Klaus Riskær Pedersen blev i 2008 idømt ubetinget fængsel – syv år i Københavns Byret, siden nedsat til seks år af Østre Landsret – for forsøg på bedrageri for op mod 210 millioner kroner.

Når man sidder i en fængselscelle og afsoner seks års fængsel, kan de fleste sikkert forstå, at man følger en sag som den om Stein Bagger med en vis interesse. Jeg skal i det følgende bestræbe mig på, at dette ikke bliver et partsindlæg.

Det, jeg vil beskæftige mig med, er sager om økonomisk kriminalitet og den efterfølgende domstolsbehandling.

Hvis vi kort konkluderer på Stein Bagger-sagen, kan vi konstatere:

Når man bliver opdaget, kan man gå under jorden i et par uger. Når man kommer hjem, mangler der stadig 220 millioner i kassen. Man kan derefter sætte sig hos bagmandspolitiet i 1.050 timer og tilstå det hele og præsentere sagen, som man selv ser den.

Derefter kan man slippe igennem domstolssystemet på tre dage. Og endelig kan man få ca. 33 procent rabat på straffen. Det lyder unægtelig som ’Ugens tilbud’, og det bliver i sandhed interessant at se, hvordan forskellige narkobagmænd og bandechefer vil få glæde af denne nye praksis.

Bagmandspolitiet har udtalt, at de er »glade for det hensyn, der er taget til deres begrænsede ressourcer«, og en byretsdommer har kvitteret for, at domstolene ikke belastes. Ligger det imellem linjerne: unødigt?

Riskær-fremgangsmåden giver 11 år.
Lad mig først dreje blikket mod en anden sag for at se på den sædvanlige forretningsgang i sager om økonomisk kriminalitet.

For at gøre det enkelt vil jeg blot tage tidsforløbet i en sag som min egen, der minder en del om flere andre. Her rejses en sigtelse i 2003, og taxameteret begynder her at tælle for forretningsfolk, der sigtes i straffesager.

Med efterforskning og behandling ved to domstole går der 5 år, før endelig dom falder (hvilket faktisk var hurtigt), og der idømmes 6 års fængsel. Regning: 11 år. Når jeg bemærkede, at det faktisk er hurtigt, er det, fordi min tidligere erfaring var en sigtelse i 1992, der først medførte endelig dom i 2000 (8 år).

Disse to regnskaber giver mulighed for en sammenligning. I ’Stein Bagger-fremgangsmåden’ koster hele molevitten 7 år. I ’Riskær-fremgangsmåden’ koster hele molevitten 11 år (til trods for en mindre dom).

Efter denne smule matematik skal vi se på konsekvensen.

Objektivt eller subjektivt grundlag
Konsekvensen må blive, at man tilsyneladende skal overveje, om det kan betale sig at bevise sin egen fremstilling af det sagsforløb, der er til retslig behandling.

Hvis man helt dropper en sådan pertentlig egeninteresse og i stedet tilgodeser ressourceproblemer i bagmandspolitiet og overbelastede domstole, så ville ’Riskær-sagen, men med Stein Bagger-fremgangsmåde’ have ført til følgende resultat: Da sigtelsen rejses i juni 2003, skulle jeg have kørt ned til bagmandspolitiet i Anker Heegaards Gade og sat mig der i 1.050 timer.

Da man kan sidde der 10-12 timer på alle hverdage (jeg har prøvet det selv), så skulle denne øvelse være tilendebragt på 4 måneder og 16 dage. Berammelsestiden på sagen er tilsyneladende kort, så det hele ville være overstået på 6 måneder inklusive 3 dages ’domstolsbehandling’. Som i Stein Bagger-sagen.

Herefter ville dommen i stedet for 6 års fængsel blive fratrukket en rabat på ca. en tredjedel og dermed blive på 4 års fængsel. I forhold til det faktiske forløb ville den samlede regning være nedsat med en rabat på 60 procent. Jeg ville sådan set have afsluttet min afsoning, før der i det faktiske forløb var faldet dom.

Lad mig vende tilbage til spørgsmålet, om det kan betale sig at bruge kræfter på egen sagsfremstilling ved domstolene i sager om økonomisk kriminalitet. Her må vi kort beskæftige os med, hvor disse sager adskiller sig fra andre straffesager.

Når man fører sager om økonomisk kriminalitet, er der flere væsentlige forskelle i forhold til andre straffesager.

Når en mand får banket en flaske i hovedet i et værtshusslagsmål, så kan det observeres. Når en bank er tømt for penge, så kan det konstateres. Og når dna-prøver beviser voldtægt, er det en kendsgerning.

Man kan sige, at en ’klassisk’ anvendelse af straffeloven skaber en klar sammenhæng imellem det at begå noget kriminelt og lovovertræderens evidente mulighed for erkendelse af, at en konkret og veldefineret handling har været en straffelovsovertrædelse. Man kan vel sige, at der dømmes på et objektivt gerningsgrundlag.

Går vi til sager om økonomisk kriminalitet, er udgangspunktet et andet. Her vil de udfald, der skal bedømmes, være meget forskelligartede, men fælles for de fleste er, at det ender med, at retten skal tage stilling til intentionen bag de begivenheder, som bedømmes.

Retten skal med andre ord først afgøre, om banken overhovedet ’er røvet’, og først derefter, om den, ’der røvede banken’, havde forsættet til det. Den centrale pointe er her, at ved sager om økonomisk kriminalitet kan man vel sige, at der dømmes på et subjektivt gerningsgrundlag.

Politi etablerer subjektivt grundlag
Der er en anden interessant karakteristik ved straffesager om økonomisk kriminalitet.

Hvis vi ser bort fra politiets kroniske ressourceproblemer, så er det således, at straffelovsovertrædelser på et objektivt gerningsgrundlag alle skal efterforskes, gerningsmanden pågribes, og den ansvarlige domfældes.

Den situation må ikke forekomme, at der foreligger et valg hos politi- eller anklagemyndighed af, hvorvidt man vil efterforske og retsforfølge en straffelovsovertrædelse.

I sager om økonomisk kriminalitet er situationen en anden. Her afhænger en mulig sag af, hvorvidt anklagemyndigheden vurderer, at en sag kan føre til domfældelse. Til afklaring af det formål har man politiet som bistandsyder.

Politiet inddrages med andre ord for at etablere det subjektive gerningsgrundlag for anklagemyndigheden, og ikke – som det gælder ved klassiske straffelovsovertrædelser – for at efterforske, hvad og hvem der har begået objektive straffelovsovertrædelser. Dette medfører, at politiets efterforskning af mulig uskyld underordnes den anklagemyndighed, som de er en integreret del af i bagmandspolitiet. På dette punkt tilsidesættes væsentlige retssikkerhedsgarantier for borgerne.

Fremgangsmåden i klassiske straffesager medfører, at alle borgere behandles ens for loven. Man kan sige, at der foreligger et ensartet grundlag for tiltalerejsning. Når stillingtagen til efterforskningsskridt og mulig tiltalerejsning i sager om økonomisk kriminalitet overlades til anklagemyndigheden, må resultatet blive, at der foreligger et forskelligartet grundlag for tiltalerejsning.

Betragtes disse forskelligheder under et, kan man konstatere, at hvor der sædvanligvis sker overtrædelse af straffeloven, så fungerer vort retssamfund – som de fleste forventer det – på et objektivt og ensartet grundlag. I sager om økonomisk kriminalitet vil jeg dog vove at opstille en ny taksonomi for egen regning og risiko, som i stedet ser grundlaget for efterforskning og tiltalerejsning som subjektivt og forskelligartet.

Denne øvelse er nødvendig, for at jeg meningsfyldt kan forholde mig til principperne bag ’Stein Bagger-fremgangsmåden’. Den konkrete sag er ikke målet for min interesse, men mere konsekvenserne af fremgangsmåden.

Domstolene eneste værn
I et samfund, hvor man politisk tillader, at anklagemyndigheden på et forskelligartet grundlag kan rejse straffesager, så har befolkningen domstolene som eneste værn.

Domstolenes konstitutionelle baggrund er jo beskyttelsen af borger mod samfund, og ikke omvendt. En domstol er dermed ikke et ekspeditionskontor, hvor anklagemyndighedens veltilrettelagte tilståelsessager blot pådømmes.

Det ville genskabe en domstolspraksis, der mere minder om inkvisitionstiden end om det demokratiske retssamfund. Sager om økonomisk kriminalitet må have som deres hele formål først og fremmest at trænge ind bag grundlag og baggrund for, at en eller flere ensartede begivenheder gør domstolsbedømmelse påkrævet. Og at det, der finder sted, dermed får karakter af et retsopgør med principper, sædvaner og fremgangsmåder, der udløser skadesvirkninger.

Opgaven må være at trænge ind til kernen i og beskrivelsen af de systemiske fejl i vort økonomiske liv, der lejlighedsvis udvikler sig og truer vort samfunds funktionsdygtighed. For at det har mening, skal vi bruge retsopgør og ikke skueprocesser.

Det ligger desværre i vor nationale mentalitet, at vi giver ’prokuristerne’ frit spil. Teknokrater og embedsmænd får lov at passe tingene, så længe middagen er serveret. Det, der er interessant for samfundet, er ikke størrelsen af den plattenslager, Stein Bagger er, men hvordan mulighederne kunne udnyttes i det omfang.

Det er ved lejligheder som disse, at vort samfund rent faktisk tillades selvransagelse og selvkritik. Bruger vi retsopgør rigtigt, kan de skabe den gennemsigtighed og ansvarsplacering, som tillader en læreproces at folde sig ud. Afskærer man sig fra retsopgør, så afskærer man sig fra læreprocessen.

Vi har desværre også i Danmark en historisk tradition for at vige uden om retsopgør. Og vor parlamentariske konstruktion tillader (desværre) ikke, at demokratiske høringsprocesser (under strafansvar) kan træde i stedet eller som supplement.

Dermed ligger byrden helt og holdent på vores domstole. Initiativet kunne også ligge hos anklagemyndigheden, men erfaring viser, at man herfra mere er dikteret af populistisk smålighed end af samfundskritisk klarsyn.

Det er en ulykke for vort land, der rækker mange tiår tilbage, at der ikke er politisk samvittighed og politisk ansvarsfølelse, der tør tage opgør. Det er en fare i et lille land, når man i misforstået søgen efter konsensus viger tilbage fra nødvendige beskæringer.

Vi har historisk afskåret os fra retsopgør i dette land, og den dårlige vane smitter af.

Sagen bør for Højesteret
Retsopgør er ubehagelige, fordi de viser, at der er systemiske fejl. Men identificeres disse systemiske fejl ikke, bliver de ikke rettet af sig selv. De fejes ind under gulvtæppet.

Jeg har i mange år været modstander af, at sager om økonomisk kriminalitet bliver en art standretter, hvor man forsøger at sanktionere tidens umoralske adfærd. Mange af disse sager drejer sig om, at målstolpen flyttes, efter at kampen er gået i gang. Typisk er det den kendte angrebsspiller på holdet, der så er landet i nettet. Virkeligheden bag langt de fleste sager af denne type stikker ofte langt dybere.

Hver tidsperiode har sin type sager om økonomisk kriminalitet. I én periode er det trusseredere, så er det pantebrevshajer, så er det råvarehandlere, så er det sidegadevekselerer, så er det momskarruseller, så er det selskabstømmere og så lidt indblanding af kendte angrebsspillere, der taber et par kampe og derfor skal sendes ud af spillet på den ene eller anden måde (Glistrup).

Essensen er, at »capitalism is not moral, but it has a morally desirable out-come« (Wilson, 1989). Når vi begiver os ud i retsopgør, der skal sætte grænserne for tidens moral, er det en bydende omstændighed, at vi gør det til fulde.

Den taksonomi, jeg har opstillet for indbyggede svagheder ved sager om økonomisk kriminalitet, gør det påkrævet, at vore domstole ikke alene træder i karakter, når sagernes reelle indhold skal vurderes, men også tilsikrer, at de foldes ud, så disse processer ikke blot bliver standretter eller ekspeditionssager, men bliver meningsfulde bidrag til vort samfunds læringsprocesser, så lovgivning kan tilpasses, regulering forbedres, og de private sektorer forbedrer deres selvkontrol.

Alt dette er tabt med den praksis, som en byretsdommer nu har stadfæstet og belønnet.

Jeg har desværre svært ved at se, hvem af parterne der kan have interesse i at anke sagen. Derfor denne Kronik. Det kunne være interessant, om denne sag kunne nå til Højesteret. Vi kunne godt bruge deres syn på de retsgarantier, der skal komme hele samfundet til gode. Og ikke kun Stein Bagger.