I den sidste tid har medierne rapporteret om neddæmpede forventninger til FN’s klimatopmøde i København i december.

Færre end hver 10. dansker tror på, at det vil lykkes at få en global klimaaftale i hus, og både den fungerende EU-formand og FN’s klimachef har netop været ude at dæmpe forventningerne til mødets resultater.

Men inden vi gribes af afmagt over udsigten for de globale forhandlinger, er det værd at huske, at vi også selv kan gøre noget ved klimaproblemerne. Et hidtil lidt overset område er her vores forhold til fødevarerne, som står for mellem 20 pct. og 30 pct. af EU-landenes samlede udledning af drivhusgasser, og hvor både producenter og forbrugere kan gøre en virkelig forskel ved at medtænke klimaet.

Når talen i den offentlige debat har været om nedbringelse af udledningen af drivhusgasser, har der været en tendens til at fokusere på energiforbruget og transporten. Uden at forklejne disse områders betydning er det vigtigt at huske, at fødevarer spiller en meget vigtig rolle for den globale opvarmning.

For eksempel er husdyrene alene ansvarlige for 18 pct. af den globale drivhusgasudledning, hvilket er en større andel end transporten, siger tal fra FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation, FAO.

Fedt er ikke fedt
Vores valg af fødevarer har altså stor betydning for, hvor meget produktionen påvirker klimaet. Især er en kost, der består af meget oksekød og mange fedtholdige importerede mælkeprodukter (f.eks. ost) en stor belastning for miljøet. Det skyldes blandt andet, at udledningen af metan fra drøvtyggernes fordøjelsessystem (kvæg og får) er langt større end metanudledningen fra de enmavede dyrs fordøjelse (svin og fjerkræ).

Det er de plantebaserede fødevarer som frilandsgrøntsager, mel, gryn og brød, der belaster miljøet mindst. Det giver altså god mening at spise klimavenligt, for det er i høj grad det samme som at spise sundt, groft sagt.

I 2050 vil vi være ni milliarder mennesker i verden, næsten 50 pct. flere end i 2008. Hvis vi skal skaffe mad til alle (hvad vi jo som bekendt ikke gør i dag, hvor en milliard hver dag sulter), skal den globale produktion af fødevarer øges med 70 pct. på 40 år. Og det skal vel at mærke ske samtidig med, at udledningen af drivhusgasser nedbringes.

Også andre ressourcer, som fødevareproduktionen er afhængig af, såsom jord, energi, vand og biodiversitet, er allerede i dag under pres. Vi skal med andre ord dyrke mere og dyrke det på en mere bæredygtig måde, så vi belaster klimaet mindre. Den pludselige stigning i olie- og fødevarepriserne, verden oplevede sidste år, kan tages som et wake-up call, som varsler, at vi er nødt til at ændre radikalt i vores måde at producere og forbruge fødevarer.

Men er det da kun et individuelt ansvar at stoppe klimaforandringerne? Endnu en ting, der skal lægges på forbrugernes skuldre, og som vi skal tænke på, når vi står i supermarkedet med de utålmodige børn og febrilsk prøver at få købt ind til aftensmaden?

Vi mener naturligvis ikke, det alene skal gøres til forbrugernes ansvar at standse klimaforandringerne – så langtfra. Det er afgørende nødvendigt, at politikerne tager ansvaret på sig og får vedtaget bindende aftaler på mødet i december.

Hovedansvaret i Danmark ligger hos regeringen og Folketinget, som må vise handlekraft og gå forrest. De må vise erhvervsliv, landbrug og forbrugerne, at de mener det seriøst, når de siger, at de vil gøre noget ved klimaproblemerne. De overordnede mål skal være ambitiøse nok til at gøre noget ved den globale opvarmning, og manglede opfyldelse af disse mål skal kunne følges op af strenge sanktioner.

Hvis politikerne ikke opnår resultater og dermed fremstår utroværdige, bliver det endnu sværere at motivere erhvervsliv, landbrug og forbrugerne til også at yde en indsats.

Troværdigheden skal sikres
Ud over at sikre ambitiøse mål og sanktionsmuligheder, så må politikerne også sikre finansielle midler til informationskampagner f.eks. om klimavenlig adfærd og klimavenlige fødevarer, der kan øge forbrugernes viden og interesse for klimaproblematikken og dens løsninger.

Såvel landmænd som fødevareindustri og detailhandel må også tage deres del af ansvaret for at nedbringe emissionerne i alle led i produktionskæden. I Forbrugerredegørelse 2008 konkluderer Forbrugerstyrelsen bl.a., at virksomheder i højere grad bør imødekomme forbrugernes forventninger om klimaansvar i relation til virksomhedsdrift, vareudbud m.m. Også hér er troværdighed en vigtig parameter.

Det er derfor meget vigtigt, at industriens og detailhandlens initiativer og indsatser ’kan holde i retten’, og forbrugerne dermed kan stole på de informationer, der stilles til rådighed.

En måde at sikre troværdigheden af virksomhedernes informationer kunne være gennem partnerskaber mellem myndigheder, virksomheder og ngo’er, sådan som det f.eks. i sin tid skete forud for økologimærkets lancering. I sådanne partnerskaber vil ngo-rollen være at sikre validiteten af den indsats og de informationer, som virksomhederne og myndighederne fremlægger.

Denne indsats og medfølgende information skal ud til forbrugerne, så det bliver nemt og overskueligt for dem at ændre adfærd.

Fødevareindustrien og detailhandlen er dem, der ved mest om deres egne produkter, og de kan derfor bedst vejlede forbrugerne om, hvilke produkter forbrugerne skal købe for at gøre en forskel. Så ud over at feje for egen dør og sikre, at produktionen eller importen ikke sviner miljøet til, bør virksomhederne være med til at uddanne forbrugerne til at være mere klimabevidste.

Det er beskæmmende at være vidne til, at de politiske forhandlinger går så trægt i en situation, hvor alt tyder på, at problemerne med den menneskeskabte opvarmning er en del større end hidtil antaget. Men det understreger for os nødvendigheden af, at alle tager et ansvar for at afhjælpe problemerne.

Også at vi hver især tager et ansvar som forbrugere – for vi er jo ikke kun borgere, vi er jo også forbrugere og har derfor et ansvar, der går ud over det at sætte et kryds på stemmesedlen hvert fjerde år.

Vi ved det godt
Undersøgelser viser, at forbrugerne godt er klar over, at de har et ansvar i løsningen af klimaproblemerne (fra Consumers International i 2007, fra Forbrugerstyrelsens Forbrugerredegørelse 2008 og fra Forbrugerrådets eget Forbrugerpanel i oktober 2008).

Hele 87 pct. af de adspurgte i Forbrugerrådets panel er interesseret eller meget interesseret i klima og miljø. Og tal fra Eurobarometer – EU’s officielle statistik – viser, at 75 pct. af europæerne er villige til at betale mere for at købe miljøvenligt.

Der findes ikke en samlet opgørelse over, hvordan det går med salg af bæredygtige/klimavenlige varer, men eksempelvis steg salget af økologiske føde- og drikkevarer i Danmark med 77 pct. i perioden 2004-2007. Og selv nu, hvor den finansielle krise for alvor er over os, køber forbrugerne stadig økologiske og miljømærkede varer. Forbrugerne har således vilje til at handle.

Men undersøgelserne viser også, at forbrugerne har svært ved at handle klimavenligt. Det er svært for forbrugerne at vurdere, hvilke varer der er klimavenlige. De klimavenlige varer er oftest dyrere end almindelige varer, og forbrugerne mangler viden til at foretage klimavenlige valg.

Forbrugerredegørelse 2008 konkluderer således, at danskerne har tre ønsker, når det kommer til bæredygtige/klimavenlige varer:

• Billigere produkter

• Større/bredere sortiment

• Bedre information

Prisen er den væsentligste barriere, men forbrugernes tillid til klimainformation afhænger meget af, hvem budskabet kommer fra.

Derfor er det vigtigt at politikere, erhvervsliv og forbrugere arbejder sammen om at gøre noget ved kommunikationen.

De fattige lande betaler prisen
Vi frygter, at politikerne vil tøve med at vedtage tilstrækkeligt omfattende restriktioner på klimabelastende produktionsformer, hvis de ikke får et klart signal fra forbrugerne om, at vi er villige til at påtage os et ansvar, også selv om det kræver en ændring i vores fødevarevalg og evt. også koste lidt mere.

En undersøgelse, som Forbrugerrådet og Det Etiske Råd netop har foretaget, viser, at fire af fem forbrugere enten vil eller vil overveje at ændre madvaner for at mindske påvirkningen af klimaet. Det kunne for eksempel være ved at indføre kødfri dag, drikke mindre rødvin etc.

Dette er et meget positivt signal, som det i høj grad er op til producenter og politikere at følge op på ved at udbyde klimavenlige madvarer og informere om, hvad det vil sige at spise klimavenligt.

Det står i dag klart, at den globale opvarmning først og fremmest vil ødelægge dyrkbare arealer i mange lande tæt på ækvator. Derfor vil mange spørge, om det kan være vores ansvar i Danmark at reducere udledningen af drivhusgasserne, når problemerne med faldende fødevareproduktion sandsynligvis ikke vil komme til at ramme os her i landet.

Vi mener, vi har en etisk forpligtelse også over for mennesker, som lever på den anden side af jorden – og det viser vores undersøgelse da heldigvis også, at de fleste danskere mener. Det er de rige lande, der især udleder drivhusgasserne, men de fattige lande, der mærker konsekvenserne i form af faldende landbrugsproduktion som følge af ødelæggelserne af de dyrkbare områder.

Men vi kan ikke bare vende ryggen til problemerne, de er også vores ansvar.

Det, at mennesker er fjerne for os i hverdagen – fjerne, enten fordi de ikke er født endnu, eller fordi de bor langt væk – betyder ikke, at vi ikke har noget ansvar for, hvordan vores handlinger påvirker dem. På den måde har princippet om bæredygtighed, som blev lanceret i Brundtland-kommissionens rapport fra 1987, aldrig været mere aktuelt, end det er i dag.

Den globale opvarmning gør det tydeligt, hvordan vores handlinger får direkte konsekvenser for disse fjerne mennesker. Og i sidste ende også for os selv.

For vi lever i dag i en verden, hvor vi er langt mere direkte forbundne med mennesker i fjerne lande end nogensinde før i historien. Hvis vi i den rige verden vælger at spise meget kød hver dag, bidrager vi helt direkte til klimaproblemerne, fordi udledning af metan fra drøvtyggere og lattergas fra husdyrgødning er meget kraftige drivhusgasser, der bidrager til den globale opvarmning, der fører til tørke og oversvømmelser i de lande, som i forvejen er verdens fattigste.

Nødvendigt med globalt etisk perspektiv
Her kunne vi tilføje, at selv hvis vores etiske forpligtelse over for dem, der i første omgang rammes af følgerne af den globale opvarmning, ikke er nok til at overbevise os om, at vi bør revidere vores spisevaner, så kan vores egeninteresse måske gøre det.

For hvor skal de millioner af mennesker, som kan blive hjemløse, hvis lavtliggende lande som Bangladesh oversvømmes, søge hen, hvis ikke mod de relativt bedre stillede lande som vores? Og hvordan vil verdensøkonomien udvikle sig, efterhånden som klimaskaderne rammer store dele af kloden? Også i den henseende lever vi i en global verden.

Hvor godt vi håndterer globaliseringen, vil afhænge af, hvordan vi etisk set forholder os til tanken om, at vi lever i én verden. De rige lande bliver nødt til at anlægge et globalt, etisk perspektiv, ellers bliver det i det lange løb en fare ikke kun for andres, men også for vores egen sikkerhed.

Ansvaret for at anlægge det globale perspektiv er i første omgang politikernes, og det bør udmøntes i bindende aftaler på det kommende klimatopmøde. Men erhvervslivet og forbrugerne har også et ansvar.

Det kan ikke nytte noget at undskylde sig med tvivl, klimakvalme og bekvemmelighed. Ikke kun for danskernes skyld, men for hele klodens – vi bliver nødt til at handle nu. Spis klimavenligt.