Når brandfolk kommer ud til en gårdbrand, fokuserer de først på at forhindre ilden i at brede sig til de bygninger, som endnu ikke er i brand.

Når branden er inddæmmet, rettes indsatsen mod at slukke ilden dér, hvor det brænder. Til sidst, når branden er slukket, kan man gøre skaderne op og beslutte, om der er behov for og ressourcer til at erstatte nedbrændte eller skadede bygninger med nyt byggeri.

Blandt naturforvaltere har disse principper vundet indpas det sidste årti under navnet ’Brandmandens Lov’. Loven bygger egentlig blot på sund fornuft, men sammenfatter enkelt og instruktivt biologers lange erfaring med, hvordan man bedst prioriterer indsatsen for at beskytte naturens mangfoldighed.

Omsat til naturforvalterens sprog lyder brandmandens lov således: Først må man redde den natur, som endnu ikke er ødelagt. Dernæst gælder det om at fjerne de negative påvirkninger fra den øvrige natur, som er under ødelæggelse. Når tilstanden i den bestående natur er gunstig, kan det give mening at etablere ny natur.

Desværre har denne enkle lov aldrig vundet indpas blandt beslutningstagere højere oppe i systemet.

Om det skyldes at beslutningstagerne ikke kan overskue den vilde naturs kompleksitet, eller ganske enkelt foretrækker at klippe snore ved indvielser af ny natur, kan være svært at afgøre. Men det er et spørgsmål værd, om de begrænsede midler, der afsættes til naturformål, bruges omkostningseffektivt, når brandmandens lov vendes på hovedet.

Desværre kan vi ikke få klart svar på det spørgsmål, for der er aldrig foretaget en grundig undersøgelse af værdien af de nye naturområder. Men vi kan da stadigvæk ræsonnere.

Der er to hovedgrunde til, at brandmandens lov er overordentlig meningsfuld, når det gælder naturforvaltning. Den første er, at det er i de allerede eksisterende naturområder, at hovedparten af biodiversiteten findes. Dette gælder især for de arter af vilde dyr, planter og svampe, som er mest sårbare over for de produktive sektorers udnyttelse af naturen.

Der er tusinder af arter, som ikke kan overleve hugsten i skovene, pløjningen af markerne, sprøjtningen med gifte og den omfattende forurening med næringsstoffer.

De mest sårbare arter er blevet overordentlig sjældne. Den danske rødliste giver en oversigt over disse arter, dvs. arter, som er truet af forsvinden fra Danmark.

Foretager man en optælling af de rødlistede arter, finder man, at langt hovedparten af dem er knyttet til naturtyper som gammel løvskov med døde træer, skovbryn og skovlysninger, overdrev (dvs. gammelt græsland), heder, moser, klitter og ferske vande.

Næsten ingen arter er knyttet til det opdyrkede agerland, men en del arter forekommer i byernes og agerlandets mere uforstyrrede levesteder, såsom parker, allétræer, nedlagte råstofgrave, diger mv.

Selv hvis det skulle lykkes at genskabe de næringsfattige levevilkår og det naturlige vandkredsløb, er der mange arter af planter, insekter og svampe, som ikke længere findes i nærområdet, og som ikke formår at sprede sig til den nye natur ved egen hjælp; ikke inden for en menneskealder i hvert fald.

Den anden gode grund til at følge brandmandens lov er, at det er dyrt og svært at skabe ny natur. Der er langt fra en pløjemark til et miljø og et naturindhold, som tilnærmelsesvist matcher det, som kan findes i eksisterende naturarealer.

En række af de forandringer, som har fundet sted i det dyrkede landskab, er så dybtgående og vidtrækkende, at de ikke uden videre lader sig rulle tilbage.

Marker, som gennem årtier har været gødsket intensivt, har så højt næringsstofindhold, at der hurtigt vil etablere sig en artsfattig plantevækst bestående af nogle få konkurrencestærke urter såsom nælder, kørvel, skræpper, tidsler, dueurter og høje græsser.

I Holland, Belgien og Tyskland er man derfor begyndt, som første skridt i etableringen af ny natur, at skrælle hele muldlaget af og køre det bort. Når nye vådområder etableres, er det ofte umuligt at genskabe den naturlige hydrologi. Selv om man kan sløjfe enkelte dræn, må man også tage hensyn til naboernes interesser. Man må så sætte en ny brønd for at kontrollere vandstanden i den nye våde biotop. En dyr løsning.

Det er i denne sammenhæng væsentligt at forstå betydningen af kontinuitet i naturen. Samspillet mellem arterne og miljøet skaber kvaliteter, mønstre og processer, som forudsætter lange tidsrum.

Jordbund og plantevækst modner eksempelvis ganske langsomt i vekselvirkning med klima og dyreliv. Kontinuitetens betydning er særlig tydelig i skoven.

Det tager århundreder at udvikle ældgamle træer med furet bark, hulheder og døde partier. Det samme gælder den helt specielle skovbund, som dannes efter århundreders modningsprocesser under de store træer. Fra biodiversitetens synspunkt er en skov altså ikke en skov,blot fordi der vokser træer.

Tilsyneladende tror beslutningstagerne i Danmark imidlertid, at en eng ikke er andet end en våd græsmark, at et vandløb blot er en strækning med rindende ferskvand, og at en skov er et område, hvor der vokser træer.

Derfor måles naturen i arealer og procenter. Og følgelig fremhæver man i kommunale og nationale naturplaner, hvor mange hektar man har planlagt eller etableret med våde enge, nye søer eller skovrejsning. Uden nærmere stillingtagen til kvaliteten af naturen.

Der kan bestemt være andre gode grunde til at skabe ny natur (rent grundvand og bynær rekreation for eksempel), men det er påfaldende, at naturen selv er blandt de hyppigst påberåbte motiver.

Vi vil på ingen måde påstå, at det er meningsløst eller skadeligt at etablere nye naturområder. Det ville endda give god mening, hvis den eksisterende natur trivedes godt på den femtedel af landet, som den dækker.

Dette er imidlertid ingenlunde tilfældet, og for at ingen skal være i tvivl om dette, vil vi kort opregne de væsentligste problemer med tilstanden i de eksisterende naturområder. I såvel skove som lysåbne naturområder vil vi pege på fire hovedproblemer: næringsforurening, afvanding, manglende græsning og fældning af træer.

Næringsstofferne forvilder sig ud i naturen fra landbrug og afbrænding af fossile brændstoffer. Kvælstof kommer via luften, og kvælstof og fosfor transporteres også ud i naturen med drænvandet fra de dyrkede marker. Det er velkendt, at næringsstofferne slukker lyset og skaber iltsvind i søer, fjorde og lavvandede havområder, men næringsstofferne ødelægger også levestederne på land.

Effekten kan synes knap så dramatisk på land. Her ligger fuglene ikke med bugen i vejret og gisper efter luft, men tabet af nøjsomhedsplanter, sommerfugle, vilde bier, rensdyrlaver og svampe er ikke desto mindre voldsomt. De vilde dyr, planter og svampe har aldrig tidligere i evolutionens lange historie været udsat for et lignende tæppebombardement med næringsstoffer.

Vandets naturlige kredsløb er stærkt modificeret og dette påvirker ikke kun dyrkede marker. Drænrør, grøfter og kanaliserede vandløb kortslutter vandets kredsløb, hvilket sammen med vandindvindingen medfører afvanding af naturområder og ophør af den dynamik, som følger af årstidsvariationer i nedbør og fordampning.

Økosystemerne har gennem millioner af år indrettet sig på, at græssende dyr æder den naturlige plantevækst. De græssende dyr skaber en naturlig variation i vegetationen, fra optrampede stier over tætgræssede enge til skovlysninger, brede skovbryn, solitære træer og tæt skov. Ydermere er de græssende dyrs efterladenskaber fantastisk rige på liv. I kokasser og hestepærer boltrer myriader af særligt tilpassede biller, fluer og svampe sig.

I dag er vores naturlige fauna af store græsædere stærkt forarmet, og tamdyrene er sat på stald. Naturområderne lider under den monotoni, som indfinder sig, når der ikke længere er græssende dyr i et omfang, som svarer til plantevæksten.

I skovene, men også i lysåbne naturtyper, trues mangfoldigheden endvidere af hugsten af gamle træer. Hen ved en tredjedel af skovens vilde dyr, svampe og planter er helt bundet til gamle træer og dødt ved.

Alle disse arter trives altså kun, hvis en del af skovens træer får lov at ældes naturligt for til sidst at gå til grunde og blive omdannet til muld i skovbunden. Træernes ældning og nedbrydning er en langsommelig og overordentlig mangfoldig proces.

Den foregår alt for sjældent i dagens danske skove, hvor træerne hugges i deres biologiske ungdom. Kun mellem 1 og 2 procent af det danske skovareal er beskyttet som urørt skov, på trods af at skoven er vores artsrigeste økosystem, og samtidig den naturtype som rummer de fleste af vores truede arter.

Der er altså nok at tage fat på, når det gælder målsætningen om en god naturtilstand i de 20 procent af Danmarks areal, som ikke er opdyrket eller bebygget.

Man kan roligt sige, at naturen er i brand, og at der er akut behov for brandslukning. Derfor er det foruroligende, når beslutningstagere vender brandmandens lov på hovedet og prioriterer de knappe naturforvaltningsmidler på ny natur i stedet for at beskytte den eksisterende natur.

OECD leverede en alvorlig kritik af Danmarks indsats på biodiversitetsområdet i 2008. En af de få konkrete naturmålsætninger, som OECD kunne finde for Danmark, var målet om at fordoble skovarealet.

Fordoblingen af skovarealet er et klassisk eksempel på et mål, som lyder flot, men hvis omkostningseffektivitet i forhold til andre mulige virkemidler aldrig er blevet afprøvet. Det er sandsynligvis billigere, eller i hvert fald næppe meget dyrere at udlægge en hektar eksisterende skov som urørt skov, end det er at udtage en hektar landbrugsjord og plante den til med unge træer.

Samtidig er gevinsten i form af naturværdier meget større ved konvertering af forstligt dreven skov til urørt skov end ved plantning af ny skov, fordi skovens dyr, planter og svampe kun meget langsomt vil indfinde sig i nyplantet skov på agerjord.

Regeringens nyligt fremsatte plan om Grøn Vækst indeholder også et afsnit om naturen. Det er glædeligt, at målsætningen for naturindsatsen angiveligt er at nå 2010-målet om at standse tabet af biologisk mangfoldighed i Danmark.

Men det kan undre, at planen lægger så relativt stor vægt på etableringen af ny natur, og det kan undre, at planen slet ikke forholder sig til to af de største problemer for den biologiske mangfoldighed i landet, nemlig manglen på gamle træer og dødt ved i skovene samt den generelle afvanding af naturområderne.

Forureningen med næringsstoffer er delvist behandlet med fokus på fordampning og afsætning af ammoniak.

Dette er godt, men ikke godt nok. Det er således tvivlsomt, om planen vil kunne modvirke transporten af næringsstoffer med drænvand og grundvand ud i naturområderne på land. På dette punkt fokuserer planen nemlig enøjet på vandmiljøet.

Græsningen af naturen er behandlet, men planen er på dette punkt kun ambitiøs, når det gælder de 7-8 procent af Danmarks areal, som ligger inden for habitatområderne, og hvor EU’s habitatdirektiv forpligter Danmark til at gøre en indsats for naturens tilstand.

Uden for disse områder har man tilsyneladende ingen seriøs plan for, hvordan de græssende dyr kan komme tilbage i naturen. Til gengæld fremhæves planerne om at etablere 75.000 hektar ny natur som en væsentlig indsats for naturens mangfoldighed. Brandmandens lov vendt på hovedet.

75.000 hektar er næsten to procent af landets areal, og der bliver næppe tale om en gratis omgang. Derfor kan det ærgre, at der ikke er foretaget en beregning af omkostningseffektivitet af dette virkemiddel i relation til det erklærede mål for indsatsen, nemlig at standse tabet af biologisk mangfoldighed.

Vi vil vove den påstand, at det frem for at etablere ny natur på dyrkede marker og gødskede enge vil være langt mere omkostningseffektivt at:

• Udvide arealet med urørt skov i Danmark ved at standse den forstlige drift i eksisterende skove.

• Sikre græsning af eksisterende naturområder i Danmark, som i dag henligger uden græsning, både skove og lysåbne naturtyper.

• Beskytte eksisterende naturområder mod næringsforurening ved at udlægge dyrknings- og gødningsfrie bufferzoner i kanten af marker, hvorfra der i dag foregår udvaskning til overdrev, heder, moser, skove og enge. Ikke bare helt nede ved selve vandløbet, men oppe i kanten af marken, hvor ådalen, kystskrænten eller strandengen begynder.

• Genskabe det naturlige vandkredsløb i eksisterende naturområder ved at sløjfe dræn og grøfter og beskytte eksisterende natur mod vandindvinding.

Så længe pengene ikke rækker til disse fire indsatser, er det sløseri med skatteborgernes penge at investere massivt i nye naturområder. Det biologiske indhold vil slet ikke kunne måle sig med den natur, som i dag er i færd med at forsvinde som følge af den dårlige tilstand i de eksisterende naturområder.

Det skal retfærdigvis siges, at der findes situationer, hvor det giver mening at etablere ny natur af hensyn til biodiversiteten.

I efterladte råstofgrave og på nye vejanlæg er jordbunden tilstrækkelig næringsfattig til at en naturlig succession vil være værdifuld for vilde dyr og planter.

I parker og grønne områder uden produktive interesser vil man ligeledes uden meromkostninger kunne prioritere udviklingen af mangfoldighed frem for biologisk fattige græsplæner.

I nogle situationer vil nye naturområder endda være nødvendige for at forbinde eksisterende naturområder og muliggøre store sammenhængende græsningsområder. Disse undtagelser træder frem, hvis man underkaster virkemidlerne en analyse af omkostningseffektivitet.

På de fleste politikområder er der i Danmark tradition for at anvende den eksisterende faglige viden til at prioritere efter, og der er tradition for at undersøge, om de anvendte ressourcer fører til højest mulige målopfyldelse.

Dette synes ikke at være tilfældet på naturområdet, hvor man gennem årtier har anvendt milliarder af kroner på skabelse af ny natur uden forudgående afvejning af pris og udbytte. Og uden efterfølgende at kunne dokumentere, hvor meget indsatsen har gavnet.

At handle i god tro er ikke nødvendigvis det samme som at handle fornuftigt. Brandmandens lov er simpel sund fornuft.