Mens jeg for nogle år siden arbejdede med min bog, ’Israels Selvstændighedskrig og de danske frivillige’, havde jeg en stor bunke private breve liggende – de breve, som de frivillige soldater havde sendt hjem til familien og bekendte i Danmark.

De fleste af disse frivillige var anden- eller tredjegenerationsindvandrere – børn eller børnebørn af ludfattige jødiske indvandrere, som i stort tal var kommet til Danmark fra Rusland, Ukraine, de baltiske lande samt Polen.

Deres forældre eller bedsteforældre havde klumpet sig sammen dér, hvor der var billige boliger at få – og det var dengang i Københavns indre bys mest usle slumgader – Adelgade, Aabenraa, Borgergade, Prinsensgade, Landemærket – samt på Nørrebro.

Lejlighederne var gamle og forsømte, gårdene smalle og ildelugtende – og kun lidt lys nåede ind i 2. eller 3. baggård. De unge mennesker, som var produktet af disse elendige omgivelser, iagttog sabbatten og de jødiske helligdage; de overholdt stort set de jødiske spiseregler – kosherreglerne – om end de ikke var særlig flinke til at aflægge besøg i synagogen. Som oftest var dagligsproget i deres hjem jiddisch.

En læge ved Rigshospitalet, som af og til kom i nærkontakt med disse elendige indvandrerfamilier, fortalte nogle år senere til forfatteren, Randerspræsten Paul Borchsenius, hvor overrasket han var over den utrolige fattigdom:

»Børnene lå i kludebunker i stedet for i senge – som oftest loppebefængte. Det var gyseligt at opleve, hvor fattige mennesker kunne være. Overrasket var jeg da også ved nogle år senere at iagttage, hvor hurtigt de fleste af disse jøder arbejdede sig op. I løbet af ganske få år var mange af dem bedre stillet end de faglærte danske arbejdere«.

Skrev et fint og formfuldendt dansk
Ja, det var bestemt overraskende for alle, hvor hurtigt disse arbejdsdrenge, håndværkslærlinge, skræddere, skomagere, hattemagere kom i gang med at kunne forsørge sig selv – og efter få år generelt havde fået sig etableret i et godt job eller måske med egen virksomhed. Men først og fremmest var disse unge mennesker jo blevet danskere – og ikke mindst københavnere – og det med ’stort K’.

Det første, der slog mig, da jeg begyndte at læse brevene, var, at hver og én af brevskriverne skrev et fint og formfuldendt dansk. Nydelig håndskrift! Uden stavefejl, stort set uden kommafejl. Og vi taler altså om unge, som allerhøjst havde gået i skole til 7. klasse.

Unge indvandrere, som for de flestes vedkommende var opvokset i usle lejligheder i anden eller tredje baggård på Nørrebro. Det var ikke sådan, at de havde glemt deres jødiske liv, for det fortsatte de skam med stor interesse.

De oprettede snesevis af jødiske foreninger – håndværkerforeninger, sportsforeninger, ungdomsforeninger, sangforeninger og teaterforeninger, hvor de fandt sammen om deres jiddische sange og de traditioner, der var deres.

Ud af brevene fra de jødiske soldater hjem lyser dog en stor kærlighed til Danmark og det danske folk, som de selv var blevet en del af, og som de var stolte af at være en del af.

Jovist kæmpede de i Israel, så det jødiske folk, som de også var en del af, kunne få en plet, hvor jøder ikke behøvede at blive forfulgt, men det gjaldt jo ikke dem selv i Danmark – den kamp tog de for deres trosfæller i alle de andre lande. Selv skulle de hurtigst muligt hjem til Danmark igen og fortsætte deres danske – og deres jødiske – liv.

For disse indvandrere havde jo nemlig ladet sig assimilere!

Arbejdede om lørdagen
Tanken var ikke et sekund, at de skulle blive boende i deres elendige lejligheder i Indre By og på Nørrebro for dér at klumpe sig sammen med andre jøder; næh, så snart muligheden bød sig, var drømmen at få en lys, luftig villa med en lille have ude på Amager, i Valby, på Østerbro – eller måske ligefrem længere oppe ad Strandvejen.

Tanken var ej heller, at det danske samfund skulle ændre sig, således at det tilpassede sig de jødiske skikke og traditioner.

Var de som lærlinge så heldige at få en jødisk mester, kunne de jo slippe for at arbejde på sabbat, men var de sat i lære hos en kristen mester, ja, så arbejdede de selvfølgelig også om lørdagen, for sådan gjorde man altså dér.

Skoleeleverne på den jødiske skole, Carolineskolen, blev også hurtigt klar over, hvad dagens parole var – nemlig dansk, dansk og dansk! Man kunne jo godt sludre med kammeraterne på jiddisch på vej til skole, men i det øjeblik, man gik ind gennem skoleporten, slog man over i dansk. Det sørgede den jødiske gårdvagt for. Der vankede simpelthen lussinger, hvis der blev talt jiddisch på skolens område – frikvarter eller ej.

Forældrene gav deres unger nogle klare og utvetydige budskaber: Se at blive dansker! Tal dansk uden den fremmede accent, vi desværre ikke slipper for. Få dig en uddannelse eller et håndværk, så du kan komme frem i Danmark og blive en respekteret og agtet borger i det land, der nu er vores. Gør din far og mor ære. Gør det jødiske folk ære og gør Danmark ære. Gør din pligt over for det danske samfund. Spørg, hvad du kan gøre for dit nye fædreland. Kort sagt: Assimilér dig!

Af deres forældre blev de således stillet over for ubønhørlige, personlige krav. Og de stillede krav til sig selv.

Til gengæld blev der ikke et sekund fra indvandrernes side stillet nogen som helst krav om, hvordan Danmark og det kristne danske folk skulle indrette sig på dem!

Der blev på intet tidspunkt stillet krav om, at de danske folkeskoler skulle indføre modersmålsundervisning i jiddisch. Der blev ikke stillet krav om specielle foranstaltninger i forbindelse med skoleårets forløb.

Der blev ikke stillet krav om særlige indretninger på arbejdspladserne – eller at det omkringliggende samfund i institutionerne skulle spise kød, der var slagtet på en særlig måde.

Der blev ikke stillet noget som helst krav om, at den kristne del af det danske folk skulle lære en hel masse om jødiske traditioner eller sætte sig ind i det jødiske lovsystem – så vi andre bedre ville kunne forstå de nytilkomne.

Det var således ikke Danmark, der havde en opgave, der skulle løses. Det var indvandrerne, der havde en opgave, der skulle løses!

Skoleeleverne fik ikke bevilget fridage omkring de jødiske højtider, Pesach, Rosh Hashana og Jom Kippur.

Samfundet følte sig ikke på noget tidspunkt kaldet til at oprette en hær af behandlere, indvandrerkonsulenter eller integrationsmedarbejdere med det formål at undervise danskerne i, hvordan de skulle te sig over for de nye.

For det var jo netop ikke Danmark, der havde en opgave.

Det var indvandrerne, der havde en opgave!

Assimilation er et fyord
Assimilation er egentlig oprindeligt et medicinsk udtryk, som betyder ’at gøre lig med’ eller at ’optage’ eller at ’indoptage’. Det handler i det medicinske sprog om næringsstoffernes optagelse og omdannelse til at blive en del af organismen. Organismen har brug for næringsstoffer.

Men det er værd at bemærke, at det er næringsstofferne, der skal optages i organismen – ikke omvendt! I vore dages udlændingedebat er assimilation blevet noget nær et fyord. Og jeg har egentlig aldrig forstået hvorfor.

For det er jo netop en assimilation, vi i fredens, sikkerhedens og fordragelighedens navn bør forlange af de fremmede, som her 100 år senere end den store jødiske indvandring begyndte at strømme ind i landet.

Til første-, anden-, tredje- og snart fjerdegenerations indvandrere vil jeg sige: I skal være velkomne i Danmark. Men jeg har denne klare besked til jer: Assimilér jer – eller find et andet land…!

Stat, kommune samt i hundredvis af behandlende skønånder har i årevis kappedes om med lavpandede, floromvundne floskler at virke mest selvudslettende, underdanige, menneskekærlige og omsorgsfulde.

Dog ikke i forhold til det danske folk, men i forhold til alle de andre folkeslag i verden. Frem for at stille krav om assimilering. Det naturlige krav, som kun få af nutidens indvandrere desværre stiller til deres egne børn. Mange opfordrer derimod det direkte modsatte.

I de allerseneste år er man fra myndighedernes side så småt begyndt at sadle om – og netop at stille krav. Det er ikke nogen let omstilling for et embedsmandsværk, som siden 1983 har været hjernevasket til at arbejde for, at det er det danske folk, der skal ændre sig – frem for de fremmede.

Men tænk, at det skulle tage så mange år, før det selvfølgelige blev indlysende. Tænk på alt det, landet kunne have undgået.

Tænk, hvor meget Danmark og det danske folk kunne være sparet for!

Vi er i gang med at normalisere
Og selv om Dansk Folkeparti i hvert fald ikke et sekund kan lastes for den situation, landet står i, er det alligevel os, der sammen med regeringen skal rydde op. Vi er i fuld gang.

Men vi er først lige begyndt. Opgaven, vi har påtaget os, er at normalisere forholdene i Danmark. At normalisere. Det lyder da ikke særlig ekstremt – næh... Men det er værd at understrege, at det er det normale, vi er på vej tilbage til, når det gælder udlændingepolitikken i dette land.

Det er det unormale – det abnorme – kaos – der har været gældende herhjemme siden den katastrofale udlændingelov i 1983. Det, der nu er i gang, er altså, at Danmark er ved at blive normaliseret.

Normalisering er at sige farvel til det forskruede. Normalisering er at vende ekstremismen ryggen. Normalisering er at holde op med at leve i en fantasiverden.

Normalisering er igen at få begge ben ned på jorden. Efter 25 års unormalitet – abnormitet – er Danmark igen så småt ved at finde sine ben.

Når man efter 25 år genfinder sine ben og begynder at mærke, at de kan bære, følger også en hel masse psykiske bivirkninger af positiv karakter.

Det væsentligste er, at man får en bunke selvtillid. Man finder ud af, at man ikke har noget at være flov over. Man finder ud af, at man er lige så dygtig, kærlig og god som andre, der hævder, de er det.

Man finder ud af, at folk lytter til det, man siger. Og så finder man ud af, at man rent faktisk har en masse at bidrage med, materielt og åndeligt – ikke alene i sin nærmeste omgangskreds, men i et meget større forum.

Man bliver med ét i stand til at gribe dagen. Til at sætte dagsordenen. Til at være der, hvor det sner. Og vi danskere bliver stolte og glade, når vi er dér!.

Jeg glæder mig, når jeg oplever Danmark i front på den internationale scene. For vi har fået selvtillid – Danmark har fået selvtillid.

Når vi bliver truet og angrebet af mørkemænd, er det jo af den ene grund, at de ikke kan tåle vores frihed.

Hvis vi var i lænker eller lå på knæ, var der jo ingen, der ville gide true os. Lige så forhadt vi er i mørkemændenes lande – lige så elskede og beundrede er vi i den frie verden. Tænk, hvis det var omvendt ...!

Mimi Jacobsen talte i sin tid ustandselig om at »eksportere danske værdier« – og Poul Nyrup Rasmussen talte hele tiden om Danmark som foregangsland. Begge dele er nu lykkedes!

Men nu er de to jo også væk fra politik ... Lad os bare sige, at der i disse år er ekstra grunde til at være stolte over at være danskere.

Lad os bare ranke ryggen og erkende, at vort lille land nu er foregangsland i Europa.