Fra det øjeblik ’Antichrist’ kom op i biograferne, lød råbet fra anmeldere, filmfolk og kunstkendere nærmest unisont: »Umulig at forstå!«.

Stor kunst. Umulig at forstå. Laaaaange rablende, snublende, næsegrus tiljublende anmeldelser – og så denne notoriske afvisning af at tyde værkets udsagn. Først var jeg forundret, så forvirret. Og nu synes jeg faktisk, at det stinker. For det ligner et tabu kort og godt.

Det var dog duellen imellem Kvinfo’s direktør, Elisabeth Møller Jensen, (23. juni) og Tøger Seidenfaden (27. juni ’Antichrist er en feministisk film’), der slog hovedet på sømmet.

Tøger Seidenfaden lagde nemlig som den første hane i kurven omsider op til en velgørende kvalificeret diskussion, netop om filmens udsagn. Skønt! Men endte i stedet med at erklære, ... at ’Antichrist’ i virkeligheden alligevel ikke lod sig fortolke. Ikke af fornuftsvæsner i alt fald ...

Hvad er der med mændene og ’Antichrist’?

Tillad mig først at belyse spørgsmålet ved at inddrage ’Deadline 2. sektion’ (31. maj), hvor Jes Stein Pedersen havde inviteret Kim Skotte (filmanmelder på Politiken), Sørine Gotfredsen (journalist og teolog) og Peter Schepelern (lektor ved Afdeling for Film- og Medievidenskab) til at diskutere ’Antichrist’.

Programmet fremviste i eksemplarisk form, hvad der er på spil i den besynderlige fortolkningsvægring.

Her blev man nemlig vidne til det mærkværdige, at hver gang Sørine Gotfredsen (ivrigt bistået af en videbegærlig Jes Stein Pedersen) forsøgte at diskutere, hvad Triers filmværk i grunden udsiger om kvindekønnet, saboterede Skotte og Schepelern konsekvent dette forsøg ved en ganske særegen manøvre: D’herrer erklærede for det første Triers værk/værker for stor kunst – og dernæst hævdede de, at så stor kunst ikke lod sig udlægge – end mindre tage til indtægt for budskaber.

De lukkede munden på Gotfredsen ved at tale ned til hende, tillægge hende fjollede og mindreværdige synspunkter/holdninger, som hun slet ikke havde givet udtryk for, og ved konsekvent at afvise, at Triers filmværk kunne diskuteres som andet end æstetik: Æstetik, ja! Betydning, nej!

Når først man havde fået øje på mønsteret og den konsekvens, hvormed det blev gennemført, var det ganske simpelthen slående.

Jeg måtte se udsendelsen flere gange (som man jo heldigvis kan i disse internettider) for at være sikker på, at mine øjne og ører ikke bedrog mig.

Her stillede to af feltets førende fagmennesker sig op og hævdede igen og igen, at Triers værker ikke lod sig analysere – hvorved man lukkede munden på den, som faktisk var i gang med det. Og med hvilket argument? Jo, med det argument, at der var tale om stor kunst og en stor kunstner – og at de selv som udnævnte eksperter på området havde den faglige kapacitet til at foretage netop denne vurdering.

Jamen ... hvor skizofrent! – og hvilken åben udstilling af faglig afmagt. At bruge sin angivelige fagkompetence til at stå inde for, at Triers film »skam« ikke kan analyseres med henblik på et betydningsindhold. Har Skotte og Schepelern ikke haft timer i ’analyser og fortolkning’?

Men det lod ikke til, at nogen af de to herrer overhovedet opfattede det sådan. De så snarere ud til at mene, at det var den fortolkningsvillige og fortolkningskapable Sørine Gotfredsen, der havde problemet.

Det var en i mine øjne særegent ambivalent manøvre fra Skotte og Schepelerns side. Den bestod i at sætte Triers kunstværk højt, højt, højt op på en piedestal og samtidig kastrere det totalt! Kanoniseret og kneblet – i en og samme bevægelse. Værsgo.

Skotte og Schepelern var tilsyneladende så berøringsangste over for betydningsindholdet af det værk, som de på den anden side næsten ikke kunne hylde nok, at de simpelthen saboterede Gotfredsens tilløb til analyse og fortolkning.

Dermed undertrykte de også, at værkets stemme kunne få lov at lyde. De hyldede Trier for at være en stor provokatør og tålte ikke selv provokationen. De ville fremhæve Antikrist, men tildækkede den også.

Tør mændene simpelthen ikke se på, hvad ’Antichrist’ siger?

Derfor blev jeg jo først glædeligt overrasket, da jeg læste Tøger Seidenfadens radikale, men også veloplagte, krystalklare og velargumenterede analyse af især den mandlige hovedperson. Så langt så godt og godt analysearbejde: Hvis ’Antichrist’ som påstået af Tøger er en feministisk film, og hvis dette især udtrykkes igennem fremstillingen af den mandlige hovedperson – hvad udsiger ’Antichrist’ så om patriarkatet?

Aldrig har jeg følt mig så snydt og udsat for tvetunget tale, som da Seidenfaden i stedet for at drage den konklusion, hans analyse lagde op til, i stedet vendte på en tallerken og pludselig indtog samme position som Schepelern og Skotte hos Jes Stein Pedersen: »Spøg til side ...«, afsluttede Tøger nemlig og fortsatte: Triers film har ikke »budskaber i normal forstand og er ikke udstyret med en ideologisk facitliste. Det, der interesserer Lars von Trier, er filmkunsten, og hans genialitet er knyttet til filmen som visuel og kunstnerisk udtryksform (...) Men skal der fortolkes, er mit bud da mindst lige så godt som Elisabeth Møller Jensens«.

Med andre ord: Æstetik, ja. Betydning, nej.

Hvordan skal man afkode Tøgers i særklasse dobbeltbundede gestus? Han aflyser jo simpelthen diskussionen med Elisabeth Møller Jensen med sit »spøg til side«.

Tøger Seidenfaden, der ellers nok magter at stå ved betydningen af sine samfundsanalyser, udnævner pludselig dét at fortolke til en mindreværdig og pjattet beskæftigelse, ’man’ ikke behøver at tage alvorligt. Han/Tøger kan da selvfølgelig godt gøre det – fortolke altså, bevares, men at tillægge det betydning ... er han højt hævet over.

Den slags er for kvindfolk ... Mænd ser på æstetik. Eller hvad?

For Tøger Seidenfaden undsagde derved også hele det niveau af ligeværdighed og gensidig anerkendelse, som diskussionen med Elisabeth Møller Jensen indtil da havde hvilet på. Meget nedladende!

Tøger Seidenfaden lægger ud med en fuldkommen kvindesolidarisk og velunderbygget kritik af en kvindelig debattørs synspunkt på ’Antichrist’. Men han ender med noget, der mere ligner en plat udsigelse af mangel på respekt. Hvad er der på spil?

Lad mig trække forbindelsen tilbage til ’Deadline 2. sektion’: Man kunne jo ikke være i tvivl om, at det, man overværede, netop var patriarkatet i aktion.

To mænd, der i fællesskab devaluerede en kvindes udsagn udelukkende ved at tale ned til hende og ved at afvise at argumentere.

Det var Skotte/Schepelern som værende eksperter og deres kanonisering igen af »stor kunst« og »store kunstnere«, der afgjorde, hvad der kunne spørges om, og hvad der ikke kunne spørges om, hvad der kunne diskuteres, og hvad der ikke kunne diskuteres.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har set en så næsten vulgært tydelig manifestation af patriarkalsk orden. Og jeg synes, det var den samme manifestation af patriarkalsk magt, der lå i Tøger Seidenfadens gestus over for Elisabeth Møller Jensen.

Sagen er jo, at det er diskussionen af kønsforholdet, som det fremstilles i Lars von Triers film, der er tabu! Dén diskussion, de mandlige kulturpaver vil tilstænke med deres dogme om »æstetik, æstetik«, som var det vievand, der kunne få det onde til at gå væk.

Æstetik som forsvarsmekanisme.

Det absurde er, at den såkaldte patriarkalske orden (ifølge hvilken magt fortrinsvis overdrages fra mænd til mænd) per tradition slår sig op på at udnævne kvinden til et forstyrret, irrationelt, følelsesoversvømmet, plaprende væsen – på hvilken baggrund den mandlige diskurs tildeles en ganske anderledes vægt som værende saglig.

Men i praksis findes der næppe noget mere irrationelt plaprende, usammenhængende og følelsesoversvømmet end netop konkrete mænd, der med Club-den-patriarkalske-orden-medlemskortet malet hen over skjortebrystet selvkritikløst giver sig til at ævle om deres uforgribelige fascinationer og vage præferencer med den opblæste formening, at man ikke engang behøver at levere noget videre af faglig kvalitet, bare fordi man skal på primetime-kultur-tv – eller stå ved sit synspunkt, når man skriver lørdagsklummen. I guder, hvor var det dog afslørende!

Ikke for det. Det er et velbeskrevet faktum, at ’magten’ nemt taber erkendelsesniveau, simpelthen fordi den ikke behøver at tænke over sig selv.

Hvor er det alligevel ironisk, at kulturpatriarkatet – netop i mødet med Triers filmunivers – afslører sig som en skal af officiel magt, der skal tildække en grundlæggende inkompetence og afmagt. Ikke mindst en afmagt hos konkrete mænd med hensyn til at kunne tale, virkelig tale, med konkrete kvinder. Og venner: Det er det, ’Antichrist’ handler om! Og det skulle vel aldrig være derfor, de (især) mandlige anmeldere og kulturpersonligheder mere konsekvent end nogen sinde afviser at diskutere betydningen af et kunstværk?

Men der er ingen grund til at være berøringsangst over for ord som patriarkat, feminisme, kvindehad eller kønskamp i forbindelse med Trier.

Det er han heller ikke selv hverken inden for eller uden for sine film. I debatbogen ’Det fordømte menneske’ forsvarer Lars von Trier for eksempel Jørgen Leth i sagen om kokkens datter.

Trier afslutter sit forsvar med at fortælle om ænderne lige uden for sit vindue, hvor andrikkerne netop har slået sig sammen om at voldtage en hun ... Og der er vist ingen tvivl om, at Trier er helt på andrikkernes side.

Genren fanger. Når Lars von Trier i en debatbog om seksualitet og moral bruger sådan en historie, så siger han, at det er »naturligt«, at hanner slår sig sammen om at voldtage hunner. Eller bare tage magten over dem: et patriarkat med andre ord. Rap, rap!

’Antichrist’ viser nøjagtig den afmagt med hensyn til det menneskelige kønsmøde, der ligger til grund for en sådan patriarkalsk ’natur’.

»I can’t stand it«, skriger kvinden i ’Antichrist’ under det samleje, hvor hun har bedt manden om at slå hende og han nægter at gøre det. Hun flygter bort, og herefter går deres forhold endegyldigt i stykker.

Spørgsmålet er: Hvad er det, kvinden ikke kan holde ud? Man ser jo for sig, hvordan kønspolitiske debattører som for eksempel Henrik List eller Bo Bjørnvig ville besvare det spørgsmål: Kvinder skal nu engang have et rap i røven for at føle sig som kvinder (rap, rap!). Det viser bare, hvor meget man skal vogte sig for vanetænkning.

Det, kvinden i ’Antichrist’ ikke kan holde ud, er mandens stadige vægren sig ved at se og opfatte hende som et sammensat menneske med både skyld og ansvar. Hun beder om at blive slået, fordi hun rent faktisk bærer på skyld og ansvar og i den grad har brug for, at han anerkender dette i hende. Slaget skal udtrykke denne anerkendelse.

»Det er frygteligt at se den, man elsker, lide uskyldigt«, siger manden, da han indledningsvis overtager ansvaret for sin kones psykoterapi. (I sig selv et overgreb ...). Men sætningen er en bedragerisk ringslutning: Han kræver, at hun skal være uskyldig ... Manden behøver at kunne opfatte sin kone som værende netop entydigt ren og god. Og det er dette behov i manden omtrent som en drift, kvinden i ’Antichrist’ er oppe imod, og som driver hende til vanvid.

Man kan næsten sige, at det er den selvopofrende Bess fra ’Breaking the Waves’, der – som et foster af mandens fantasi – går igen i ’Antichrist’ og kaster sin skygge over både manden og kvindens kærlighedsforhold.

Men slangen i paradiset er vel at mærke mandens behov for at se kvinden som et uskyldigt væsen. For det er hun ikke.

Der oprulles således en historie i ’Antichrist’ om et parforhold med dybe fortrængninger (at manden for eksempel ikke ved, at hans kone måtte opgive at skrive den afhandling, som hun arbejdede på hele sommeren), et parforhold med gensidige svigt (at hun for eksempel tog bort så længe med deres fælles barn for at skrive afhandling – og at han lod det ske), et parforhold, hvor kvinden i mandens fraværelse på en frygtelig destruktiv måde fanges ind af dilemmaet imellem at give sit barn opmærksomhed eller at koncentrere sig om sin karriere/afhandling.

Temaer og konflikter som det vel ikke er helt umuligt at genkende fra moderne menneskers virkelige liv, skulle jeg mene. Et parforhold med andre ord, hvor manden og kvinden hver især har haft deres alvorlige problemer at slås med – men ikke har talt med hinanden om dem.

Da manden nødtvungent indser kvindens faktiske ansvar i forhold til barnets død, skulle man måske mene, at tiden var kommet til, at de to ægtefæller omsider talte sammen. Rigtigt talte sammen. Om problemerne – ud fra den gensidige anerkendelse af hinanden som værende skyldige og ansvarlige væsner.

Sådan går det bare ikke.

»Never underestimate Eden«, siger kvinden med en dyster forudanelse på et tidligt tidspunkt i filmen. Og ud over at referere til parrets sommerhus ’Eden’ (= paradisets have før syndefaldet) indlysende nok et centralt og righoldigt symbol i filmen: Man skal ikke undervurdere den kraft, hvormed uskyldslængsel og regressive ønsker trækker i os mennesker!

Og det er da også netop denne længsel i manden, der bliver kvindens død. For han magter ikke at foretage transformationen fra faderligt beskyttende ægtefælle for skrøbelig lillepigekone til en voksen, sammensat mand, der møder sin tilsvarende voksne, sammensatte kone i øjenhøjde – og taler med hende om problemerne.

I stedet forvandles for hans øjne den førhen gode kvinde til den nu onde kvinde. Manden i ’Antichrist’ har ikke andet svar på den udfordring, kvinden stiller ham om at møde hende som et sammensat væsen på lige fod med ham selv – end at brænde hende som heks.

»Brænd heksen«. Hellere dét end at skulle tale med hende. Om de fælles problemer. Om hverdagen. Svigt, skyld og ansvar. Hvordan har du det? Hvordan har jeg det? Hvordan kommer vi videre herfra? Jeg vil på ingen måde gøre gældende, at analysen er udtømmende, det tillader pladsen heller ikke.

Men det er dette meget hverdagslige spørgsmål til parforholdets kapacitet for moderne mennesker, Lars von Trier efter min mening også stiller i ’Antichrist’. Mere mystisk er det altså ikke.

Men hvor er det underligt at opleve mænd og kvinder i den danske offentlighed stagnere i nøjagtigt de positioner over for hinanden, Trier fremviser i ’Antichrist’. Simpelthen fordi mændene ikke vil tale om, hvad kunstværket siger.

Problemet med hekseafbrænding er, at en aldrig er nok ... Behovet for at skaffe sig af med ’det onde’, der holder manden som i en skruestik af (kvinde)angst, vil uvægerlig forny sig. Sætte sig til en depression eller på anden måde ulidelige frustrationer.

Igen bliver det tid at skaffe sig af med en eller anden kvinde. Måske en kone? Måske et nyt foster af fantasien i endnu en film?

Dette synes at være ’Antichrist’s kuldslåede morale, samtidig med at filmens sidste billeder viser os manden åbne sig for livsenergiernes fornyede strømmen frembragt ved den radikale afskaffelse af det anfægtende kvindevæsen.

Men hvor længe?