Lars Løkke Rasmussen har sat familiepolitikken på den politiske dagsorden, og det er godt.

For familien er vigtig – for børn, for hinanden og for samfundet. Det er vigtigt for samfundet, at der fødes børn, så vi får en ’næste generation’ , og at der er velfungerende familier til at tage sig af disse børn på en god måde. Og det er vigtigt, at man i familieforhold kan have et tæt og trygt forhold til en anden person.

De fleste opfatter da også familien som noget af det vigtigste i deres liv. Familierne kan indrette sig på mange måder, og det skal de have frihed til.

Den samfundsmæssige opgave må være at opstille en retlig ramme for familien i dens forskellige former samt mulighed for at udfylde denne ramme ved aftaler på en række punkter. Og her er der behov for reformer.

Familielovgivningen i Danmark er nemlig forældet – meget forældet.

De fleste regler om ægteskabet er mere end 80 år gamle – fra en tid, hvor man kørte i hestevogn, og hvor det nye var at give hustruer ret til formuen.

Man talte om hjemmegående hustruers behov for ligestilling og selvstændighed og om industrialisering.

I dag taler man om balance mellem familie- og arbejdsliv, skilsmisser, samlivsformer, sammenbragte familier og bonusbørn, vidensamfund, globalisering osv.

Det er derfor på høje tid at få reformer på området.

Hensyn til fællesskabet
Nogle helt centrale emner nævnes i det følgende, men mange flere kunne omtales, for listen af behov er lang. Disse er udbygget i bøgerne ’Skilsmisseret’ fra 2008 samt ’Familieretten’, der udkommer sidst i august.

Familien udgør trods de mange ændringer i indtjening, formue, samlivsformer osv. stadig de ’byggesten’, samfundet er bygget op af.

Vi har brug for at supplere det ’store’ fællesskab – samfundet – med det ’lille’ fællesskab – familien – på en fornuftig måde.

Og der er god grund til at tage hensyn til fællesskabet i familien.

Ofte indretter familien sig jo netop ud fra fællesskabet – især hvis der er børn, men også tit i andre tilfælde.

I familien tænkes først og fremmest på ’vores’ forhold, når der aftales arbejdsdeling, opsparing osv.: »Hvem af os skal hente børnene i dag, hvem laver mad, har vi råd til at rejse, skal vi bo i lejebolig eller ejerbolig, skal vi spare op til et rækkehus eller et større hus« osv.

Typisk bidrager begge, og økonomi og forbrug sammenblandes i et eller andet omfang. Herved er familien speciel både i social og økonomisk henseende.

Det er ønskeligt, at familien påtager sig omsorgsopgaver over for børn og over for hinanden. Det er ønskeligt, at familien tager hensyn til fællesskabet, når de indretter deres liv. Det er ønskeligt, at de ikke skal lave aftaler om alting. Og det er derfor ønskeligt, at loven sørger for en ordning, der tager hensyn til fællesskabet.

Børnene har været genstand for mange lovændringer mht. forældremyndighed og forældreansvar, og fællesskabsreglerne er i dag meget markante.

For 40 år siden kunne en ugift far mod moderens protest ikke få forældremyndigheden over et fælles barn eller ret til samvær.

I dag opnår den ugifte far fælles forældremyndighed, hvis forældrene afgiver erklæring om, at de sammen vil varetage omsorgen og ansvaret for barnet. Der kan – som noget ret nyt – dømmes til fælles forældremyndighed, og fælles forældremyndighed kan kun ophæves ved tungtvejende grunde.

Der kan fastsættes samvær for den forælder, der ikke har forældremyndighed, også selvom parterne aldrig har boet sammen. Og samværet kan fastsættes til 7 dage ud af 14 dage.

Der lægges således kun i begrænset omfang vægt på ægteskabet, men i langt højere grad på fællesskabet – barnets ret til to forældre og dermed forældrenes ret til fællesskab om barnet.

Ægteskabets formueforhold
Ægteskabslovgivningen er derimod bibeholdt med relativt beskedne ændringer. På en række centrale områder rammer ægteskabslovgivningen ’skævt’ i forhold til nutidens familier og ønsker om at understøtte fællesskabet og skabe en fornuftig balance mellem situationer, hvor familiefællesskabet bør føre til fællesskabsregler, og situationer, hvor det ikke er tilfældet.

Ægtefællernes formueforhold er et af disse områder.

Reglerne bygger på det ’altomfattende’ formuefællesskab, hvor hver ægtefælle ejer sit under ægteskabet, men hvor nettoformuen deles lige ved separation, skilsmisse og død.

Ordningen er fra en tid, hvor skilsmisser var sjældne, og der skulle tages hensyn til den hjemmegående hustru. Men det stemmer ikke godt med moderne livsformer. Man skal dele hele fællesejet ved separation og skilsmisse, også selvom formuen stammer fra tiden før ægteskabet, og ægteskabet kun har varet f.eks. seks-syv år.

Jeg tror, de fleste i dag vil finde det rimeligt, at man skal dele f.eks. værdistigning i det hus, familien bor i, opsparing, man har foretaget under ægteskabet, osv. Men det forekommer ikke nødvendigvis rimeligt at dele den formue, den ene af ægtefællerne havde før ægteskabets indgåelse, og heller ikke en ægtefælles arv eller gave fra tredjemand.

Dette kan tale for at fastholde et omfattende formuefællesskab, men lave undtagelser for disse to forhold.

Sådan er det da også i langt de fleste andre lande, herunder vores nabolande Norge, Sverige og Tyskland. Og sådan etablerer mange ægtefæller sig via ægtepagter.

Herved rammer man bedre deling af den formue, der er opbygget ved fælles indsats. En reform af ægtefællernes formueordning, så den ’rammer fællesskabet bedre’, er tiltrængt.

Ægtefællebidrag er efterhånden relativt sjældne, og det er noget uklart, hvilket formål de tjener.

De bliver især brugt ved det, man kalder ’samlivsskade’, hvor det er ægteskabet, der har ført til, at den ene tjener meget mere end den anden, f.eks. ved at aftale, at den ene er på deltid.

Men praksis er slingrende, beløbene beskedne, og der tænkes stadig i gammeldags ’forsørgelsestanker” og ikke i ’fællesskabstanker’.

Afgørende er, om en ægtefælle har ’behov’ for bidrag for at kunne klare sig. De sikrer således først og fremmest mod ’nød’ i en række tilfælde.

Men når man tænker økonomi i dag, er det jo netop den fremtidige indtjening, der er omdrejningspunktet.

Det er et økonomisk aktiv af vældig betydning, hvad enten der er tale om indtægt fra arbejde eller selvstændig virksomhed.

En reform af ægtefællebidragene set i lyset af nutidens familieformer, indtjeningsmønster og sammenhæng mellem formue og indtjening er tiltrængt.

Behandling af pensionssager
Pensioner udgør i dag et meget, meget vigtigt formueaktiv, idet den samlede pensionsformue er ca. 2.300 milliarder kroner.

Reglerne om pensioners behandling ved skilsmisse er nu sådan, at ’rimelige’ pensioner normalt kan udtages af den berettigede. Pensionerne er ikke særeje, men er ’amputeret fælleseje’, da de normalt ikke indgår i ligedelingen. Og det er betydningsfuldt for ægtefællerne, da pensionsformuen ofte er meget skævt fordelt mellem dem, også selvom den er opsparet under ægteskabet.

Det er da også blevet karakteriseret som ’danmarkshistoriens største tyveri’, da reglerne blev ændret i 2007, så ca. 650 milliarder kroner blev flyttet fra fælleseje til ’amputeret fælleseje’.

Tanken var, at der i urimelige situationer skulle være mulighed for kompensation til den anden ægtefælle. Men reglerne om kompensation bliver tilsyneladende slet ikke brugt i praksis. Selvom man regnede med kompensation til ca. 3.000 personer årligt, synes erfaringerne fra advokaterne at være, at der næsten aldrig aftales kompensation, og der er ingen sager herom.

Når man læser reglerne, er det ikke så mærkeligt, for de er så indviklede, at det er en labyrint at komme igennem. Man skal have en lang række oplysninger, der er stort set umulige at fremskaffe, man skal lave udregninger på et utal af excel-regneark, og man skal begære offentligt skifte af hele fællesboet, som koster 2 procent af hele formuen, ikke bare af pensionen.

Så selvom reglerne på papiret ser fornuftige ud, når man læser lovteksten, virker de ikke i praksis. En ’revision light’ er påkrævet, for at den balance mellem familiepolitik og pensionspolitik, der var hensigten med lovændringen, kan blive til virkelighed.

Aftaler mellem ægtefællerne kan være en god måde at få indrettet deres forhold på, som det passer dem bedst. Men her er der forhindringer. Mens ægtefællerne kan indgå nogle aftaler om deres forhold, er det på mange områder usikkert, hvad de gyldigt kan aftale.

De kan godt aftale særeje om alt, hvad de ejer og senere erhverver. Det betyder, at der ikke skal ske nogen som helst deling af formuen ved separation eller skilsmisse.

Aftalefrihed
Der indgås mange ægtepagter, og også mange før bryllup, hvor tankerne måske mere er på gæster og fester og ikke så meget på, hvordan ægteskabet og formuen udvikler sig i fremtiden.

Sådanne aftaler, hvor der på forhånd gives afkald på deling ved skilsmisse, er normalt gyldige, også selvom der går 20 år, og parterne har fået flere børn. Det anses som led i ægtefællernes aftalefrihed at kunne indgå særejeaftaler.

De skal dog indgås i bestemte former – en ægtepagt, som skal tinglyses – og med indhold, der er fastlagt i loven, f.eks. skilsmissesæreje eller fuldstændigt særeje, der også gælder ved død.

Derimod er det ikke sikkert, at ægtefællerne kan aftale, at den ene skal betale et kompensationsbeløb til den anden ved en fremtidig skilsmisse.

Dette kan f.eks. være relevant, hvor den ene har forsørget begge, mens den anden har uddannet sig, eller den ene har opgivet et job af hensyn til fællesskabet. Her gælder aftalefriheden ikke. Det forekommer uforståeligt, at dette ikke skulle være klart tilladt.

Hvis man på forhånd kan give afkald på andel i den formue, der opspares ved fælles indsats, bør man vel også kunne aftale et kompensationsbeløb ved en fremtidig skilsmisse, hvis det er rimeligt begrundet.

I det hele taget forekommer det gammeldags og i strid med almindelige ønsker om selvbestemmelse, at der er så mange økonomiske aftaler, ægtefæller ikke gyldigt kan indgå. Man skal kende ægteskabslovgivningen vældig godt for at vide, hvad der er tilladt, hvad der er forbudt, og hvad der er tvivlsomt. Og det forekommer helt urimeligt, at selv advokater, der er specialister i familieret, må sige til deres klienter, at det ikke kan siges med sikkerhed, om en sådan aftale vil være gyldig.

For at sikre, at en aftale mellem ægtefæller om formuedelingen ved skilsmisse er gyldig, må man igennem et højere juridisk skoleridt, der ofte er uden reelt indhold. En reform af ægtefællers aftalemuligheder med større aftalefrihed er tiltrængt.

Ugifte samlevende er blevet en helt almindelig familieform i dag, men de samlevende er ikke omfattet af fællesskabsregler, da de ikke eksisterede i nævneværdigt omfang, dengang man udarbejdede ægteskabslovene i 1920’erne.

I dag er der ca. ½ million personer, der lever sammen uden at være gift, svarende til ca. 20 procent af alle samlivsforhold. De indretter sig ofte på lignende måde som ægtefæller.

De tænker også – måske især hvis der er børn – på ’vores’ fremtid, vores arbejdsdeling, vores opsparing osv. Men de har ikke samme fællesskabsregler som ægtefæller. De samlevende har fået enkelte rettigheder. De kan gå til retten og få afgjort, hvem der skal fortsætte lejemålet af den fælles lejebolig.

De kan efter nogle nye regler lave et ’udvidet samlevertestamente’, hvor samleveren sikres syv ottendedele af den efterladte formue.

De er omfattet af begrebet ’nærmeste pårørende’, sådan at de i nye forsikringer og pensionsbegunstigelser – men ikke i gamle policer – normalt vil få forsikringssummen eller kapital- eller ratepensionen, når samleveren dør, forudsat de opfylder visse betingelser. Og de har en begrænset mulighed for at gå til domstolene og få tildelt et beskedent ’kompensationsbeløb’ i særlig urimelige tilfælde.

Men de har ikke – som mange tror – rettigheder, der bare kommer i nærheden af ægtefæller, hvis de går fra hinanden.

Det er et kæmpehul i lovgivningen, at der ikke gælder fællesskabsregler, der kan gøres gældende ved samlivsophævelse. Ønsket har været at undgå et ’ægteskab af anden klasse’ og tilskynde de samlevende til at indgå ægteskab og dermed blive omfattet af den ’retlige pakkeløsning’, som ægteskabet indebærer. Men dette fromme ønske har været gjort gældende i snart 40 år uden at virke.

Genkomsten af familieværdier
Når det ikke er realistisk at få de samlevende til at ’sejle ind i ægteskabets sikre havn’, synes det mest rimeligt at tage hensyn til situationen, som den er, og ikke som man politisk ønsker sig, den burde være.

Behovet for fællesskabsregler for (en gruppe af) samlevende er til stede. Der må opstilles betingelser om samlivets længde mv., men dette kendes også fra andre regler.

Meget taler for at etablere et regelsæt, der involverer fællesskabsregler, også for denne – store – gruppe af familier. Det afgørende er jo ikke formen – ægteskabet – men derimod indholdet: fællesskabet. Herved ville man beskytte en lang række familier.

Familiepolitik for fremtiden trænger sig på. Det er vigtigt at få opdateret familielovgivningen. Og det er vigtigt at gøre det på en afbalanceret måde. Man skal derfor ikke blot ’skrumpe’ fællesskabsreglerne på områder, hvor de er for vidtgående, men være meget opmærksom på også at udvide dem, hvor der er behov for at tage hensyn til familiefællesskabet.

Dette er en klar udfordring. Den er vanskelig med de mange familieformer, for det er svært at sætte livets mangfoldighed på formler. Men den er vigtig for at undgå, at individualismen fører til egoisme.

Vi har haft en lang periode, hvor individualismen har været meget fremherskende, og det har klart sine fordele, men også sine begrænsninger.

Fremtidsforskere taler i dag om genkomsten af familieværdier. Samtidig tales i dagens Danmark konstant om ’økonomiske incitamenter’.

Derfor bør visionen for fremtidens familiepolitik efter min opfattelse være: at understøtte familiefællesskabet – også for at familierne får børn og samfundet en ’næste generation’; og at det skal kunne betale sig – også i økonomisk henseende – at tage hensyn til familien og familiefællesskabet.