Velkommen til Big Mother-samfundet.

Hvert år bliver du registreret 1200 gange. Dine søgeord bliver kategoriseret, dine sms’er arkiveret og din gøren og laden dokumenteret. Når du en kold vinteraften venter på toget, ved du, at nogen er med på en kigger. Når du tanker benzin på den lokale tankstation, ved du, at kameraer holder øje med dig.

Selv når du surfer privat på internettet, bliver dine søgeord og foretrukne hjemmesider logget.

I en populærkultur, hvor dét at være kendt er lig succes, er det mærkværdigt at tænke på, at ingen i det senmoderne samfund er anonym. Big Mother-samfundet er nemlig et samfund, der omklamrer sine borgere i tryghed i form af overvågning i en grad, selv George Orwell næppe ville drømme om.

Han kunne naturligvis heller ikke vide, at hans berømte bog ’1984’ snarere burde hedde ’2001’. Det var nemlig året, hvor verden vendte.

Sammen med tvillingetårnene faldt ikke blot amerikanernes indgroede tryghed, men også den tidligere udbredte mistro over for overvågning.

Spørgsmålet er, om overvågning kan give den vestlige verden den tryghed tilbage, som forsvandt efter angrebet mod World Trade Center, bomberne i Madrid og terroraktionen mod Londons busser.

Ét er den tydelige overvågning. Lige så let som det er at forholde sig til overvågningskameraernes snurren i cykelkældre, ved banker og på benzinstationer, lige så svært er det at gennemskue, at overvågning er så meget mere end det.

Hvad består overvågning i?

Overvågning er sammenkørslen af en række registreringer. Konstante registreringer, som vi i det daglige knap lægger mærke til. Når vi kører det glødende dankort igennem betalingsterminalen, bliver oplysningerne gemt og sendt til bankerne.

Når vores elektroniske adgangskort lukker os ind på arbejdspladsen, gemmes disse oplysninger til brug for arbejdsgiveren. Selv vores mobiltelefon, som ligger trygt i lommen, er i princippet en sporingsmekanisme, som konstant kommunikerer med de nærmeste sendemaster.

Der er naturligvis en klar forskel på registrering og overvågning. Registreringer, som blot indsamles, siger næppe noget særligt interessant om den enkelte person. Men kobles en række registreringer som bankudtog, oversigt over besøgte hjemmesider, skattemæssige og lønmæssige forhold og flyselskabernes database over personens rejseaktiviteter, skabes et klart billede af den enkelte person.

Ved hjælp af registreringer, som i sig selv kan synes ubetydelige, kan man altså overvåge og skabe sig præcise profiler af enkeltpersoner.

Vi lever i et registreringssamfund. Ikke blot det offentlige indsamler oplysninger. Den private sektor har også en klar markedsføringsmæssig interesse i at registrere sine kunder, så markedsføringsstrategien kan tilpasses målgruppen. Registreringer er dog langtfra overvågning.

At banken ved, hvornår og hvor jeg har brugt mit dankort, retfærdiggør ikke et paranoidt udbrud af forfølgelsesvanvid, for registreringer er ikke direkte overvågning – men de er en mulighed for det.

Med terrorpakke II, som blev vedtaget i 2006, er registreringen steget eksplosivt. Trafikdata registreres, når vi går på internettet eller taler i telefon. PET kan med henvisning til terror uden domstolskontrol få udleveret data om borgeren. Endvidere har PET lov til at aflytte personer med perifer kontakt til en mistænkt.

Især det sidste har vakt stor debat. Under sloganet: »Har du talt med din grønthandler i dag?« lancerede Amnesty International en kampagne, hvis pointe var den simple, at hvis man som privatperson havde talt med en terrormistænkt grønthandler, har PET mulighed for at overvåge og aflytte én – uden en dommerkendelse vel og mærke.

Hvor langt skal vi gå i terrorbekæmpelsens hellige navn? Er overvågning blot det naturlige svar på den terrortrussel, som den vestlige verden står over for, og som de faldende tvillingetårne er blevet et uudsletteligt symbol på?

Den fysiske overvågning er til at forstå og forholde sig til. Til trods for, at dansk forskning viser, at videoovervågning kun virker over for mindre alvorlige forbrydelser – som f.eks. butikstyverier og ikke over for grovere kriminalitet som bankrøverier og voldtægt – kan man dog ikke se bort fra, at mennesketomme skoler, indhegnede parkeringspladser, cykelkældre osv. kan benytte overvågning som en strategi til bekæmpelse af hærværk og tyveri.

Men problemet ved overvågning som generelt mirakelmiddel mod kriminalitet er, at det giver en falsk tryghedsfølelse, fordi den kriminalpræventive effekt og opklaringsværdien af videokameraerne ikke er særlig stor.

Et klassisk argument for videoovervågning er, »at hvis man ikke har noget at skjule, har man ikke noget at frygte fra overvågning«. Om end dette argument har en vis sandhedsværdi, når emnet er den fysiske overvågning, er billedet et andet, når man inddrager den tekniske registrering og overvågning i form af logning af besøg på hjemmesider o.lign., som er blevet en del af hverdagen efter terrorpakke II’s vedtagelse.

Registrering har klart sine fordele. Blandt andet har registrering af kød og medicin gjort, at man kan spore, hvor henholdsvis salmonellainficeret kød eller fejlbehæftet medicin stammer fra og er distribueret til, hvilket har hjulpet sygdomsbekæmpelsen meget.

Af fordele ved den mere personbundne registrering kan nævnes, at skattesvindel er blevet sværere, efterhånden som Skat kan sammenkøre sine oplysninger.

På den anden side er registreringen langt mere diffus. Fordi der sker en så omfattende registrering, gemmes nemt oplysninger, som helt almindelige lovlydige borgere hellere ville have holdt privat.

Som eksempel kunne man tage den bumsede teenagedreng, der alene foran computerskærmen med bankende hjerte og et konstant blik over skulderen googler ’homoseksualitet’. Til trods for, at denne dreng, som han sidder svedende i lyset fra computerskærmen, hverken er lyssky eller indehaver af en såkaldt dårlig karakter, har han altså noget at frygte fra registreringen.

Han vil næppe finde det betryggende, at hans besøg på sådanne hjemmesider registreres og gemmes. Han er ikke den eneste.

De fleste, selv normalitetens vogtere bag de velklippede ligusterhække, har hemmeligheder, de ikke ønsker, at nogen skal kende. Det kan være ægteparret, som køber kostumer til deres rollespil i sengen, eller kvinden, der tænder på bøsseporno. For nydanskere kan registreringen nemt synes at ligne en heksejagt.

Nu bliver alles oplysninger vel logget, men det kan nemt synes, som om det blot er nydanskernes oplysninger, PET interesserer sig for.

Den tidligere operative chef for PET Hans Jørgen Bonnichsen har i den sammenhæng en væsentlig pointe. Han tilskynder os til at huske, at det væsentlige er »at være opmærksomme på noget og ikke på nogen«. Ens spisevaner eller hovedbeklædning skal være lige så lidt afgørende for intensiteten af registreringen, som et abnormt forbrug af gødning skal være væsentligt.

Nu kunne man indvende, at alle registreringer blot er elektroniske spor i en database, som aldrig bliver afsløret. Problemet er, at når man samler personfølsomme oplysninger, gør man misbrug mulig.

Uden domstolskontrol kan en kritisk myndighed beslutte at overvåge en enkelt minoritet, således at en vis selvcensur fra minoritetens side bliver resultatet.

Endvidere er der i forhold til den udbredte registrering et andet problem, som de færreste er klar over. Vores data er ikke eviggyldigt forseglede, og PET er ikke de eneste, som besidder vores private oplysninger. Google logger ens søgninger og tilpasser de annoncer, man præsenteres for herefter. Den stakkels, forvirrede dreng kan risikere at få annoncer for bøsseporno, næste gang han går ind på Google.

Generelt er den private sektor i besiddelse af en enorm mængde oplysning om den enkelte (herunder bl.a. også personnummeret). Når så mange oplysninger er spredt over så mange aktører, må man stole på ikke blot det offentliges, men også privatfirmaers håndtering af ens privatfølsomme oplysninger.

Netop dette, at både det offentlige og privatfirmaer er i besiddelse af enorme mængder oplysninger om den enkelte, er et argument for, at selv den mest lovlydige borger ikke kan være ligeglad med overvågningen og registreringen. Der har nemlig været flere eksempler på databrud, hvor personlige oplysninger enten er blevet hacket, solgt videre eller ved en fejl lækket til offentligheden fra firmaernes databaser.

Databrud er ifølge en undersøgelse fra Identity Theft Resource Center (ITRC) desværre hverdagskost. Ifølge ITRC var der i 2008 i USA en stigning på 47 pct. i antallet af databrud i forhold til i 2007. Blandt eksempler på netop databrud kan nævnes, at data om 535.000 krigsveteraner og 1,3 millioner læger blev eksponeret, da en bærbar computer blev stjålet fra et sygehus i Alabama i USA.

De personlige oplysninger kan sælges videre for store summer, idet mange firmaer er interesseret i oplysningerne for bl.a. at kunne målrette deres markedsføring, få viden til produktudvikling og som det mest skræmmende stjæle personernes identitet. Ikke blot kan de store summer, som visse firmaer er villige til at give for oplysninger, få medarbejdere (de såkaldte insidere) til at sælge oplysninger videre – hackere er også en sikkerhedsrisiko.

Dog begås de fleste databrud faktisk, hvilket i og for sig er ganske skræmmende, ikke af hackere eller insidere, men i stedet af uforsigtige medarbejdere. Ifølge ITRC er der menneskelige fejl bag 78 pct. af alle databrud. Som eksempel kan gives den medicinalmedarbejder, hvis ægtefælle havde installeret fildelingssoftware på arbejdscomputeren. Dette betød, at personoplysninger om 17.000 nuværende og tidligere medarbejdere i medicinalfirmaet Pfizer blev lækket.

Episoden bliver blot endnu mere skræmmende i lyset af, at en undersøgelse lavet af Dartmouth College i 2007 viste, at medarbejderne i 30 amerikanske banker benyttede sig af sådanne fildelingstjenester på deres arbejdscomputere og dermed uforsætligt udsatte bankkontodata for potentielle forbrydelser.

Hvorfor er dette vigtigt? Fordi det er vigtigt at forstå, at ens registrerede data ikke er eviggyldigt forseglede – det er som bekendt menneskeligt at fejle, selv for bankmedarbejdere, læger og andre mennesker, som arbejder med meget personfølsomme oplysninger.

Den opmærksomme læser har ganske givet lagt mærke til, at alle de nævnte eksempler er amerikanske, men ud fra devisen, at Europa blot er bagud i forhold til udviklingen i USA, ser fremtiden for vores personfølsomme oplysninger noget usikker ud.

Problemet er, at jo mere vi registrerer om hinanden og sammenkører oplysningerne, jo mere nærmer vi os et overvågningssamfund, og jo større bliver risikoen for, at misbrug opstår, og oplysningerne eksponeres.

Tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen har udtalt, at den tekniske overvågning (registrering af hjemmesidebesøg, logning af sms’er etc.) ikke virker, da politiets arbejdsproces bliver som at lede efter en nål i en høstak. I forhold til politiets arbejde er den udbredte registrering altså ikke nødvendig.

Hvorvidt overvågning og registrering kan genskabe den tryghed, tvillingetårnenes fald tog fra os i den vestlige verden, er svært at sige. Ikke mindst fordi man i jagten efter tryghed har overladt så mange personfølsomme oplysninger til andre. Oplysninger, som ikke er endegyldigt forseglet.

For mig er det næsten mere skræmmende end verden efter 11. september. Et slags tryghedsnarkomaniens paradoks. Velkommen til Big Mother-samfundet, hvor man ikke længere er sin egen ejendom, men i stedet reduceret til en forsvarsløs elektronisk bit, som må forlade sig på andres antivirus-programmer og forsvarlige omgang med ens oplysninger.

Føler du dig tryg nu?