Jeg sætter mine kommaer, som jeg vil.

Faktisk sætter jeg kun kommaer hvis jeg vil. I hvert fald foran som og der og hvis og at og andre bindeord der indleder ledsætninger. Der kan jeg nemlig sætte komma, hvis jeg gider. Eller jeg kan lade være hvis jeg ikke gider. Som den opmærksomme læser sikkert har opdaget, gad jeg ikke i alle sætningerne herover.

Forvirret? Det var ellers ikke meningen. Da Dansk Sprognævn i 2004 endelig skar igennem og proklamerede det nye komma, også kaldet enhedskommaet, for dødt og dermed udnævnte traditionelt grammatisk komma til Danmarks officielle komma, skulle forvirringen være ude af verden. Mente Sprognævnet vistnok.

I pressemeddelelsen hed det, at Sprognævnet havde »indstillet til kulturministeren at de to nuværende kommasystemer erstattes af ét kommasystem. Både kulturministeren og undervisningsministeren har efterfølgende meddelt at de hilser Sprognævnets forslag om ét kommasystem velkomment. Kommasystemet er identisk med reglerne for traditionelt grammatisk komma bortset fra en enkelt valgfrihed«.

Valgfriheden betød, at vi selv skulle beslutte, om vi ville sætte komma foran ledsætninger, de såkaldte startkommaer. Bemærk, at Dansk Sprognævn valgte dem fra allerede i pressemeddelelsen.

Til gengæld skulle vi stadig sætte komma efter ledsætninger, de såkaldte slutkommaer. Og her blev mange menige kommasættere fjerne i blikket.

Den lille valgmulighed er nemlig ikke kun langt større, end den lyder. Den er også et kunstgreb af format. For med den indførte Sprognævnet alligevel det nye komma. Det kom bare ind ad bagdøren som »en enkelt valgfrihed«.

Og nu er jeg ikke kun forvirret, jeg er også dybt irriteret over denne evindelige sætten sig mellem to kommaer. Over, at noget så banalt som et tegn på størrelse med en fluelort skal skabe så stor ståhej og fylde så meget i undervisningen. Tid, der kunne bruges langt mere fornuftigt til at lære skoleelever og studerende at skrive forståeligt og meningsfyldt.

De, der forsøger at finde ud af tegnsætningens mysterier, er ikke bedre hjulpet, efter at Sprognævnet ’skar igennem’. De skal nemlig stadig vælge – eller underkaste sig det valg, deres underviser eller arbejdsgiver går ind for.

Det med at strides om kommaerne er ikke noget nyt. Det har vi gjort gennem det meste af det tyvende århundrede. Det startede i 1918, hvor vi med den officielle danske retskrivningsordbog, Saabys Retskrivningsordbog, for første gang fik regler for dansk tegnsætning.

Nu skulle man jo tro, at nationen havde andet at tage sig til i 1918. Men det danske komma er et nationalanliggende. Ganske vist det mindst vigtige af de tegn, vi bruger. Men det mest omtalte, og det mest diskuterede.

Også dengang havde vi svært ved at træffe en entydig beslutning om kommareglerne. Skulle vi skele til englænderne og lade lyd, rytme og pauser afgøre, hvor kommaet skulle stå? Englænderne havde jo trods alt lige vundet den store krig, så hvorfor ikke lade dem vinde kommakrigen også?

Eller skulle vi holde fast i den tyske tradition, som vi allerede havde brugt i et par hundrede år, og lade grammatikken bestemme? Tja, gæt selv.

I afsnittet om tegnsætning i Saabys Retskrivningsordbog står der: »Det staar Skolerne frit for at følge hvilket af de to Systemer de vil«.

Bemærk, at der ikke er nogen kommaer i sætningen. Saaby har tilsyneladende allerede truffet et valg i den sag. Eller har han? I hvert fald ikke til fordel for ’det lydlige’, som man ellers skulle tro. For lidt længere henne i teksten står der, at retskrivningsordbogen foretrækker det grammatiske system, »som det anbefales i det store og hele at følge«.

Bemærk også ordvalget. Her er ingen tvang, kun anbefalinger. Og når man følger dem, behøver man såmænd også kun gøre det »i det store og hele«.

I 1955, efter endnu en verdenskrig, blev der åbenbart for fredeligt på kommafronten. De to systemer levede principielt side om side, men størstedelen af befolkningen var lykkeligt uvidende om pausekommaets eksistens. De satte deres krydser og boller i teksten, som de altid havde gjort, og slog hegn om sætningerne efter det.

Men en lille flok, der bekendte sig til pausekommaet, forsøgte at få det accepteret som Danmarks officielle komma. Hvor ideen opstod, står hen i det uvisse, men en kendsgerning er det, at Dansk Sprognævn gennemgående brugte pausekommaet i officielle skrifter.

Pausekommaerne fik vind i sejlene i tresserne og halvfjerdserne, men af en eller anden grund sejlede de alligevel forbi de fleste almindelige danskeres tekster. Det var forfattere, sprogteoretikere og Dansk Sprognævn, der holdt vinden ved lige.

I 1986 kulminerede debatten med en storpolitisk kommakonflikt. Nu handlede det om et Øst- og et Vestkomma. Bag jerntæppet brugte de grammatisk komma, men i det frie Vest bekendte de fleste sig angiveligt til pauserne.

I 1986 skrev formanden for Dansk Sprognævn, professor Erik Hansen, i et debatindlæg i Berlingske Tidende: »Hvis pausekommaet er godt nok til hele Vesteuropa, herunder det meste af Norden, så kan det ikke være nogen ubodelig katastrofe, at det også kan bruges på dansk«. Længere henne slog han endnu en gang fast, at det ikke kun handlede om kommaer, men også om politik.

Pausekommatisterne var kulturradikale, mens grammatisk komma blev fastholdt af dem, der i det hele taget så tendenser til moralsk og sproglig opløsning i landet – altså de småreaktionære og bagstræberiske.

I 1993 besluttede Dansk Sprognævn sig for at mægle i kommakrigen. Seniorforsker i Sprognævnet Henrik Galberg Jacobsen fremsatte forslag om ét kommasystem, nemlig et grammatisk pausekomma, som han kaldte enhedskommaet.

Henrik Galberg Jacobsen håbede formodentlig, at han én gang for alle kunne bringe Danmark frem til kun ét kommasystem, men det gik nøjagtig som i krigen mellem grammatikerne og pauserytterne. Ny krig, nye valgmuligheder – og ingen ville overgive sig.

Enhedskommaerne var ellers klare nok. Og Galberg Jacobsens argumenter også. »This country ain’t big enough for two systems« var hans udgangspunkt. Og det mest forjættende argument lød: Enhedskommaet er lettere at sætte fejlfrit end det grammatiske komma.

Yes, tænkte alle underviserne. Og skoleelever og studerende ville sikkert have tænkt det samme, hvis de havde kendt problemets omfang og betydning. Men det gjorde de færreste.

De havde såmænd nok at gøre med kryds og bolle, og da de forsøgte sig med det nye komma, skulle de oven i købet til at skelne mellem ledsætninger og helsætninger, mellem parentetiske og definerende ledsætninger, og mellem sideordnede, samordnede og underordnede ledsætninger.

Men kunne de først det, var enhedskommaet til gengæld a piece of cake, mente de i Sprognævnet. Ti år varede diskussionen om nyt versus gammelt komma.

De nye tanker slog an hos en del undervisere i både folkeskolen, gymnasiet og på universiteterne. Og enkelte modige fagblade og magasiner fulgte med og indførte nyt komma, blot for at afskaffe det igen, fordi læserne klagede over »de mange kommafejl«.

Enhedsflokken var større og mere markant end pauseflokken under den forrige krig, og hvert lærerværelse i landet havde sine egne kommafraktioner. Men eleverne blev aldrig helt kloge på, hvad det gik ud på.

Nogle lærte det ene, andre det andet. Nogle mestrede endda »en meningsfyldt blanding af begge dele«, sådan som Undervisningsministeriet i starten blåstemplede forvirringen.

Ganske vist skulle eleverne i en periode angive under deres danske stil, om de havde anvendt det ene eller det andet komma, også selv om de ikke selv var helt klar over, hvilket system de havde brugt. Og hvis ikke kommaerne var meningsforstyrrende, fik de såmænd også bare lov at stå, som de ville.

I virkeligheden var der rigtig mange elever, der aldrig lærte at sætte kommaer. Men de fik en bekvem undskyldning foræret:

»Mine lærere i folkeskolen og gymnasiet gik ind for forskellige systemer, så jeg blev aldrig helt klog på, hvad det gik ud på«, lød det. Og sådan lyder det stadig fra mange studerende, der har opgivet at knække kommakoden. Og jeg forstår dem så inderligt godt.

Bedre hjulpet bliver de jo ikke af, at vi nu sidder tilbage med det gode, gamle grammatiske komma, tyskerkommaet. Bare lige med den anbefaling, at vi bør undlade komma før ledsætninger. For det betyder jo, at vi stadig skal kunne skelne mellem ledsætninger og helsætninger, mellem definerende og parentetiske ledsætninger og mellem underordnede og sideordnede ledsætninger.

Men kan vi det, er vi til gengæld i den lykkelige situation, at vi slet ikke behøver at sætte kryds og bolle – selv om det egentlig er det system, som grammatisk tegnsætning baserer sig på.

Da Dansk Sprognævn satte punktum for kommakrigen, eller måske mere præcist: satte komma for den, anbefalede nævnet i forordet til de nye kommaregler, at myndigheder, virksomheder og andre, som har en fælles sprogpolitik, bør vælge at følge en ensartet praksis med hensyn til brug af startkomma.

Så langt er vi trods alt kommet, at vi tilstræber ensartethed – i den fraktion, vi nu vælger at tilslutte os. Men som helhed står vi på mange måder i samme situation som i 1918. Med et valg, som de færreste forstår at håndtere, og endnu færre forstår den dybere mening med. For hvad er lige forskellen på situationen før og efter 2004?

Daværende kulturminister Brian Mikkelsen klappede ellers i hænderne, for han troede, at kommakrigen var slut, og at han sad tilbage med kun ét system. Det griner de sikkert stadig af i Dansk Sprognævn. Men spørgsmålet er, hvor længe de griner, for kun meget få mennesker har fattet, at der stadig er to systemer.

De tror, at alt er ved det gamle, og høvler teksterne til med kommaer, som de altid har gjort. Så de få, der bevidst fravælger startkommaerne, bliver stadig betragtet som dårlige tegnsættere. For de har jo »glemt halvdelen af kommaerne«. Det var næppe Sprognævnets hensigt, at det skulle gå sådan.

Personligt er jeg fløjtende ligeglad med, om der er kommaer foran ledsætninger eller ej. Jeg sætter dem, fordi man gør det i medierne. Og fordi det er en del af mit arbejde at lære de journaliststuderende at sætte dem, som man gør i medierne.

Der, hvor jeg underviste før, satte vi ikke komma foran ledsætningerne. Det var også helt fint for mig. Og jeg skifter kamæleonagtigt igen, hvis nogen kræver det af mig. Men helt ærligt, hvad skal det til for med de valg?

Efter næsten hundrede år med flere kommasystemer ville det være rart, om nogen for alvor turde skære igennem og træffe et valg. Med den lille anbefaling om at udelade startkommaerne har Sprognævnet i stedet sikret, at forvirringen fortsætter.

Kulturministeriet, der har sanktioneret anbefalingen, følger den for eksempel ikke selv. På ministeriets hjemmeside er der stadig komma foran ledsætningerne.

Forvirret? Deter helt forståeligt. Irriteret? Endnu mere forståeligt.

Jeg har et par forslag, som man frit kan vælge imellem: Duk nakken, og lær at håndtere start- og slutkommaer. Drop kommaerne helt, de er jo de mindst vigtige tegn af dem alle. Det siger de selv i Sprognævnet, selv om det ikke lige er det indtryk, man får i debatten.

Eller endnu bedre, bare for at holde morskaben gående: Start en bevægelse til indførelse af et helt tredje tegnsystem. Et vejrtrækningskomma, et numerologisk komma, et kreativt komma eller måske et helt personligt komma, udformet af og til den enkelte, helt i tidens ånd.

Og når vi nu er ved reformerne, kunne vi jo tilslutte os en nyligt fremsat ide om at gå over til lydskrift for at hjælpe de svage stavere, eller vi kan genindføre aa frem for å og stort bogstav ved Substantiver som før Retskrivningsreformen i 1948.

Saa skulde der nok blive Konfliktstof til et par sproglige Borgerkrige de næste mange Aar. Og mere Arbejde til Dansk Sprognævn.

PS: Denne tekst er fundamentalistisk grammatisk kommateret, det vil sige med startkommaer og hele svineriet. Sådan vil aviserne nemlig have det. Skulle der mangle et par kommaer hist og pist, skyldes det såmænd bare, at jeg bruger min ministerielt sanktionerede ret til at foretage et valg.