Projekter for civilsamfundsudvikling i Afrika skal give grupper af fattige afrikanere mulighed for at organisere sig bedre samt parallelt at skabe finansiel bæredygtighed, f.eks. via indkomstkilder på det voksende private marked.

Projektpenge kan dække betaling for rejser, møder, workshops, marketing, lønninger, udstyr og eventuel bebyggelse, og projekterne skal give inspiration til nye projekter og nye initiativer til styrkelse af civilsamfundet.

Som beskrevet i Danmarks civilsamfundsstrategi er fattigdomsbekæmpelse, kapacitetsopbygning, hiv/aids-forebyggelse og ligestilling nogle af hovedmålene i ulandsarbejdet.

Disse prioriterede hovedmål blev i verdens billigste ulandsprojekt indfriet for to hundrede tusind kroner og akkurat lige så professionelt som et ulandsbrancheprojekt kan gøre det samme for fem millioner.

Dette kunne lade sig gøre, fordi der blev brugt en utraditionel tilgang, som tog udgangspunkt i nogle grundlæggende overvejelser omkring ulandsarbejde.

Det første spørgsmål var, om ulandsarbejde skal kunne betale sig. Dette er et klassisk spørgsmål, som rammer udviklingsarbejdere – i hvert fald de unge af slagsen – lige midt i hjertet og stoltheden:

Tager jeg til ulandet for at afhjælpe fattigdom ved at arbejde i et fattigt land, eller tager jeg af sted, fordi det er mit job, mit levebrød, min ære og min karriere at gøre det?

Eller formuleret i kroner og øre: Har jeg fortjent tredive tusind kroner om måneden – så jeg kan flytte rigdommens bekvemmelighedszone med mig under udstationeringen – mens mine fattige kolleger får to tusind kroner, hvilket er den sum, der svarer til den afrikanske middelklasses leveomkostninger og pengenes lokale købekraft?

Dette spørgsmål havde jeg selv som udstationeret taget stilling til, før projektet i Afrika.

Jeg, som frivilligt tager til Afrika for at arbejde i det afrikanske samfund, skal da aflønnes fuldstændig efter lokale standarder og lokale leveomkostninger, og de faglige kompetencer, som udveksles som del af partnerskabet, er da lige værdifulde, hvad end de kommer fra nord eller syd.

De professioner, som besættes af partnerne, skal derfor beskrives med en ligevægt i ansvar og lønning, hvormed menes, at den samlede faglige pulje af viden og erfaring fra de rige og fattige partnere er den arbejdspladskapacitet, som muliggør de fælles professionelle målsætninger.

Lønninger skal sættes efter lokale standarder samt efter en vision om professionelt ligeværd, uanset om den fattige partner har et formelt CV med high school, og om den rige partner har et formelt CV med ph.d.-afhandling – det er stadig den lokale, der ved langt mest om udvikling, dvs. om det fattige samfunds bæredygtige processer.

Partnerne må derfor være lige ansvarlige og ligeværdige i den fælles professionelle vision.

Når ulandsbranchen sædvanligvis ekspatrierer ulandsarbejdere efter et formaliseret hierarkisk professionsprincip om ’løn efter kvalifikationer’, er et ligeværdigt fagligt fællesskab mellem de rige og fattige givetvis utænkeligt.

Vi besluttede os at gå imod det formelle hierarki, og således kunne jeg udstationeres på fattigdommens kontinent med et projekt, der både ville afhjælpe fattigdom og udligne rigdom.

Så var der spørgsmålet omkring projektets omkostninger til udstyr, ydelser og eksterne lokaler, organisationsudvikling, samt marketing og løbende fundraising.

Udgifterne til disse poster kunne minimeres ved hjælp af en afgørende ting: lokale netværker. Disse netværker kan inddeles i markedsnetværker, faglige netværker og mellemmenneskelige netværker.

Troværdige lokale netværker er gratis og forventes generelt i ulandsbranchen at være skabt i forbindelse med nordsyd-partnerskaberne i de lande, hvor Danmark har lang tradition for samarbejde, og således skal netværkerne være på plads, før konkret ulandssamarbejde bliver gennemført.

Stærke lokale markedsnetværker betyder, at pengene fra start kan blive forvaltet troværdigt og efter de bedste lokale standarder.

Ulandsprojektet kan gennem lokale markedsnetværker blive til et genuint ulandsprojekt, fordi lønninger, administration, organisering af møder og indkøb af udstyr mv. alt sammen kommer til at koste, hvad det bør koste, når projektet bygger på lokal pengeværdi og på bæredygtige lokale markedsprocesser.

Som baggrund for skabelsen af markedsnetværker skal man for det første vide, at tres til halvfems procent af befolkningen i et udviklingsland er aktører i det uformelle marked eller i gråzonen mellem det uformelle og det formelle marked.

Hvis et ulandsprojekt udelukkende handler med det synligt formelle marked, går alle pengene til monopolforretninger og multinationale billionfirmaer.

Men hvis man sætter sig lidt ind i markedssystemet – gennem de lokale netværker – vil man opdage, at der er en kolossal gråzone af økonomisk aktivitet, som er enten uformelt eller formelt legitim, og det drejer sig her om at undersøge, hvilke lokale forretninger der er lovligt legitime også i de lokale autoriters øjne.

Eksempelvis betaler en stor procentdel af private erhvervsdrivende en business-licens, uden at de af den grund er skatteforpligtigede, ligesom ngo’er i mange ulande er undtaget fra at betale skat af deres indkomstaktiviteter.

Disse civilsamfundets private aktiviteter kan med fordel inddrages, når der skal bruges udstyr, ydelser og lejelokaler i forbindelse med et ulandsprojekt.

Lokale markedsnetværker kan også sætte projektlederne i kontakt med firmaer, som ikke har et fysisk kontor – men som har en faglig kunnen, der passer fint til nogle af de ydelser, ulandsprojektet har brug for.

Og selvom der ikke er en desk og en reception med fine lædermøbler, kan fakturablok og kuglepenne købes i den lokale kiosk.

Det lokale markedsnetværk blev med fordel brugt i verdens billigste ulandsprojekt.

Vi handlede udstyr, ydelser og leje af eksterne lokaler hos lokale institutioner og opkommende firmaer; vi handlede alle småting ind i de fattiges butikker, vi var ikke bange for genbrug som et forsvarligt princip, hvorefter en stige kan laves ud af et fældet træ, hvis trin igen kan bruges som lokale vejskilte; vi inddrog lokalsamfundets egne traditioner for medfinansiering som et forsvarligt princip, hvorefter dele af projektets aktiviteter kunne betales gennem lokale opsparingsgrupper; vi brugte selvfølgelig cykeltransport og offentlig transport og færdedes generelt side om side med det fattige samfund, der omgav projektet.

Hvis de lokale markedsnetværker er på plads, kan alle disse processer, som er det fattige samfunds byggesten for fremtiden, bruges smertefrit, og uden at det ændrer på udviklingsprojektets legitime, faglige og professionelle samarbejdsprocedurer.

Til spørgsmålet om, hvordan man skal nå fra A til B og hele vejen til Z i et ulandsprojekt, kan man med fordel svare: med en åben metodetilgang.

Verdens billigste ulandsprojekt blev beskrevet i en 70-siders mappe, som kom alle sponsorerne i hænde, før de valgte at sponsorere projektet. Heri fremgik de metoder, med hvilke partnerne havde klarlagt de generelle målsætninger, og efter hvilke vi skridt for skridt efter den beskrevne plan ville indfri de enkelte delmålsætninger.

Hvis man med projektfremgangsmåder i ulandsarbejde mener en gensidig planlægning mellem partnerne, så må man tage højde for såvel etablerede som alternative metoder, men grundlæggende for alle tilgange må være den gode og fremadskuende praksis, som kun sikres via erfaringsudveksling i det lokale faglige netværk.

Hvis vi derimod havde taget udgangspunkt i ulandsbranchens specialisering af metoder – og universelle autorisering af samme – var der gået lige så mange penge til at forberede projektet som til at gennemføre det, fordi det standardiserede fagsprog i den autoriserede metodetilgang betyder en længere proces med oversættelse af begreber frem og tilbage mellem de lokale faglige netværker og partneren i nord.

Det er almindeligt kendt, at kommunikation mellem partnerne i ulandsarbejde styrkes af andre mellemmenneskelige aspekter. I ulandsprojekter med udstationering er de mellemmenneskelige netværker altid vigtige, fordi forskellige kulturer mødes.

Når kulturer mødes, er fordomme altid på spil, og ethvert forhold bliver på længere sigt ulevedygtigt, hvis det baseres på fordomme.

Det er derfor nødvendigt at have de mellemmenneskelige netværker på plads for at grunde partnerskabet på så fordomsfrie relationer som muligt.

Til eksempel er afrikaneres forestillinger om hvide grundet på to hovedtemaer: økonomisk magt og social uafhængighed.

Billedet af de hvides rigdom og sociale integritet – repræsenteret af stereotyper som sparsom hilseadfærd og distanceret luksustilværelse – bliver i de værste fordomme til en sort-hvid polarisering af de hvide som de økonomisk rige og socialt fattige.

Sådanne billeder, som ikke opfanges i den formaliserede kontororden, kan styre hele den grundlæggende troværdighed og tillid, og hvis de hvide forbliver de sociale ’aliens’, eksisterer der kun en skrøbelig og højst ubæredygtig forpligtelse mellem partnerne – med masser af korruption til følge.

Hvis de hvide forbliver i deres komfortzone som de isolerede væsner, der helst ikke vil forstyrres, de tilbagetrukne, kontrollerede freaks, som nyder deres privilegier i fred for manden på gaden, hvilken binding har de så til målgruppernes fælles skæbne, som de formelt set forsøger at forbedre?

Lokale mellemmenneskelige netværker er således ikke noget, man kan betale sig fra.

Derimod skabes de gennem almindelig deltagelse i livet, midt i den livsnerve, de broderskaber, de patronageforhold, og de forpligtende såvel som frihedsgivende fora, gennem hvilket ulandsprojektets lokale partnere og målgrupper arver, forandrer og udlever deres grundlæggende moral.

Og den grundlæggende moral styrer ofte flere beslutninger end så mange formaliserede arbejdsprocedurer. Jo tættere man som udviklingspartnere ligger i den almindelige menneskelige moral, desto mere fleksibelt og bæredygtigt bliver samarbejdet.

Hvordan skabes så de nødvendige netværker, de markedsmæssige, de faglige og de mellemmenneskelige, som kan gøre ulandsprojektet både billigt og effektivt?

Netværkernes største forudsætning i ulandet kan beskrives som en generel relation mellem partnere og målgrupper, som vi kan kalde kulturel intelligens.

Når der er dialog mellem partnere og målgrupper, og når partnerne sætter sig ind i målgruppernes faglighed, markedsvilkår og tilværelsesvilkår, så kan partnerne blive dele af det levende, menneskeliggjorte netværk, hvorfra kulturel intelligens opstår.

Da kan man i ulandsprojektet indrette aktiviteter handlingsdygtigt i kraft af denne kulturelle intelligens, der er født ud af den medlevende forståelse for og viden om den fattige majoritets mest bæredygtige faglige, markedsmæssige og mellemmenneskelige processer.

Men ofte mangler den kulturelle intelligens, fordi udviklingspartneren er en fjern figur, som står uden for de nævnte netværker.

Når udviklingsarbejderen bliver i sin komfortzone – hvilket automatisk sker via fagligt-hierarkisk metode, aflønning, firmabil og indkvartering i det kapitalstærke miljø – så udebliver det virkelige kulturmøde, og partnernes og målgruppernes respektive selvbilleder forbliver de samme.

Til sidst var der spørgsmålet om den hjemlige administration, som i ulandsbranchen sluger op til 10 procent af det samlede budget. I dag har internettet simplificeret administration enormt, der findes gratis måder at lave hjemmesider på, og det professionelle hjemmesidearbejde kan finansieres via private firmaer.

Der findes hundredvis af hjemmesideansatte danskere, hvis chefer synes, det er både respektabelt og fantastisk, hvis deres firma med en simpel faglig opbakning til et ulandsprojekt kan blive partner i fattigdomsbekæmpelse.

Omkostninger til teknik og arbejdskraft til administration kan således med lidt opfindsomhed minimeres til nul. Kort og godt, så er hjælp til administrationsspørgsmålet ret simpelt: Kontakt hjemmesidegenerationen.

For to hundrede tusind kroner udførte vi med verdens billigste ulandsprojekt de samme procedurer, som ulandsbranchen udfører for fem millioner, og et fattigt lokalsamfund fik mulighed for at styrke sit eget og andres ståsted i verden, via faglig udveksling, ny organiseringsstyrke, nye talerør, nye indkomstveje, nye projekter osv.

Hvis man havde viljen til at kombinere ulandsbranchens fattigdomsbekæmpelse med støtte af de fremkommende processer på bunden af samfundet, samt med en vision for rigdomsudligning, ja, så kunne man lave tyve tilsvarende ulandsprojekter for prisen af et enkelt traditionelt ulandsbrancheprojekt, og samtidig tage tyve små skridt i retning af lige muligheder for alle på jordkloden.

Men det er ikke nogen hemmelighed, at ulandsbranchen ikke er til for rigdomsudligning og kun hjælper lidt ad gangen på verdens fattigdomssituation, fordi branchen ud over at støtte de fattige har så store økonomiske poster hos de i forvejen rige.

Ulandsbranchen er del af det globale formaliserede hierarki, som står bag ulandsindustrien. Ulandsindustrien er det urokkelige system, hvori faglighed, lønninger, forhandlinger af udstyr, ydelser, leje af lokaler og administrationsomkostninger cirkulerer blandt de i forvejen rige, mens grundlaget for denne industri er en label kaldet ’de fattige civilsamfund’, ’de undertrykte’ eller ’klodens nødstedte’.

De netværker, der trækkes på i ulandsarbejde, er ofte den etablerede verdens netværker, det er den etablerede verdens markedskontakter, faglige metoder og middagsborde, som er centrum i ulandsindustriens netværker.
'De fattige' er i og med deres fattigdom til stadighed blot brikkerne i det maskineri, der producerer og genproducerer ulandsindustrien, idet alle og enhver kender den skære sandhed, at ulandsindustrien fortrinsvis relaterer sig til de fattige selv med opmuntrende vink og medfølende klynk.

Den skære sandhed er, at ulandsindustrien producerer til de registrerede, de autoriserede, de etablerede, de metodeindviede, dem med sofabelagte kontorer, dem med tingene i orden, kort sagt: de rige, og denne hierarkiets top skræddersys på tværs af nord og syd.

Sandheden, som vi bør forsøge at lave om på, er den, at ulandsbranchen og ulandsarbejderne har som deres levebrød denne ulandsindustri.

Der er såmænd ikke nogen ond hensigt bag ulandsindustrien, for sådan er systemet bare, og sådan er det i alle vestlige lande, hvor ulandsarbejdere gør karriere på lige fod med folk fra andre brancher.

Fattigdom, hiv/aids og korruption er de hårde vilkår for ulandenes majoriteter, som det er ulandsbranchens målsætning at udbedre.

Men der er ikke meget hæderlighed over ulandsarbejdet, når ulandsbranchens system følger den normale postkoloniale produktionsmåde, hvor resurser cirkulerer efter formaliserede hierarkier, hvilket gør projekter langt dyrere, end de faktisk kunne være.

Status quo betyder, at udvikling er problematisk som tidsbestemt målsætning – den går i bedste fald med snegleskridt, fordi vi reelt ikke ofrer vores egen rigdom, men i stedet fodrer de i forvejen rige med de resurser, som vi med lidt god vilje kunne bruge til at støtte verdens fattige.