På forsiden af Politikens debatsektion lørdag 12. september blev en moderne feminist interviewet.

Leny Malacinski vil gøre op med den offerrolle, som kvinder ofte sættes og sætter sig selv i, når ligestilling debatteres. Som hun siger, vælger kvinder selv, om de vil lade sig tryne af barsel, glasloft og barnets første sygedag.

LÆS ARTIKEL»Fri mig for elitefeministerne«

Vi er enige. Undersøgelser viser, at ligestillingen mellem mænd og kvinder, både i hjemmet og på arbejdsmarkedet, bliver forringet, når der kommer børn ind i billedet. Vi mener dog, at det er kvindernes eget valg, om de vil lade familieforøgelse forringe deres karrieremuligheder.

Vi er selv på den vej, hvor børn måske er et kryds, vi møder, og vi har gjort os mange tanker om, hvordan det vil være, og hvordan det skal gå. Gennem egne iagttagelser, samtaler med kvinder, der har fået børn, og ved en gennemlæsning af debatten de seneste år, er vi stødt på tabuer, der er med til at stigmatisere og konstruere kvinden i den rolle, som Leny Malacinski netop blæser til kamp mod.

Syv dødssynder
Det er med denne Kronik ikke vores hensigt at kaste skyld. Derimod ønsker vi at sætte ord på tabuerne og opfordre til, at kvinder tager kampen mod dem.

For problemet med ligestilling er, at kvinderne ikke selv tager kampen mod det, vi kalder de syv dødssynder:

1. Du må ikke sige til din familie, at du ikke vil have børn.

2. Du må ikke sige til din jordemoder, at du vil have et kejsersnit.

3. Du må ikke sige til dit barns far, at han skal tage mere end halvdelen af barslen.

4. Du må ikke sige til dine veninder, at du ikke vil amme dit barn.

5. Du må ikke sige til dit barns pædagog, at din mand er den primære kontaktperson.

6. Du må ikke sige til dine kollegaer, at du bliver en time eller to ekstra, fordi du ikke henter.

7. Og du må slet ikke sige, at din karriere er lige så vigtig som dit barn.

Unaturligt
1. Du må ikke sige til din familie, at du ikke vil have børn. Til familiemiddagen kan en kvinde virkelig vække furore ved at sige, at hun ikke vil have børn, fordi hun ikke har til lyst til at få dem. Den udmelding falder ikke i god jord.

Hovedargumentet er, at man er en unaturlig kvinde, hvis man ikke har et biologisk ur, der tikker, eller bliver skruk, bare man ser en sparkedragt. Man er ikke en rigtig kvinde.

Men hvad med de kvinder, som kun har et Cartierur, hvis fornemmeste opgave er at vise tiden og ikke agere biologisk ur?

Et fravalg af børn gør ikke kvinder mindre kvindelige, men oftest vil de møde stigmatiseringen i familiens skød, fordi familien og samfundet for den sags skyld har opdraget kvinderne til, at de skal have et naturligt ønske om reproduktion. Men det er ikke kun familien, der reproducerer det naturlige argument i forbindelse med børn.

2. Du må ikke sige til din jordemoder, at du vil have et kejsersnit. En jordemoder er en god ting at have ved hånden, hvis man er gravid. Men kejsersnittet er ikke et emne, man skal tage en snak med jordemoderen om. Det er ligesom at lege jorden er giftig, medmindre man har haft presseveer i 24 timer med et barn, som helt sikkert bliver født som stjernekigger.

Kvinden skal være i overhængende livsfare for at slippe for den naturlige fødsel. Det frie valg eksisterer ikke, når vandrejournalen skal skrives, og hvad gør kvinden så, hvis hun ikke har lyst at ligge i stigbøjlerne med efterfølgende stinget skrøbeligt sted til følge?

Selv om jordemoderen kan have mange argumenter for, hvorfor kvinden hellere skal vælge en epidural end en operationsstue, kan vi ikke lade være med at stille spørgsmålstegn ved, hvorfor kvinder, der ønsker et kejsersnit, skal mødes med korslagte arme og disciplinærlignende sanktioner, fordi de har et ønske om selv at bestemme over deres egen krop.

Det er muligt, at en jordemoder ikke synes, at et kejsersnit er en naturlig måde at bringe et barn til verden på, men hvis det er det, kvinden ønsker og har lyst til, ville det være bedst at give hende det frie valg.

På tide at bytte
3. Du må ikke sige til dit barns far, at han skal tage mere end halvdelen af barslen. De fleste mænd i vores generation, mændene fra 70’erne og 80’erne, skal ikke tvinges til at tage barsel. Tværtimod oplever vi, at mændene som en selvfølge selv vælger at tage deres del af barslen, fordi de vil deres barn og har ret til det.

Vi taknemmelige for, at det er den vej, udviklingen har bevæget sig. Spørgsmålet er så: Hvad er mandens del, og hvad er kvindens?

Det er mere undtagelsen end reglen, at fordelingen er 50/50. En fordeling på f.eks. 30 pct. til kvinden og 70 pct. til manden er helt sikkert for ekstrem for de fleste. Her bliver amningen oftest brugt som argument for, at det ikke er manden, der skal tage hoveddelen.

Vi vender tilbage til amningen, men nu har kvinderne taget hele barslen eller hoveddelen af den i mange år, så var det ikke på tide, at vi byttede? Vi mener, at mænd er lige så kvalificerede til at tage sig af spædbørn som kvinder. Måske en sociolog ville argumentere for, at det ikke ligger i mandens natur at drage omsorg, men derimod at jage.

Heldigvis har samfundsudviklingen bidraget til, at vi ikke længere lever i stenalderen, så det argument virker efterhånden støvet og fortærsket. Lige såvel som det virker absurd, at en kvinde skal bruge et år af sit liv på at rulle rundt med barnevognen og caffelatten.

4. Du må ikke sige til dine veninder, at du ikke vil amme dit barn. Kvinde er kvinde værst, lyder det. Ja, måske og nej. Men en ting er sikkert. En kvinde skal aldrig fortælle sine veninder (eller sin mødregruppe!), at hun ikke vil amme. For det er unaturligt ikke at ville lægge bryst til et sultent barn.

Der skal – ligesom hos jordemoderen – være overhængende fare for kvinden, hvis amningen skal undgås. Ifølge veninderne er det jo den smukkeste måde at være sammen med sit barn på og ikke mindst naturens hensigt. Da kvinder fik ret til et års barsel, ændrede Sundhedsstyrelsen sin anbefaling til, at det kunne være godt at amme sit barn i op til 12 måneder eller mere.

Der var ingen faglig begrundelse, og undersøgelser viser også, at der ernæringsmæssigt ikke er forskel på modermælk og modermælkserstatning. Men det ændrer ikke på, at du er en ravnemor, hvis du ikke ønsker at amme dit barn, og blikkene fra dine veninder, der også har en lille August på armen, er oftest de mest fordømmende.

Omvendt kunne man argumentere for al den kvalitetstid, som far og August kunne få sammen, hvis spisningen ikke var låst til et kvindeligt bryst.

Hvem henter?
5. Du må ikke sige til dit barns pædagog, at din mand er den primære kontaktperson. Pædagogen vil ikke sige noget, når kvinden afgiver beskeden om, at det ikke er hende, der er den primære kontakt ved sygdom, og at pædagogen derfor skal ringe til barnets far, når lille August har kastet op i børnehaven og skal hentes. Pædagogerne vil blot kigge skævt til moderen, fordi hun ikke anerkender sin naturlige position som omsorgsperson. En kvalitet, der jo er indlejret i det kvindelige køn.

Pædagogens misbilligende blik er det værste, men hvornår var det, vi blev enige om, at kvinden er den naturlige omsorgsperson, der er bedst til at lægge August i seng, når han ikke kan holde maden i sig?

Mænd er lige så gode til at yde omsorg, og netop at fratage dem denne kvalitet umuliggør også, at mændene kan komme på banen over for deres børn.

6. Du må ikke sige til dine kollegaer, at du bliver en time eller to ekstra, fordi du ikke henter. Vi ved godt, at der er sket en udvikling, hvor mænd og kvinder i højere grad deles om turen frem og tilbage til institutionen.

Men tilbage fra den barsel, som kvinden har taget det meste af, melder der sig hurtigt den første hæk, der skal forceres i 100 meter-karriereløbet. For hvem henter August i vuggestuen eller børnehaven, når lukketiden hedder kl. 16, mens arbejdsdagen først slutter kl. 17?

»Nå, så det er din mand, der henter – det gjorde han også i går, gjorde han ikke?« lyder bemærkningen, når sandheden går op for kollegaerne.

Og skulle man have allieret sig med en au pair eller blot en barnepige, vil kvinden oftest være en ravnemor, mens det derimod siges, at manden kan prioritere. Det er jo ikke, fordi kvindens kollegaer er onde eller dumme. Men forestillingen om, at det er kvinden, der er den naturlige henter og bringer, er så dybt indlejret i vores arbejdsliv, at der bliver rynket bryn, når denne naturlighed udfordres.

Det er et argument, som også pædagogen vil fremføre, fordi kvinden i kraft af sit køn og dets indlejrede værdier gøres til den naturlige omsorgsperson og dermed også til familiens projektleder.

Drop karrieren
7. Du må slet ikke sige, at din karriere er lige så vigtig som dit barn. Ligestillingspolitikken har de senere år haft fokus på arbejdsmarkedet. Ikke kun på ligeløn, som vi stadig ikke har opnået, men særligt på kvinders plads på direktionsgangene og i bestyrelserne.

Diskussionen går oftest på kvoter kontra talent. Alt i alt handler det om at bryde glasloftet. Glasloftet kan dog vise sig at være lavet af cement, hvis kvinder ikke gør op med alle de tabuer, vi har kommenteret ovenfor, så kvinder kan prioritere deres karriere lige så højt som deres børn.

Men pladsen mangler. Da daværende justitsminister Lene Espersen vendte tilbage til sit arbejde efter tre måneders barsel, kunne tabloidaviserne hurtigt finde de første kvinder, der udnævnte ministeren til ravnemor.

Sidenhen overtog Lene Espersen formandsposten i Det Konservative Folkeparti, hvor en journalist til det pågældende pressemøde spurgte hende, hvordan hun havde tænkt sig at jonglere med formandspost og moderrolle. Et spørgsmål, som også Helle Thorning-Schmidt og andre kvindelige politikere er blevet konfronteret med.

Interview med kvindelige topdirektører afstedkommer samme spørgeramme. Det er nu engang ikke et spørgsmål, som kommer op, når den mandlige toppolitiker eller direktør skal interviewes om sin nye stilling. Kvinden er i det vestlige samfund født til at være familiens projektleder, og i den konstruktion er der ikke plads til at prioritere karriere og barn lige højt.

Og det er ilde set, når kvinder gør det.

Ligestilling er et sprængfarligt emne, fordi ansvaret for den manglende ligestilling er umuligt at placere. Men det kan kun lykkes, hvis ansvaret placeres. Deri består ligestillingens paradoks.

Måden, som samfundet stadig diskuterer og italesætter køn på i 2009, er med til at fastholde debatten og kønnene i den samme uendelige skrue, hvor vi ikke lærer noget og dermed heller ikke får brudt med de konstruktioner, der holder kvinder tilbage.

Kvinderne har ansvaret
I vores optik er det kvinderne, der bærer hovedansvaret for selv at råbe højt, når de møder de syv dødssynder. Kvinder kan vælge at lade sig kue af tabuerne og lade sig stigmatisere uden at kæmpe imod.

Vores holdning er dog klar. Hvis vi skal gøre op med den manglende ligestilling og sikre den i fremtiden, er det nødvendigt, at kvinderne siger fra, når de møder det hævede bryn eller den sarkastiske bemærkning. Som Lene Espersen selv sagde, da hun fik det berømte spørgsmål til pressemødet: »Det ville du aldrig have spurgt om, hvis jeg var en mand«.

Kvinden er ikke forudbestemt til at være familiens projektleder eller omsorgsperson. Det er en værdi, samfundet har konstrueret kvinden i. Med denne Kronik har vi kun berørt den heteroseksuelle kvinde og mand. Hvis vi også havde berørt homoseksualitet, ville vi for alvor sætte det naturlige på spil.

I alle de tabuer, vi har iagttaget, er det naturlige altid begrundelsen for, hvorfor kvinden bliver begrænset i sit virke som både arbejdskraft og familiemedlem. Det er dog ikke kun kvinden, der bliver begrænset i sin kønsrolle.

Også manden kan have svært ved at bryde ud af den rolle, som samfundet har tillagt hans køn, hvorfor der også bliver rynket bryn på arbejdspladsen og i vennekredsen, når det er manden, der tager barnets første sygedag eller tager mere end halvdelen af barslen.

Men det naturlige er ikke, hvad det har været. Derfor er det også utopisk stadig at strukturere vores samfund i forhold til normerne, som de var før 2. Verdenskrig eller for den sags skyld på Adam og Evas tid.

At kønnene stadig er underlagt de samme strukturer, er også begrænsende for hele samfundet, fordi det hindrer den udvikling, som er nødvendig for at vedligeholde det velfærdssamfund, som de fleste borgere i Danmark er afhængige af i en eller anden grad.

Naturlighed til diskussion
Hvis vi vender tilbage til udgangspunktet, så er vi de kvinder, der ikke ser os selv som ofre. Vi er veluddannede, ambitiøse og skåret af arven fra kvinderne før os.

Vi har ikke glemt de kampe, de kæmpede for os. Men vores iagttagelser fortæller os, at så snart vi får børn, får vi svært ved at sikre ligestillingen. Og en rolle som familiens projektleder vanskeliggør en brydning af glasloftet og dermed en opfyldelse af politikernes mål om flere kvinder på direktionsgangene og i bestyrelserne.

Hvis vi skal undgå at lade os tynge af de strukturer og normer, som vores samfund bygger på, og de deraf afledte konstruktioner, er det nødvendigt, at vi italesætter de tabuer, vi som kvinder oplever – både ved middagsbordet og i avisspalterne.

Det er påtvunget, at vi får en ny diskussion om det ’naturlige’, og hvorfor det er så tvingende nødvendigt, at man skal amme, eller hvorfor det er essentielt for ens lykke at reproducere?

I sidste ende er det dog kvindernes eget ansvar at råbe højt om tabuerne – også selv om de risikerer at blive stigmatiseret.

Kroniken er skrevet sammen med Nanna Dalsgaard Wilkens, Monica Morilla Fernandez, Helene Aagaard og Camilla Nørring.