Bandekrig i Danmark.

Både i Københavns gader, rundt om i provinsen og på den københavnske Vestegn. Det er realiteten i dagens Danmark. Med kugleregn, overfald og utryghed til følge.

Der må gøres noget. Og det skal gøres nu. Jeg har lige været med Folketingets Retsudvalg i Los Angeles, og efter den tur er det eneste, der står helt klart, at det er vigtigt at gøre noget i tide.

Selv om de har haft gode resultater med at få kriminaliteten ned, kan vi ikke bare kopiere deres metoder. Det ville være som at bekæmpe et værtshusslagsmål med atomvåben.

For i Los Angeles er tingene allerede tæt på at være ude af kontrol. De har 45 gange så mange bandemedlemmer per indbygger, som vi har i Danmark. Og i et godt år har de næsten 10 gange så mange mord per indbygger.

Tre grundlæggende principper
I Danmark er der gået alt for meget ideologi i bandeproblematikken. I mange år var regeringens svar strengere straffe. Resultatet af diskussionen og de politiske beslutninger har først og fremmest været højere straframmer.

Men ikke væsentlig højere straffe. Det er ofte et problem, at politikere politiserer domme, men det er også et problem, at det er så svært at sende et signal om strengere straffe til de danske dommere, som det åbenbart er.

Nu er justitsministeren holdt op med at tale om strengere straffe. Nu skal der i stedet forebygges. Og det er en ganske god idé. Men bandeproblematikken er kompleks, og vi må derfor både inddrage forebyggelse og strengere straffe.

En samlet løsning bør bygge på tre grundlæggende principper: Vi skal have banderne væk fra gaderne. Vi skal stoppe tilgangen til banderne. Og vi skal fjerne bandernes marked.

Det sidste er der stadig en meget stor berøringsangst over for. For det kræver, at vi ser virkeligheden i øjnene, som den er, og liberaliserer hashmarkedet.

Helt konkret foreslår Liberal Alliance ændringer på fem områder.

For det første skal vi oprette en særlig kriminalforsorg for unge. Det forudsætter, at vi sænker den kriminelle lavalder til 12 år, samtidig med at vi øger den sociale indsats over for kriminelle unge.

For det andet skal grov kriminalitet straffes hårdere, så vi får de allermest hårdkogte bandemedlemmer væk fra gaderne.

For det tredje skal vi sørge for en bedre resocialisering, så bandemedlemmerne får bedre mulighed for at lægge deres liv om, efter at de har afsonet deres straf.

For det fjerde skal vi forsøgsvis legalisere hash og dermed fjerne et af de vigtigste kriminelle markeder.

For det femte skal vi frigøre ressourcer hos politiet, så der bliver flere betjente til at bekæmpe banderne.

Bedre retssikkerhed til de 12-15-årige
I dag er den kriminelle lavalder 15 år. Det betyder, at man kun kan blive straffet for kriminalitet, hvis man er over 15 år.

Men unge under 15 år får alligevel en form for straf, for her sætter de sociale myndigheder ind og kan fjerne dem fra deres familie og placere dem på lukkede institutioner.

Problemet er, at de unge ingen retssikkerhed har. Deres sag bliver aldrig prøvet i retten, og der er kun meget ringe kontrol med institutionerne og de pædagogiske metoder.

Er man over den kriminelle lavalder, er statens magtanvendelse og de straffedes rettigheder derimod beskrevet nøje i lovgivningen.

Her er der dog andre problemer – det væsentligste er, at unge kriminelle over 15 år i mange tilfælde bliver sat i fængsel sammen med hårdkogte voksne forbrydere.

Hvis vi sænker den kriminelle lavalder til 12 år, kan vi give langt bedre retssikkerhed til de 12-15-årige. Derudover løser vi problemet med bandemedlemmer, der bevidst bruger deres små brødre og andre under 15 år til at begå kriminalitet, fordi de alligevel ikke kan straffes.

Man kan spørge sig selv, om det så ikke er bedre helt at fjerne den kriminelle lavalder?

Men vi mener, at grænsen skal sættes et sted, for det kan jo ikke nytte noget, at politiet og domstolene skal indblandes, når Victor P.s mor er sur over, at lille Isabella har bidt hendes søn i vuggestuen.

Del kriminalforsorgen op i to
Ungdomskommissionen har netop anbefalet, at den kriminelle lavalder fastholdes på 15 år. Men det er ud fra en betragtning om, at det vil gøre mere skade end gavn at sætte de helt unge i fængsel.

Det er vi sådan set enige i, og netop derfor vil vi ikke sætte de unge i fængsel. Vi vil derimod reformere kriminalforsorgen, så der sættes mere målrettet ind over for ungdomskriminalitet.

Der er en væsentlig forskel på et 15-årigt bandemedlem og en 40-årig bankrøver. Derfor foreslår vi at dele kriminalforsorgen op i to: Den ene del er kriminalforsorgen for voksne, som har ansvar for fængsler og sikkerhed.

Her arbejder der primært politifolk og fængselsbetjente. Den anden del er kriminalforsorgen for unge under 18 år, som skal bestå af særligt uddannede pædagoger og andre fagfolk, der kan hjælpe de straffede unge til et liv uden kriminalitet.

Der kan både være tale om åbne og lukkede institutioner – det væsentlige er, at de unge ikke skal i fængsel sammen med voksne kriminelle, og at de bliver stillet for en dommer.

Der er også unge, der kun har begået knap så alvorlig kriminalitet, men hvor politi, lærere og socialarbejdere kan se, at de er på vej ud i større problemer – måske fordi de er ved at blive optaget i en bande.

Her skal det være muligt at idømme klubarrest på forældrenes regning. Det betyder, at de unge skal ’stemple ind’ i den lokale fritidsklub og derfor ikke får mulighed for at hænge i storcentre og på gadehjørner sammen med de andre bandemedlemmer.

Det er vigtigt, at alle unge i risikogruppen tilknyttes en bestemt voksen – for eksempel en pædagog – som de hele tiden kan komme i kontakt med.

Ahmed og Niklas skal være på fornavn med John og Peter ovre fra kommunen, og de skal have deres telefonnumre liggende på mobiltelefonen.

På den måde er der en voksen, som på en personlig og troværdig måde viser dem, at der er alternativer til den kriminelle livsstil, de er på vej ud i.

Desuden kan kontaktpersonerne mere direkte hjælpe de unge, når de bliver fristet af at begå ny kriminalitet.

Men den sociale indsats skal være håndfast. De unge skal forpligtes via ungdomskontrakter, og det skal have konkrete og umiddelbare konsekvenser, hvis de ikke opfyldes.

Kontrakterne kunne for eksempel indeholde aftaler om fraværsprocenter på uddannelsen. Har Niklas for meget fravær, har han brudt sin ungdomskontrakt og får klubarrest i yderligere tre måneder.

Derudover skal forældrene til de unge have tilbud om kurser, så de bedre kan takle deres børns kriminelle adfærd. Ofte er forældrene meget kede af deres børns opførsel og vil gerne hjælpe – de har bare ikke redskaberne til at gøre det.

Den sociale indsats er meget vigtig, men man må også forholde sig til straf. Hårdere straffe virker som sagt sjælden afskrækkende på de hårdkogte bandemedlemmer.

Men når det kommer til grov vold, trusler og narkohandel, er den afskrækkende effekt ikke det vigtigste – her gælder det først og fremmest om at sikre de lovlydige borgere imod forbryderne. I Liberal Alliance vil vi være tough on tough crime og soft on soft crime.

Gentagelsestilfælde bør straffes væsentlig hårdere end førstegangsforseelser. Det kan ikke være rigtigt, at de samme forbrydere igen og igen gør livet usikkert for borgerne.

Når bandemedlemmerne så bliver anbragt på en institution eller i et fængsel, fungerer opholdet desværre alt for tit som forberedelse til endnu mere kriminalitet.

Næsten halvdelen af de indsatte i danske fængsler har ingen uddannelse efter folkeskolen – og de yngste har ofte end ikke færdiggjort folkeskolen. Derfor skal der være bedre muligheder for at uddanne sig, mens man sidder i fængsel.

Det hårde miljø i fængslerne gør det svært at koncentrere sig om bøgerne, så der skal oprettes stoffrie fængsler for de fanger, som ønsker at komme videre med deres liv.

Her skal fangerne af egen drift kunne søge hen. Der vil være krav om uddannelse og særlig strenge rutiner omkring narkotestning. Til gengæld vil der være mere ro.

Og reglerne skal være enkle: Lever man ikke op til kravene, ryger man tilbage til det almindelige fængsel.

For at øge chancerne for et nyt liv uden kriminalitet og gøre overgangen fra fængsel til frihed lettere, skal det være muligt for dommerne at dele straffen op, så for eksempel det sidste år af en lang fængselsstraf kan afsones i hjemmet med en elektronisk fodlænke.

Det vil give de kriminelle en mulighed for at vænne sig til livet uden for tremmerne, inden de for alvor bliver løsladt, og det må alt andet lige være bedre for resocialiseringen at bo sammen med sin familie end at bo sammen med andre kriminelle.

De straffede skal koncentrere sig om at skabe et nyt liv uden kriminalitet – ikke udveksle indbrudsfif og smuglertricks.

Det er ikke kun fængslernes hårde miljø og de ringe uddannelsesmuligheder, som øger risikoen for at falde tilbage i den kriminelle løbebane efter endt straf.

Den plettede straffeattest gør det også svært for de unge at få et job og dermed et nyt liv. I nogle stillinger kan det være nødvendigt for arbejdsgiveren at sikre sig, at medarbejderen ikke er tidligere straffet.

Men ofte bliver straffeattesten blot indhentet af gammel vane, uden at der egentlig er grund til det – og sidder man først med to ansøgere med henholdsvis en ren og en plettet straffeattest, så vælger man selvfølgelig ham med glorien.

Det er en forståelig, men også uheldig situation, for det betyder, at de tidligere straffede ofte har mere end svært ved at få et job.

Udliciter politiopgaver til private vagtselskaber
Vi foreslår derfor, at det skal koste arbejdsgiveren noget at indhente en straffeattest – for eksempel 400 kroner. Det vil betyde, at ansøgere kun får tjekket deres straffeattest, når det virkelig er nødvendigt.

En mere målrettet indsats mod ungdomskriminalitet og bedre resocialisering kan mindske tilgangen til banderne, men det kan ikke alene løse problemet med rockere og kriminelle indvandrere, der skyder på hinanden i gaderne.

Vi må også fjerne årsagen til skyderierne. Selv om rockeren Jørn Jønke Nielsen og Venstres Søren Pind i skøn forening forsøger at gøre konflikten til en racekrig, så handler det i sidste ende om kroner og øre.

Rigspolitiet siger det selv – banderne slås om hashmarkedet. Så længe hash er et illegalt produkt, har forbryderne en guldrandet forretning – en indtægtskilde så stor, at den åbenbart er værd at dræbe for.

Vi foreslår derfor et toårigt forsøg med salg af cannabis via apotekerne. Forbruget bliver næppe højere end i dag, hvor halvdelen af alle danskere allerede har prøvet at ryge hash.

Legaliseringen kunne eventuelt suppleres med en oplysningskampagne om de sundhedsmæssige konsekvenser ved hashrygning.

Det handler i det hele taget om at trække det økonomiske tæppe væk under banderne. Derfor må vi også kræve et afgiftsstop på cigaretter, sodavand og slik.

Det er allerede i dag en god forretning at smugle ulovlige Marsbarer og Marlborokartoner ind i landet og sælge dem billigt, fordi de danske priser er så høje.

Endnu en indtægtskilde for banderne, som er værd at slås om. Derfor må vi ikke lade priserne stige yderligere og dermed gøre markedet endnu mere attraktivt for banderne.

Ved netop at fjerne de kriminelle markeder kan vi komme en stor del af problemet med bandekriminalitet til livs. Men her og nu, ude på gader og stræder, er det stadig politiet, der skal finde og anholde forbryderne.

Vi er nødt til at prioritere politiets ressourcer bedre, så der er betjente nok til at bekæmpe banderne. Derfor foreslår vi at udlicitere nogle af politiets opgaver til private vagtselskaber.

Der er mange opgaver, som ikke nødvendigvis kræver uddannede politibetjente. Det kan for eksempel være transport af dømte fra fængslet til retten, overvågning af elektroniske fodlænker samt rapportering, ledsagelse af afviste asylansøgere og opklaring af indbrud (dette gøres allerede i dag i visse tilfælde af forsikringsselskaber).

Ansvaret for administration og udlevering af straffeattester kan Borgerservice tage sig af – det er der slet ingen grund til, at politiet bebyrdes med.

Vi vil stoppe de mange skyderier og have de trygge gader tilbage. Det får vi kun, hvis vi forholder os fordomsfrit til problemerne og har modet til at tænke nyt.