Mit navn er Asger Hougaard, jeg er 20 år og har været på Roskilde Festival de sidste fire år.

Normalt forbinder jeg festivalen med mangfoldighed, men dette år blev min festivaloplevelse skæmmet af en del episoder, der er af en sådan racistisk og fremmedfjendsk karakter, at det får mig til at sætte spørgsmålstegn ved festivalens eksistens- og værdigrundlag, hvis ikke problemerne løses.

Disse racistiske og fremmedfjendske episoder drejer sig i høj grad om, hvordan den gruppe af pantsamlere, der hvert år er på festivalen, bliver behandlet. En stor gruppe af pantsamlerne har romabaggrund, og det er i høj grad dem, racismen bliver rettet imod.

En dag sad jeg med et par venner og spiste frokost ved nogle borde på festivalpladsen. Her kom en ældre kvinde med romabaggrund forbi og samlede pant ind. Hun pegede på glassene og ventede på, at folk nikkede, hvorefter hun samlede glas ind fra bordene.

Da hun nåede til bordet ved siden af os, var det ikke et glas, hun fik. Derimod fik hun kylet en bunke affald i hovedet af en ung mand. Kvinden kunne have været hans mor.

Dette har gjort Roskilde Festival 2009 til en fest, der – ud over at være en glad og positiv fejring af musik og fællesskab – havde elementer, den burde have været foruden.

En anden episode, der slog skår i glæden, udspillede sig, da jeg en aften gik rundt på festivalen. Jeg var sammen med en pige, som er fra Colombia og i udseende kunne minde om en med romabaggrund. Det førte til racistiske tilråb på festivalen. Denne aften gik to unge fyre forbi os, hvorefter de stoppede op, og den ene råbte: »Jeg er sulten, få din slave til at hente mig en burger«.

Jeg var usikker på, hvad han mente, og bad ham forklare, hvad det var han sagde. Herefter pegede han på min veninde og sagde: »Du har jo en fucking slave lige der, få hende til at hente mig en burger«.

Efter disse episoder begyndte jeg mere og mere at lægge mærke til den latente racisme, der er at finde blandt visse af festivalens gæster. Ofte hørte jeg racistiske tilråb til pantsamlere med bestemt etnisk baggrund, når de gik forbi større grupper af mennesker.

På campingområdet, hvor folk lå i telte, hang skilte som ’no fat gypsies’ og ’no fucking gypsies’. Hyppigheden af de racistiske tilråb på festivalen oversteg langt, hvad man normalt hører, når man går på gaden, hvad enten det er blandt ædru eller fulde mennesker.

Disse oplevelser gør mig harm – harm på folk med et snævert menneskesyn. Jeg bliver samtidig frustreret over en festivalledelse, der ikke aktivt tager afstand fra den slags racisme. Jeg har i dag endevendt programmet og kan ikke se, at der et eneste sted står, at festivalen tager afstand fra racisme.

En fest for fællesskab er en god ting, men når det i praksis bliver en fest for et fællesskab, der ekskluderer nogle, bliver det meget farligt. Heller ikke på Roskilde Festivals hjemmeside eller i festivalens værdigrundlag (der kan findes på festivalens hjemmeside eller i årets program), tages der aktivt afstand fra racisme.

I værdigrundlaget står bl.a. følgende:

Roskilde Festival er en årlig flerdages international kulturbegivenhed, der giver kvalitetsoplevelser baseret på rytmisk musik og kreativt fællesskab.

Roskilde Festival afspejler og udfordrer med sine holdninger til miljø, humanitært og kulturelt arbejde, det samfund og den verden, som omgiver festivalen. Roskilde Festival er en grænseprøvende kulturpolitisk manifestation.

Roskilde Festival gennemføres på basis af ulønnet medarbejderindsats, som i enhver detalje har fokus på publikum, kvalitet, kreativitet og sikkerhed.

Der mangler en virkelig synlig indsats, der kan vise, hvad Roskilde Festivals holdninger er til racisme. Jeg kan forestille mig, at de i festivalledelsen tager afstand til racisme, men det er bestemt ikke noget, der er fokus på.

Desuden er visse af festivalens gæster, pantsamlere og folk med bestemt etnisk eller kulturel baggrund ikke altid omfattet af den ’sikkerhed’, der beskrives i værdigrundlaget, når de kommer ud for episoder alene på baggrund af udseende og indsamling af pant.

Heller ikke i festivalavisen (der udkommer alle festivalens dage), kunne jeg finde en eneste historie om de episoder, som gæster med specifik etnisk eller kulturel baggrund lægger ører og krop til.

Der var en enkelt historie, som omhandlede en gruppe esperantotalende unge fra hele verden, der mødtes på Roskilde for at samle pant og være sammen om deres fælles kærlighed til esperanto og et kosmopolitisk livssyn.

En af disse esperantotalende fortalte under overskriften ’Gå væk sigøjner’, hvordan han oplevede folks intolerance, når han samlede pant. Det var en interessant historie, der vagt berørte et problem, men at dette var den eneste historie, der berørte de udfordringer, som pantsamlere og folk med anden etnisk baggrund møder, er skræmmende.

Jeg stødte ikke på en eneste historie om den gruppe festivalgæster, der betaler for et armbånd og samler pant, og som unægtelig er en aktiv del af festivalen, om man vil det eller ej.

Da festivalen er et arrangement for alle, der indløser billet, kan festivalen ikke bestemme, hvem de vil lukke ind, og et sådant arrangement vil altid bestå af folk med forskellig baggrund, hvilket er en af festivalens helt klare styrker. En styrke, der er med til at gøre festivalen unik.

Musikprogrammet er tilrettelagt på en sådan måde, at man får et bredt spektrum af musikalske indtryk fra mange genrer, store og små, hvilket appellerer til et bredt publikum af musik- og festivalinteresserede mennesker.

Jeg efterlyser dog kraftigt en aktiv afstandtagen til racisme og fremmedhad. Jeg efterlyser en kampagne for eksempel under titlen Roskilde Against Racism. Kampagnen kunne laves i stil med den, som festivalen allerede har rettet mod stofindtag, Roskilde Against Drugs, som har kørt et stykke tid.

Det er en informationskampagne med opsætning af bannere, uddeling af badges, happenings og information i festivalens program og diverse flyers.

Hvis ikke Roskilde Festival aktivt tager afstand til racismen og laver deciderede antiracistiske kampagner, tror jeg, at man risikerer en stiltiende accept af racismen måske i stil med dén, man har set inden for fodboldmiljøerne. Der har man dog erfaret, at den eneste måde man kan komme racismen til livs, er via aktive kampagner mod uvæsnet.

F.eks. findes der i dag antiracistiske sammenslutninger inden for fodboldmiljøerne, ligesom der arrangeres antiracistiske arrangementer og happenings. Fifa er erklæret antiracistisk, og slår hårdt ned på racisme i fodboldsporten, og Uefa har en 10-punktsplan mod racisme.

Der findes antiracistiske holdninger inden for musikmiljøet, og jeg tror bestemt, at der blandt festivalens gæster er en stor del, der opfatter sig selv som antiracister.

Det er alment kendt, at mange af de mennesker, der kommer på Roskilde Festival, søger et frirum. Et frirum, hvor der er plads til forskellighed, og hvor man kan skeje helt ud uden at tænke over, hvad andre folk nødvendigvis måtte mene. Dette frirum bør gælde for alle, uanset etnicitet.

De fordomme, der hersker blandt nogle af festivalgæsterne, bygger på flere ting, i mange tilfælde er det ren og skær uvidenhed. En uvidenhed, der ikke bliver udfordret af kampagner og får lov at stå uimodsagt – en uvidenhed, der ser problemer alene i etnisk og kulturel baggrund.

Selvfølgelig findes der også mennesker, der nærer et dybfølt had, mennesker der lever med den tanke, at andre på grund af etnicitet og kultur er mere eller mindre værd. Det er dog mit indtryk, at det er de færreste, der nærer dette dybtfølte had.

Derimod er mit indtryk, at racismen ligger latent, og af ukendte årsager viser sig på netop Roskilde Festival. Det er uforståeligt, at der på Roskilde Festival er plads til, at personer udtaler sig i vendinger, der strider mod alt, hvad festivalen burde stå for.

Men selv om folk med disse skræmmende menneskesyn bærer dem af forskellig årsag, vil midlet altid være det samme. Oplysning, viden, dialog og antiracistiske kampagner er vejen frem. Nogen bør stå for disse kampagner, og når der ikke er nogen gæster, der laver dem på festivalen, må det være festivalledelsens ansvar at sætte det i gang.

Tanken om mangfoldighed hos ledelsen, nogle af gæsterne og de tidligere generationer bliver på nutidens campingplads reduceret til parodier på 68’ernes mangfoldighedsidealer. Dette resulterer i, at samværet på campingpladsen til tider ender i et fællesskab indeholdende etnisk ekskluderende elementer, og hvilket fællesskab er det?

Et par gange gik jeg ind i diskussioner med personer, der sympatiserede med dem, der kom med tilråb efter festivalgæster med roma- eller anden etnisk baggrund. I disse diskussioner var tankegangen ofte, at folk med romabaggrund er mennesker, der lever af kriminalitet.

Personernes holdning var som regel, at alle de problemer, der måtte være med kriminalitet på festivalen, er af en etnisk og kulturel art. En argumentation, der er udtryk for en grov manipulation af virkeligheden. En usaglig argumentation, der i mangel på bedre henviser til etniske og kulturelle forskelle, men som er forholdsvis socialt accepteret blandt visse festivalgæster.

Når først sådanne argumenter vinder frem et sted som Roskilde Festival – der for mange er en uges frisind og mangfoldighed og på trods af den korte varighed huskes hele året – fjernes en del af det, der skulle gøre Roskilde Festival unik. Det er en argumentation, der først opstår, siden bliver socialt accepteret, og så går hen og bliver en trend, man skal forholde sig til.

Man kunne stoppe den racistiske trend ved at forholde sig til argumentationen, til ytringerne om herskere og slaver og til udtryk som ’sigøjnerluder’. Der er kræfter at spare og mange gode tanker, der fortsat kan udvikles, hvis man støtter ideen om en aktiv antiracisme. Man kan gå ind og forsvare de idealer, der var med til at sætte Danmark på verdenskortet ved arrangementer som Roskilde Festival.

Festivalavisen bragte historien om en brasiliansk journalist, der var taget hele vejen fra Brasilien for at deltage i nøgenløbet på festivalen, den årlige begivenhed, hvor folk løber nøgne. Han sagde, at han var fascineret af det danske syn på nøgenhed, et frisind han ikke var vant til i Brasilien.

Tænk en gang at kunne påvirke folk andre steder på kloden med en kulturel begivenhed på en stor græsplæne en gang om året, og så uden at det koster kassen, endda med overskud til velgørende formål! Det er en fantastisk mulighed, en mulighed der ikke må drukne i fordomme og holdninger, der burde være udtryk for præcis det modsatte af, hvad festivalen står for.

Ud over en aktiv afstandtagen til racisme fra festivalledelsens side kunne man også lave en guide til festivalgængerne i, hvad der er god stil og dårlig stil.

I guiden kunne stå, hvordan man skal opføre sig over for en pantsamler på festivalen. Samtidig kunne man også lave nogle brochurer på andre sprog til de pantsamlere, der ikke kan læse dansk, så der på den måde ikke opstår misforståelser. Dette skriver jeg, da racismen i høj grad er rettet mod folk, der samler pant.

I årets program står, at Roskilde Festival er imod stoffer, og at den danske lovgivning på området også gælder på festivalen. Der bør også stå, at Roskilde Festival er imod racisme, og at lovgivningen på dette område også gælder på festivalen.

Jeg tror dog ikke, at folk ytrer sig racistisk, udelukkende fordi festivalen ikke tager aktiv afstand. Netop derfor er det en oplysnings- og informationskampagne, jeg efterlyser. Et decideret forbud ville næppe have den ønskede effekt, og det ville på mange måder være svært at håndhæve.

Jeg forestiller mig, at det er svært at overskue problemets omfang fra festivalledelsens side, da det må være uhyre svært at lave statistikker over racistiske episoder, hvis ofrene ikke selv anmelder episoderne. Jeg vil blot sige, at man som gæst oplever en racisme, der kan og skal bekæmpes – ikke ved at stikke hovedet i sandet, men ved at føre aktive kampagner i stil med dem, man ser i fodboldmiljøer.

Jeg opfordrer ikke festivalledelsen til at lege tankepoliti og tvinge bestemte meninger ned over hovedet på folk. Men til at ledelsen på en progressiv og humanistisk måde laver massive oplysningskampagner om mangfoldighed og retten til forskellighed.

På trods af de førnævnte episoder havde jeg en spændende festival med masser af god musik og overvejende positive og tolerante festivaldeltagere. Dette ændrer dog ikke på mit billede af, at der er noget galt på den hæderkronede festival.