Den norske regering havde i vinter et forslag oppe om at give kvindelige betjente ret til at bære hijab som en del af deres tjenestemandsuniform.

Den norske diskussion var motiveret af en ansøgning i Stavanger politidistrikt, der forudsatte en ændring af uniformsreglementet for at kunne imødekommes – herfra gik sagen højere op i systemet. Argumentet fra tilhængerne var, at man skulle kunne udtrykke sin identitet og sin holdning som from muslim.

Også et andet multikulturalistisk forslag var i vinterens løb på dagsordenen. Regeringen ville som alternativ til afskaffelsen af den sovende blasfemiparagraf foreslå straf for »hatefulle ytringer slik at det omfatter kvalifiserte angreb på religion eller livssyn«.

Et forslag, der skulle beskytte forskellige religioner og den enkeltes religiøse følelser, som det blev udtrykt. Men i realiteten var det naturligvis et forslag, der var møntet på at forhindre kritik og hån af islam og muslimske dogmer. Kristne følelser har vi trampet lystigt på i kunst og litteratur i over hundrede år.

Nu begyndte imidlertid i januar en offentlig strid – mange akademikere og kommentatorer, selv den norske kirke, vendte sig imod forslagets beskæring af ytringsfriheden.

3. februar kritiserede Stortingets præsident, Thorbjørn Jagland – socialdemokrat – i en stærkt usædvanlig vending sit eget partis statsminister for at have gået med på forslaget og forsøgt at piske enighed gennem i gruppen.

4. februar trak så Senterpartiet forslaget tilbage med denne interessante begrundelse: »Vi kan ikke leve med inntrykket av at vi vil innskrenke ytringsfriheten. Vi må konstatere at prosessen og debatten på ingen måte gjenspeiler vårt syn og våre intensjoner«.

Senterpartiet har altså ikke indset, at dets forslag rent faktisk ville indskrænke ytringsfriheden – man har bare indset, at forslaget gav det ’indtryk’, at man ville det.

Forslag om indskrænket ytringsfrihed
Denne norske historie har naturligvis en parallel til det britiske forslag med forsøget på at indføre en lignende lovgivning med indskrænkelse af ytringsfriheden i slutningen af 2005.

Blair-regeringen udarbejdede et drakonisk lovforslag – også med henblik på kriminalisering af religionskritik.

Her krævede domfældelse ikke engang intention hos lovovertræderen, der altså uforvarende kunne komme til at overtræde loven, hvis vedkommende karikerede religiøse dogmer eller gjorde dem til genstand for spøgefuld behandling i kritik, kunst eller litteratur – hvilket så til gengæld kunne give op til syv års fængsel.

Et hemmeligt oprør i Labour-gruppen afgjorde forslagets skæbne – 21 medlemmer aftalte at stemme imod, og loven faldt med en eneste stemme.

Man kan spørge sig selv, i hvilket omfang den danske Muhammedkrise tjente til at lægge pres på det britiske Underhus, som drøftede forslaget om indskrænkning af ytringsfriheden?

Blev Muhammedkrisen iscenesat i regi af OIC (Den islamiske konferenceorganisation), bistået af bl.a. Sir Iqbal Sacranie, der også var en af ophavsmændene til det britiske forslag om indskrænkning af ytringsfriheden?

De danske imamers kampagne imod karikaturerne fik først internationalt gennemslag, da de mødte frem på OIC’s udenrigsministermøde i Mekka december 2005, hvor også Sacranie var til stede. Muhammedkrisen resulterede i hvert fald i en international offentlig stemning, der var egnet til at kyse Labour og presse partiet til at vedtage forslaget.

Danmark var naturligvis i så fald ganske underordnet i sig selv, men kampagnen mod de danske tegninger kunne bruges som en murbrækker i kampen om Storbritannien. Det er den slags forslag mod religionskritik, som OIC, der dominerer FN’s menneskerettighedsråd, har plæderet for i resolution efter resolution.

Nu faldt forslaget så i det britiske underhus, og slaget om Storbritannien fra OIC’s side var tabt.

Dogmer skal udfordre
Hvorvidt Norge har været instrumentaliseret i en lignende strategi fra OIC’s side med forslaget om indskrænkning af ytringsfriheden op til Durban 2 mødet i Genève i maj, og regeringen har ageret som nyttige idioter for OIC’s dagsorden, kan vi ikke vide noget om. Men at regeringen har fulgt organisationens protokol, står uden for diskussion.

Men tilbage til den egentlige diskussion om forbud mod religionsfornærmelse, altså kritik og spot af religiøse dogmer. Normalt er vi enige om, at man har fuld ytringsfrihed, og at vi må finde os i det, når nogen siger eller skriver noget, vi ikke kan lide.

Vi må kunne tolerere det uden raserianfald, og uden at det udarter til korporligheder. Lige præcis deri ligger budet om tolerance – kritikken i sig selv skal ikke nødvendigvis være tolerant, ellers ville den ikke for alvor kunne få noget bid.

Det er over for selve kritikken af dogmer, man skal være tolerant, ellers har begrebet ingen mening. Men nu var der så dette norske forslag om, at man ikke må krænke religion og livssyn.

Men hvordan kan man forbyde en krænkelse af et dogme? For dogmer, uanset hvordan de begrundes – med religion eller politisk ideologi – er jo kontestative af natur, fordi de indebærer modstridende påstande om verden. Dvs. de er indbyrdes konkurrerende, idet de som regel er vendt imod hinanden.

Liberalisme er vendt imod socialisme, nyliberalisme imod velfærdsstat, kulturradikalisme imod moralisme, konservatisme og religiøse dogmer, religioner imod andre religioner, ateisme imod religioner og vice versa.

Deres indbyrdes kamp indebærer ikke blot, at de priser sig selv, men også at de latterliggør og kritiserer de andre.

Nu skulle muslimske dogmer så fredes i forhold til den demokratiske diskussion. Men nogle muslimske dogmer taler imod, at muslimer tillades frafald fra deres religion, også at de gifter sig med andre fra andre trosretninger. Og de er repressive over for homoseksualitet.

Må de vantro og de homoseksuelle så ikke udfordre disse muslimske dogmer, fordi de er af en særlig, finere art, uanset om de er repressive? De er religiøst begrundede, og derfor må de fredes af loven?

Må homoseksuelle muslimer heller ikke udfordre disse dogmer, og ej heller de muslimer, der ønsker at bryde med dogmerne om forbuddet mod frafald fra religionen?

Her ligger et mærkeligt argument, der ofte er forbundet med kulturalisme: At religioner er mere prominente som verdensanskuelse end andre opfattelser.

Arven fra Oplysningen kastet over bord
At den enkelte religion opfatter sig som sand, kan næppe tælle som noget argument uden for de troendes kreds. Men at religioner som sådan er mere ærværdige end politiske og videnskabelige og andre doktriner, hævdes ofte med kulturalistiske argumenter:

Det er, fordi de er indpodet i individet af kulturen i en tidlig alder, og de hævdes at udgøre kernen i individets inderste identitet. Men det afgørende set fra et oplyst synspunkt kan ikke være, hvorvidt nogen tror meget inderligt på et eller andet, eller hvorvidt noget er meget centralt i en eller anden kultur – det er stadig synspunkter på verden, der ikke på forhånd, uden undersøgelse, kan hævdes at være mere gyldige end andre.

Opgøret med kristen moralisme, antividenskabelighed og stivstikkeri gennem de seneste århundreder er foretaget uden hensyn til, hvor tidligt børnene begyndte i søndagsskolen.

En sådan offentlighed, hvor bestemte klynger af kulturelle synspunkter fredes, vil uvilkårligt blive stærkt undertrykkende og udemokratisk. Man vil ikke længere diskutere rettigheder ud fra en ræson om almen fornuft og principper, der gælder for alle, men kun ud fra hvad der er den korrekte religiøse eksegese (udlægning af helligteksten).

Det vil blive en sekterisk form for samfundsdebat, som vi kender den i islamiske, religiøse stater i dag. Vi ser også disse tendenser i Danmark, hvor præster og andre deltager i den offentlige diskussion med henvisning til religiøse argumenter.

I Danmark har ikke alene venstrefløjen, Socialdemokratiet, men også midterpartiet Det Radikale Venstre, der svarer til Senterpartiet i Norge, i stort omfang adopteret en art hård multikulturalisme i et uigennemtænkt forsøg på at vise tolerance.

Og i samme ombæring har man kastet store dele af arven fra Oplysningen over bord. Man har på intet tidspunkt gjort sig klart, efter hvilke kriterier man har kunnet tolerere religiøst begrundede særkrav, men tilsyneladende, som i en ureflekteret reaktion, ladet sig styre af sin modstanders position.

Afsked med det fordrømte
Vi har set det i Danmark siden valget 2001, hvor den borgerlige regering kom til med Dansk Folkepartis stemmer. Og udsigten i Norge kan være den samme som for Danmark: Socialdemokratiet og venstrefløjen sendes ud på årelang ørkenvandring.

Faren er, at Socialdemokratiet som i Danmark i en årrække gentagent vil prise sin egen illusoriske tolerance over for alle særkrav indtil det øjeblik, hvor man selv vil begynde at adoptere noget af monokulturalismen i det håb at finde nåde hos de skeptiske borgere.

Men man vil stadigvæk ikke have gjort noget forsøg på at forstå principperne i sine egne handlinger eller beslutninger. Sådan er situationen i Danmark efter otte år med højrekulturalismen ved magten.

Venstrefløjen og Socialdemokratiet adopterede først den hårde multikulturalismes anti-oplysnings krav, og senere kronede man sin forvildelse ved at støtte kampagnen imod karikaturtegningerne med slet skjulte krav om indskrænkning af ytringsfriheden.

Men på det seneste har vi i Danmark været de beskæmmede vidner til socialdemokraternes kritikløse adoption af nogle af højrekulturalismens særkrav:

I forbindelse med Flygtningenævnets udvisningskendelse af irakerne i Brorsons Kirken, har man på hovedløs flugt fra sin egen fortid kritikløst fulgt Dansk Folkeparti om øjeblikkelig udvisning i stedet for at argumentere for sin selvstændige holdning.

En kølig overvejelse ville tilsige, at hvor udvisningen naturligvis måtte stå ved magt efter Flygtningenævnets arbejde og kendelse, så måtte flygtninge fra bevisligt forfulgte mindretal have krav på ny sagsbehandling.

Ved Socialdemokratiets passivitet og forkuethed har man så i stedet givet initiativet til egentlige apolitiske grupper, der kun har plejet deres identitetspolitik eller markedsføring med selvblamerende krav som ’Asyl til alle’.

Også i spørgsmålet om retten til at bære burka, dvs. i vestlig kontekst promovere antidemokratiske holdninger, som der er blevet annonceret, at man vil fremsætte forbud mod i Folketinget, har man uden nogen tanke fulgt dette monokulturalistiske krav.

Under den kolde krig ville et sådant forslag svare til, at man ville forbyde bl.a. kommunisternes og andres antidemokratiske møder og offentlige forsamlinger uden for eget hjem. Det var der naturligvis ingen, der kunne drømme om dengang.

Man forstod alligevel på anden måde at tage afstand fra disse patetiske holdninger.

Man må tage afsked med det fordrømte; både den nostalgiske vision om en tilbagevenden til et kulturelt ensartet samfund og den fantaserede, ureflekterede ide om, at der er plads til alle religiøse krav, også selv om de er i modstrid med demokrati, menneskerettigheder og universalisme.

Og der er grund til at understrege, at man må formulere en sammenhængende politik over for disse krav. For det er ikke et problem, der går over. Det er kommet for at blive. Højrefløjens monokulturalistiske fordrømthed kan tage sig ud som en katharsis-betonet eksorcisme, men virkeligheden er stadigvæk, at vore samfund er forandret for altid.

De nye krav er ikke universelle
Vi er stadigvæk mere forskellige, end vi engang var. Venstrefløjen, Socialdemokratiet og den liberale del af højrefløjen bør kunne formulere en politik, der er praktisk operativ, og som kan fortælle, hvad der nødvendigvis bør være fælles, og hvad der på den basis kan være forskelligt.

I forbindelse med en diskussion om religiøs uniformering i politiet og forbud mod krænkelse af religion i Litteraturhuset i Oslo, som vi deltog i 15. februar, formulerede udenrigsminister Jonas Gahr Støre noget, der måske er venstrefløjens raison, hvorfor man er imødekommende over for disse krav, som både ytringsfrihedsbegrænsningen og religiøs påklædningsmanifestation er udtryk for.

Gahr Støre kunne erindre om, hvordan arbejderbevægelsens krav om rettigheder hele tiden er blevet mødt med en konservativ, træg uforstand. Det ene og det andet kunne aldrig lade sig gøre; demokratisering af valgret, kvinders valgret, unges valgret, arbejderbevægelsens krav, kvindebevægelsens krav.

Osv. Og hvad er så disse nye, religiøse særkrav andet end en naturlig fortsættelse af denne demokratisering?

Men er det så hele så enkelt? Spørgsmålet er, om socialdemokraterne overhovedet har gjort sig klart, hvordan forholdet er mellem universelle, individuelle menneskerettigheder og de grupperettigheder, som de i god tro og nærmest blindt er villige til at gå ind på?

I forhold til arbejderbevægelsens og venstrefløjens klassiske række af krav ligger her en afgørende ændring. De krav var gennemgående universalistiske – de gjaldt for alle, uden persons anseelse.

Men de nye krav er ikke universelle – de orienterer sig imod at oprette særlige adskilte grupper med hver sine klynger af særlige rettigheder. I den forstand går de stik imod de klassiske universelle rettigheder, Socialdemokratierne tidligere kæmpede for.

Og de nødvendiggør, at mange af disse klassiske rettigheder med rod i Oplysningen må indskrænkes, hvis de nye grupperettigheder skal vinde indpas. Men det er gådefuldt, at socialdemokratierne ikke synes at sanse denne spænding.

Hvordan kan europæiske socialdemokratier komme så vidt, at de aktivt arbejder for omfattende indskrænkninger af ytringsfriheden? Vi betvivler, at de garvede sosserkæmper fra tidligere generationer ville have tøvet det mindste øjeblik, før de afslog enhver ide om at indskrænke ytringsfriheden over for religion.

Det hører til en af de helt centrale tragedier for de europæiske socialdemokratier, at de siden hen er blevet så ædt op af kulturalisme – af ’respekt’ over for ’kulturer’ – at de ikke ved, hvad ben de skal stå på, når Oplysningen angribes.

Norske kommentatorer har peget på den mærkelige ligegyldighed, hvormed Arbeiderpartiet gik ind for forslaget om indskrænkning af ytringsfrihed – for derefter lige så skødes- og principløst at droppe det. Det virker ikke, som om man overhovedet har set alvoren i forslaget.

Men det mest besynderlige er, at man øjensynlig ikke engang synes at have grupper i partiet, der ser, at dette problem er kommet for at blive, og som for længst har arbejdet på at formulere en konsistent politik for at tage sig af det.

Hver gang sagen kommer op på ny, affødt af en ny karikaturtegning, tørklæde eller islamisttrussel, synes socialdemokratierne at skulle begynde helt forfra og begå alle de kulturalistiske fejl, før der til allersidst, dybt nede i partiet, måske er nogen der kommer i tanker om hvorfor det egentlig er, det ikke kun hedder ’social’, men også ’demokrati’.