Jeg blev prostitueret som 20-årig.

Omstændighederne var en blanding af en opvækst med forskellige former for svigt og grænseløshed kombineret med mine dengang aktuelle livsomstændigheder og et møde med en gammel veninde, der levede i prostitution, og som fortalte om de store summer penge, der med lethed var at tjene ved prostitution.

Jeg sad alene i en lejlighed, var sprunget fra gymnasiet og havde to fiaskoer på arbejdsmarkedet bag mig.

Min familie havde store forventninger til min fremtid, men selv havde jeg svært ved at se, hvilken rolle i tilværelsen jeg skulle kunne udfylde. Jeg havde meget lidt tiltro til mit eget værd som menneske og til, hvor i samfundet jeg skulle kunne være til nytte og opnå succes. Jeg følte, at jeg kom til kort, passede ikke ind. Jeg var sikker på, at der var noget galt med mig.

Det var ikke et stort spring for mig at gå ind i prostitution. Min adfærd i forhold til mænd havde allerede dengang længe været seksualiserende, fordi jeg på denne måde fik en oplevelse af at være populær, af at de kunne lide mig. Jeg havde udviklet en evne til at fornemme, hvad andre mennesker ville have af mig, hvordan jeg skulle være, for at de kunne lide mig. Jeg var en kamæleon, der tog farve af omgivelserne, en people-pleaser.

Denne skrøbelighed er en glimrende kvalifikation for en prostitueret, og jeg fik da også hurtigt succes i branchen.

Jeg startede som escortpige sammen med min veninde. Vi annoncerede i Ekstra Bladet, og jeg husker ordret vores første annonce: To legesyge sexkillinger står til din disposition, sammen eller hver for sig. Enkelt og effektivt, og vi havde masser af kunder.

Efter en tid bakkede min veninde ud. Jeg var alene med en telefon, der ringede på alle tider af døgnet med forespørgsler på mit udseende – mine brysters størrelse – og med mænd, der stønnede i røret og prøvede at få en seksuel oplevelse gennem telefonen.

Det var ikke holdbart; jeg begyndte at blive sky over for telefonen. Det blev svært at besvare opkald.

Så meldte jeg mig hos et escortbureau. Nu blev det nemmere. Jeg var fri for de evindelige telefonopringninger, de ydmygende udpenslinger af mit udseende, besvarelser af, hvilke seksuelle ydelser jeg ville give, samt diskussioner om priserne. Alt dette tog bureauet sig af – formedelst en tredjedel af det, jeg tjente.

Det eneste, jeg skulle gøre, var at møde op på hotellet, tage tøjet af og – nå ja, altså ...!

Min tilværelse var opdelt. Over for min familie måtte jeg foregive at klare mig ved kontanthjælp, hvilket stemte dårligt overens med det faktum, at jeg boede i en formidabel penthouselejlighed i midten af København sammen med to andre. Jeg ved ikke, hvordan de kunne tro på mine historier.

Over for min omgangskreds bar jeg min prostitution som en krone. Der var fest og farver, hvor jeg var. Høje hæle, korte kjoler, fester, byture, rejser. Den fik alt, hvad den kunne trække. Jeg levede et høj-profil-liv, stærk, uafhængig, sjov, spændende, og der var rigeligt med mennesker til at feste med mig og beundre mig.

Menselve akten, selve prostitutionen, var ikke sjov. At ankomme til hotellet, gå op og banke på værelsesdøren og gå i seng med hvem-der-nu-åbnede-døren krævede en opmærksomhed på kunden og en uopmærksomhed på mig selv, som jeg ikke kunne udholde i længden.

Det kræver måske en forklaring, for var det, fordi kunderne var forfærdelige mænd?

Næ, de var såmænd meget almindelige og tilforladelige. Der var nogle enkelte, der var ubehagelige. Som prøvede at få mere end aftalt, eller som prøvede at liste kondomet af under akten. Der var enkelte, der blev truende eller ligefrem voldelige. Men de fleste var det ikke. Der var oven i købet nogle, der ligefrem erklærede, at »de ville få det overstået i en fart, så det ikke var så slemt for mig«.

Set i lyset af at jeg – før jeg gik ind i prostitution – ikke havde holdt mig tilbage, når det gjaldt one-night-stands, kunne det så ikke være o.k. at bolle for penge? Jeg bollede jo alligevel.

Men der er stor forskel. At gå i byen og more sig, møde én, man tiltrækkes af, og ende med at gå hjem med vedkommende, er noget helt andet end at prostituere sig.

Som prostitueret var mit fokus helt og holdent på kunden. Det handlede om at aflæse, hvad der tændte ham, og hvad der bragte ham til udløsning så hurtigt som muligt. Det handlede om at lære ikke at mærke, hvad der skete i min krop, ikke at mærke hans hænder på min krop, hans læber mod mine kropsdele, hans sved, hans lugt, hans penetration af min krop. Jeg lærte at lukke min krops signaler ude, at holde min hjerne beskæftiget andetsteds og at tøjle min lede og min afsky. Men kroppen husker.

Mine grænser begyndte at skride. At være nøgen og alene med en fremmed mand, som har betalt for adgangen til éns krop, er at være i en sårbar situation. Ofte gik jeg på kompromis med mig selv for at gøre det lettere – få det overstået. Eller fordi jeg var bange for, hvad han kunne finde på, hvis jeg ikke gjorde det.

Hvorfor holdt jeg ikke bare op? Tja, det var jo mit liv! Pengene købte mig plads i det fede bofællesskab, i den fede lejlighed, de købte mig det lækre tøj, festerne, byturene, den beundrende skare. Uden pengene – intet! Hvor skulle jeg flytte hen? Hvordan skulle jeg forklare den drastiske ændring af min tilværelse for min familie? Hvad skulle jeg lave? Jeg havde ingen uddannelse, næsten ingen erhvervserfaring, jeg kunne ingenting, jeg var ingenting uden de penge.

Jeg besluttede at stoppe i escortbureauet.

Jeg begyndte i stedet at frekventere en såkaldt luderbar. Jeg fortalte mig selv, at det var nemmere. Dér kunne jeg møde kunderne først og selv vælge, hvem jeg ville sælge mig til. Jeg havde få kunder i min barperiode. Jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at fortsætte. Til sidst holdt jeg op. Fik et job, mere beskeden bolig, mistede omgangskredsen. Men jeg klarede det!

Efterfølgende har jeg gået mange år i terapi. Jeg har uddannet mig til socialpædagog og eksistentiel krops- og psykoterapeut, har fast arbejde, fast parforhold og to dejlige døtre. Så min lykke er gjort, historien endte godt, og de levede lykkeligt til deres dages ende ... ikke?

Jeg beklager. Svaret er nej. Så nemt går det desværre ikke. At have levet i prostitution har en pris, og den betaler jeg stadig af på, her næsten 20 år efter at jeg har lagt prostitutionstilværelsen bag mig.

Misforstå mig ikke. Jeg er lykkelig for, at jeg kom ud af prostitutionen, og mit liv er godt! Men noget i mig er i stykker. Det kan ikke repareres, men jeg har lært at leve med det.

Skadevirkningerne af prostitution kommer i etaper. Som prostitueret er man udsat for en øget risiko for kønssygdomme og uønskede graviditeter (kondomer kan gå i stykker).

Man har en øget risiko for at blive udsat for fysisk og psykisk vold og for at blive voldtaget. Og det er svært at gå til politiet og anmelde en voldtægt.

Hvordan kan man bevise, at kunden tvang én til andre og flere ydelser, end det var aftalt på forhånd? At han tiltvang sig adgang til éns krop mere end den ene gang, der var betalt for? Derudover er der i vores retssystem en tendens til, at mænd får rabat på straffen, når det kun er en prostitueret, de har voldtaget.

Selve sexakten, som mange prostituerede lægger krop til mange gange om dagen, slider på kroppen, og problemer med underlivet er en gene, mange prostituerede lever med på jævnlig basis.

Der er angst forbundet med livet i prostitution. Angst for voldelige kunder, angst for at blive opdaget, og ligefrem angst for at blive slået ihjel af en kunde, der går amok.

På længere sigt opleves skader som for eksempel vanskeligheder ved at få og fastholde nære relationer og vanskeligheder ved at have seksuelle relationer. Det at have ladet sine grænser overskride i en grad, hvor man har tilladt vildfremmede at ligge stønnende og svedende oven på sig, at have ladet sine kropsåbninger penetrere af den ene fremmede mand efter den anden, gør, at man igen skal lære at åbne sin krop og sin sjæl for én, man elsker. Det kommer ikke af sig selv.

En uventet berøring får mig til at stivne, lukke af, og min hjerne går straks i gang med at finde undskyldninger for at få stoppet denne berøring, inden den fører videre til – gud forbyde det! – sex! Jeg må bevidst minde mig selv om, at det er min mand, som jeg elsker, og som elsker mig, og som aldrig vil overskride mine grænser, aldrig få mig til noget, jeg ikke har lyst til, og langsomt slapper min krop af, mærker, at hans berøring er god, og vender sig ind mod ham.

Gang på gang må jeg bevidst minde mig selv om, at jeg gerne må sige nej.

Gang på gang må jeg bevidst minde mig selv om, at jeg gerne må fylde det, jeg fylder i en sexakt. Jeg behøver ikke at levere varen. Jeg må gerne tage den tid, det tager, for at det er godt for mig.

Gang på gang må jeg bevidst minde mig selv om at mærke efter og ikke bare levere varen for at få det overstået. Ellers går jeg jo glip af alt det gode.

Prostituerede har en øget risiko for at ende i misbrug af alkohol eller stoffer, fordi der skal noget til at dulme smerten fra (selv)undertrykkelsen.

Når enmand lægger an på mig, svarer min krop somme tider automatisk tilbage med en seksualiserende adfærd, indtil jeg opdager, hvad det er, den gør, og får det stoppet!

Når jeg møder mænd, der interesserer sig for mig, kan lide mig, vil lære mig at kende, viger jeg tit tilbage. Hvad skal jeg levere her? Hvilken bid vil de have af mig? Indtil jeg husker, at jeg selv kan sige stop, når de ikke må komme tættere på.

Det kræver hårdt arbejde at gøre kroppen tillidsfuld igen. At turde mærke sig selv fra bæltestedet og ned. For det betyder, at man må gennemleve afskyen, leden og smerten og få bearbejdet det. Ellers kan de gode, rare følelser ikke få deres plads. For mange lykkes det ikke.

Hvor var det nemt for mig at gå ind i prostitution. En tur ind til Rådhuspladsen, ind på Ekstra Bladet, penge på bordet og vupti! Så var jeg prostitueret.

Hvad skulle samfundet gøre uden prostituerede?

Myterne er talrige: »Der ville være flere voldtægter, hvis vi ikke havde prostituerede«. Vrøvl! Den samfundsgruppe, der er mest udsat for voldtægt, er prostituerede. Voldtægt har i øvrigt ikke noget med sex at gøre, det har noget med vold at gøre. »Mænds seksualitet er anderledes end kvinders. Mænd har brug for deres udløsning for at kunne fungere«. Patetisk sludder.

Det er simpelthen en grov undervurdering af mænd at fremkomme med en sådan påstand. »Nogle mænd vil ikke have adgang til sex, hvis der ikke findes prostituerede«. Nu er det sådan, at kun 8 procent af sexkøberne køber, fordi de ikke mener, de kan få sex på anden vis. Og nu er det altså sådan, at mænd ikke har en gudgiven ret til udløsning, ligesom kvinder ikke har. Og slet ikke når det har så store konsekvenser for dem, der lægger krop til.

Samfundets liberale holdning til prostitution gør, at det er nemt at blive prostitueret. Paradoksalt nok er det ikke så nemt at komme ud af prostitution igen, for prostitution bliver godt nok betragtet som et socialt problem, men også som et individuelt problem, altså med andre ord: Det må den enkelte selv ligge og rode med.

Næsten samtlige politiske partier udviser en skræmmende tendens til ikke at tage stilling til problemet. Hvorfor mon? Kan det hænge sammen med, at sexindustrien er en betydelig pengemaskine? Eller er problemet for kontroversielt?

Prostitutionen siver ned i ungdomskulturen, og unge bytter seksuelle ydelser med penge, tøj, mobiltelefoner osv. uden en chance for at gennemskue konsekvenserne.

Inden for de sidste par år har prostitutionsdebatten blomstret i Danmark, og dette har affødt en organisation af aktive prostituerede, som kæmper for deres ret til at være prostituerede. De argumenterer for retten til at bestemme over egen krop, og for, at prostitution bliver anerkendt som erhverv. De argumenterer også med, at de trives i ’faget’ og ikke mærker skadesvirkninger af det.

Først må jeg sige, at det glæder mig på deres vegne, at de har det godt. Men så må jeg tilføje, at der uden tvivl også sidder et par 90-årige et eller andet sted, der har røget, siden de var ti år, og har det fint med det. Ingen rygerlunger, ingen hjerte-kar-besvær. Alligevel har vi rygerloven.

Jeg kan med garanti også grave nogle mennesker op, som har reddet livet ved ikke at køre med sikkerhedssele, fordi de nu blev kastet ud af bilen i stedet for at blive gennemboret af ratstammen. Alligevel redder sikkerhedsseleloven mange menneskeliv hvert år. Sådan kunne jeg blive ved. Der vil altid være eksempler på mennesker, der slår alle odds.

Vi kan ikke lade tusinder komme til skade, fordi nogle enkelte klarer sig godt.

Og hvem siger i øvrigt, at de klarer sig godt? Hvor kan de vide det fra? Med respekt for, at det går dem godt her og nu, vil jeg sige, at senskaderne fra prostitution kan manifestere sig, flere år efter at man har forladt ’faget’. Undskyld mig, jeg køber den ikke.

I debatten hører jeg røster, der indigneret spørger til, hvad ældre (mænd) og handikappede (mænd) skal gøre, hvis de ikke kan gå til prostituerede. Der er sågar socialarbejdere, der hjælper disse grupper med kontakt og transport til prostituerede. Mit svar til dem må være, at det er uhørt, at en udsat gruppe skal kunne få udløsning på bekostning af en anden udsat gruppe. Seksualvejledere kan instruere i brugen af sexhjælpemidler eller selvtilfredsstillelse, men det er grusomt at kræve, at en gruppe borgere må onanere i kropsåbningerne på en anden gruppe borgere mod betaling uanset alderdom eller handikap.

Prostitution er farligt for de prostituerede, prostitution ødelægger liv.

Jeg undrer mig over, hvor mændene er i denne debat. Undersøgelser viser, at det er 14 procent af den mandlige del af befolkningen, der frekventerer prostituerede.

Hvor er resten af jer henne? Hvorfor går I ikke til prostituerede? Der må jo være en grund, lad os høre den. Hvorfor ser I stiltiende til, mens jeres kønsfæller betaler sig adgang til kvindekroppe? Synes I, det er o.k.? Hvor er I? Hvor er jeres holdninger? Kom dog på banen med et brølende, rungende, maskulint ’Rigtige mænd går ikke til prostituerede! Rigtige mænd køber ikke sex!’.

Jeg siger: Stop udnyttelsen af kvinder! Lad ikke sexkunders bekvemmelighed ødelægge flere kvindeliv! Lad os få en lovgivning, der forbyder sexkøb, og lad os få de tiltag, der skal til for at hjælpe kvinder ud af prostitution og give dem mulighed for en værdig tilværelse. Det kan kun gå for langsomt.