»Jeg håber, at argumenterne fra mange verdenshjørner til fordel for Dylans kandidatur endelig vil blive hørt i Stockholm«, skriver Anne Mai.

Medaljen viser en mand, der sidder under et laurbærtræ og lyttende nedskriver musens sang.

Nedenunder står der nogle højtidelige ord forfattet af den romerske digter Vergil: »... fornyelser fortryller livet, der bliver forskønnet af kunsten«.

Det er flot, og det er højtideligt, og det er den medalje, modtagerne af Nobelprisen i Litteratur får overrakt af kongen selv ved den storslåede nobelfest på Stockholms Rådhus 10. december hvert år.

Jeg vil påstå, at der blandt nutidens digtere næppe er nogen, som bedre lever op til medaljens smukke billedsprog om vers og musikalitet end amerikaneren Robert Allen Zimmerman, bedre kendt som digteren, musikeren og performeren Bob Dylan.

Derfor har jeg i dette efterår brudt den vanlige tavshed omkring nobelkandidaterne og offentligt foreslået Bob Dylan. Og lige siden jeg fremsatte forslaget, har jeg modtaget mange sympatiske tilkendegivelser. Ja, jeg har oven i købet fået forsikringer fra en stribe gode folk om, at de har gjort ligeså igennem år og dag.

Men der har også lydt skeptiske røster: Er manden ikke først og fremmest musiker, og hvad har rockmusik og litterær nobelklasse med hinanden at skaffe? Og vil Dylan overhovedet have sådan en pris? Er det ikke at belemre det arbejdende, turnerende geni med en utidig akademisk indblanding af den type, manden notorisk afskyr?

Den sidste kvababbelse er hurtigt overstået: Hvis Dylan ikke vil have prisen, kan han som andre før ham lade være med at modtage den.

Han behøver ikke engang som Jean-Paul Sartre ulejlige sig med at nægte at modtage prisen. Han kan i lighed med Samuel Beckett blot lade som ingenting, sende en stedfortræder og få fragtet pengene videre til velgørenhed.

Nobelpriskomiteen, svenskekongen og alle vi andre holder nok op med at te os på et eller andet tidspunkt over en eventuel tavshed fra Dylans side.

De mange gode litterære grunde, der er til Dylans kandidatur, skal ikke sættes til side for bekymringer over hans personlige reaktioner. Lad ham passe dem, så passer vi andre argumenterne for hans kandidatur, og de er mange og rigtig gode endda.

Digtning er den kunst, der gøres af ord. Og Bob Dylan er ordkunstens mester. Hans sangtekster er digte, som man kan opleve både med og uden musikalsk fremførelse.

Teksterne er udgivet i flere udvalg og kan læses på bogsider. Der er ikke nogen modsætning mellem musik og lyrik i Dylans tilfælde, men en samklang, hvor ordene ånder gennem musikken.

Siden 1962 har Dylans opus simpelthen fornyet den moderne lyrik, og på hovedparten af hans album er der digteriske tekster, der har status som hovedværker i hans produktion.

Tænk tilbage og husk på verslinjer fra klassikere som ’A Hard Rain’s A-Gonna Fall’ (1963) om den blåøjede søns syner i en verden af død, had og børn med våben – den er lige så stærk og udtryksfuld i dag, som da den blev skrevet.

Eller tænk på ’Desolation Row’ (1965), sangen om trøstesløshedens surrealistiske sted, der befolkes af Askepot, Hamlet, Ofelia, den barmhjertige samaritaner og alle de andre masker, vi går rundt og optræder med for at overkomme en moderne tilstand af livløshed.

Også digterne Eliot og Pound dukker op i dette inferno og høres i fuld gang med et større skænderi!

Dylans digteriske tekster bevæger sig igennem en serie af genrer – ballade, eventyr, legende, myte, allegori og centrallyrisk digt. Og han trækker kvit og frit på referencer til alt fra traditionel amerikansk folkemusik og pop til avantgardedigtning og eksperimentalt teater.

Netop ’Desolation Row’ kalder han selv en blackface-korkpropsang, inspireret af et karnevalsshow med optrædende, der er udklædt og sværtet sorte som afroamerikanske performere. Blackfaceshowet udtrykker i øvrigt grove tvetydigheder omkring etnicitet og køn, som Dylans sang også hentyder til.

’Desolation Row’ er en kompakt tekst, hvor digteren både lider med sine personer, sørger, gør nar af dem og trækker tæppet væk under dem. Og det er karakteristisk, at sangen er gådefuld og åben for fortolkning.

Slutningens ensomme jeg, der sidder bag døren uden håndtag og erklærer det for en vittighed at spørge til hans tilstand, er hensat i fortvivlelse og melankoli af et du, der er gået sin vej. Netop melankolien er en grundstemning i Dylans univers.

Melankolien udspringer af det moderne livs fundamentale uro og omskiftelighed, hvor mennesket må se sig selv ude på egen boldgade blandt alle de andre rullesten. Og hvordan føles det så at være helt alene, ukendt og uden noget hjem, som Dylan spørger i ’Like a Rolling Stone’ (1965)? Det er det, det hele handler om.

Det moderne livs melankoli er en smertelig oplevelse af, at der ikke er noget mål for ens længsler, men også af, at der er en lyst i smerten og en fryd i forladtheden. Den moderne melankoli har et eget trylleri, der giver menneske og omverden et særligt skær af tristesse og løftelse.

Hos Dylan finder vi det i klassisk lyrik som sangen ’Not Dark Yet’ (1997), hvor digteren ruger over en kærlighedssorg og tænker, at der bag al skønhed gemmer sig en smerte.

Dylan lader teksten balancere på klicheer om den forladte elsker, skyggerne og mørket, der snart kommer.

Smerte er lige ved at kling-klang-rime på hjerte, og den ensomme rytter har fulgt flodløbet som en anden Hollywoodcowboy.

Men Dylan får altid rystet klicheerne godt og grundigt og gjort teksten sanselig og konkret.

I ’Not Dark Yet’ bruger han en lidt fortærsket vending om, at sjælen stivner: »... my soul has turned into steel«, men han puster straks liv i klicheen ved at rime den på et vers om, at han stadig har de ar, som solen ikke har helet: »I’ve still got the scars that the sun didn’t heal«.

Det er med sådan nogle rim og en særlig ordets musikalitet, at Bob Dylan har ført digtningen tilbage til dens kilder i det musiske og klanglige og samtidig gjort digtningen til en kunstnerisk udtryksform, der taler direkte til nutiden.

Han viderefører eksperimenterende romantiske og modernistiske traditioner i verdenslitteraturen og forener dem med et folkeligt udtryk. Han er digter i den gamle trubadurtradition; han er salmist og epiker, men han er også modernist og samtidspoet.

Selv fortæller han i sine erindringer om de mange forskellige inspirationer, han har, og hvordan han tilbringer sin ungdom ikke blot med at opspore gamle plader med Woody Guthrie, men også med at læse verdenslitteraturens klassikere sønder og sammen.

Rimbaud og Pound gør varigt indtryk, men også Bertolt Brechts og Kurt Weills musikalske 1920’er-teater hører til de poetiske kilder.

Mange vil måske nok anerkende de kunstneriske kvaliteter i Dylans tidlige tekster og fremhæve sange som ’Ballad of A Thin Man’ (1965) om midt-60’ernes forandring af kunst og liv – »... something is happening here/ But, you don’t know what is is/ Do you, Mister Jones« – eller den mytologiske og mørkt profetiske ’All Along the Watchtower’ (1968).

Men der er i realiteten digterisk vitalitet i Dylantekster fra efterhånden fem årtier.

De senere sange har fået en egen transparens og veksler mellem ekspressivitet og minimalisme.

En af mine favoritter er den lange ’Highlands’ (1997), hvor digteren drømmer om højlandets skovduft, skyer og blomster. Men højlandet er fjernt, og digteren er bundet af hverdagens begrænsninger og føler sig som en fange i en verden, der bliver mere og mere mystisk.

Modsætningen mellem drømmeland og hverdagstrummerum er til at begribe og hørt mange gange før. Men digtet standser ikke dér. Det går tættere ind på digterjeg’et selv, der prøver at lytte til sange af Neil Young, mens hans familie råber, at han skal skrue ned for lyden, og han selv spekulerer på, hvad det hele mon betyder.

Midt i digtet indskydes en lang drømmeagtig scene med en dialog mellem digteren og en servitrice på en restaurant i Boston. Hun forlanger kvindesolidaritet og kunstnerisk formåen af digteren, der skynder sig væk og tænker på, at det, han måske mest af alt har brug for, er en fodlang læderfrakke.

Han undviger en skabet hund, mens en stemme minder ham om, at han skal huske at melde sig som vælger. En flimrende verden af drøm og virkelighed bliver her til ud fra de små knaldhårde detaljer og iagttagelser.

Som digter er Dylans virkemidler myter og citater, de store slående symboler, den lillebitte detalje om hverdagen, kroppen eller kønnet og den overraskende sammenligning.

En af de smukkeste af den slags finder man i den hjerteskærende ’Standing in the Doorway’ (1997), hvor digterens elskede har forladt ham. Tudbrølende som et fjols står han tilbage på dørtrinnet.

Da han efterhånden kommer til sig selv, ser han, at stjernerne er blevet røde som kirsebær. Det gådefulde billede af de røde stjerner bærer hele digtet og løfter en himmel af glimtende betydninger over det.

Når man modtager den højtidelige henvendelse på det silkeagtige bøttepapir fra Det Svenske Akademis Nobelpriskomite om at indstille en kandidat, bliver man samtidig bedt om ikke at offentliggøre navnet på sin kandidat.

Hidtil har jeg holdt tand for tunge og klappet helt i med navne og begrundelser. Men jeg synes, at tiden er kommet til at argumentere offentligt og åbent.

Udtalelser fra det indflydelsesrige 17. akademi-medlem Horace Engdahl om den amerikanske litteraturs isolation, uvidenhed, provinsialitet og fravær i den globale samtale om litteratur, har længe kaldt på åben modsigelse.

Engdahls argumenter tyder på et puritansk litteratursyn, der aldrig vil kunne anerkende Dylans poetisk-litterære genialitet og forstå, at han faktisk levendegør det billede af digteren, der kan ses på den fine nobelmedalje.

Amerikaneren Zimmerman mere end deltager i en global samtale om kunst; han har sat en poetisk dagsorden, der har gjort digtning af den højeste karat til folkeeje. Al den snak om, at god lyrik ikke har et publikum, har han for længst dementeret.

Beatgenerationens digtere med Allen Ginsberg i spidsen indså allerede for årtier siden Dylans kvaliteter, og også herhjemme har kunstnere som Dan Turèll, Klaus Høeck, Asger Schnack og Christian Braad Thomsen prist hans digteriske stemme.

Ginsberg opfattede hans poesi som et tidens åndedræt, en søjle af livgivende ilt, og Turèll forklarede allerede i 1991, at Dylan simpelthen må ses som virkeliggørelsen af den gamle rockdrøm om den syngende digter.

Digteriske tekster af Bob Dylan har skønhed, uro og klang. Et godt digt er også musikalsk udfoldelse, selv om stemmen er eneste instrument. Det gælder Pusjkins, Baudelaires og Walt Whitmans modernisme, og det gælder Goethes og Keats romantik. Digtningens mytologiske figur er og var sangeren og lyrespilleren Orfeus.

Ordets lyd og betydning veksler og føder hinanden i den store digteriske kunst. Hos Bob Dylan oplever man ordets musik og musikalitetens ord.

Det gør ham til en nutidig digter i særklasse og en helt oplagt modtager af den vigtigste pris i ordets kunst: Nobelprisen i Litteratur.

Jeg håber, at argumenterne fra mange verdenshjørner til fordel for Dylans kandidatur endelig vil blive hørt i Stockholm, hvor man netop i disse dage er ved at varme op til at træffe sin beslutning om modtageren af Nobels Litteraturpris 2009.