Kronik: Vores økologiske fodspor
Hvis byerne kan forandre klimaet, kan klimaforandringerne så også forandre byerne? Kommentér.
| AF HENRIK VALEUR |
fakta
Mennesket har altid søgt at tilpasse sig et omskifteligt klima.
Det nye er, at vi nu selv er i stand til at forandre det. Det gør vi på to
måder. Den ene er udledningen af drivhusgasser, inklusive CO2, som hindrer
varmen i at undslippe Jordens atmosfære. Ifølge FN er byerne ansvarlige for
mere end ¾ af det samlede menneskeskabte CO{-2}-udslip.
Den anden er reduktionen af den biomasse, som absorberer og lagrer
drivhusgasser. I det 18. århundrede, da den industrielle revolution
begyndte, var cirka halvdelen af Jordens overflade dækket af skov. I dag er
det kun omkring 10 procent. Der kan være mange årsager til skovrydning, men
en af de vigtigste er spredningen af byer ud over meget store landarealer,
sådan som vi også kender det i Danmark.
Baggrunden for denne spredning var umenneskelige levevilkår i de overbefolkede
industribyer. Det var det, den engelske byplanlægger Ebenezer Howard ville
lave om på med sine visioner om ’havebyen’ fra omkring år 1900. En ny by,
som skulle ligge uden for den eksisterende by, ude i naturen.
I dag er denne vision – i en eller anden form – virkeliggjort overalt i den
vestlige verden. I Danmark i form af parcelhuskvarteret.
Men ikke nok med, at byerne har bredt sig ud over landet, også de, der ikke
bor i byer, er blevet byboere, for så vidt som nye transport- og
kommunikationsmidler har givet stort set alle adgang til byens tilbud.
Udviklingen af denne moderne by, som man ikke altid lægger mærke til, men som
altid er der, var en afgørende forudsætning for udviklingen af
velfærdssamfundet og for den enorme velstandsfremgang, vi oplevede op
igennem det 20. århundrede. En periode, hvor landbefolkningen blev mindre,
bybefolkningen mange gange større, og det samlede BNP tidobledes – i den
vestlige verden.
U-landene urbaniseres
Det er ikke mærkeligt, at mange udviklingslande forsøger at gentage denne
succes. Også selv om det på længere sigt kan få alvorlige konsekvenser for
livet på Jorden.
Nogle steder kan klimaforandringer ganske vist vise sig at have en positiv
virkning, men de fleste steder vil virkningerne nok nærmere blive
katastrofale, idet stigende vandstande, voldsomt uvejr, oversvømmelser,
jordskred, hedebølger og ørkendannelse kan medføre død og ødelæggelse for
mennesker, dyr og planter, endeløse strømme af flygtninge, spredning af
sygdomme og mangel på mad og rent drikkevand.
Bangladesh er et af de lande, hvor man allerede opererer med begrebet
klimaflygtninge. Men Bangladesh tilhører samtidig de lande, som selv
påvirker klimaet mindst. Dets økologiske fodspor (0,6 global hektar per
person) er et af de absolut mindste i verden. Til sammenligning overgås
Danmarks (8,0 global hektar per person) kun af De Forenede Arabiske
Emirater, USA og Kuwait.
Det økologiske fodspor siger noget om, hvor meget forurening vi udleder, og
hvor mange ressourcer vi forbruger, i forhold til hvor meget naturen er i
stand til at optage og gendanne. Hvor hårdt vi træder på Jorden, kan man
måske sige.
Jordens økologiske bæreevne er i dag 2,1 global hektar per person. Det vil
sige, at hvis hele verdens befolkning levede på samme måde, som vi gør i
Danmark, ville der være brug for knap 4 jordkloder for at få regnskabet til
at balancere.
Det er ikke i sig selv særlig smart, det, vi gør i Danmark, men det bliver
først rigtig uhyggeligt, hvis man forestiller sig ulandene gøre det samme.
Og hvorfor skulle de ikke det?
Hvordan skal jeg forklare min kinesiske ven, at det er en dårlig ide med en
bil, når jeg selv kører i en? Og at det ville være bedre, hvis han ikke
brugte aircondition, elevator, hårtørrer, køleskab, vaskemaskine.
Folk i ulandene flygter fra landet ind til byerne, fordi byerne kan tilbyde
bedre sanitet og sundhed, uddannelses- og jobmuligheder, sociale og
kulturelle tilbud. De kan, kort sagt, tilbyde folk et bedre liv.
FN forventer således, at stort set hele verdens samlede befolkningstilvækst
fra 2000 til 2030, i alt ca. 2 milliarder mennesker, vil blive absorberet af
byerne i Afrika, Asien og Latinamerika. Mange af disse nye byboere vil dog
næppe komme længere end til slumbebyggelserne i byernes udkant, hvor de ikke
vil opleve væsentlige forbedringer af deres levevilkår, måske snarere
tværtimod. De vil derfor heller ikke få nogen indflydelse på klimaet.
Til gengæld vil de ofte være de første til at mærke konsekvenserne af
klimaforandringerne. Det skyldes, at de ikke har tilstrækkelige ressourcer
til at beskytte sig, og at de ofte er tvunget til at bosætte sig de mest
udsatte steder, nogle gange endda helt uden for myndighedernes kontrol.
Det er, groft sagt, de rige, som skaber problemerne, og de fattige, som
mærker konsekvenserne. I hvert fald i første omgang.
For direkte eller indirekte vil klimaforandringerne også ramme os.
Og den eksplosive urbanisering i den fattige del af verden, som ofte ligner en
krydsning mellem det 19. århundredes engelske industribyer og
efterkrigstidens amerikanske bilbyer, gør det heller ikke bedre.
(Kunne udviklingsbistanden i højere grad være rettet mod at skabe bæredygtig
byudvikling i ulandene?).
Byer kan være løsningen på klimaproblemerne
Siden 2000 er Kinas CO{-2}-udledning fordoblet, og det er nu det land i
verden, som udleder mest. Også selv om hver kineser stadig kun udleder cirka
halvt så meget som hver dansker og cirka en fjerdedel så meget som hver
amerikaner.
Men Kina er også et land, hvor byudviklingen gennem de seneste tre årtier har
været med til at løfte flere hundrede millioner mennesker ud af ekstrem
fattigdom.
Løsningen er derfor ikke at afvikle byerne, sådan som Mao Zedong inden da
havde forsøgt det.
Tværtimod. »Byerne er ikke problemet – de er løsningen«, siger den
brasilianske arkitekt Jaime Lerner. Og han burde vide det, for han var ikke
bare byplanlægger, men i lange perioder også borgmester, i en by, Curitiba,
der ofte er blevet fremhævet som et af de få gode eksempler på moderne,
bæredygtig byudvikling.
Den positive udvikling har tiltrukket mange virksomheder, heriblandt lidt
overraskende flere af de store udenlandske bilproducenter, hvilket har
forbedret indbyggernes indkomst og givet dem mulighed for at købe flere
biler. Så nu er Curitiba ikke længere så godt et eksempel.
Sandheden ER nok, at byerne er både problemet og løsningen.
Byerne er løsningen, fordi man ved at leve tættere sammen kan spare
ressourcer til veje, rør og kabler, samtidig med at man sparer energi til
transport af mennesker, varer og affald, samt til opvarmning og nedkøling af
bygninger. Desuden kan større arealer så anvendes til natur.
Problemet er bare, at man ikke lever særlig tæt sammen i den moderne,
vestlige by. Og i ulandene har byboerne et betydeligt højere energi- og
ressourceforbrug end folk på landet. De spiser mere kød, hvilket kræver
flere køer og større landbrugsarealer, de rejser mere, og de kræver generelt
mere service, større udbud og højere standarder.
Men energi- og ressourceforbruget ville slet ikke være et problem, hvis man
kun brugte vedvarende energi og genbrugte alle ressourcer.
Det er i hvert fald det, den amerikanske arkitekt William McDonough
argumenterer for i den vugge til vugge-filosofi, han har været med til at
udvikle.
Men som så mange andre filosofier fungerer denne også bedre i teorien end i
praksis.
Vi er godt nok begyndt at genbruge mere affald, men vi genererer også mere. Og
en stor del sender vi videre til ulandene, hvortil vi også har outsourcet
den beskidte industri, som producerer mange af de varer, vi forbruger.
Derfor er energiforbruget i Danmark heller ikke steget så voldsomt, og en
større del af det kommer faktisk nu fra vedvarende energikilder, om end det
stadig er under 20 procent.
Uanset hvad, så fjerner man ikke årsagerne til klimaforandringer
ved at flytte dem et andet sted hen.
Hvis vi virkelig vil gøre noget ved problemet, må vi se på, hvordan vi selv
har indrettet os. Og da de fleste af os i dag bor i byer, er det oplagt at
se på, hvordan vi kan omforme byerne og livet i byerne.
På den måde er spørgsmålet om klimaforandringer med til at skabe et nyt og
næsten uendeligt stort marked, som pludselig har gjort alle arkitekter
(inklusive undertegnede) meget miljøbevidste og alle projekter bæredygtige,
grønne, økologiske – eller i hvert fald gjort, at de bliver markedsført, som
om de er.
Og det handler ikke længere om at bo i halmballehuse langt ude på landet,
hvilket måske i virkeligheden aldrig var særligt bæredygtigt.
Fleksibel byplanlægning er vejen frem
I Abu Dhabi – et af De Forenede Arabiske Emirater (det er dem med det største
økologiske fodaftryk i verden) – er man ved at bygge det, der er blevet
kaldt verdens første CO{-2}-neutrale by. Masdar er designet af den engelske
arkitekt Norman Forster. Det er en ny by til ca. 50.000 indbyggere, som
bygges fra scratch, med de mest avancerede grønne teknologier. Hvis
man har penge nok, er det ikke så svært, men er det bæredygtigt? Eller er
der snarere tale om ’grønvaskning’ af sorte penge?
Det er svært at forstå, hvordan det skulle kunne være bæredygtigt at bygge
byer i ørkenen. Men man bør også være skeptisk over for sådanne ’perfekte’
løsninger – især da hvis det drejer sig om hele byer – hvor fremtiden bliver
låst fast af den, trods alt, begrænsede viden, vi har i dag – og endda kun
en lille gruppe specialisters.
Vi har derimod brug for alle de ideer og erfaringer, vi kan få fat i. Derfor
har vi også brug for byplanlægningsprocesser, som ikke bare er åbne over for
fremtiden, men også involverer så mange brugere, interessenter og eksperter
som muligt.
De skal ikke bare være med til at ændre udformningen af byen, men også
indretningen af deres eget liv.
Ed Mazria, en amerikansk arkitekt, som har arbejdet med bæredygtig arkitektur
i over 30 år, siger, at løsningen på klimaudfordringerne først og fremmest
skal findes i den måde, vi planlægger vores byer og designer vores bygninger
på.
Gennem nytænkning – og i det hele taget ved at tænke sig om – kan man her opnå
meget store besparelser for meget beskedne midler. Man kan f.eks. reducere
en bygnings energiforbrug til nærmest ingenting bare ved at tænke sig om,
når man designer den. Men det hjælper selvfølgelig ikke meget, hvis de, der
skal bo der, skal bruge to timer i bil hver dag for at komme på arbejde.
Derfor handler det først om planlægning og dernæst om design. Kun hvis det
ikke er nok, bør man, ifølge Mazria, investere i nye teknologier. Og kun som
en sidste udvej bør man købe sig til miljøvenlig energi.
I dag gør vi det lige omvendt. Vi starter med at købe miljøvenlig energi, i
form af CO{-2}-kvoter i ulandene, og derefter satser vi på at opnå de
resterende besparelser gennem teknologiudvikling.
Men mens vi venter på de nye teknologiske mirakler, som skal redde os fra de
forrige, kan man overveje, hvor meget nemmere det ville have været, hvis de
moderne storbyer var planlagt til mennesker og ikke til biler eller andre
mekaniske transportmidler – for så miljøvenlige er S-tog, busser, metroer og
letbaner altså heller ikke.
Selv om man derfor kan mene, at disse byer er planlagt forkert, gjorde
planlæggerne dengang jo bare det, de mente var det rigtige. Hvilket netop er
det, der altid vil være problemet – at det, der er rigtigt i dag, kan være
det, der er forkert i morgen.
Det eneste svar er en mere fleksibel form for byplanlægning – og byggeri.
Planlægning handler om at tænke sig om i begyndelsen af en proces – ikke
nødvendigvis at bestemme alting på forhånd.
Det er afgørende at holde muligheden åben for senere at kunne integrere nyere
og bedre løsninger, ikke kun for at mindske påvirkningen af klimaet, men
også for at beskytte sig imod de klimaforandringer, vi, uanset hvad, kommer
til at opleve. Og som vil opleves særligt voldsomt i byerne, hvor mange
mennesker lever sammen.
Det, der er brug for, er ikke store forsvarsværker, men en fleksibilitet, som
gør byen i stand til hele tiden at tilpasse sig nye udfordringer og
muligheder.
Alle forventer, at vandstanden i havene vil stige, men ingen ved rigtig, om
det er ½ eller 5 meter. Så hvordan sikrer man fremtidigt byggeri i de byer,
som ligger i nærheden af havet? Man kan hæve terrænet med 5 meter og håbe
på, at der ikke komme større stigninger, men måske er de 4½ meter spild.
En bedre løsning ville derfor være at gøre byen lettere, helt bogstaveligt at
lade den flyde på vandet.
Det handler om at finde nye måder at udforme byen på, som er i
overensstemmelse med den måde, naturen fungerer på.
I stedet for at flytte byen ud i naturen, som Ebenezer Howard drømte om,
skulle man måske hellere flytte naturen ind i byen. Både helt konkret i form
af jord og beplantning, som kan optage drivhusgasser og overskydende
regnvand. Men også mere abstrakt i den måde, vi tænker byen på – ikke som en
dum maskine, men som en sofistikeret økologi, der tilpasser sig et konstant
skiftende miljø.
Under alle omstændigheder er det byen og livet i byen, som må tilpasse sig
naturen, for det omvendte er bare ikke muligt.
DEBAT – Mere plads til debat og indlæg
Læs Politiken hver LØRDAG BESTIL I DAG
- Få dagens vigtigste debatter på mail
Rigsrevisor revser Skat for talmagi
Virksomheder og borgeres gæld til det offentlige eksploderer, viser dokumenter.
Skuddene brager nær hjertet af Damaskus
Regeringsstyrker og oprørere kæmper tættere på Damaskus centrum end nogensinde.
Røde Kors vil hjælpe med at finde irakiske fanger
Dansk Røde Kors ser ingen grund til at vente i årevis på Irakkommissionen.
Hiphoppens superhelte sejrede på ny
Malk De Koijn vandt tre Steppeulve-priser. MC Einar fik årets Pionerpris.
FBI afslører: Steve Jobs var et forstyrret menneske
Dokumenter fra FBI peger på, at Apples afdøde grundlægger havde et stofmisbrug,...
På søndag kan Grækenland gå bankerot
Nej til reformpakken vil få uoverskuelige følger for grækerne, mener ekspert.
Romney til partifæller: Konservativ, konservativ, konservativ
Konservativ konference udvikler sig til skønhedskonkurrence mellem de republikanske præsidentkandidater.
Frank Jensen: Venstre lukker øjnene for virkeligheden
Der er trængsel i København, fastslår overborgmester Frank Jensen.
Berlinale: Skandinaviske krimier er blevet et varemærke
Succesrige nordiske kriminalromaner er eftertragtede blandt filmmagere.
Vind billetter til toprestauranternes smagsprøvegalla
ibyen anbefaler
-
10. feb. 2012 KL. 09.05 Biografen The Woman in Black
restaurant & cafe
Hele Danmarks Dirch...
Se eller gense de bedste klip med Dirch, oplev Nikolaj Lie Kaas fortolkning af den folkekære skuespiller, eller få den store boks med de 10 bedste Dirch Passer-film. Alt sammen til Pluspris.
Pluspriser fra 80 kr.
|
|
|
|
||||
|
Pluspris 80 kr.
Alm. pris 100 kr
|
|
Pluspris 59 kr.
Alm. pris 69 kr
|
|
Pluspris 679 kr.
Alm. pris 799 kr
|
|
Pluspris 1749 kr.
Alm. pris 2130 kr
|



















