, forfatteren Aksel Sandemose påstod, han slog ihjel i Misery Harbour i Canada efter at være flygtet fra alle Benterne i Nykøbing Mors. Som skovarbejder i Canada måtte han erkende, at selv ikke de store vidder med deres uendelige variation i fauna og flora kan holde menneskeflokkens hang til normalitet i ave. Her på kanten af den kortlagte verden mødte han pludselig en Bent igen, og han påstår i sine selvbiografiske værker, at han i rædsel slog normalitetens apostel ihjel med sin skovhuggerøkse.

Men jeg har ingen økse, så skal jeg slå manden med den fine sweater ihjel, må jeg kvæle ham med én hånd, for den anden holder jeg jo makrellen med. Jeg kunne selvfølgelig også slå ham i hovedet med makrellen, men derved ville jeg på klassisk vis destruere det, som jeg kæmpede for.

Så jeg opgiver snart tanken – der er alt for mange Benter på Sjælland til at udrydde dem. Det ville blive et blodbad af stockholmske dimensioner, og havene ville stige til uanede højder og true selv vores højt liggende fristeder på disse morænebakker i det nordvestlige Sjælland.

Derfor lader jeg ham stå der i sin nydelige hvide sweater og håne mig uden at se direkte på mig med sine spionøjne. Jeg resignerer, og bunden går ud af denne dejlige forårsdag, og jeg havner på den gamle slagmark mellem normalitetens inkvisitorer og tvivlerne, og mine chancer for at vinde er uendeligt små, for normaliteten er altid i flertal, kan ikke andet, tør ikke andet.

Det er flokdyrets adelsmærke altid at vælge det majoritetsskabende kompromis frem for individets eget selvstændige valg. Af angst for ensomheden vælger vi gruppen. Præcis som flamingoerne på Serengetis sletter fornemmer vi umiddelbart, at det er dødsens farligt at befinde sig i yderkanten af gruppen. Det er dem, som ikke lader sig integrere i gruppen, som løverne spiser til forret, vampyrerne til hovedret og hyænerne til efterret med deres onde, forsømte øjne, som er så skræmmende i deres menneskelighed.

Sådan stryger tankerne hvileløst af sted på en forårsdag i en kø i en gårdbutik i de dejlige morænebakker, som danner det i dansk sammenhæng så unormale, men pragtfulde landskab ned mod Nekseløbugten og Sejerøbugten.

Får jeg for meget ud af denne temmelig uskyldige konfrontation mellem en makrelbærende mand og hans sweaterklædte pendant? Eller er det i virkeligheden sådan de fleste historier bliver født inde i os? Når verden giver os et passende alibi, smider vi straks vores egne historier ind på virkelighedens scene, som i dette tilfælde er en gårdbutik fyldt af uskyldige mennesker, som glæder sig til at finde ro i deres sommerhuse.

Selv om der ikke var nogen, som snød, syntes køen foran mig længere og længere, og makrellen i min højre hånd tungere og tungere. Men de satans normalitetstilbedere, som omgav mig, skulle ikke have tilfredsstillelsen af at se mig kravle op på deres tomme trykimprægnerede kors for at sone min brøde offentligt. Så makrellen blev hængende, hvor den hang, i øjenhøjde med borgerskabet.

Inde i huset bag den hårdtarbejdende grønthandler kørte nyhederne. Mit gamle hjem fristaden Christiania har tabt sagen ved Østre Landsret ... staden skal normaliseres! Der er det forbandede ord igen. Normaliseres. De normales korstog stopper aldrig. Efter at have kørt igennem en uendelig kø af kronisk firkantede marker klinisk renset for alt andet end de udvalgte afgrøder, er jeg og alle de andre nået til denne smalle tange af fredede morænebakker mod havet.

Her har vores kaostørstende sjæle fundet et fristed på en kyst, som stadig strækker sig frit mod horisonten helt i sin egen uforudsigelige streg. Her kan vi for en weekends tid få lov at glemme, at vores valgte verden er firkantet og vores egne frit svungne kroppe derfor kun klodsede skygger af den digitaliserede idealverden, vi ser på vores computerskærme.

»30 kr. ...er det for dyrt, hr.?« Grønthandleren ser skælmsk på mig, for han kender min hang til at prutte om prisen. I det samme tager han makrellen fra mig og putter den ind i sin bodybag. Af taknemmelighed for at være befriet for den tunge makrel på et helt naturligt sæt, som på ingen måde udpeger mig som taberen, smiler jeg befriet.

Og straks virker det, som om jeg bliver tilgivet af alle de bagved stående i køen og budt velkommen tilbage i de normales fællesskab. Selv manden med den hvide sweater smiler venligt til mig, før han forlader gårdbutikken med to poser nye kartofler og en bredrøvet kone med en smukt vuggende gang.

Hjemme i familiens fristed smager makrellen så vidunderligt, at jeg for et øjeblik fuldstændig glemmer kampen mellem normalitetens inkvisitorer og os makrelspisende tvivlere. På vejen, som snor sig smukt gennem landskabet og falder dramatisk mod havet, kommer to cykelryttere prustende op imod mig. Den ene bærer en T-shirt, der opfordrer til at bevare Christiania. Bag ham kan jeg se kysten bugte sig legende ned mod Kalundborgs pedantisk lige industriskorstene.

Kampen for at holde mændene med linealerne fra at molestere denne kyst og kampen for at lade fristaden Christiania fortsætte med at være en spændende fritvoksende byrose med torne er den samme, når jeg lige at tænke, før jeg får et makrelben galt i halsen og ser mig nødsaget til at afslutte min lille fortælling fra danskernes sommerland.