Hvis prostitution fortsat skal være lovligt, må Folketinget være konsekvent og indrette lovgivningen efter det.

Det betyder først og fremmest, at prostitution skal anerkendes som erhverv med mulighed for almindelige relationer mellem arbejdsgiver og medarbejder. Det skal være muligt at tjene penge på andres prostitution, og man skal som arbejdstagende prostitueret kunne være i fagforening og a-kasse og have de samme rettigheder, f.eks. ved sygdom, arbejdsløshed, pensionering mv., som andre arbejdstagere.

Som en konsekvens heraf kan prostitution ikke betragtes som et socialt problem. Der er også andre erhverv, som kan føre til fysisk og psykisk nedslidning, eksempelvis politiarbejde, uden at det af den grund betragtes som et socialt problem, det offentlige skal ofre særskilt opmærksomhed.

Endelig betyder en lovliggørelse også, at erhvervsvejledere i diverse skoler skal rådgive om prostitution på linje med andre erhverv, ligesom arbejdsformidlingen kan anvise arbejdsløse til prostitution eller omskole prostituerede, der har fået en erhvervsskade.

Hvis ovenstående virker anstødeligt på folk, skyldes det nok, at de fleste opfatter prostitution som noget, der ikke burde finde sted.

Omvendt anerkender de fleste nok også, at prostitution rent faktisk finder sted og sandsynligvis altid vil finde sted, uanset hvordan lovgivningen er indrettet.

Den holdningsmæssige skillelinje mellem forbud eller ikke-forbud går derfor typisk enten på, hvorvidt man ønsker, at samfundet principielt skal tilkendegive, at prostitution er uacceptabelt, og/eller hvorvidt et forbud vil have nogen positiv effekt på omfanget af prostitution såvel som for den enkelte prostituerede.

Hvis prostitution gøres ulovligt, skal der være en tilsvarende konsekvens. Så er det forbudt at sælge og købe seksuelle ydelser, og såvel sælger som køber gør sig skyldig i en ulovlig og strafbar handling.

Først og fremmest er den nuværende lovgivning om prostitution præget af inkonsekvens. Det er lovligt at prostituere sig, og indkomsten er skattepligtig, men prostitution regnes ikke som et erhverv, og det er derfor ikke muligt at være i en fagforening eller a-kasse og have en almindelig arbejdstagers rettigheder f.eks. ved sygdom eller arbejdsløshed.

Da det ikke er et erhverv, må der heller ikke være arbejdsgivere, hvilket betyder, at alle prostituerede er at regne for selvstændigt erhvervsdrivende, altså bortset fra den detalje, at det ikke er et erhverv. Prostituerede må derfor heller ikke leje hotelværelser til udførelse af deres ikke-erhverv (straffelovens par. 229, stk. 2).

Straffeloven er generelt fyldt med bestemmelser, som skal forsøge at begrænse det lovlige ikke-erhverv mest muligt, og prostitution omskrives til kønslig usædelighed, erhvervsmæssig utugt og usædelig levevis, hvilket kun understreger Folketingets inkonsekvens, der uddybes yderligere ved den store fokus, som selv samme Folketing har på prostitution som socialt problem.

Nytter et forbud?

Det er et hyppigt brugt argument, at forbud ikke kan afskaffe prostitution, men det er ikke i sig selv et argument for ikke at forbyde det. Forbud fjerner heller ikke berigelseskriminalitet, mord, æresdrab, bandekriminalitet, skatteunddragelse eller sort arbejde, men derfor skal det ikke tillades. Lovgivning er først og fremmest udtryk for en samfundsmæssig holdning, der signalerer, at vi ikke som samfund vil acceptere dette, og vi vil straffe det i det omfang, det opdages.

Det kan derfor undre, at så mange politikere netop vedrørende prostitution griber til argumentet om, at forbud ikke nytter. Hvorfor er det et gyldigt argument for ikke at tage principielt afstand fra noget, alle eller i hvert fald flertallet gerne så ikke fandtes?

Kan man udrydde prostitution? Næppe, men det er heller ikke lykkedes at udrydde tyveri. Nogle benytter ressourcebetragtninger som argument for ikke at forbyde prostitution, dvs. hvor mange ressourcer det vil kræve at udrydde prostitution, hvilket er et absurd argument.

Kriminalitetsbekæmpelse går først og fremmest ud på at forebygge, og her er en utvetydig moralsk stillingtagen som samfund via lovgivning uvurderlig. Dernæst går kriminalitetsbekæmpelse ud på at holde kriminaliteten nede på et for samfundet tåleligt niveau, herunder et tåleligt niveau for ressourceforbrug og graden af overvågning af samfundet og den enkelte borger.

Prostitution er ikke anderledes end andre områder, der er kriminaliseret, og som heller ikke kan udryddes. Igen må man stille sig spørgsmålet, hvorfor det urealistiske i helt at fjerne problemet er et gyldigt argument for ikke at kriminalisere lige netop prostitution?

I forlængelse heraf: Hvorfor er ressourceproblemstillingen lige netop vedrørende prostitution gangbar – dvs., at når det ikke er ressourcemæssigt muligt at forhindre prostitution, så skal man heller ikke lovgive imod det?

Stiller en ulovliggørelse af prostitution de prostituerede ringere?

Nej. I den nuværende lovgivning har man som prostitueret alene pligter, nemlig skattebetaling, men ingen rettigheder, f.eks. medlemskab af a-kasse eller ret til sygedagpenge. En kriminalisering vil ikke give flere pligter eller rettigheder, men der vil blive givet et utvetydigt signal om, at prostitution er forbundet med nogle omkostninger, vi som samfund ikke vil have, at den prostituerede skal betale, og som man skal gøre sig klart, før man bliver prostitueret.

Når man gør en handling kriminel, gør man også udøveren til kriminel, men det er et valg, som den enkelte selv må gøre sig ligesom ved andre kriminelle handlinger.

Som for andre kriminelle handlinger gælder, at det kan føre til en dårlig tilværelse, men det er som udgangspunkt den enkelte kriminelles eget, bevidste valg. Dette valg kan være foretaget på grund af nogle kummerlige sociale forhold, f.eks. stofmisbrug, dårlig opvækst, personlig gæld mv., men så er det disse sociale problemer, som samfundet skal være med til at løse for dem.

Frem for alt gælder, at selv om prostitution ikke nødvendigvis er årsagen til deres problemer, er prostitution heller ikke løsningen!

Ufrivillig prostitution, dvs. hvor nogen bliver tvunget til at prostituere sig, er allerede ulovligt i dag.

For personer tvunget til prostitution vil en ulovliggørelse af prostitution derfor enten ikke gøre en forskel, eller muligvis vil det gøre en forskel i positiv retning, da man må formode, at et forbud vil gøre det vanskeligere for bagmændene. Alt andet lige må man også formode, at der vil være færre kunder til en kriminel end til en ikke-kriminel handling, og det vil gøre det mindre attraktivt for bagmændene.

En stor del af i hvert fald den folkelige debat vedrørende prostitution går på, hvorvidt den lykkelige luder findes. Det gør hun – og han – muligvis. Ligesom der muligvis også findes kvinder, der lever lykkeligt under sharialovgivning, og der sikkert også fandtes lykkelige slaver dengang, slaveri var tilladt.

Men det er en forfejlet debat, når det er dokumenteret, at hovedparten af de prostituerede ikke kommer ud som hele mennesker, hvis de gennem længere tid har prostitueret sig. Det er sjældent, at noget er 100 procent sort eller hvidt – sådan er det heller ikke på prostitutionsområdet, men det begrunder ikke dobbeltmoral og grumset lovgivning.

En principiel stillingtagen skal netop basere sig på det, som er det typiske, og ikke på undtagelserne.

Et andet ofte brugt argument for ikke at forbyde prostitution er, at man i et liberalt demokratisk samfund har ret til at bestemme over sin egen krop og dermed også, hvad man bruger den til, herunder prostitution. I forlængelse af debatten om den lykkelige luder bygger det imidlertid på en myte eller falsk antagelse om, at folk, der vælger at prostituere sig, gør det ud fra de samme betragtninger, som når folk vælger at blive håndværkere, akademikere eller selvstændige.

Men det er ikke tilfældet. Det at blive prostitueret er ofte ikke et valg, men en sidste udvej, når alt andet er forsøgt, og langt de fleste prostituerede får store psykiske og fysiske skader af at leje deres egen krop ud til typisk mænd, der så kan have sex med den.

Arbejdsmiljølovgivning skal blandt andet tilsikre, at man ikke ved udførelse af et arbejde bliver (for) nedslidt fysisk eller psykisk. Det er ikke sandsynligt, at selv nok så mange arbejdsmiljørigtige tiltag kan fjerne den grundlæggende årsag til de mange psykiske og fysiske følger af langvarig prostitution. Alene af den årsag bør man indføre et forbud.

Stiller en kriminalisering af kunden ikke kunden ringere? Jo, og det er et af formålene med en kriminalisering af prostitution. Det er også forbudt at sælge og købe stjålne varer, og længere er den egentlig ikke. Vælger man at købe noget ulovligt, er det en kriminel handling, og det har en konsekvens. Det vil sandsynligvis også mindske efterspørgslen efter prostitution og dermed, alt andet lige, også mindske udbuddet.

Den nuværende lovgivning er dobbeltmoralsk. På den ene side signaleres, at det er samfundsmæssigt i orden at sælge og købe sex, men på den anden side udgør prostitution samtidig et socialt problem.

Der er således tale om en lovlig, men lyssky handling, som Folketinget i dag mener skal løses ved, at den enkelte kunde ideelt set fravælger at købe sexydelser, fordi det er synd for de prostituerede. Folketinget mener dog ikke, at det er så synd for de prostituerede, at det skal forbydes – og dermed, at tinget (ved en klar moralsk stillingtagen) skal forsøge at minimere tilgangen af såvel prostituerede som kunder.

Den nuværende lovgivning signalerer, at prostitution er noget, der ganske vist ikke tåler dagens lys, men som alligevel af politikerne betragtes som acceptabel adfærd. Et forbud vil signalere, at salg og køb af sex ikke er acceptabel adfærd og er en kriminel handling. Som senest rygeforbuddet har vist, så er en klar politisk stillingtagen udmøntet i lovgivning et godt udgangspunkt for at mindske en uønsket adfærd, også selv om problemet ikke nødvendigvis forsvinder helt.

Det er tilsvarende givet, at forbud og straf ikke kan stå alene. Forebyggende oplysning, støtte til at komme ud af prostitution mv. er fortsat væsentlige elementer i en samlet indsats over for prostitution. Men et forbud giver et samfundsbaseret moralsk rygstød, som man ikke skal underkende i den sociale indsats vedrørende prostitution.

Det bringer mig frem til det sidste argument, nemlig det personlige perspektiv. Hvor mange vil synes, at prostitution er et erhverv, som det er helt i orden, at deres mormor, mor, datter, søster, kone, kæreste (og den mandlige ditto) udøver, og som man lige snakker om hen over middagsmaden?

Eller sagt mere direkte: Er det i orden, at erhvervsvejledere i folkeskolen og på gymnasier siger til en dreng eller pige: »Ved du hvad, jeg synes simpelthen, at prostitution lige er dig, så hvad siger du til en uges erhvervspraktik på det statskontrollerede bordel for at få det prøvet af?«. Nej, vel?

Man argumenterer imod en kriminalisering af prostitution ud fra sædvaneret og afmagt: Prostitution har altid og vil altid eksistere, og det kan vi som politikere ikke ændre gennem lovgivning.

Men selv om forbud ikke kan fjerne prostitution, vil det med overvejende sandsynlighed være med til at mindske omfanget. Frem for alt bliver der sendt et klart budskab om, at vi som samfund ikke finder prostitution acceptabelt, og dermed er det også med til at sikre en positiv holdningsændring, der igen kan føre til en mindskelse i udbud og efterspørgsel efter prostitution. Sædvaneret og afmagt er sjældent gode udgangspunkter for at udvikle et samfund.

Men argumenterne for ikke at forbyde prostitution holder heller ikke i sig selv. Få eller ingen af de argumenter for ikke at indføre et forbud, som politikerne fremfører, vil blive taget seriøst, hvis de bliver brugt på andre områder, så hvorfor er de lige netop gangbare vedrørende prostitution?

Det kan føre til den absurde tanke, at mange inderst inde opfatter prostitution som et grundlæggende kulturtræk eller, endnu værre, en grundlæggende rettighed (primært for mænd), som samfundet bliver nødt til at stille til rådighed, hvis samfundet ikke skal gå i opløsning.

Hvis man fører den absurde tanke til ende, kan det være årsagen til, at prostitution som socialt problem har så stor politisk opmærksomhed: Der er tale om aflad over for de borgere, som man har valgt ikke at ville beskytte lovgivningsmæssigt, idet man ikke vil sidestille prostitution med andre erhverv – men heller ikke vil forbyde det.

Jeg vælger imidlertid at tro på, at politikerne er fornuftige mennesker, der blot endnu ikke helt har gjort sig klart, at et forbud mod prostitution er en moralsk holdning, vi som samfund er nødt til at indtage. En stillingtagen, der alt andet lige samtidig vil mindske omfanget af prostitution og dermed også mindske antallet af sociale skæbner.

Politikerne viste mod og vilje, da de valgte en klar moralsk stillingtagen vedrørende rygning og vedtog rygeforbuddet. Jeg opfordrer politikerne til at vise samme mod og vilje og forbyde prostitution. Det er det rette at gøre.