På politiskolen i 1970’erne var det god latin, at magtanvendelse kun måtte finde sted i fornødent omfang for at gennemføre en politiforretning eller i nødværge, og aldrig måtte få karakter af afstraffelse.

Det blev selvfølgelig ikke altid efterlevet i praksis, og også dengang var det lige så svært at få medhold i en klage over politiet som at stoppe smør op i rumpen på en vildkat med en strikkepind.

Dengang blæste der nu også helt andre vinde på Christiansborg, hvor det var folk som f.eks. Bernhard Baunsgaard og Ebba Strange, der via Folketingets Retsudvalg fulgte ivrigt med i politiets gøren og laden.

Somme tider lidt for ivrigt, syntes nogle af os dengang. Og så var der jo blandt andre justitsminister Ole Espersen, som også udviste en forholdsvis kritisk holdning over for politiets arbejdsmetoder.

Politisk indblanding er nødvendigt
De nævnte politikere var selvsagt ikke særlig populære blandt politifolk, og for nogle var de endog deciderede hadeobjekter.

Og selv om det må siges, at de somme tider nok også gik lidt over stregen i deres nidkærhed, kan man i dag med rette stille sig selv det spørgsmål, om det i virkeligheden ikke er en bydende nødvendighed, at der findes folk på Christiansborg, der har det som deres politiske mærkesag at værne om retssikkerheden – nogle, der kan deres metier, som har tyngde, og som forstår at råbe op, når politiet eller andre, der repræsenterer magtudøvelsen, overskrider deres beføjelser.

Som det nuværende Folketing er sammensat, er det nok ikke realistisk at forestille sig, at det kan ske lige foreløbig og i alt fald ikke på denne side af et folketingsvalg.

Socialdemokraterne har i vidt omfang lagt sig tættere på regeringen og DF i retspolitiske forhold, og da de jo som bekendt har trukket SF med sig et godt stykke hen i den retning, er der ved at være halvtomt i den del af folketingssalen, hvorfra man ellers kunne forvente en gedigen indsats i forhold til at værne om borgernes retssikkerhed.

Enhedslisten gør det, så godt de nu kan, med de resurser de har, men de er få, og deres gennemslagskraft i medierne er desværre forholdsvis begrænset.

Altid kollegial opbakning
Ganskevist er der løbet meget vand i stranden siden 1970’erne. Men de problemer, som politiet i dag står over for mht. magtanvendelse, har i mange henseender ikke ændret sig synderlig i karakter om end måske nok lidt i omfang, men udviklingen retfærdiggør i alt fald slet ikke den drejning, som tingene har taget.

De fleste af os kan formentlig være enige om, at politifolk bør have en vis margin for fejlskøn i de tilfælde, hvor man befinder sig i en presset situation med fare for eget liv og helbred, og hvor der skal handles hurtigt.

Her er betjenten henvist til at træffe den rigtige beslutning på et splitsekund.

En beslutning, som diverse jurister, journalister og andet godtfolk efterfølgende har flere måneder og år til at bedømme betimeligheden af.

Det er dog sådan, at de signaler, der udsendes fra regeringen, uundgåeligt forplanter sig videre ned gennem systemet og til slut også inficerer politiet og derved på en snigende måde er med til at undergrave borgernes retssikkerhed på en række områder.

Det virker, som om der lidt efter lidt har indsneget sig en kedelig mentalitet hos politiets ledelse – gående ud på, at uanset hvor meget man kvajer sig, så vil man stort set altid få opbakning fra politisk hold.

Nødvendigt at irettesætte
Der er ikke noget nyt i, at politiets ledelse i alt fald udadtil bakker betjentene op et langt stykke hen ad vejen, selv om de har begået fejltagelser, men der er noget nyt i, at politiet efterhånden har både regeringens og Retsudvalgets ubetingede velsignelse og forhåndsgodkendelse mht. til at slippe helskindet fra tilsidesættelse af borgernes retssikkerhed, og at fejltagelserne ikke får nogen konsekvenser.

Seneste eksempel finder vi i bataljen ved Brorsons Kirke, hvor politiet måske mere end nogensinde var regeringens og DF’s forlængede arm i en virkelig politisk betændt sag.

Demonstranter og asylsøgere var aldeles ufarlige i deres adfærd, og deres antal var ikke overvældende. Alligevel fik demonstranterne prygl på en sådan måde og i et sådant omfang, at man som tidligere politimand i København må skamme sig på etatens vegne.

Efterfølgende fik politiets brutale fremfærd, der i høj grad havde karakter af afstraffelse, den nye politidirektørs fulde velsignelse.

Man må sige, at Johan Reimann har fået en rigtig dårlig start i embedet.

Magtarrogance kiler gennem systemet
Ved episoder af lignende art var det i 1970’erne og 1980’erne god stil, at politiet for at komme til at udføre deres arbejde, simpelthen bar eller skubbede demonstranterne væk.

Det havde været oplagt at gøre det i situationen ved Brorsons Kirke, men hvorfor dog besvære sig med den slags, når man har en klar fornemmelse af, at den grove metode vil blive bakket op højere oppe i systemet.

Er der noget i vejen for, at man stadig kunne praktisere fremgangsmåden med at bære eller skubbe demonstranterne væk?

Sig nu ikke, at politiets hårdhændede fremfærd skyldes mangel på ressourcer eller mandskab, for ingen etat er vel blevet så økonomisk forkælet i de senere år som politiet.

Opfattelsen af, at man har carte blanche til at foretage sig ting, der ikke burde finde sted, og alligevel slippe godt fra det, synes at have bredt sig inden for korpsets ledelse, men hvordan skulle det egentlig blive anderledes med en justitsminister, der virker aldeles forvirret, inkompetent og uengageret og med en formand for Folketingets Retsudvalg (Peter Skaarup, DF), der den ene dag begræder, at man ikke kan dømme in solidum (Blekingegadebandens drab på en politimand ved røveriet i Købmagergade), og den næste dag hylder princippet om, at man ikke kan dømme in solidum i forbindelse med en situation, hvor en gruppe politifolk dækker over en kollega, der beviseligt bragte en fuldstændig uskyldig borger i livsfare ved at tage kvælertag på ham.

Den magtarrogance, der præger regeringen, slår naturligvis igennem nedad i systemet, og man må undres over de efterhånden talrige tilfælde, hvor politifolk ikke har set noget, der reelt er foregået, men omvendt også somme tider har set noget, der reelt ikke er foregået, alt efter hvad der nu passer bedst til lejligheden.

Dækker over hinanden
Når politifolk begår fejl, dækker de selvfølgelig over hinanden. Det er der ikke noget underligt i. Det er et fænomen, man også ser eksempler på inden for lægeverdenen og i andre faggrupper.

Det kunne dog være interessant at vide, hvad politiet internt har gjort for at komme til bunds i denne meget uheldige sag.

Skulle det virkelig ikke være muligt at udfinde gerningsmanden inden for en så snæver personkreds i politiets egne rækker?

Hvis ikke det er det, og hvis det virkelig er tilfældet, at politifolks syns-, høre- og iagttagelsesevner er blevet så svækkede, er der meget dårlige udsigter til at få opklaret forbrydelser i fremtiden.

Erfaringen viser, at det ofte er de samme politifolk, der gang på gang forløber sig og har svært ved at styre deres temperament, når det går hårdt for sig.

Til sidst bliver kollegerne trætte af at dække over den pågældende.

Ingen ønsker at sidde i patruljevogn med ham/hende, og på et eller andet tidspunkt forløber betjenten sig så markant enten i tjenesten eller i privat regi, at korpset bliver tvunget til at skille sig af med vedkommende.

Den slags sager er i et vist omfang almindeligt kendt inden for politiets egne rækker, men kun få af dem kommer til offentlighedens kendskab.

Voldtægt af grundloven
Men tingene hænger sammen, for sideløbende med at politiets magtanvendelse bliver mere og mere betingelsesløst blåstemplet fra politisk hold, har vi så været vidner til, at retssikkerheden på andre områder har fået et ordentligt skud for boven.

Man kan her blot nævne terrorlovgivningen og ’voldtægten’ af grundlovens bestemmelser om frihedsberøvelse.

Tuneserloven har gjort det muligt at frihedsberøve borgere, uden at der har været foretaget en retslig bedømmelse af deres sag.

Udenretslige frihedsberøvelser er egentlig en uskik, der dog somme tider er nødvendige og lovlige at praktisere f.eks. i forbindelse med anholdelser og tvangsindlæggelser, men i begge tilfælde skal sagen forelægges en dommer inden 24 timer.

På politiskolen i 1970’erne var det en stående vittighed, at den eneste lov, man ikke kunne sigte nogen for at overtræde, var grundloven

Det kan man så af andre årsager stadigvæk ikke, men den lille spøg er i alt fald nu fuldstændig død og begravet, for nu er det pludselig blevet blodig alvor, og man må spørge sig selv, hvordan det overhovedet kan forekomme, at folketingsmedlemmer giver sig i kast med at gradbøje grundloven, som de helt specifikt har skrevet under på, at de vil overholde?

Forfatningsdomstol på tale
I mange lande i Europa, inklusive Tyrkiet, har man en forfatningsdomstol, hvis opgave er at stå vagt om landets forfatning og gribe ind, hvis nogen forsøger at antaste den.

Flere har slået til lyd for, at Danmark også etablerer en forfatningsdomstol. Jeg er ikke vidende om, hvad det rent juridisk vil kræve at oprette en forfatningsdomstol, men der er ingen tvivl om, at det kunne blive et virkelig effektivt middel til beskyttelse af det enkelte individs retssikkerhed.

Modargumentet fra dem, der ikke bryder sig om at blive kigget i kortene, har hele tiden været, at det er unødvendigt, da vi jo har Højesteret, der i givet fald kan tage sig af den slags.

Det argument holder nu ikke, for mig bekendt har Højesteret ingen muligheder for uopfordret at gribe ind, sådan som en forfatningsdomstol kunne gøre det.

Når det gælder grundloven, er danskerne et løjerligt folkefærd. Vi fejrer hvert år grundlovsdag, og politikerne holder skåltaler rundt om i landet.

Det, vi fejrer, er vel det faktum, at grundloven sikrer os nogle borgerlige rettigheder, som af mange mennesker rundt om på kloden anses for ret så enestående i forhold til beskyttelsen af det enkelte individ, men som for længst for os danskere er blevet en slags selvfølgelighed.

Løgn og fuskeri
Vedtagelsen af tuneserloven er så groft et grundlovsbrud, at det burde have affødt en folkerejsning af dimensioner med ikke under 100.000 demonstranter på Christiansborg Slotsplads!

Man har en lumsk anelse om, at det er en form for historieløshed hos danskerne kombineret med mange politikeres ensidige fokus på populistiske emner, der tilsammen bevirkede, at der ikke blev den helt store sag ud af det.

Og er der overhovedet nogen stemmer i at sysle med borgerlige rettigheder og forfatningsspørgsmål?

Overgreb mod retssikkerheden finder også sted, når politiet fusker med rapporter og bevismateriale, f.eks. i forbindelse med det retslige efterspil fra rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej.

Politi og anklagemyndighed er i fuld offentlighed uenige om, hvorvidt sagerne skal fremmes ved retten.

Der fuskes og lyves åbenlyst og klodset vedrørende politiets egne videooptagelser fra episoderne i og uden for Brorsons Kirke, hvor politidirektørens tendentiøse forklaringer gang på gang må ændres og skæres til for at få dem til at stemme nogenlunde overens med virkeligheden.

Men virkeligheden er ikke nem at navigere rundt i for politidirektøren, for der dukker tilsyneladende stadig nye omstændigheder op, der gør det nødvendigt fortsat at justere forklaringerne over for offentligheden.

'Onkel Betjent' og landsknægten
Når politiet så har kvajet sig, er det kutyme at sende den rare ’Onkel Betjent’ (Per Larsen) på banen. Han har tilsyneladende ubegrænsede muligheder for at komme til orde på flere tv-kanaler, og han er meget dygtig til på sin helt egen charmerende og drengede facon at fremlægge tingene på en hyggelig måde, så det kommer til at lyde som en slags undskyldning uden egentlig at være det.

’Onkel Betjent’ er meget omhyggelig med at komme med bittesmå indrømmelser, så kritikerne får en lillebitte ’luns’, og han lover, at der vil blive rettet op på tingene.

Der er ikke et øje tørt, når ’Onkel Betjent’ har talt, og man kan næsten ikke andet end at holde af den mand.

Der findes andre ord for den slags, som jeg ikke vil benytte mig af her, men mange politifolk må være ’Onkel Betjent’ stor tak skyldig for hans fantastiske evner som skærmtrold, og hvem ved – måske vil vi en skønne dag se ham i ’Vild med dans’?

I den anden ende af skalaen finder vi så pressetals- og venstremand Flemming Steen Munch, der på sin egen lidt arrogante og landsknægtagtige måde har det med at tale over sig ved f.eks. at udnævne demonstranter og christianitter til »ubegavede drukkenbolte«.

Når Flemming Steen Munch har talt, kan ingen længere være i tvivl om, hvem der er gode, og hvem der er mindre gode.

Måske skyldes hans malplacerede udtalelser, at han har hørt sin partifælle, tidl. statsminister Anders Fogh Rasmussen slippe godt fra at kalde fredelige demonstranter på Christiansborg Slotsplads for »en samling socialistiske ballademagere«, for så er der jo næsten skabt præcedens for omkostningsfri tilsvining af anderledes tænkende – en disciplin, som efterhånden er blevet en meget yndet beskæftigelse hos regeringen og Dansk Folkeparti.

Råb op inden det er for sent
Der er i de kommende år god grund til at være meget på vagt i forhold til de forringelser af retssikkerheden, som den nuværende regering med DF i spidsen har iværksat.

Hvornår finder man næste gang på at manipulere med grundloven?

Alle bør gøre sig klart, at det ikke kan nytte noget først at reagere, når man måske engang selv sidder i fedtefadet.

Uden nogen sammenligning i øvrigt kan man måske tænke lidt på en tysk præsts ord fra 1930’ernes Nazityskland – frit efter hukommelsen:

»Først hentede de jøderne, men jeg var jo ikke jøde, så jeg protesterede ikke. Så hentede de kommunisterne, men jeg protesterede ikke, for jeg var jo ikke kommunist. Så hentede de katolikkerne, men jeg var jo ikke katolik, så jeg protesterede ikke. Så hentede de mig, og så var der ingen til at protestere«.

Som nævnt er ovenstående sentens naturligvis ude af proportioner i forhold til den aktuelle situation i Danmark i dag, men ordene illustrerer bare, at man skal være varsom med at vente med at råbe op til den dag, hvor det går ud over én selv, for så kan det måske være for sent.