Man siger, at krigens første offer er sandheden. Men hvem er så dens første sejrherre?

Som iagttager og forsker i emnet ’militær og samfund’ i mere end 30 år vil jeg svare, at det er den militarisering, som krigsførende samfund uundgåeligt vil komme ud for.

Naturligvis skal der tages hensyn til forsvaret i sådanne situationer. Men når et forsvar systematisk kræver det civile samfunds demokratiske værdier underlagt militære hensyn, så har vi militarisme. Og det skal vi være på vagt over for.

En sådan militarisering af det danske samfund kan efterspores på fire områder.

Det første er forsvarets informationsstyring, altså forsvarets kontrol med de informationer, som det lader tilgå det civile samfund, og som udgør politikeres og i sidste instans befolkningens beslutningsgrundlag, f.eks. om vi fortsat skal sende soldater til Afghanistan.

Det andet er forsvarets politisering, hvor officerer vil bestemme på områder, hvortil de ikke har adkomst, i stedet for blot at levere fakta og så overlade det til folkevalgte politikere at beslutte.

Det tredje er forsvarets omgåelse af politiske instrukser. Her trodser officerer en klart erklæret instruks.

Den fjerde er forsvarets overtrædelse af straffeloven, f.eks. når man fabrikerer falske beviser, lyver i tv over for befolkningen, sine kolleger, forsvarets auditør, etc. At forsvaret styrer sine informationer er naturligt. Enhver civil og militær institution i et demokrati vil søge at påvirke de informationer, der går ud til offentligheden, ligesom den vil søge at maksimere sin indflydelse.

Det gælder også forsvaret, der således bedre kan opfattes som en interessegruppe end en objektiv statsinstitution. Men informationsstyringen skal ikke være styring for sin egen skyld eller for at undgå kritiske spørgsmål.

Tværtimod har mange virksomheder opdaget, at dét selv at adressere tunge problemstillinger giver troværdighed og respekt. Den forståelse savnes i det danske forsvar. Ganske vist leverer pressen jævnligt spalteplads til kritiske indlæg fra soldater om utilstrækkelig uddannelse, udstyr, samarbejde mellem enheder, indsats over for hjemsendte, osv. Men forsvarets informationsstyring foregår ved at forhindre data i at komme ud til offentligheden.

Militærsociologiske undersøgelser mangler
Et første eksempel herpå er fraværet af militærsociologiske undersøgelser, et fravær jeg har beklaget i mange år.

Nogle vil mene, at jeg som militærsociolog blot siger det for at hyppe mine egne kartofler. Det er ikke rigtigt. Dels har jeg aldrig fået én kr. fra det dansk forsvar til nogen af de forskningsprojekter, jeg har deltaget i.

Jeg har bedt om og fået ’åbnet døre’, der gjorde det muligt for mig at fortælle andre lande om, hvordan danske soldater uddannes, tænker, virker, osv. og det vil jeg da gerne kvittere for. Men det er alt.

Dels mener jeg, at det er uhensigtsmæssigt, at den indsigt, en sådan forskning giver, ikke bliver danske soldater til del. F.eks. har det Det Svenske Forsvarsakademi bedt mig undersøge ’the mindset’ (værdier) hos udsendte danske soldater. Resultater herfra skal sammenlignes med ’mindsettet’ hos svenske, hollandske og canadiske soldater.

En sådan viden burde Danmark da selv være interesseret i og villig til at betale for. Og fraværet af sådanne undersøgelser undrer, når Danmark er helt fremme i de militær-aktivistiske støvler med store udsendte troppekontingenter i forhold til landets og forsvarets størrelse.

Begrænsede informationer
Et andet eksempel på forsvarsledelsens informationsstyring er de begrænsede informationer, vi får om vore udsendte soldater.

Tænk på tv-indslagene om vore udsendte soldater. Her følges en soldat eller en deling, der kører rundt/ går omkring i landskabet. Vi hører sjældent om, hvad køre- eller gåturen går ud på, endsige i hvilket omfang dens mål opfyldes.

Dermed får forsvaret ikke sine ansattes indsats målt og vejet, sådan som vi kender det fra lærere, læger, socialrådgivere, osv. Og vi får intet grundlag for at bedømme, om det fortsat er en god ide at udsende soldater, eller om de gør det mere eller mindre godt.

Et yderligere indicium på forsvarets informationsstyring, eller rettere non-informationspolitik, får vi ved at sondre mellem de informationer, vi får: Vedrører de forhold før, under eller efter udsendelse (et kronologisk snit) og vedrører de den enkelte soldat (militærpsykologi), delingen/kompagniet/regimentet/forsvarsledelsen (militærsociologi) eller regering/folketing (militærpolitik).

Vi hører sjældent om militærsociologiske forhold, mens vi omvendt – som sagt – stopfodres med data ’under udsendelse’ om den enkelte soldat. Forsvaret fravælger altså systematisk visse informationer til befolkningen, og det er betænkeligt i et demokrati.

Nogle kunne mene, at disse eksempler er ukonkrete. Derfor skal sagen om ’den ukendte bog’ nævnes. Den havde bidrag fra en række kendere af dansk forsvar og var redigeret af pensioneret general Michael H. Clemmesen, der havde sagt god for bogen og var klar til udgivelse via Forsvarsakademiet. Det var aftalen.

Men Forsvarsakademiets chef nægtede så at udgive den. Det var naturligvis en hån over for de mennesker, der havde bidraget, men det viser igen en militaristisk selvforståelse hos en chef i forsvaret. For ham er det vigtigere at tilbageholde informationer om forsvaret end at formidle dem.

Klart anslag mod ytringsfriheden
Det andet militariseringsområde, politisering, har den forhenværende forsvarschef Tim Sloth Jørgensen givet en række eksempler på. Her skal blot nævnes to:

Det første eksempel på politisering er forsøget på at forbyde bogen ’Jæger – i krig med eliten’. Her kræver forsvarschefen den mest grundlæggende frihedsrettighed i Danmark, ytringsfriheden, grundlovens § 77, underkastet militære hensyn.

Man kan mene, at hensynet til danske soldaters sikkerhed stod på spil. Det er andre uenige i. Men initiativet viser, at dansk forsvar er villig til at gå langt, når det kræve det civile samfunds mest grundlæggende frihedsrettighed underordnet militære hensyn.

Endnu et eksempel på en politisering var Tim Sloth Jørgensens breve til Politiken og andre dagblade om at undlade at omtale samme bog, endsige optrykke den, ligesom nogle politikere og militære topfolk krævede, at Politiken skulle vente med at trykke bogen til fogedrettens afgørelse forelå.

Det er et klart anslag mod ytringsfriheden, fordi man her kræver censur, altså en forhåndsgodkendelse, før man ytrer sig, og det er lige netop, hvad grundloven forbyder. Støtten fra politikere, f.eks. John Dyrby Paulsen (S) og andre dagblade, f.eks. Jyllands-Posten, til forsvarets censurkrav dokumenterer bare, at militæret ikke er alene om at (ville) militarisere Danmark.

Det er trist at tænke på, når man erindrer sig, at danske mf’ere har underskrevet grundloven, og at Jyllands-Posten ved at indordne sig opgav ævred som den 4. statsmagt.

Det tredje militariseringsområde er danske topofficerers overtrædelse af den demokratiske kontrol. To tidligere forsvarschefer har gjort det. I 2001 besluttede den daværende forsvarschef, Christian Hvidt, sig for – i EU’s militærkomite – at stemme for en finsk general som komiteens militærchef, selv om han havde fået besked fra Forsvarsministeriets departementschef og en tilsvarende instruks fra Udenrigsministeriet om at stemme på en Nato-general af hensyn til det danske forsvarsforbehold i EU. Det blæste Christian Hvidt på, og han stemte på sin finske jagtkollega.

Generalens beslutning var et kraftigt anslag mod de demokratiske spilleregler, da det ikke kun trodsede ministre og deres embedsmænd, men også regeringen, Folketinget og befolkningsflertallet, som ved folkeafstemningen om Edinburgh-aftalen havde vedtaget EU-forbeholdet.

Christian Hvidt kan mene, at den finske general var bedre end den italienske, men han skal som embedsmand respektere de demokratiske værdier og spilleregler. Og ingen civil dansk topembedsmand har tilladt sig en lignende adfærd. Og så blev Christian Hvidt ikke en gang fyret herfor.

Christian Hvidts efterfølger, forsvarschef Jesper Helsøe, startede sin tiltræden med at fastslå, at han stod bag sin forgængers handlemåde, altså også den i EU-militærkomite-sagen.

Her signalerede Jesper Helsøe, at han ville gøre ligeså. Men man kan ikke have en tiltrædende forsvarschef, der tilslutter sig sin forgængers udemokratiske anslag.

Alene af den grund burde Jesper Helsøe ikke være tiltrådt. Også senere i sin karriere udviste Jesper Helsøe manglende respekt for demokratiet ved at tilbageholde oplysninger for forsvarsminister Søren Gade, selv om denne udtrykkeligt havde udbedt sig alle informationer om danske soldaters virke på de militære slagmarker. Igen mente en forsvarschef at vide bedst og ignorerede politiske instrukser. Og igen uden konsekvenser.

Samfundets tjener, ikke dets herre
Det fjerde militariseringsområde er militære chefers lovovertrædende adfærd. Både it-chef Jesper Britze, kommunikationschef Lars Sønderskov og forsvarsminister Søren Gades særlige rådgiver, Jakob Winther, kan blive straffet for – på hver sin måde – at have udbredt indholdet af jægerbogen.

Det er ikke betryggende, at militarismen har et sådant tag i forsvarets militære og civile chefer, at de tillader sig en adfærd, der i en straffesag kan sammenlignes med at fabrikere og publicere falsk bevismateriale.

Man kan mene, at disse eksempler er urimelige, tilfældige eller for få. Men i min optik viser de en grundlæggende og systematisk militaristisk virksomhedskultur, som vi må tage et opgør med. Af en række grunde. For det første af hensyn til forsvarets virke, herunder vore udsendte soldaters indsats. De er ikke tjent med det tillidsbrud, som forsvaret har skabt ved sin militaristiske adfærd. For det andet af hensyn til forsvarets selvforståelse.

Forsvaret er ikke og skal ikke være et mål i sig selv, men skal kun forstås (og forstå sig selv) som et middel. For det tredje af hensyn til det danske demokrati.

Det forekommer grotesk, at udsendte danske soldater kæmper for at etablere et demokrati i et fremmed land og så kommer hjem og oplever, at det danske i mellemtiden er antastet.

Det nødvendige opgør mod en stivnet, systematisk militaristisk selvforståelse i forsvaret kan udtrykkes positivt. Vi skal have et forsvar og en forsvarsledelse, der accepterer, at

– borgere og politikere har mere ret til at få informationer end, forsvaret har ret til at tilbageholde dem, og at forsvaret skylder os informationer, det hidtil har forholdt os

– enhver soldat indskærpes og instrueres i forskellen på at fungere og at politisere og at

– politiske beslutninger skal efterleves og ikke imødegås.

For at understøtte denne redemokratisering bør danske politikere påtage sig deres ansvar for forløbet. De har i flere tilfælde set passivt til uden at gribe ind over for topofficerers udemokratiske adfærd (Hvidt og Jelsøe-sagerne) og de har ikke – trods opfordringer hertil – krævet indgreb.

Danske politikere synes ikke at forstå, at ’demokratisk kontrol med forsvaret’ både betyder ’at have’ og ’at udøve’ den. Når politikerne ikke udøver, men passivt ser til, opfattes det af forsvaret som en accept af en adfærd. Politikerne må være deres ansvar bevidst. De må kræve bedre indsigt, en ny virksomhedskultur i forsvaret, støtte danske forskningsprojekter om forsvar og samfund, etc.

I den aktuelle sag har nogle ment, at både forsvarsminister og -chef burde gå. Det er jeg uenig i. Jeg synes hverken, at Tim Sloth Jørgensen skulle være trådt tilbage, eller at Søren Gade skal gøre det. Det er et uhensigtsmæssigt signal at sende.

For de er begge ofre for medarbejderes utilstedelige og strafferetlige adfærd. Og den nyligt afgåede forsvarschef har, i modsætning til sine to forgængere, ikke overtrådt de demokratiske spilleregler, men som vist – kun – politiseret. Dertil kommer, at de to i fællesskab havde den forurettedes ret til at kræve forandring.

Når Tim Sloth Jørgensen så alligevel vælger at gå af, er det i respekt for de politiske spilleregler – en topembedsmand går, når hans minister udtaler mistillid til ham.

Det øger presset mod to af forsvarsministerens egne medarbejdere: Jakob Winther, der lækkede jægerbogen til DR og departementschef Lars Findsen, som overtalte Søren Gade til at omtale den arabiske oversættelse for offentligheden, selv om det er en bog, man netop af sikkerhedsgrunde ikke ønsker offentliggjort, og selv om Forsvarskommandoen havde advaret Lars Findsen herimod grundet den dårlige og dermed utroværdige arabiske oversættelse.

Konkret skal redemokratiseringen af forsvaret og dets virksomhedskultur ske på tre områder.

Uddannelsesmæssigt skal man introducere kurser på tjenestesteder, officersskoler og Forsvarsakademiet under overskrifter som ’demokratisk kontrol med forsvaret’, ’militariseringen af krigsførende lande’, ’civilsamfundets forrang for forsvaret’.

Forskningsmæssigt skal man gennemføre uafhængige, militærsociologiske undersøgelser som ’virkningen af destruktivt lederskab’, ’forudsigelse af militær karriere-succes’, ’sex-chikane’, ’øget operationel effektivitet i FN’s fredbevarelse’, for blot at nævne nogle overskrifter fra det nyeste nr. af det militærsociologiske tidsskrift Armed Forces & Society (bd. 36, nr. 1, oktober 2009). Med det materiale i hånden kan man så udvirke ændringer internt og udveksle erfaringer med andre lande. Politisk bør forsvarsminister, medlemmer af Folketingets Forsvarsudvalg og pressen stoppe den servile behandling af forsvaret og påtale officerer eller andre, der opfører sig udemokratisk.

Og man kan så passende minde om, at forsvarets goodwill ikke er skrivebordsgeneralernes fortjeneste, men alene skyldes respekten for de udsendte danske soldater. Det er den, chefer i forsvaret har lænet sig op ad og undertiden misbrugt.

Denne Kronik har kigget tilbage for at dokumentere militariseringen af Danmark. Men jægerbogsagen bør være en igangsætter for forsvarets ledelse og ansatte til at få etableret en ny, fremtidig selvforståelse som ’det danske demokratiske samfunds tjener, ikke dets herre’.