Internettet fyldte for nylig 20 år, og det danske samfund behandler det stadig som et spændende lille stedbarn.

På fødselsdagen slog en række undersøgelser samstemmende fast, at nettet nu har overhalet tv, radio, aviser og dagblade som den vestlige verdens største medie målt på tidsforbrug.

De tal fik en del omtale i pressen, men de er i virkeligheden meningsløse og fanger slet ikke den store historie om nettet. For nettets betydning kan ikke aflæses af den tid, folk bruger på det.

Nettet er slet ikke et medie. Det er noget grundlæggende andet, et nyt fænomen, der favner bredere og dybere end de traditionelle massemedier, som det fejlagtigt bliver sammenlignet med.

Mediehistorien giver os et praj om omfanget af de forandringer, vi kan forvente, at nettet vil føre med sig. Vi havde næppe haft vestlige demokratier som vi kender dem uden trykpressen og de medfølgende bøger og aviser.

Vi havde næppe haft samme store opbakning til nazisterne i 30’erne, amerikanisering af populærkulturen og store varemærker som Coca-Cola uden radio og filmmediet.

Vi havde næppe haft ungdomsoprør, mere hjemlig hygge og personliggørelse af politik uden tv-mediet. Og mange mener, at satellit-tv var medvirkende til murens fald i 1989.

Historien viser, med de berømte ord fra medieteoretikeren Marshall McLuhan, at »the medium is the message«.

De ændringer har ikke fundet sted per automatik, men i en symbiose mellem teknologiens muligheder, og hvad samfundet valgte at gøre med dem.

Internettet påvirker hele samfundet
Nettet har allerede omvæltet en lang række brancher, f.eks. medie-, rejse- og musikbranchen og det er begyndt at trænge ind i politik, som vi så med det amerikanske præsidentvalg og senest valget i Iran.

Men de langsigtede forandringer af en lang række områder såsom kultur-, finans-, uddannelses-, sundheds- og sågar energiområdet har vi kun set starten på.

De vil blive større end de bølger af nybrud, film, radio og tv har medført. Flere seriøse iagttagere betegner derfor nettet som den mest omvæltende nyskabelse i mere end hundrede år.

Det skyldes, at nettet fletter sig ind i så mange flere områder af samfundet. Modsat tv, radio og aviser kan praktisk talt ingen virksomhed, organisation eller institution sige sig fri for at være påvirket af det.

Nettet er allestedsnærværende på en måde, som intet medie nogensinde har været. Vi køber ind, finder ægtefæller, får nyheder, kommunikerer, tjekker vores sundhed, socialiserer og meget meget mere på nettet. Derfor er det spild af tid at tælle, hvor mange minutter vi hver især bruger på det. Vi er på i mere eller mindre grad næsten hele tiden.

Hvilken fremtid, nettet bringer, afhænger af en lang række valg, som stater, virksomheder og ikke mindst de enkelte mennesker over hele verden kommer til at træffe i de kommende år.

Derfor er et af vor tids største spørgsmål, hvad vi – i Danmark – ønsker at bruge nettet til?

Vi kan gå to veje: Vi kan udnytte og gribe nettets muligheder for at skabe et bedre samfund. Eller vi kan lade stå til og se nettet ødelægge nogle af de værdifulde institutioner, vi har brugt mange år på at bygge op, mens andre lande skaber de netsucceser, vi kommer til at forbruge.

For tiden ser det ud til, at Danmark har valgt den sidste vej.

Fra politisk side er der kun langsomt begyndt at komme opmærksomhed på nettet som andet end en ny medieteknologi.

Staten har længe haft en it-politik, men fokus er på, hvor mange der har adgang til nettet, hvor brugervenlige de offentlige hjemmesider er, og hvilke effektiviseringer nettet skal give.

Den politik er født til bagateller. Den bygger på en naiv og forkert antagelse om, at nettet bare bør bruges til at gøre det, vi allerede gør, lidt bedre.

Hele nettets gennemgribende samfundsmæssige betydning ignoreres, og derfor bliver de politiske diskussioner om nettet aldrig til andet end nørdede funktionær-regulativer om megabites, offentligt hjemmesidedesign og selvbetjening.

Der er ikke skyggen af en større og sammenhængende national strategi og vision for nettet, som man ellers kender fra globaliseringsområdet.

Nettet er sin egen!
For at forstå internettet, ikke som en teknologi, men som en transformerende samfundskraft, har jeg brugt flere år på at tale med førende eksperter over hele verden om dets betydning, deltaget i et hav af konferencer, mødt entreprenører i Silicon Valley og haft lejlighed til at diskutere nettets betydning med ledere fra bl.a. Google, Apple, magasinet WIRED og senest en af de øverste fra Barack Obamas valgkampagne.

Sideløbende har jeg arbejdet med flere af de største virksomheder i Skandinavien omkring udvikling af deres nettjenester.

Og selv om jeg langtfra kan hævde at have forstået nettet – det tror jeg nettet er alt for gådefuldt, komplet kaotisk og uforudsigeligt til, at nogen kan – så bliver en konklusion mere og mere klar: Nettet er sin egen!

Det er på alle tænkelige måder nyt. Og man kan kun udnytte dets kolossale potentiale, hvis man er parat til at arbejde, kommunikere, levere services, træffe beslutninger, eller hvad man nu gør på en facon, som er tilpasset nettets liv.

Det er meget, meget langt fra blot at være en ny kommunikationskanal.

Når de frontløbere, jeg har mødt og hørt, skal beskrive nettets egenart, lægger de vægt på, at det enkelte menneske er langt mere enerådigt i centrum end i medierne.

En succesfuld amerikansk internet-investor har lidt nørklet, men præcist beskrevet det som »ikke kun person-til-person kommunikation som telefonen og heller ikke kun institution-til-massen kommunikation som tv, radio eller avis, men en-person-til mange-personer kommunikation«.

Noget vi ikke har set før i historien. Andre betegner det som mere åbent, mere mobilt, mere intelligent, demokratisk og legende end massemedierne.

Nærstudier af folks læseadfærd på nettet viser en fundamental forskel fra medierne. Bl.a. læser internetbrugere horisontalt og ikke vertikalt på nettet.

Hvor bog- eller avislæseren troligt læser side op og side ned, læser netbrugere meget mere flakkende, og de går sjældent mange lag ned.

I stedet hopper de rundt fra side til side via links. Brugerne er aktive på en helt anden måde. Man falder ikke i søvn på nettet, fordi man er ’i gang med noget’.

Det er interaktivt i sin natur. Måske er læsning derfor slet ikke den rette betegnelse for, hvad man gør på nettet. Man læser bøger og aviser, ser fjernsyn, hører radio – og man ’er’ på nettet.

Men det er svært at finde de rette metaforer, for nettet er noget, vi endnu ikke har et godt sprog for. De største og mest udbredte sites i verden kan man bedst betegne som redskaber. Google, verdens klart største site, er det mest åbenlyse eksempel.

Det er ikke et medie (selv om det stjæler mediernes annoncekroner), snarere en maskine, som hjælper brugeren med at finde information.

På samme måde med verdens næststørste site, Yahoo, der er en portal, som kan hjælpe med alt fra at sende e-mail, finde en kæreste, finde vej, få lagt horoskop og købe tøj og alt muligt andet.

YouTube er heller ikke et medie i traditionel forstand – det er et redskab til at dele film. Facebook er et redskab til at kommunikere med venner, Amazon et redskab til at købe alle bøger i hele verden, og sådan kunne man blive ved.

Det samlende fællestræk for dem er, at de hjælper med noget, som ikke var muligt før nettet. Det er intelligente maskiner, som gør noget nyt og noget bedre for folk.

Is Google making us stupid?
Som alle andre store opfindelser er nettet et tveægget sværd.

Det skaber en anden type sprudlende mangfoldighed i offentligheden, giver det enkelte menneske en række nye redskaber og muligheder, og det nedbryder en række usunde magtstrukturer. Omvendt medfører det også en række problemer f.eks. overvågning, overtrædelse af intellektuelle rettigheder, og nogle mener, det også er med til at gøre vores kultur og samfund mere selvoptaget og fragmenteret.

I sommer havde det amerikanske blad The Atlantic f.eks. en forside med overskriften: Is Google making us stupid? Og svaret var delvist ja.

To af de samfundsområder, som er bedst til at illustrere, hvad vi står overfor, er medier og politik. Medieområdet, fordi forandringsmodviljen er tydelig her, og politik, fordi potentialet er så åbenbart.

Nettets omvæltning af massemedierne har været massiv. Det skyldes, at alt, hvad mediebranchen i princippet producerer og sælger, kan gøres digitalt.

De danske mediehuse har for de flestes vedkommende haft så blodrøde tal, at deres langsigtede overlevelse er til diskussion. Nettet er en del af problemet, fordi faldet på print og tv ikke er blevet opvejet af tilsvarende indtægter fra nettet.

Mediehusene mangler ikke kyndige og kreative folk, og de har gjort meget. Der er investeret større beløb i nyt netindhold (dog betydeligt mindre end i kuldsejlede og bagudskuende gratisviser), lavet netredaktioner, og nyhedscyklussen er ændret. Og ser man på top 10 listen over de største danske hjemmesider, er de domineret af etablerede medier, hvilket vidner om, at der har fundet en omstilling sted.

Det er bare ikke godt nok, og man må konkludere, at de danske mediehuse kollektivt har fejlet på nettet. De få store og meget højprofitable netsider herhjemme, f.eks. Freeways mange sider (bl.a. Arto.dk) og Jobindex, er skabt uden om de etablerede medier.

De danske medier har ikke været i stand til at skabe de helt nye og succesfulde formater (hverken indholds- eller forretningsmæssigt), som skal til, hvis væksten på nettet skal opveje tabet på de andre områder.

Problemet er, at alle de større danske medievirksomheder forfølger et princip om platforms-uafhængighed. Det lyder intuitivt rigtigt, at en nyhedshistorie er en nyhedshistorie, uanset hvor den bringes, og at en og samme journalist fint kan skrive til både net og print og måske endda også lave lidt tv.

Princippet fungerer bare ikke i praksis, fordi nettet ikke er et nyt massemedie, og fordi det reelt er en opskrift på at få medarbejderne til at hænge mentalt fast i det velkendte dominerende medie. Og det har i øvrigt aldrig fungeret blot at flytte indhold over på en anden platform.

Webpionerer
Mediehistorien er en historie om mediedivergens, om nye formater, som er skabt til et nyt specifikt medie. Film er f.eks. mere end bare optaget teater.

Succesfulde programmer på tv som quiz-shows, sæbe-operaer, nyhedstime, sangkonkurrencer som ’X-Factor’ fungerer kun på tv-mediet. Jo mere platformsafhængigt indholdet er, jo større er chancen for succes.

Hvis medierne derfor for vil have bæredygtige modeller, må de opgive tanken om ’ét indhold – flere platforme’.

De bør adskille deres netdel helt fra resten af organisationen og opbygge en dyb webfaglighed.

I stedet for, som i dag, at eksperimentere med at gøre indholdet lidt mere net-agtigt, bør de træde et skridt tilbage og stille sig selv spørgsmålet: Hvis vi vil oplyse, underholde og sætte problemer under debat, hvordan kan vi så bedst muligt bruge nettet som et redskab til det?

For at finde svarene på det må de få webpionerer i de allerøverste ledelser og på bestyrelsesniveau, og de bør formentlig købe lovende tjenester og sites op.

At de danske medier stadigvæk ikke har forstået nettets natur, er deres egen og deres ejeres sag, men det skaber en række problemer for offentligheden.

Lige nu bliver de traditionelle medier mere og mere redaktionelt udsultede. Tendensen er, at det er de udenlandske sites – som netop er rendyrkede til nettet – der oplever højest vækst herhjemme.

De er på vej til at overtage den danske internet-scene, hvis der ikke gøres noget. Manglen på stærk danske kvalitet på nettet er med til at gøre offentligheden fattigere og tammere.

Det er paradoksalt, for i virkeligheden er internettet særdeles velegnet til diskussion, videnudviking og oplysning. Netop fordi det aktiverer folk, burde det kunne bidrage til at revitalisere offentligheden på samme måde, som kaffesalonerne gjorde i Frankrig i slutningen af 1700-tallet, eller aviserne herhjemme i slutningen af 1800-tallet.

I USA er der opblomstret en række originale, progressive og engagerende websider som f.eks. Dailykos.com, Talkingpointsmemo.com og Propublica.org som viser, at folkeoplysning og seriøs kritisk debat og nettet er foreneligt.

På lokalt niveau er der også mange eksempler på, at nettet kan styrke og understøtte nærmiljøet og overtage nogle af de værdifulde funktioner de lokale dagblade og forsamlingshuse engang varetog.

Politik på nettet
Indenfor et relateret område, politik, har nettets revolutionerende kraft ikke slået igennem endnu. Men det iranske folk, Barack Obama og Netpiraterne i Sverige har vist vejen.

Kort efter det amerikanske præsidentvalg så jeg en debat om nettets politiske betydning på DR. I studiet bekendtgjorde den tidligere presserådgiver for statsministeren, Michael Kristiansen, i fuld alvor, at Danmark ikke havde det store at lære fra Obama på det område. Fogh var allerede på Facebook i sin valgkamp sidste gang, forklarede den tidligere spindoktor.

Den udtalelse viste mere end mange undersøgelser, hvor forbløffende primitiv forståelsen af nettet er selv i den mest kommunikationsbevidste del af det politiske liv.

En nutidig, netcentreret måde at føre politik vil kræve et opgør med de nuværende beslutningsstrukturer og helt nye måder at politikudvikle, debattere og kommunikere i partierne.

Det vil måske endda indebære en begravelse af den type sekterisk partimedlemskab, vi kender i dag, og udvikling af en mindre træg og trist lokal partiindsats.

Hvis ikke de eksisterende partier gør det, vil der med sikkerhed opstå nye partier, som går ind og griber de muligheder. Partiernes held er, at det endnu ikke er for sent, men alt tyder desværre på, de hverken har evner, kraft eller vilje til omstillingen.

Også på en lang række offentlige samfundsområder, ikke mindst uddannelses-, sundheds- og kulturområdet, er potentialet æggende. Men forandringen kommer ikke af sig selv.

Det kunne være gavnligt med en bredere folkelig debat om nettet og fornuftigt med mere forskning i nettets kulturelle, politiske og sociale betydning. Men først og fremmest er der behov for søsætning af et hav af nye net-initiativer, eksperimenter og satsninger fra alle led i det danske samfund.

Efter 20 år er tiden kommet til, at Danmark begynder at gribe nettets muligheder for alvor.