Kronik: Hvordan er socialdemokraterne kommet så vidt?
Hvordan kan de europæiske socialdemokratier arbejde for en indskrænkning af ytringsfriheden?, spørger dagens kronikører.
| AF Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfeldt |
fakta
Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfeldt er forfattere til ’Adskillelsens politik’. Bogen er netop udgivet i Oslo op til det norske stortingsvalg.
Den norske regering havde i vinter et forslag oppe om at give kvindelige betjente ret til at bære hijab som en del af deres tjenestemandsuniform.
Den norske diskussion var motiveret af en ansøgning i Stavanger
politidistrikt, der forudsatte en ændring af uniformsreglementet for at
kunne imødekommes – herfra gik sagen højere op i systemet. Argumentet fra
tilhængerne var, at man skulle kunne udtrykke sin identitet og sin holdning
som from muslim.
Også et andet multikulturalistisk forslag var i vinterens løb på dagsordenen.
Regeringen ville som alternativ til afskaffelsen af den sovende
blasfemiparagraf foreslå straf for »hatefulle ytringer slik at det omfatter
kvalifiserte angreb på religion eller livssyn«.
Et forslag, der skulle beskytte forskellige religioner og den enkeltes
religiøse følelser, som det blev udtrykt. Men i realiteten var det
naturligvis et forslag, der var møntet på at forhindre kritik og hån af
islam og muslimske dogmer. Kristne følelser har vi trampet lystigt på i
kunst og litteratur i over hundrede år.
Nu begyndte imidlertid i januar en offentlig strid – mange akademikere og
kommentatorer, selv den norske kirke, vendte sig imod forslagets beskæring
af ytringsfriheden.
3. februar kritiserede Stortingets præsident, Thorbjørn Jagland –
socialdemokrat – i en stærkt usædvanlig vending sit eget partis
statsminister for at have gået med på forslaget og forsøgt at piske enighed
gennem i gruppen.
4. februar trak så Senterpartiet forslaget tilbage med denne interessante
begrundelse: »Vi kan ikke leve med inntrykket av at vi vil innskrenke
ytringsfriheten. Vi må konstatere at prosessen og debatten på ingen måte
gjenspeiler vårt syn og våre intensjoner«.
Senterpartiet har altså ikke indset, at dets forslag rent faktisk ville indskrænke ytringsfriheden – man har bare indset, at forslaget gav det ’indtryk’, at man ville det.
Forslag om indskrænket ytringsfrihed
Denne norske historie har naturligvis en parallel til det britiske forslag
med forsøget på at indføre en lignende lovgivning med indskrænkelse af
ytringsfriheden i slutningen af 2005.
Blair-regeringen udarbejdede et drakonisk lovforslag – også med henblik på
kriminalisering af religionskritik.
Her krævede domfældelse ikke engang intention hos lovovertræderen, der altså uforvarende kunne komme til at overtræde loven, hvis vedkommende karikerede religiøse dogmer eller gjorde dem til genstand for spøgefuld behandling i kritik, kunst eller litteratur – hvilket så til gengæld kunne give op til syv års fængsel.
Et hemmeligt oprør i Labour-gruppen afgjorde forslagets skæbne – 21 medlemmer
aftalte at stemme imod, og loven faldt med en eneste stemme.
Man kan spørge sig selv, i hvilket omfang den danske Muhammedkrise tjente til
at lægge pres på det britiske Underhus, som drøftede forslaget om
indskrænkning af ytringsfriheden?
Blev Muhammedkrisen iscenesat i regi af OIC (Den islamiske
konferenceorganisation), bistået af bl.a. Sir Iqbal Sacranie, der også var
en af ophavsmændene til det britiske forslag om indskrænkning af
ytringsfriheden?
De danske imamers kampagne imod karikaturerne fik først internationalt
gennemslag, da de mødte frem på OIC’s udenrigsministermøde i Mekka december
2005, hvor også Sacranie var til stede. Muhammedkrisen resulterede i hvert
fald i en international offentlig stemning, der var egnet til at kyse Labour
og presse partiet til at vedtage forslaget.
Danmark var naturligvis i så fald ganske underordnet i sig selv, men kampagnen
mod de danske tegninger kunne bruges som en murbrækker i kampen om
Storbritannien. Det er den slags forslag mod religionskritik, som OIC, der
dominerer FN’s menneskerettighedsråd, har plæderet for i resolution efter
resolution.
Nu faldt forslaget så i det britiske underhus, og slaget om Storbritannien fra
OIC’s side var tabt.
Dogmer skal udfordre
Hvorvidt Norge har været instrumentaliseret i en lignende strategi fra OIC’s
side med forslaget om indskrænkning af ytringsfriheden op til Durban 2 mødet
i Genève i maj, og regeringen har ageret som nyttige idioter for OIC’s
dagsorden, kan vi ikke vide noget om. Men at regeringen har fulgt
organisationens protokol, står uden for diskussion.
Men tilbage til den egentlige diskussion om forbud mod religionsfornærmelse,
altså kritik og spot af religiøse dogmer. Normalt er vi enige om, at man har
fuld ytringsfrihed, og at vi må finde os i det, når nogen siger eller
skriver noget, vi ikke kan lide.
Vi må kunne tolerere det uden raserianfald, og uden at det udarter til korporligheder. Lige præcis deri ligger budet om tolerance – kritikken i sig selv skal ikke nødvendigvis være tolerant, ellers ville den ikke for alvor kunne få noget bid.
Det er over for selve kritikken af dogmer, man skal være tolerant, ellers har
begrebet ingen mening. Men nu var der så dette norske forslag om, at man
ikke må krænke religion og livssyn.
Men hvordan kan man forbyde en krænkelse af et dogme? For dogmer, uanset
hvordan de begrundes – med religion eller politisk ideologi – er jo kontestative
af natur, fordi de indebærer modstridende påstande om verden. Dvs. de er
indbyrdes konkurrerende, idet de som regel er vendt imod hinanden.
Liberalisme er vendt imod socialisme, nyliberalisme imod velfærdsstat, kulturradikalisme imod moralisme, konservatisme og religiøse dogmer, religioner imod andre religioner, ateisme imod religioner og vice versa.
Deres indbyrdes kamp indebærer ikke blot, at de priser sig selv, men også at
de latterliggør og kritiserer de andre.
Nu skulle muslimske dogmer så fredes i forhold til den demokratiske
diskussion. Men nogle muslimske dogmer taler imod, at muslimer tillades
frafald fra deres religion, også at de gifter sig med andre fra andre
trosretninger. Og de er repressive over for homoseksualitet.
Må de vantro og de homoseksuelle så ikke udfordre disse muslimske dogmer, fordi de er af en særlig, finere art, uanset om de er repressive? De er religiøst begrundede, og derfor må de fredes af loven?
Må homoseksuelle muslimer heller ikke udfordre disse dogmer, og ej heller de
muslimer, der ønsker at bryde med dogmerne om forbuddet mod frafald fra
religionen?
Her ligger et mærkeligt argument, der ofte er forbundet med kulturalisme: At
religioner er mere prominente som verdensanskuelse end andre opfattelser.
Arven fra Oplysningen kastet over bord
At den enkelte religion opfatter sig som sand, kan næppe tælle som noget
argument uden for de troendes kreds. Men at religioner som sådan er mere
ærværdige end politiske og videnskabelige og andre doktriner, hævdes ofte
med kulturalistiske argumenter:
Det er, fordi de er indpodet i individet af kulturen i en tidlig alder, og de hævdes at udgøre kernen i individets inderste identitet. Men det afgørende set fra et oplyst synspunkt kan ikke være, hvorvidt nogen tror meget inderligt på et eller andet, eller hvorvidt noget er meget centralt i en eller anden kultur – det er stadig synspunkter på verden, der ikke på forhånd, uden undersøgelse, kan hævdes at være mere gyldige end andre.
Opgøret med kristen moralisme, antividenskabelighed og stivstikkeri gennem de
seneste århundreder er foretaget uden hensyn til, hvor tidligt børnene
begyndte i søndagsskolen.
En sådan offentlighed, hvor bestemte klynger af kulturelle synspunkter fredes,
vil uvilkårligt blive stærkt undertrykkende og udemokratisk. Man vil ikke
længere diskutere rettigheder ud fra en ræson om almen fornuft og
principper, der gælder for alle, men kun ud fra hvad der er den korrekte
religiøse eksegese (udlægning af helligteksten).
Det vil blive en sekterisk form for samfundsdebat, som vi kender den i
islamiske, religiøse stater i dag. Vi ser også disse tendenser i Danmark,
hvor præster og andre deltager i den offentlige diskussion med henvisning
til religiøse argumenter.
I Danmark har ikke alene venstrefløjen, Socialdemokratiet, men også
midterpartiet Det Radikale Venstre, der svarer til Senterpartiet i Norge, i
stort omfang adopteret en art hård multikulturalisme i et uigennemtænkt
forsøg på at vise tolerance.
Og i samme ombæring har man kastet store dele af arven fra Oplysningen over bord. Man har på intet tidspunkt gjort sig klart, efter hvilke kriterier man har kunnet tolerere religiøst begrundede særkrav, men tilsyneladende, som i en ureflekteret reaktion, ladet sig styre af sin modstanders position.
Afsked med det fordrømte
Vi har set det i Danmark siden valget 2001, hvor den borgerlige regering kom
til med Dansk Folkepartis stemmer. Og udsigten i Norge kan være den samme
som for Danmark: Socialdemokratiet og venstrefløjen sendes ud på årelang
ørkenvandring.
Faren er, at Socialdemokratiet som i Danmark i en årrække gentagent vil prise sin egen illusoriske tolerance over for alle særkrav indtil det øjeblik, hvor man selv vil begynde at adoptere noget af monokulturalismen i det håb at finde nåde hos de skeptiske borgere.
Men man vil stadigvæk ikke have gjort noget forsøg på at forstå principperne i
sine egne handlinger eller beslutninger. Sådan er situationen i Danmark
efter otte år med højrekulturalismen ved magten.
Venstrefløjen og Socialdemokratiet adopterede først den hårde
multikulturalismes anti-oplysnings krav, og senere kronede man sin
forvildelse ved at støtte kampagnen imod karikaturtegningerne med slet
skjulte krav om indskrænkning af ytringsfriheden.
Men på det seneste har vi i Danmark været de beskæmmede vidner til
socialdemokraternes kritikløse adoption af nogle af højrekulturalismens
særkrav:
I forbindelse med Flygtningenævnets udvisningskendelse af irakerne i Brorsons Kirken, har man på hovedløs flugt fra sin egen fortid kritikløst fulgt Dansk Folkeparti om øjeblikkelig udvisning i stedet for at argumentere for sin selvstændige holdning.
En kølig overvejelse ville tilsige, at hvor udvisningen naturligvis måtte stå ved magt efter Flygtningenævnets arbejde og kendelse, så måtte flygtninge fra bevisligt forfulgte mindretal have krav på ny sagsbehandling.
Ved Socialdemokratiets passivitet og forkuethed har man så i stedet givet
initiativet til egentlige apolitiske grupper, der kun har plejet deres
identitetspolitik eller markedsføring med selvblamerende krav som ’Asyl til
alle’.
Også i spørgsmålet om retten til at bære burka, dvs. i vestlig kontekst
promovere antidemokratiske holdninger, som der er blevet annonceret, at man
vil fremsætte forbud mod i Folketinget, har man uden nogen tanke fulgt dette
monokulturalistiske krav.
Under den kolde krig ville et sådant forslag svare til, at man ville forbyde bl.a. kommunisternes og andres antidemokratiske møder og offentlige forsamlinger uden for eget hjem. Det var der naturligvis ingen, der kunne drømme om dengang.
Man forstod alligevel på anden måde at tage afstand fra disse patetiske
holdninger.
Man må tage afsked med det fordrømte; både den nostalgiske vision om en
tilbagevenden til et kulturelt ensartet samfund og den fantaserede,
ureflekterede ide om, at der er plads til alle religiøse krav, også selv om
de er i modstrid med demokrati, menneskerettigheder og universalisme.
Og der er grund til at understrege, at man må formulere en sammenhængende politik over for disse krav. For det er ikke et problem, der går over. Det er kommet for at blive. Højrefløjens monokulturalistiske fordrømthed kan tage sig ud som en katharsis-betonet eksorcisme, men virkeligheden er stadigvæk, at vore samfund er forandret for altid.
De nye krav er ikke universelle
Vi er stadigvæk mere forskellige, end vi engang var. Venstrefløjen,
Socialdemokratiet og den liberale del af højrefløjen bør kunne formulere en
politik, der er praktisk operativ, og som kan fortælle, hvad der
nødvendigvis bør være fælles, og hvad der på den basis kan være forskelligt.
I forbindelse med en diskussion om religiøs uniformering i politiet og forbud
mod krænkelse af religion i Litteraturhuset i Oslo, som vi deltog i 15.
februar, formulerede udenrigsminister Jonas Gahr Støre noget, der måske er
venstrefløjens raison, hvorfor man er imødekommende over for
disse krav, som både ytringsfrihedsbegrænsningen og religiøs
påklædningsmanifestation er udtryk for.
Gahr Støre kunne erindre om, hvordan arbejderbevægelsens krav om rettigheder hele tiden er blevet mødt med en konservativ, træg uforstand. Det ene og det andet kunne aldrig lade sig gøre; demokratisering af valgret, kvinders valgret, unges valgret, arbejderbevægelsens krav, kvindebevægelsens krav.
Osv. Og hvad er så disse nye, religiøse særkrav andet end en naturlig
fortsættelse af denne demokratisering?
Men er det så hele så enkelt? Spørgsmålet er, om socialdemokraterne
overhovedet har gjort sig klart, hvordan forholdet er mellem universelle,
individuelle menneskerettigheder og de grupperettigheder, som de i god tro
og nærmest blindt er villige til at gå ind på?
I forhold til arbejderbevægelsens og venstrefløjens klassiske række af krav
ligger her en afgørende ændring. De krav var gennemgående universalistiske –
de gjaldt for alle, uden persons anseelse.
Men de nye krav er ikke universelle – de orienterer sig imod at oprette særlige adskilte grupper med hver sine klynger af særlige rettigheder. I den forstand går de stik imod de klassiske universelle rettigheder, Socialdemokratierne tidligere kæmpede for.
Og de nødvendiggør, at mange af disse klassiske rettigheder med rod i
Oplysningen må indskrænkes, hvis de nye grupperettigheder skal vinde indpas.
Men det er gådefuldt, at socialdemokratierne ikke synes at sanse denne
spænding.
Hvordan kan europæiske socialdemokratier komme så vidt, at de aktivt arbejder
for omfattende indskrænkninger af ytringsfriheden? Vi betvivler, at de
garvede sosserkæmper fra tidligere generationer ville have tøvet det mindste
øjeblik, før de afslog enhver ide om at indskrænke ytringsfriheden over for
religion.
Det hører til en af de helt centrale tragedier for de europæiske
socialdemokratier, at de siden hen er blevet så ædt op af kulturalisme – af
’respekt’ over for ’kulturer’ – at de ikke ved, hvad ben de skal stå på, når
Oplysningen angribes.
Norske kommentatorer har peget på den mærkelige ligegyldighed, hvormed
Arbeiderpartiet gik ind for forslaget om indskrænkning af ytringsfrihed –
for derefter lige så skødes- og principløst at droppe det. Det virker ikke,
som om man overhovedet har set alvoren i forslaget.
Men det mest besynderlige er, at man øjensynlig ikke engang synes at have
grupper i partiet, der ser, at dette problem er kommet for at blive, og som
for længst har arbejdet på at formulere en konsistent politik for at tage
sig af det.
Hver gang sagen kommer op på ny, affødt af en ny karikaturtegning, tørklæde eller islamisttrussel, synes socialdemokratierne at skulle begynde helt forfra og begå alle de kulturalistiske fejl, før der til allersidst, dybt nede i partiet, måske er nogen der kommer i tanker om hvorfor det egentlig er, det ikke kun hedder ’social’, men også ’demokrati’.
DEBAT – Mere plads til debat og indlæg
Læs Politiken hver LØRDAG BESTIL I DAG
- Få dagens vigtigste debatter på mail
Kirken kræver flere penge ind
Vi har aldrig brugt kirken så lidt som nu. Alligevel er den dyrere end nogensinde. Ministeren og folkekirken siger stop.
Sangerinden Whitney Houston er død
Den amerikanske sangerinde, der blandt andet er kendt fra filmen The Bodyguard, blev 48...
Ekspert: Hjælp er udsigtsløs for grækerne
Grækerne er stadig kritiske over for EU's redningspakke, fordi hjælpen er udsigtsløs lige...
Svensk succesforfatter beskylder Zentropa for at lave piratfilm
Den svenske forfatter Per Olov Enqvist mener, at Zentropa har overtaget hans historie fra en roman.
Osasuna river Barcelonas titelhåb i laser
Real Madrid kan søndag distancere Barcelona med 10 point.
»Måske er vi her ikke i morgen«
Konny og Egons livsfilosofi er, at pengene skal bruges, mens de lever og har det godt.
Kvalitetschef: Kræftdiagnoser med posten dur bare ikke
Mindst 350 fik sidste år deres kræftdiagnose med posten. Det svarer til én om dagen.
Murdoch lover: The Sun kører videre
Fem af avisens ansatte blev tidligere i dag anholdt.
USA vil bruge 1.000 milliarder på nye våben
Hæren skæres ned, men USA bruger alligevel milliarder på nye våben.
Hele Danmarks Dirch...
Se eller gense de bedste klip med Dirch, oplev Nikolaj Lie Kaas fortolkning af den folkekære skuespiller, eller få den store boks med de 10 bedste Dirch Passer-film. Alt sammen til Pluspris.
Pluspriser fra 80 kr.
|
|
|
|
||||
|
Pluspris 80 kr.
Alm. pris 100 kr
|
|
Pluspris 59 kr.
Alm. pris 69 kr
|
|
Pluspris 679 kr.
Alm. pris 799 kr
|
|
Pluspris 1749 kr.
Alm. pris 2130 kr
|





















