Tiden er kommet til at skrive testamente.

Testamente skal skrives, når man er gået ind i livsløbets sidste fase, men stadig har ressourcer til at give videre.

For snart fem år siden blev jeg ramt af en alvorlig kræftsygdom. I lang tid havde lægerne kontrol med den, men desværre er kræften kommet tilbage og har spredt sig.

Heldigvis har jeg den bedste medicinske støtte, der er endnu mange behandlingsmuligheder, min almindelige tilstand er i skrivende stund god, arbejdet som formand for Europaudvalget og næstformand i Folketinget og som medlem af den socialdemokratiske folketingsgruppe siden 1971 er spændende, og jeg håber på flere gode arbejdsår endnu, men med den sygdom kan ingen vide sig sikker.

Tiden er kommet til at skrive testamente.

Politik er resultater
Et testamente kan opfattes som at ville overlade noget, man selv har modtaget som en værdifuld arv. Sådan er det også i mit tilfælde.

Mit liv i politik er et rigt liv med masser af gode oplevelser og masser af resultater. Politik er resultater. Resultaterne er vigtigere end alt andet. Det er med dem, man forandrer og sætter sit præg. Resultaterne er politikkens livsnerve.

Jeg er dybt taknemmelig for i mine år i Folketinget at have bistået ved mange store politiske reformer og investeringer.

Lad mig i flæng nævne:

Efterlønnen, arbejdsmiljøloven, arbejdsmarkedsuddannelserne, den femte ferieuge, Lønmodtagernes Dyrtidsfond, lov om ligebehandling af mænd og kvinder, praktikpladssikring, ungdomsgaranti, broerne over Storebælt og Øresund, de internationale aftaler indgået i Kyoto, Århus, Basel, Cartagena, Maastricht og Amsterdam, fredning af 50.000 kolonihaver, beskyttelse af de danske kyster, byer, natur og vandmiljø, Skjern Å og andre naturprojekter, over 100 jagt- og forstyrrelsesfri reservater, udbygning med vedvarende energi, kulstoppet, kraftvarme, Samsø som Vedvarende Energi-ø, havvindmølleparkerne og international miljøbistand.

Politik skabes på midten
De resultater giver det hele perspektiv. De bærer lønnen i sig selv. Det er det, der er meningen med at gå ind i politik. Resultaterne er vigtigere end mange politiske højdepunkter som vundne valg, ministerposter og personlig prestige.

Og jeg har stadig ønsker for fremtiden. Mange strækninger, der endnu skal tilbagelægges sammen med spændende partnere. Meget lidt står mål med det at samarbejde med andre om at finde løsninger. Indflydelse og formel magt kan være udmærket, men det fineste i et demokrati er at få lov til at være med der, hvor det sker.

I politik er det vigtigt med holdninger og principper. Folk, der lader, som om alle ideer er lige gode/dårlige, skal man være på vagt over for. Midt på vejen er der som bekendt ikke andet end hvide striber og døde fluer. At være i midten af noget, andre har defineret, er ikke opløftende.

Alligevel er det værd at huske, at resultaterne i et demokrati ofte skabes, når mennesker med forskellige udgangspunkter mødes midt på vejen og finder frem til fælles løsninger.

I mine knap 14 år som minister er næsten alle mine lovforslag gennemført med opbakning fra flere borgerlige partier. Politik skabes på midten, men sjældent af midten. Man skal kunne møde sin modpart i tillid til egne holdninger og i respekt for hans. Men når opgaven er løst, skal man gå hver til sit.

»Man må ikke fuske med identiteten«, sagde Erik Ninn-Hansen (tidligere konservativ leder) engang.

»Husk, hvor du kommer fra, og opfør dig ordentligt«, var rådet til Jens Kramer Mikkelsen fra hans kloge socialdemokratiske farfar.

Står man selv for noget, er det lettere at respektere andres ståsted. Det værste jeg ved, er opportunister uden rødder. De sejler uden sikker navigation og forfalder ofte til intriger og taktiske spil (som af Christiansborgkommentatorer godt kan forveksles med rigtig politik), som er lige så flygtigt som ’den sne, der faldt i fjor’.

Fejl og dumheder
Jeg har lært en masse ved at være politisk aktiv, men det samme kan man opnå ved mange andre job.

At deltage i værdiskabelsen i en virksomhed, at være en god chauffør eller håndværker, at stå for kost og rengøring, at hjælpe syge, svage og fattige, at undervise børn, unge og voksne, at være en dygtig ingeniør, designer eller handelsmand, at dyrke jorden, at virke som en dygtig medarbejder, at levere tjenesteydelser, at kunne sit fag, at skabe kunst og kommunikation – er alle gode måder at være aktiv på. Og det ene kan ikke rangordnes over det andet.

Også fejl og dumheder spiller en væsentlig rolle. Den, der handler, handler også overilet og uklogt. Jeg har begået mange fejl i mit liv. Alt for mange – både i det personlige, som vender ind mod familien, og i det politiske, som vender ud mod samfundet. Andre opnår tilfredsstillelse i at kunne genkalde sig deres gode gerninger. Når jeg vågner og ikke kan falde i søvn igen i ’ulvetimen’ inden daggry, vælter dumheder ind over mig i alle deres patetiske enkeltheder.

Mine forældre var kærlige, dygtige og engagerede mennesker med få fejl. Min far havde et opfarende temperament og let til hidsige kommentarer og flygtig vrede. Min mor var meget spontan og impulsiv og besad desuden en omverdensbelastende evne til at forlægge ting og skabe nervøs forvirring omkring bortkomne (sorte) tasker, punge og papirer.

Mindre defekter hos dem, men – i alt fald set i ulvetimens lys – genetisk gearet til sociale handikap hos mig. Dem minder min skyldbevidste erindring mig om, når søvnen har tabt til ruelsen.

Uheldige udtalelser, der er blevet fortrængt, melder deres uafviselige genkomst. Ting, man ikke skulle have gjort, genopleves, uden at man kan opstille forsvarsværker. Gentagelse med forbedringer og indbygget lykkelig afslutning forekommer ikke. Især er jeg kommet i vanskeligheder, når jeg blev for ivrig (»impulsiv« kaldte min gode kollega Gert Petersen det altid) eller for træt.

Da jeg engang efter 70 valgarrangementer (de fem samme dag) under en afsluttende tv-debat kom til at sammenblande to samtaler (der begge havde fundet sted) med min ven Thorvald Stoltenberg, kom det til at forfølge mig i årevis.

Men mange fejl skyldes også en spontan, næsten naiv tiltro til andre mennesker. Eller en tro på, at alt er mere positivt, end det egentlig er. Naivitet og ønsketænkning, javel. Det har kostet med de fejl. Men jeg vil så gerne tro godt om mine medmennesker og om fremtiden.

Min nordiske/lutherske skyldfølelse forebygger ethvert forsøg på at skyde ansvaret over på andre. Jeg tror, det var kriminalforfatteren Ross McDonald, der sagde, at vor tids socialpsykologiske kernebegreber var skyld, bebrejdelser og selvmedlidenhed. For mig overtrumfer skyldfølelsen og selvbebrejdelsen alt andet, og de har paradoksalt nok givet mig et overskud af tro på og sympati for andre mennesker.

Når man ved, hvor stort et fjols man selv kan være, er det svært at se ned på og føle mistro til mennesker, man møder, føler jeg. Fejl er selvforskyldte. Og dem glemmer man aldrig.

Se på Tour de France
Mit testamente er et politisk testamente.

Det er tilegnet dem, der kommer efter min generation. Navnlig til de unge, der vokser op nu. Mit testamente er tilegnet dem, der har mod på at være med. Som ikke vil stå udenfor som tilskuere, men vil være med dér, hvor det sker. Som ikke er lammet af globaliseringens uoverskuelighed eller den trøstesløse parole om blot at tænke på sig selv og sin egen chance.

Se på Tour de France. Her bliver den enkelte til favorit takket være støtte fra sine holdkammerater. Det får kræfterne og talentet til at udfolde sig på det rigtige tidspunkt og med den rette effekt.

Markedsforgudelsen og materialismen har ødelagt manges selvopfattelse. Vi er ikke primært producenter og forbrugere. Vi er først og sidst mennesker. Materiel velstand er et vigtigt middel, men det kan aldrig blive et mål for tilværelsen i sig selv uden at avle ny fattigdom. Ligeledes er markedet en herlig tjener, men en skrækkelig herre.

Et liv med andre og for andre
Jeg mærker den samme nysgerrighed og usikkerhed hos unge i dag, som vi fra ’de store årgange’ oplevede i 1960’erne. Der er idealismen (blandet med et nok så imponerende privat forbrug), glæden ved at verden ligger åben iblandet en følelse af historie- og rodløshed.

Den gang åbnede verden sig for os. Velstanden og den efterhånden ’fulde’ beskæftigelse gav os overskud til at søge ud og interessere os for verden omkring os. Selv havde jeg det privilegium at læse både i England, USA og Frankrig. I dag har mange unge chance for at studere eller arbejde i udlandet. I det hele taget er der mangfoldige muligheder for den, der vil udrette og opleve noget. Vi er privilegerede.

Men privilegier giver også pligter. Velstand og indflydelse utæmmet af pligtfølelse over for andre er ikke tiltalende. At porten til verden slås op, rummer en forpligtelse til at drage ud i verden og udrette noget. Ved at være aktiv sammen med andre bliver man hovedperson i sit eget liv, for så får man et liv. Det er en trist omstændighed ved det danske sprog, at dét at handle er blevet gjort synonymt med det at købe ind. »Nu skal vi ud og handle« er ikke om bedrifter, der venter, men timer tilbragt med at erhverve varer.

For mig er livet et liv med andre og for andre. Vennerne er ikke kun de få bekendte fra arbejde og fritid, men også de mange fremmede, man ikke har mødt endnu.

Opgøret med almuesindet
Selvopgivenhed og kynisme er to sider af samme mønt. Tingene kan ikke blive bedre, er det dybere budskab. Uanset hvad du gør, nytter det ikke.

Almuen – danmarkshistoriens underklasse af småbønder, daglejere, håndværkere og tjenestefolk – var uden håb om at kunne forbedre forholdene. Var man skomager, var det klogeste, man kunne gøre, at ’blive ved sin læst’. Almuens sønner var soldater i magthavernes krige og arbejdede som karle, svende og tjenere. Døtrene vartede op, fødte børn og holdt hus. Det egentlige liv med muligheder for velstand, lærdom og drama var forbeholdt de besiddende og magtfulde klasser. Derfor var almuen dømt til tilskuerens rolle.

To forestillinger gjorde op med almuesindet. Den ene var den lutherske kristendoms forkyndelse af det ’almindelige præstedømme’. Alle er lige for Gud. Enhver er sin egen præst i forhold til Gud. Luther oversatte Bibelen (og redigerede passende i teksten) til tysk, så alle, der kunne læse, selv kunne studere teksten.

Og takket være bogtrykkerkunsten blev Bibelen spredt ud over hele den tysktalende verden. Men den lutherske kirke blev efterhånden en fyrste- og øvrighedskirke, hvor det almindelige præstedømme trådte i baggrunden, og kirken dannede barrierer i stedet for at fjerne skel mellem mennesker.

Derfor kom de åndelige vækkelser, og der dannedes en række frikirker med personligt gudsforhold og omvendelse øverst i forkyndelsen. Kun den enkelte – ingen andre – kan frelse sig selv.

På den yderste dag, hvor frelseren skal komme igen for at dømme levende og døde, afhænger alt af ham og hans fromme livsførelse. Selv om sigtet var frelse i det næste liv, afhang frelsen af tro og handlinger i dette.

Og selv om disse frikirker ofte udviklede sig til reaktionære bastioner (f.eks. er de evangeliske vækkelseskirker blevet en integreret del af den konservative koalition i USA), kan det ikke skjules, at protestantismens antiklerikale budskab var omstyrtende i sit menneskesyn.

Det andet opgør med almuesindet var den socialdemokratiske arbejderbevægelses tro på, at mennesker uden magt og privilegier kunne ændre deres vilkår ved at organisere sig, udvise solidaritet og dygtiggøre sig – parret med visionen om, at det retfærdige samfund havde plads til alle og brug for alle, og at arbejdsløshed og klasseskel ikke var en forudsætning for en økonomis dynamik.

Tværtimod var klassesamfundet på samme tid præget af store koncentrationer af velstand og udbredt fattigdom. Og med dannelsen af de moderne velfærdssamfund i Nordeuropa skabte de socialdemokratiske partier og fagbevægelser en enestående bedrift.

Opgøret med almuesindet var et kæmpeslag for demokratiet og den internationale solidaritet. Partierne kaldte sig socialdemokratiske, fordi de satte kampen for socialisme og demokrati lige højt, og fordi de anså det politiske demokrati for uopnåeligt, hvis ikke det blev understøttet af stærke offentlige institutioner som skoler, sygehuse og plejehjem, der stod til rådighed for hele befolkningen.

Midlet til at nå disse fælles goder var både den politiske og den faglige kamp. Når tillidsmanden tilkæmpede sig et løntillæg for sine kolleger, eller når de socialdemokratiske lokalpolitikere fik bygget en ny skole, eller når Socialdemokratiet i Rigsdagen var med til at sikre statsanerkendelse af deres a-kasser, så var det konkrete forbedringer og reformer.

Men det var også røde brikker, der hurtigt eller langsomt blev flyttet frem på samfundets bræt. På forhånd så kampen for demokrati og retfærdighed håbløs ud, men arbejderne og deres organisationer præsterede det umulige.

Anden del af Svend Aukens politiske testamente kan læses her.