I Danmark er de psykiatriske afdelinger overbelastede, og alt for ofte må patienter udskrives for tidligt.

Børn må vente op til et år på psykiatrisk behandling. Og ikke-psykotiske patienter, såsom mennesker med tvangstanker, har meget begrænsede muligheder for hjælp, hvis ikke de selv kan finansiere det.

Brugen af tvang i psykiatrien har været stigende: Fra 2004 til 2007 er flere blevet tvangsindlagt, flere bæltefikseret, flere har fået tvunget elektrochok, og flere er blevet tvangsmedicineret, og der er i de sidste 25 år sket en femdobling af antallet af retspsykiatriske patienter (Sundhedsstyrelsen).

Ventelisterne er stadig ubærligt lange. Bare i børnepsykiatrien ventede flere end 1.100 børn i mere end to måneder i 2009. Og i voksenpsykiatrien er tallene meget værre.

Den seneste opgørelse fra Danske Regioner viser, at 4.500 voksne står på venteliste til undersøgelse og behandling. Af dem har 1.300 ventet i mere end to måneder.

Alt dette, samtidig med at der er en tendens til, at sindslidende udsættes for en umenneskelig stigmatisering som farlige og kriminelle og alt for ofte ekskluderes fra normalsamfundet.

Ud fra en manglende tro på og viden om, at rigtigt mange sindslidende faktisk kan komme sig, parkeres f.eks. stadig flere unge sindslidende på førtidspension uden at få den behandling, som de har brug for.

En presset psykiatri med for få ressourcer til bl.a. en forebyggende indsats er også en af årsagerne til, at regeringen nu åbner op for endnu mere brug af tvang over for de sindslidende ved igen at lufte ideen om ’ambulant tvang’, hvor politiet kan hente sindslidende ind og få tvangsmedicineret dem uden yderligere behandlingstilbud, selv om de endnu ikke er til fare for sig selv eller andre.

Sindslidende, der enten er udskrevet for tidligt eller uden den opsøgende støtte, de egentlig havde behov for.

Vi er derfor nødt til at diskutere, hvilken indsats vi vil tilbyde mennesker med en sindslidelse i Danmark, og hvilke visioner vi har for området. Er det mere tvang og overgreb med angst og usikkerhed for den sindslidende, vi ønsker, eller tør vi se på, hvordan vi øger livskvaliteten for den enkelte?

Destruktiv debat
Selv om dansk psykiatri langtfra er på toppen, så er det svært at få en konstruktiv debat om psykiatriens fremtid.

For fire år siden var Folketingets paragraf 71-udvalg – der beskæftiger sig med brug af tvang i psykiatrien – på besøg i Vestlapland for at se de alternative tilgange til psykiatrisk praksis.

Udvalget oplevede dér en psykiatri, der inden for 24 timer efter første henvendelse fra patienten, en pårørende eller visiterende enhed rykkede ud og startede behandlingen.

Det centrale var at inddrage netværket fra start til slut i behandlingen.

Alle politikerne vendte begejstrede hjem og skrev noget så usædvanligt som et fælles debatindlæg i Dagens medicin om, hvordan man kunne bruge erfaringerne fra Vestlapland til at opbygge en visionær plan for dansk psykiatri.

Man kunne måske have forventet, at de sundhedsfaglige debattører ville have klappet i hænderne over, at der nu endelig var politikere, der var så opmærksomme på det psykiatriske område, at de var åbne over for at lære af udlandet og turde komme med visioner for fremtidens psykiatri.

Men i stedet medførte indlægget i Dagens Medicin en sand læserstorm af kritiske indlæg: »Paragraf 71-udvalget afslører en fundamental uvidenhed om psykiatri«, »Den må I længere end til Lapland med«, »Det er ærgerligt, at I har rejst så langt for at komme hjem med så mange kontraproduktive svar«, »Patienterne bliver hverken raske af politiske manifester eller opportune ’rigtigheder’«, lød nogle af de barske kommentarer. Og således er det sket igen og igen: Debatten om fremtidens psykiatri ender i destruktive faglige skyttegravskrige.

Hvorfor er dansk psykiatri så bange for at prøve ny veje?

Hvis vi skal bryde den negative spiral, som psykiatrien på mange måder er inde i, så er det nødvendigt med en debat om politiske visioner og reformer.

Vi vil gerne gøre vores til at afdække en tredje vej, som hverken forfalder til rent neurovidenskabeligt fokus på biologi og genetik – og deraf følgende medicinering og passivisering – eller luller sig ind i en tryg overbevisning om de psykosociale aspekter og derfor udelukkende fokuserer på terapi og patientens netværk som de eneste veje til at få sindslidende til at komme sig.

En ny psykiatri
Her er vores bud på den, psykiatri Danmark har brug for:

Vi drømmer om en psykiatri i Danmark, der er baseret på, at langt de fleste kan komme sig.

Målsætningen skal være, at der er en vej ud af psykiatrien. Enten ved at blive helt rask, eller ved at lære at fungere i samfundet med sin sindslidelse. Men også at samfundet i langt højere grad lærer at leve med sine sindslidende.

Undersøgelser viser, at omkring en tredjedel af mennesker med skizofreni kommer sig fuldstændigt, og at ca. en tredjedel derudover kommer sig så meget, at de har et normalt socialt liv og er selvforsørgende. Og af de ikke-psykotiske patienter kan over halvdelen blive helt raske, hvis de får en hurtig indsats (Alain Topor: ’Recovery’, 2003).

Derfor bør psykiatrien i langt højere grad sikre hurtig behandling, samtidig med at de sindslidende skal hjælpes til at fastholde deres netværk og deres tilknytning til arbejdsmarkedet.

Desværre er psykiatrien mange steder stadig præget af en gammeldags institutionstænkning, hvor man på den ene side har sikret sindslidende et trygt og bekymringsfrit liv på botilbud, men hvor det på den anden side samtidig har været med til at umyndiggøre dem, så den trygge institutionaliserede tilværelse bliver en uoverstigelig barriere for igen at blive udsluset til egen bolig og almindeligt job.

Når man ikke engang kan huske, hvordan man selv betaler en regning, kan det at flytte tilbage i egen bolig blive en kæmpe bedrift.

Den bjørnetjeneste skal vi ikke gøre de sindslidende. Vi ønsker en psykiatri, hvor man i stedet tager udgangspunkt i, at størstedelen af de sindslidende kan komme sig og gennem hele forløbet giver dem så stort et ansvar for eget liv, som de overhovedet kan magte – så det bliver langt lettere for de fleste at vende tilbage til en normal tilværelse.

Inddragelse af de pårørende
Vi drømmer om en psykiatri, hvor de pårørende er en del af løsningen.

Det kan være ekstremt hårdt og traumatiserende at være pårørende til en sindslidende, hvis man ikke får professionel støtte til at håndtere situationen. Op mod halvdelen af de pårørende til sindslidende føler, at de ikke har fået den støtte og den information, de havde brug for i forbindelse med et familiemedlems sindslidelse

Det er også vigtigt, at de pårørende inddrages, da sindslidende har langt bedre mulighed for at komme sig, når deres pårørende og netværk inddrages og betragtes som en vigtig ressource.

En 20-årig kvinde fortalte i Politiken 24. oktober sidste år, hvordan lægerne på de psykiatriske afdelinger i 15 år havde nægtet at fortælle familien, hvad der var galt med hendes bror, der siden viste sig at lide af skizofreni.

Kvinden fortalte, hvordan hun igen og igen havde spurgt, hvad der var galt med ham. Hver gang havde lægerne sagt, at de havde tavshedspligt og ikke kunne fortælle hende noget.

Hun havde hverken fået pårørendesamtaler eller redskaber til, hvordan hun skulle tackle de svære perioder, der var med broderen. Fordi hun ikke havde fået den støtte, hun havde behov for, endte hun selv med en depression. Den slags eksempler møder vi desværre alt for ofte.

At inddrage de pårørende kræver selvfølgelig accept fra den sindslidende.

Men det skal være slut med at sætte de pårørende ud på et sidespor. Psykiatrien skal være i stand til både at rumme frustrationer fra pårørende og samtidig give plads til at anerkende og understøtte det kæmpe stykke arbejde, de fleste pårørende gør for deres familiemedlemmer.

Vi drømmer om en psykiatri, hvor sindslidende kan få hjælp døgnet rundt.

For mange sindslidende er det helt afgørende, at hjælpen og støtten er tilgængelig, netop når de har behovet og er motiverede til at modtage hjælp.

Ikke mulighed for personlig støtte
I dag er der stort set kun mulighed for hjælp via de psykiatriske skadestuer, hvis man er til fare for sig selv eller andre. Ellers vil beskeden være, at man må vende tilbage inden for normale åbningstider. I København har distriktspsykiatrien åbent til kl. 15.30 på hverdage og lukket i weekenderne, mens det Opsøgende Psykoseteam lukker kl. 18 på hverdage og har lukket om søndagen.

’Alexander’ var præget af tvangstanker og -handlinger. Han brugte stort set al sin tid på at gøre rent i sin lejlighed. I løbet af en aften kunne han f.eks. vaske sit gulv 20 gange, radiatorerne ti gange og badeværelset ti gange.

Når mørket faldt på, var han bange for, at bakterierne ville overfalde hans lejlighed. Han havde brug for at have nogen at ringe til om aftenen, nogen der kunne fortælle ham, at gulvet faktisk var rent.

Hvis han fik den bekræftelse, kunne han sove fem-seks timer den nat. Han havde ikke brug for ekstra medicin, eller en hospitalsseng – bare en kendt stemme, der kunne berolige ham. Men den støtte er der sjældent mulighed for, sådan som det psykiatriske system er organiseret i dag.

Samtidig er mange psykiatriske afdelinger så pressede, at de op til weekender er nødt til at udskrive patienter, der ikke er klar til at komme hjem, så der er nogle tomme senge til de akutte patienter, der vil komme ind i løbet af weekenden.

Den patient, der har færrest symptomer, udskrives så – velvidende at hun nok vil blive indlagt igen om mandagen og denne gang endnu mere dårlig.

Vi ønsker en psykiatri med kommunale og regionale tilbud, hvor man døgnet rundt kan henvende sig som sindslidende eller som pårørende for at få hjælp, støtte, vejledning, medicin eller en seng uden at blive afvist.

I debatten lyder argumentet ofte, at med den nuværende mangel på psykiatere er en forkortelse af ventelister og 24 timers tilgængelighed en utopi. Men det mener vi ikke, det er. Med en øget udbygning af kommunale tilbud og større inddragelse af tværfagligt personale vil man godt kunne skaffe hænder nok.

Vi drømmer om en psykiatri, hvor der ikke er behov for at bruge tvang.

I Danmark stiger brugen af tvang over for de psykiatriske patienter år for år, noget vi blandt andet er blevet kritiseret for af formanden for Europarådets torturkomité.

Ofte skyldes brugen af tvang manglende overskud til at lytte til de sindslidende.

’Anne’ havde bl.a. en del problemer med selvskadende adfærd. Det at hun skar sig, var ikke selve problemet, men et forsøg på at håndtere problemet: Det opstod typisk, når hun var ensom, og når hun følte skyld og skam, fordi hun tænkte på de seksuelle overgreb, hun havde været udsat for tidligere.

På hendes bosted blev de bange, når hun skar sig, og krævede, at hun blev indlagt – hvilket hun blev med tvang – på lukket afdeling, selv om Anne prøvede at forklare dem, at »det var overstået«.

Når hun blev indlagt, resulterede det ofte i en konflikt, hvor hun reagerede med at forsøge at skade sig selv mere og derfor endte med at blive tvangsfikseret og tvangsmedicineret. Men efter at hun kom til et nyt bosted, der gav sig tid til at lytte til hendes problemer og årsagerne til hendes selvskadende adfærd, har hun fået så meget kontrol over sit liv, at hun ikke bliver indlagt og bl.a. kan håndtere et deltidsjob.

Vi mener, det er muligt at halvere brugen af tvang inden for tre år, hvis man gør en målrettet indsats for det. Dels ved en massiv satsning på efteruddannelse af personale, så man skaber en større viden og bevidsthed om alternativerne til tvang blandt personalet, som man bl.a. har gjort i Gennembrudsprojektet, hvor det lykkedes at nedsætte brugen af tvang med 50 pct. på nogle af de deltagende afdelinger (Videnscenter Gennembrud).

Dels ved at skabe en psykiatri, der er tilgængelig døgnet rundt, og dels hvor der er plads og personalenormeringer til at lytte til og hjælpe de sindslidende, før de bliver så dårlige, at brugen af tvang bliver nødvendig. De sindslidende skal opleve, at psykiatrien arbejder for dem og ikke mod dem.

Vi er alle berørte
Vi drømmer om et samfund, hvor det at have en sindslidelse ikke er tabubelagt eller flovt, og hvor sindslidende ikke bliver set som kriminelle eller som farlige for deres omgivelser.

I løbet af ét år vil ca. 20 procent af den voksne danske befolkning, svarende til 7-800.000, opfylde kriterierne for en psykisk sygdom af ikke-psykotisk karakter.

De hyppigst forekommende psykiske lidelser er angst, depression, OCD (tvangshandlinger) og lidelser relateret til alkoholmisbrug. Og omkring 40.000 mennesker rammes hvert år af svære psykoser (Psykiatrifonden).

Mere end én million danskere ser sig selv som pårørende til en sindslidende (Bedre Psykiatri).

Vi må erkende, at sindslidelser kan ramme os alle, og at det derfor ikke handler om at lave tilbud til dem, men til os.

Sindslidende er ikke en særlig kategori af mennesker. Dette ser vi tragiske eksempler på, når ellers raske unge mennesker kommer hjem fra krigene i Afghanistan og Irak, og udvikler svære psykiske lidelser.

Der er brug for et markant holdningsskifte og en større rummelighed. Et andet syn på sindslidelser kunne måske også være med til at skabe stemning for en om- og opprioritering af psykiatrien, der i dag er ekstremt underfinansieret sammenlignet med resten af sundhedsvæsenet.

Et holdningsskifte, der også betyder, at det ikke kun er de psykiatriske tilbud, der har et ansvar i forhold til indsatsen. Det er nødvendigt med et velfungerende psykiatrisk tilbud, men fremtidens succes vil også afhænge af, at arbejdsmarked, uddannelsesinstitutionerne og fritidstilbuddene tager et medansvar, da det kræver en helhedsorienteret indsats at komme sig fra en sindslidelse.

En nyere undersøgelse fra SFI viser, at hele 45 pct. af lønmodtagerne er betænkelige over for at få en ny kollega med en psykisk lidelse.

Erfaringer fra bl.a. Trieste i Italien, Lille i Frankrig, Vestlapland i Finland og Monaham i England viser, at det er muligt at opbygge effektive og helhedsorienterede psykiatriske tilbud, hvor behovet for sengepladser er markant mindre, hvor tvangsbehandlinger er minimale, hvor familie og netværk er en del af løsningen, hvor sindslidende i højere grad bidrager positivt til lokalsamfundet, hvor brugen af medicin er mindre, og hvor symptomer reduceres i takt med, at livet leves. Kort og godt en psykiatri, hvor det etiske grundlag er øget livskvalitet til flest mulige sindslidende.

Der er grund til optimisme. Vi kan godt gøre drømmene til virkelighed.

Det er faktisk muligt at skabe en ny helhedsorienteret psykiatri!