Uden for vinduet går blæsten gennem marehalmen med en fejende bevægelse, og kattepoterne på bølgerne er blevet til kamme af hvidt skum.

Klitroserne blomstrer endnu, kaprifolium udsender sin duft af dyb sødme, mens gederams – næsten for tidligt i forhold til årstiden – flammer på bakkekanten.

En fasankok står midt på vejen og glor, som om den ejer det hele, enten fordi den er dum, eller fordi den aldrig er blevet jaget af andet end det, naturen har ansat til at tage sig af den slags: ræven, musvågen.

Idyllen er med andre ord kompakt, og sådan har det været i årevis, ja så længe man kan huske, for det er sommer i Danmark, og siden 5. maj 1945 har ingen for alvor grebet forstyrrende ind i den, ja jeg vil påstå, at selv under de fem forbandede år (som nogen har kaldt dem) var billedet nogenlunde det samme.

Nede på stranden har havet og eroderingen fjernet det skånende lag af sand, der oprindelig dækkede de to bunkere i Rommels Atlanterhavsvold, der som bekendt nåede helt op til spidsen af Jylland.

I modlyset ligner de overdimensionerede terninger stivnet i et kast, der ikke gav den ønskede gevinst.

Tilsyneladende uforgængelige vidner de om det stort tænktes indbyggede brøstfældighed, og sært nok er det altid værst med murene, det var ikke kun den i Berlin, der faldt, allerede i Jeriko for meget længe siden var der ikke beton nok i fundamentet til at modstå trompetens skrald.

Skønt solsortene endnu forsvarer deres territorier med aggressive triller fra hver en fjernsynsmast, og gøgen kukkende forsøger at komme af med sit æg i en fremmed rede, er fuglestemmen dalende.

Det er den hældende tid, og vil man være rigtig grov, kan man sige, at den skråner faretruende mod jul – skønt man altså i kalenderen skriver juli.

At man selv skråner tilsvarende, er der ingen grund til at fæstne sig ved, det er mere den almindelige skråning, der er interessant.

På tredje dag i træk melder radioens nyheder om en henrettelse.

Ikke sådan én med opmarcheret peloton og en enkelt løs patron for at gøre følelsen af skyld & smerte hos morderne mere tålelig, men et regulært mord, et automatvåbens tømning med så og så mange kugler ind i kroppen på et menneske.

Det er en nyhed blandt mange, og bagefter er der Tour de France og Michael Jacksons begravelse i en kiste af guld og vejrudsigten, der lover sol & regn både på udsatte og mindre udsatte steder og er god eller dårlig, alt efter om man er landmand eller strandløve, bader topløs eller tildækket, bærer g-streng eller har hængerøv i bukserne.

Jeg er fuldkommen enig med Søren Mørch om, at de gamle dage ikke nødvendigvis var gode eller bedre end de nuværende. Til gengæld var de radikalt anderledes.

Jeg husker fra min barndom i trediverne to berømte mord, der oven i købet havde navne: ’Gulvskrubbemordet’ og ’Gurlimordet’. De har sikkert været bestialske, i hvert faldt fyldte de umådelig meget i pressen, var ægte forsidestof og blev diskuteret lidenskabeligt og med gysen mand og mand imellem og ved køkkenbordene, hvor mange af konerne hældte kaffen ud i underkoppen for at køle den af og gøre den drikkemoden.

Man kunne fristes til at kalde reaktionen på forbrydelserne uskyldig, men tiden var naturligvis ikke uskyldig i den forstand, der blev myrdet godt og grundigt rundt omkring i både Manchuriet, i Abessinien og i Spanien.

Langt snarere var der tale om naivitet, for der var jo gysende langt fra den almindelige hverdag til de spektakulære uhyrligheder, og hvad der foregik henne i Umbabumbaland eller nede hos spaniolerne var trods alt så langt væk, at det ikke rigtig kunne anfægte nogen eller var helt virkeligt.

At verdenskrigen og besættelsen bragte mordene ind i en anden kategori end dem, der eksekveredes med gulvskrubbe, siger sig selv.

Men alligevel er der en parallelitet, når det gælder naiviteten. Man kunne sige til sig selv, at nu var der altså krig, og så måtte nogen af gode grunde slås ihjel. Derved legitimeredes forbrydelsen og blev på en måde stueren.

Selv likvideringer i den gode sags tjeneste kunne accepteres, ja kaldte ligefrem i visse tilfælde på beundring, og det var trods alt stadigvæk de få, der selv fik blod på fingrene eller så hjernemasse sprøjte op og ned ad husmurene.

Siden er alt forandret, og det kan ikke være anderledes, men det sære er, at mordet (eller i det store og hele forbrydelsen), der stadig bevarer noget af sin fascinationskraft, fra at være oprørende ækelt og noget man på det bestemteste må tage afstand fra og på alle måder søge at hindre, er blevet en banalitet, en hverdagstildragelse, man et kort sekund tager ad notam, men glemmer lige så hurtigt igen, for i morgen er der jo et nyt mord, en ny likvidering og hvad så?

Blandt mange interessante scener i den ny biografi om Mogens Fog bed én sig særlig fast. Det beskrives, hvordan modstandsmanden Fog under en tortursession i Shellhuset, hvor han selv lægger ryg til tævene med Birkedal Hansens knortekæp, oplever en pause i mishandlingerne.

Der bliver bragt mad og drikke ind, og pludselig sidder ofret mellem sine bødler, indtil man har spist og drukket færdig, tørret sig om munden og er klar til at gå videre. Der er frokostpauser også i helvede, en hverdagslighed, der senere synes at have invaderet bevidstheden med en slags næsten overnaturlig selvfølge.

Det er der en forklaring på, for ikke at sige en række forklaringer. De fleste vil sikkert mene, at der er tale om en slags bevidstløshedens overlevelsesmiddel.

Tilværelsen er stort set så udfordrende, at man bliver nødt til at stige af indimellem og tage sig en burger og en velfortjent slapper foran fjernsynet med en cola i hånden.

Men man kunne gå et skridt videre og sige, at den bløde kynisme har sit udspring i en politik, hvis kynisme er det modsatte af blød og har ført sig frem med et sådant brask & bram fra begyndelsen af det enogtyvende århundrede, at man ikke har set mage siden Hitlers Machtübernahme i 1933.

Jeg tænker naturligvis på Bush-Fogh Ramussen-Pia Kjærsgaard-æraen, hvis mantra har været en gudsforbunden menneskekærlighed som dække over en slet camoufleret menneskeforagt.

Og det allerværste er, at den applicerede og velspillede taktiske kynisme har sin rod i blødende hjerter, for jeg er ikke i tvivl om, at både Fogh og Kjærsgaard har det som direktør John Olsen, der i de fjerne halvtredsere, når hans ASA-film havde produceret en ny Morten Korch-tåreperser, selv sad i mørket og brølede, fordi han syntes, den var så skøn.

Sådan er det også, når Pia Kjærsgaard med den ene hånd stikker de gamle blår i øjnene i form af en latterlig ’ældrecheck’ og med den anden fod sparker folk ud af landet eller Fogh taler om 1940-regeringens svigt, fordi man ikke som ordentlige mandfolk og patrioter tog kampen op mod den tyske krigsmaskine.

De mener det virkelig – også selvom de taler mod bedre vidende – fuldkommen som George W. Bush, der fik hele verden til at tro, at Saddam Hussein var en trussel mod verdensfreden med sine masseødelæggelsesvåben, som alle vidste ikke eksisterede og Hans Blix dokumenterede ikkeeksistensen af, hvorefter han naturligvis blev fyret.

At man her skovler den kyniske bevidstløsheds gift ud over landet både med potageske og kulgrabbe, kan der ikke være tvivl om, bl.a. fordi den indre svinehund hos de fleste af os sover rævesøvn og egentlig er klar til at tage imod det meste.

Arbejder man intenst og bevidst med appellen til lavest mulige fællesnævner, får man naturligvis den ønskede respons, og hvem kan tage sig af, at folk bliver nakket på åben gade dag efter dag, når man søger de gode råd til miserens afhjælpning hos en HA-morder og i øvrigt sørger for, at den danske befolkning sidder klistret til fjernsynsskærmen de fleste af døgnets timer, mens de slubrer ’X Factor’ og ’Hammerslag’ i sig kun afbrudt af Melodi Grand Prix og Søren Ryge Petersens landbrugsleksikalske zünftige forlorenhed eller tæller hårene på indersiden af den fhv. statsministerfrues lår, mens hun svinger benet i ’Vild med dans’?

Skræver man tilbage til dengang, det var før, er det oplagt, at kammersanger Holms dekret om mere opusmusik i radioen, når folk hellere ville have gammeldags dansemusik, var både nedladende, upædagogisk, elitært og højrøvet.

Men tænker man på nutiden som delvis beskrevet her, kan man kun forestille sig hr. Holm roteret så langt ud i outer space, at ikke engang mindet om ham er holdbart, skønt man har navngivet en gade i DR Byen på Amager Fælled efter ham.

Og man må kalde mig hvad som helst, hvis det ikke er sandt, at tiden med sin larmende overfladiskhed og gennemgående historieløshed i disse år er ført et sted hen, hvor den åndelige Grauballemand har taget magten, mens Dyndkongens datter sørger for hans overlevelse.

I min alder er det ekstremt let at anbringe sig selv i logen med de to gnavne gamlinge i ’The Muppet Show’, men den gerontologiske misantropi kan have sin berettigelse, når magthaverne ikke alene har magten, men også misbruger den.

Magtfuldkommenhed kaldes det, når selv den ydmygeste og mest lavmælte kritik opfattes som en fornærmelse og hånligt afvises.

Som magthaver har man det sidste ord, og det pudsige er, at magtbrynden breder sig et godt stykke ind i det såkaldte åndsliv, hvor den ny tids profeter gør skrabud for reaktionen og betvivler modstanderens vilje til selverkendelse.

Hvis man ikke forstår den indre kerne i Dansk Folkepartis sjæl, ejer man ikke ’tvivlens nådegave’, og hvis man bliver ved med at angribe folkepartisterne for deres xenofobi og højrenationalisme, bidrager man ikke til den store forsonings brandslukningsarbejde, men kaster tværtimod benzin på bålet.

Der er ikke meget at komme efter i den aktuelle politiske situation, hvor Socialdemokraterne ivrigt forsøger at efterabe de stemmeslugende DF’ere, SF melder sig som krigsparti og den udmærkede Margrethe Vestager ikke aner, hvilket ben hun skal stå på.

Svaret på hvordan man danner en regeringsfähig opposition ikke alene blæser i vinden, det storblafrer – stort set fordi ingen aner, hvordan man tækkes folket (dvs. vælgerne) og derfor føler sig kaldet til at gøre porten til den fuldkommen hovedløse populisme større og større og større.

Ingen tvivl om at mange mennesker i tidens løb har følt sig kuet af en slags pædagogisk demagogi eller vi alene vide-holdning, en aristokratisk nedladenhed, der opstod i krydsfeltet mellem antifascistisk kamp og en ukuelig fremskridtstro, som indimellem spændte ben for sig selv gennem en københavnerbaseret flabethed. Men signalerne var klare nok, og i modsætning til i dag stod munterheden højt på dagsordenen.

De bedste af de kulturradikale var ikke til fals for ideologisk sludder og obskurantistisk mumlen, og selv når revolutionens børn var ved at æde deres fædre op, kunne det blive for meget af det gode apropos den nævnte Fogbiografi, hvor navnebæreren, den gamle kommunist som Rector Magnificus, lod sig belære om marxismens herligheder og kapitallogikkens velsignelser, men bad den unge mand holde inde med skydningen, dels fordi han kendte det hele i forvejen, dels var ved at dø af kedsomhed.

Uden for vinduet ligger stadig den henrivende ligegladhed, som vi besjæler í overensstemmelse med vores egne hormoner og elsker og hader, alt efter temperament og hvilken opdragelse vi har fået personligt og gennem historien. ’Giv os Danmark tilbage’.

Ærlig talt – for at sige det mildt: go play with yourself in a corner!

Vi har Danmark, men Danmark er ikke blot klitter og marehalm og sand og himmel og hav, Danmark er en sindstilstand og eksisterer kun, så længe vi er i stand til at bevare og forsvare dets anstændighed eller – for at sige det på en anden måde – til Dansk Folkeparti og resten af VKO stjæler landet fra os og forvandler det til ukendelighed.

At udlandet efterhånden ser med skepsis på fædrelandets forandring kan ikke undre.

Fra at være genstand for beundring er vi nu genstand for undren, for hvordan kan et land, som med kløgt og solidaritet var i stand til at forvandle sine egne nederlag til ubetinget social succes, pludselig vise et så grimt og fortrukkent ansigt, som Danmark gør med sin aktuelle flygtningepolitik – for bare at tage et eksempel?

Hvad er det, der sker med os? Er det virkelig, som Kierkegaard og Grundtvig frygtede, pøbelen, der har taget magten?

Selvfølgelig ikke, men så alligevel: Giv os demokratiet tilbage, det lyse, udemagogiske, verdensglade demokrati. Som fædrene drømte om, men som Fanden nu har taget.