For de fleste mennesker er slaveri noget, der hører det 18. århundrede til, og det er med god grund;

slaveriet blev nemlig for alvor en industri i det 18. århundrede, da Amerika og England begyndte at handle slaver til plantagearbejde, og man vurderer, at i alt 10-15 millioner mennesker blev solgt til slavehandel i denne periode.

Slaveriet blev forbudt i England i 1772, men det store gennembrud for afskaffelsen af slaveriet blev i 1807, da både England og USA blev enige om at forbyde slavehandel, og kampen sluttede tilsyneladende i 1865, da slaveriet blev ophævet i USA efter Den Amerikanske Borgerkrig.

Slavehandel blev efter afskaffelsen set som et primitivt og nedværdigende forhold mellem mennesker og symbolet på et samfund, hvor mennesker gøres til varer, der kan købes og sælges.

Derfor ville det nok også overraske de fleste af datidens forkæmpere for afskaffelsen af slaveriet at opdage, at handel med mennesker i 2009, efter at menneskerettigheder er vedtaget globalt og demokrati er indført i en stor del af verden, stadig er en af de største udfordringer, som det internationale samfund står over for.

Den moderne slavehandel eller trafficking defineres af FN som:

»Alle handlinger, som har at gøre med hvervning eller transport af personer inden for et lands grænser eller over grænserne, og hvor man anvender manipulation og tvang med det formål at udsætte mennesker for overgreb eller udnyttelse«.

Med andre ord afskaffede vi formelt slaveriet i det 19. århundrede, men reelt bliver mennesker stadig behandlet som varer på det globale marked.

Der bliver handlet mennesker overalt i verden og på kryds og tværs, f.eks. fra Asien til Afrika, fra Letland til Indien, fra Sydamerika til Nordamerika.

Der handles også mange mennesker til de rige vesteuropæiske lande, både fra Østeuropa og fra andre dele af verden. Sågar i Danmark har vi nu igen slaver.

Ofrene for menneskehandel er i høj grad kvinder og børn fra den fattige del af verden, der bliver handlet til det rige Vesten.

Der bliver brugt slaver til tvangsarbejde, f.eks. i landbrug, hoteller, fabrikker, byggeri, til tiggeri og lommetyveri og især til prostitution.

Historien om rejsen er forskellig fra offer til offer; en stor del af de afrikanske kvinder beretter, hvordan rejsen til Europa har taget fra flere måneder op til år.

Hvordan de har vandret i større grupper gennem ørkenen uden nødvendigt forplejning, hvordan de har mistet venner, bekendte og andre kvinder i disse grupper.

De beretter om vagter med våben, som driver kvinderne frem som kvæg, truer med vold og voldtægt og i nogle tilfælde også fører det ud i livet.

Andre kvinder beretter, at de er blevet sat på et fly uden at kende den nøjagtige destination, og når de lander et sted i Europa, mødes de af andre kvinder, som ’hjælper’ dem frem til det sted, hvor de bliver udnyttet.

Når de ankommer, er de afskåret fra deres netværk. De kender ikke landet og taler ikke sproget. Derudover skylder de deres nye bagmænd store summer for rejseomkostninger, visum og andre fiktive gældsposter.

På denne måde ender ofrene i et afhængighedsforhold til deres bagmænd og det kriminelle netværk, der ligger bag.

Vil ofrene ikke prostituere sig eller på anden vis skaffe penge til det kriminelle netværk, trues de med vold og voldtægt.

Disse trusler er ikke nødvendigvis kun rettet mod dem selv, men ofte også mod deres familier.

Truslerne er desværre reelle nok, selv om afstanden er stor fra Europa til f.eks. Afrika.

I slavetidens USA kostede en mandlig slave til landbrugsarbejde, hvad der svarer til 4.000 dollar i nutidsværdi.

I dag koster en sådan slave 300 dollar.

Det siger noget om, hvor lidt menneskeliv regnes for i dag, og hvor god grobund trafficking-industrien har haft de sidste mange år.

Det er en hurtigvoksende kriminel industri på linje med narko og våbenhandel, og FN vurderer, at fire millioner mennesker er ofre for menneskehandel.

Der er altså rigtig mange penge at tjene for de kriminelle. Og en del af pengene går videre til andre kriminelle aktiviteter, en del bliver brugt til korruption og andre bliver hvidvaskede.

Hvis man skal standse en så stor og international industri, kræver det tiltag på alle planer, både i internationale organisationer som FN, EU, Europarådet, OECD, Nordisk Råd, Østersørådet og i vores egen lille andedam, Danmark.

FN har flere gange fastslået, at menneskehandel er slaveri, og at det strider imod de helt grundlæggende menneskerettigheder.

FN har derfor vedtaget den såkaldte Palermo-protokol, der indeholder en erklæring om, at medlemslandene skal bekæmpe menneskehandel, straffe menneskehandlerne og beskytte ofrene.

Protokollen satte for alvor menneskehandel på den internationale dagsorden.

De vesteuropæiske lande er blandt de vigtigste aftagerlande for menneskehandel.

Endvidere er der masser af menneskehandelsstrømme inden for Europa.

På den baggrund vedtog Europarådet en konvention om bekæmpelse af menneskehandel i 2005, der indeholdt vidtrækkende og sammenhængende retlige regler om forebyggelse, samarbejde mellem forskellige implicerede parter, en forpligtelse til at kriminalisere menneskehandel og ikke mindst beskyttelse af og bistand til ofre, herunder at ofre for menneskehandel skal have lov at blive i landet i mindst 30 dage, før de sendes ud.

Denne konvention arbejder Europarådet på at forbedre, så ofrene ikke skal pålægges sanktioner for deres involvering i ulovlige handlinger, f.eks. hvis de har falske papirer. Og så ofre får ret til lægehjælp.

Indtil nu har de fleste lande mest set på formelt at indføre regler om kriminalisering mv., men ikke gjort særlig meget for at forebygge og for at give reel hjælp til ofrene.

I Danmark har vi i flere år haft handlingsplaner mod menneskehandel. Den nuværende går fra 2007 til 2010.

Efter pres fra oppositionen har vi fået et Center mod Menneskehandel, der samler viden og koordinerer indsatsen. Og flere ngo’er gør en stor indsats, bl.a. ved at sikre beskyttelsestilbud til ofrene.

Når den nuværende handlingsplan udløber i 2010, må det være på tide at erkende, at indsatsen mod menneskehandel desværre ikke er et kortvarigt projekt, men en langsigtet indsats, der skal permanent på finansloven, så de mange, der arbejder med området, kan koncentrere sig om indsatsen i stedet for hele tiden at skulle søge nye midler.

Der mangler dog det allermest væsentlige, når man skal have bugt med en industri så kynisk og organiseret som handlen med mennesker: folkeligt og politisk engagement.

Ligesom vi skal have de mange myndigheder og organisationer til at arbejde langt bedre sammen.

Sager om menneskehandel er ofte komplicerede og kræver et stor politiarbejde med bl.a. mange tusinde telefonaflytninger på fremmede sprog, kortlægning af pengestrømme osv.

Hos et trængt politi og anklagemyndighed er der meget andet, der fylder.

Der er hos både politi og anklagemyndighed brug for flere ressourcer, som bliver målrettet dette område, og som løbende efteruddannes og udvikles.

Men den manglende prioritering i forhold til menneskehandel er ikke noget, der trækker store overskrifter i aviserne.

Flertallet af danskerne opdager jo ikke, at der bor slaver tæt på dem – slaver som voldtages flere gange dagligt.

Når en hund bliver bidt af en kamphund, så er medierne fyldt med det, politikere står i kø for at komme med tiltag, og folketingsmedlemmers mailbokse bliver oversvømmet med henvendelser.

Men når et offer for menneskehandel bliver befriet fra lang tids ydmygelser, vold og voldtægt og derefter sat i fængsel for at blive sendt ud af landet med stor risiko for at blive handlet igen, så kommer der højst en artikel eller to og ikke én borgerhenvendelse om sagen.

Vi synes bestemt, at dyrevelfærd er vigtigt, men der er behov for, at mishandling af mennesker vækker lige så meget vrede og engagement som mishandling af kæledyr.

Vi foreslog fra oppositionen i en forespørgselsdebat i maj 2008, at man giver mulighed for ophold til ofre for menneskehandel.

I dag bliver mange bare sendt ud af landet med stor risiko for at blive handlet igen.

Vi ved fra andre lande, at hvis ofrene får hjælp og mulighed for i en længere periode at opbygge tillid til myndighederne, er der mange, der gerne vil hjælpe politiet, så bagmændene kan blive dømt.

Desværre vil regeringen ikke være med til bare at give mulighed for ophold.

Et offer for menneskehandel har i dag ret til at blive i Danmark i 30 dage og i op til 100 dage, hvis de samarbejder om deres udsendelse af landet.

Det er ikke lang tid, hvis man skal komme sig efter måske flere års mishandling, ydmygelser, vold og voldtægt, hvis man både fysisk og psykisk skal have hjælp, og hvis man skal prøve at sikre sin familie, så de ikke bliver slået ihjel, fordi man er flygtet fra slaveriet.

Menneskehandel er et resultat af fattigdom og af, at der er nogen, der efterspørger slaver og ydelser fra slaver.

Hvis vi for alvor vil bekæmpe menneskehandel, så er vi nødt til at gøre noget ved fattigdom og ulighed i verden og sætte ind mod efterspørgslen.

I Nordisk Råd har vi i flere år samarbejdet med de baltiske lande.

Vi er gået fra bare at snakke om problemet til, at politifolk og socialarbejdere konkret møder hinanden og lærer af hinandens erfaringer.

Vi støtter pigegrupper, der lærer at undgå at falde i menneskehandlernes kløer og at finde muligheder for uddannelse og arbejde, så de ikke lader sig lokke til job i Norden, der viser sig at være rent opspind for at lokke dem hertil og udnytte dem.

Ligesom vi støtter ngo’er, der hjælper de ofre, der vender tilbage.

Der er brug for langt flere af den slags samarbejder på kryds og tværs af grænserne.

Men der er også brug for, at erhvervslivet kommer på banen.

Organiseret kriminalitet som menneskehandel er en alvorlig trussel mod demokratiet og mod betingelserne for det ordentlige og lovlydige erhvervsliv.

Samtidig har erhvervslivet rigtig gode muligheder for at hjælpe ofrene for menneskehandel ved at tilbyde dem uddannelse og opkvalificering, som ofrene kan bruge, når de kommer tilbage til deres hjemland.

Og ved at bruge deres internationale netværk til at sikre ofrene job, når de vender hjem.

Hvis et offer vender hjem og det bliver kendt, at hun er offer og har været i prostitution, så har hun ingen fremtid, men stor risiko for at blive handlet igen.

Vi er nødt til også at se på efterspørgslen.

Vi skal arbejde for en international mærkningsordning, så vi f.eks. er sikre på, at vores chokolade ikke er fra kakaobønner plukket af børneslaver.

Og så skal vi fjerne efterspørgslen på købesex.

Det handler om at få en god seksualvejledning og gode vilkår for at have et godt sexliv, men det handler i høj grad også om at ændre holdninger, så det bliver uacceptabelt at købe sex.

Kriminalisering af sexkøb er et led i den holdningsændring.

Men det er vigtigt, at kriminaliseringen ikke rammer de mennesker, vi ønsker at hjælpe.

Derfor skal det gennemføres som en dansk model, hvor vi sikrer, at de sociale forhold er på plads, herunder frit lejde til prostituerede, der ønsker at komme ud af prostitution, og en ordentlig hjælp til ofre for menneskehandel.

Der er sat mange initiativer i gang på nationalt såvel som internationalt plan, men der skal meget mere til, hvis vi skal stoppe handlen med mennesker. Og hvad er et bedre sted at starte end herhjemme i andedammen?

En række folketingsmedlemmer fra næsten alle partier arbejder sammen om indsatsen, og vi har nu i flere år haft en årlig høring om menneskehandel.

I år bliver det den 30. oktober.

Vi kan se, at hvis ikke vi bliver ved med at fastholde presset, så ryger indsatsen mod menneskehandel længere ned ad prioriteringslisten.

Det er ikke et emne, der står højt på regeringens dagsorden.

Men det er ikke nok med vores årlige høring, det er heller ikke nok med de ngo’er, der allerede har engageret sig.

Der er brug for et langt større folkeligt engagement.

Først når en bred del af befolkningen for alvor siger fra over for slaveri og kræver, at det bliver bekæmpet, og også selv begynder at gøre en indsats – først da vil vi for alvor kunne gøre fremskridt.