Regeringen har svigtet danskerne i et hidtil uset omfang.

Et centralt tema i valgkampene 2001, 2005 og 2007 var 'lov og orden'. Men aldrig før har Danmark levet med så megen farlig kriminalitet. I snart to år har danskerne løbende oplevet skyderier i et omfang, som er uden fortilfælde i fredstid.

TrygFondens store tryghedsundersøgelse viser nu, at danskernes oplevelse af utryghed er dramatisk forøget bare gennem det seneste år. Der er flere skyderier end nogensinde.

Og den vold, der er, er mere rå og afstumpet end nogensinde – og skaber dermed forståeligt nok også mere utryghed hos danskerne. Paradoksalt nok sker dette samtidig med, at den danske befolkning er mere lovlydig og fredelig end nogensinde – samlet set.

Der er altså et voksende spænd mellem et voksende flertal af befolkningen – og en mindre, men mere forrået og afstumpet gruppe af kriminelle. Den lille, men meget voldelige og komplet skruppelløse gruppe af rockere og bander har i så mange tilfælde skudt på, såret og undertiden dræbt – ikke bare hinanden, men også helt uskyldige og tilfældige – i et omfang, så mange af os ser nyheder og læser aviser med stadig større vantro:

Er dette overhovedet Danmark? Det er i alt fald ikke det Danmark, vi har kendt. Og det er ikke det Danmark, vi ønsker. Vi må og skal altså erobre de betændte områder af Danmark tilbage fra indvandrerbander og rockere.

Politiet har omsider fået sat flere ressourcer af til bekæmpelsen af den bande- og rockerkriminalitet, som er dramatisk forøget de seneste år. Hvad der præcis har udløst de seneste initiativer, er svært at sige – for omfanget af problemerne og deres eskalering har ellers været tydelige nok for de fleste gennem temmelig lang tid.

Regeringen har tabt børnene på gulvet
At pilen peger på regeringen, er åbenlyst. Der er reelt tale om et retspolitisk kollaps, som vi har været vidner til gennem de seneste år. Regeringen har som bekendt et stabilt flertal med Dansk Folkeparti og har altså kunnet tilvejebringe og realisere præcis de initiativer, de mente passende.

Nogle gange har oppositionen stemt med – og andre gange imod – regeringen. Men regeringen har haft et komfortabelt flertal. Den kan ikke undskylde sig med, hvad oppositionen har stemt for eller imod, for den har gennemført, hvad den ville – og uden virkning. Hvorfor er det så gået så galt?

Lad os skrue tiden lidt tilbage. Dengang i 2001, da regeringen kom til bl.a. med beskyldninger om en 'slap' retspolitik, var AK81'erne og indvandrerbandernes nye unge medlemmer stadig børn. Dem, som i dag er 18 år, var dengang ti år.

Dem, som i dag er 16 år, var dengang otte år. Det er altså tydeligt, at regeringen gennem otte år har svigtet en pædagogisk, social og forebyggende indsats. Den har ladet splittelsen af det danske samfund vokse, sådan at en massiv gruppe af børn og unge er så lovlydige som nogensinde – mens en mindre gruppe er så marginaliseret og uden for rækkevidde, at deres bedste bud på en fremtid ligger i en svingdør mellem fængsel, rockerborge og et liv med tæskehold, narkohandel, skyderier og konstante trusler om pludselig død.

Ingen skal fortælle os, at man ikke kunne have hjulpet bare nogle af disse gangstere – dengang de var syv, otte, ni år gamle. Selvfølgelig kunne man det.

Utrygheden vokser proportionalt med skyderierne
Tidligere justitsminister Lene Espersen og den nuværende Brian Mikkelsen – begge konservative – har i samarbejde med Folketingets retsudvalgsformand Peter Skaarup svinget taktstokken over dansk retspolitik i årevis.

I den periode er utrygheden vokset proportionalt med antallet af skyderier – og proportionalt med passiviteten hos de skiftende justitsministre og VKO-regeringen. Det er dybt forstemmende. Og dybt forstemmende er det, at de konservative, der har justitsministerposten, tilsyneladende synes, at det største problem i Danmark er 50-100 kvinder i burkaer, mens beboere i visse områder i vores byer er tvunget til at være gidsler i den eskalerende konflikt.

For sandheden er jo, at bl.a. SF i flere år har påpeget for det første, at der var behov for en større social, præventiv og integrationsrettet indsats i belastede områder.

Og for det andet har SF fremlagt ikke mindre end tre bandepakker samt en tryghedspakke. Hver gang har VKO kritiseret SF og afvist forslagene. Brian Mikkelsen havde oven i købet den frækhed – eller var det dumhed? – at kalde SF's tryghedspakke fra august i år for en 'utryghedspakke'!

Det gjorde han kun få måneder efter, at Københavns Politi efter et stormøde i Korsgade Hallen for beboerne på Nørrebro til Politiken sagde, at det sandelig var for farligt for politiet at patruljere til fods i området omkring Blågårds Plads. Jo, tak – det er det sandelig også for andre. For eksempel for beboerne og tilfældige besøgende.

Der er blevet skudt på tilfældige i Stengade/Griffenfeldsgade/Folkets Park-området, i Baggesensgade, i Rantzausgade osv. Og da SF ville fremlægge sin tryghedspakke i august – den, som Brian Mikkelsen altså kaldte en 'utryghedspakke' – var SF tæt på at måtte flytte vores pressemøde væk fra Blågårdsgade, fordi tv-stationerne simpelthen var bange for, at deres kamerafolk blev overfaldet og sendevogne skulle blive smadret, hvis de viste sig i det hårdt prøvede område.

At truslen er reel, og hvor galt det kan gå, så vi for nylig i Tingbjerg, hvor en TV 2-vogn blev ødelagt af kriminelle unge.

Regeringen har ledt børnene på afveje
SF har sammen med Socialdemokraterne fremlagt en plan for, hvordan vi i fremtiden kan få brudt fødekæden til banderne og rockerklubberne. Behovet er tydeligt: Hvor politiet for blot et års tid siden havde registreret godt 900 bandemedlemmer, så er tallet nu 1.250.

Og tilstrømningen fortsætter. Det er et svidende nederlag for VKO-flertallets fejlslagne retspolitik og ikke-eksisterende socialpolitik. Trods en mere lovlydig befolkning er politiet i samme periode blevet presset voldsomt i knæ.

Men helt ærligt: Hvis vi havde oplevet de mange skyderier, den brutale kamp om et hash- og narkomarked og selvbestaltede grupper, der i nattelivet passer uskyldige op og visiterer dem på åben gade, under en socialdemokratisk ledet regering – så havde Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti vel nærmest beskyldt os for landsskadelig virksomhed.

Så lad os lige minde om igen: De, der i dag opsøger både indvandrerbanderne og AK81-rockerne og andre slyngler, var ikke andet end børn, da VK og O kom til magten i 2001. De var børn! Og de har i den mellemliggende periode haft en gradvis udvikling, der har ført dem længere og længere ind i den organiserede kriminalitets indre cirkler.

En udvikling, regeringen har haft år otte år til at gribe ind over for, og som med garanti har budt på flere muligheder for at få sat ind.

I stedet har man ladet stå til, skåret på det boligsociale arbejde, accepteret, at unge med personlighedsforstyrrelser havner i sikrede institutioner, primært fordi de er ubehandlede, og undladt at sikre, at de ca. 600 børn, der permanent står uden skoletilbud i Danmark, kommer i gang med fornuftig skoleaktivitet.

Ingen af dem, som nu er dybt involveret i banderelaterede skyderier og opgør, er ubeskrevne blade hos politi, sociale myndigheder, på skolelederens kontor, i ungdomsklubberne eller andre steder, hvor man hver dag har problemerne inde på livet.

Ubrugelige servicedeklarationer
Har disse institutioner så ikke ansvaret? Det mener statsministeren, og det er jo bekvemt. Men det er kun en kvart sandhed. De har selvfølgelig et medansvar. Men politiledelsen har jo, med deres seneste tiltag, erkendt, at indsatsen har været for svag.

Det har ellers ikke skortet på politisk pres – jo, nok skortet fra justitsminister Brian Mikkelsen, som i månedsvis var fuldstændig fraværende og tavs – men fra S og SF har både krav og forventninger været tydelige nok:

Vi kan ikke lade borgere i belastede områder som Tåstrupgård, Indre Nørrebro, i Odense, Aalborg og alt for mange andre steder i landet, leve i undtagelsestilstand. Og modsat regeringen har vi anerkendt, at de menige politifolk, gadeplansarbejdere, pædagoger, skolelærere – altså alle dem, der knokler i det danske samfunds frontlinje mod kriminalitet og lovløshed – har haft brug for politisk og økonomisk støtte, så vi kan få bugt med denne galskab.

'Servicedeklarationer'. Dét er så justitsministerens og politiledelsens nye træk over for frustrerede borgere, som ikke føler sig sikre på, hvilken service de kan forvente. Nu skal borgerne henvises til en hjemmeside, hvor de så kan få besked om – sort på hvidt – hvilken form for politihjælp de kan forvente efter indbrud, vold, hjemmerøveri. Det er den omvendte verden.

Dette totale kollaps for tilliden til ordensmagten kommer, samtidig med at Brian Mikkelsen på åben skærm har sagt, at borgerne bare kan sende ham en e-mail, hvis de har gode ideer til bandebekæmpelsen, og samtidig med at politiet opfordrer danskerne til at bistå med opklaringen af bandekriminaliteten.

Man ser det for sig: De stadig mere utrygge danskere – jf. TrygFonden – skal altså lægge sig ud med indvandrerbander og rockere. Og føler de sig utrygge ved dét – så kan de gå ind på politiets hjemmeside og se, hvilken hjælp de kan forvente at få.

Rovdrift på politiet
Vi skriver ikke dette som en kritik af vores politibetjente. Vi skriver det som en kritik af regeringen. For politiet har nu i otte år skullet afsætte enorme ressourcer på en vanvittig, men politisk bestemt indsats på Christiania, på Ungdomshuset, på cowboyen George W. Bushs besøg osv.

Derudover har politiet netop haft store og mandskabskrævende opgaver i forbindelse med IOC’s møde i København, herunder Barack Obamas besøg. Og foran os venter COP15, det internationale klimatopmøde, som vil lægge beslag på enorme ressourcer hos dansk politi.

Arbejdsbyrden vil tære økonomisk og ressourcemæssigt i lang tid. Og samtidig er de menige politibetjentes daglige arbejde blevet både hårdere og farligere. Flere betjente går ned med stress eller med psykiske problemer efter de voldsomme bataljer i forbindelse med Christiania og Ungdomshuset – men også med den verserende bandekrig.

Regeringen har kort sagt drevet rovdrift på vores politi – og vel at mærke på et tidspunkt, hvor danskerne aldrig har været mere lovlydige.

Folketingets Socialudvalg har været på besøg i Manchester, der er et eksempel på, hvordan man kan forandre en dårlig udvikling. Her har man skabt en nedgang i antallet af skyderier med 93 procent.

Der har ikke i lang tid været banderelaterede mord eller sårede, hvor skydevåben har været indblandet. Briterne har erkendt, hvad den danske regering er for sløv til at fatte:

Indsatsen skal være langvarig, den kræver koordinering og skal spille på en bred palet af indsatser fra byfornyelse, ændret polititilgang, arbejde med lokalbefolkningens tillid og indsatsen over for de små lillebrødre i risikozonen samt bandemedlemmernes kærester og piger i omegnen af miljøerne.

Behov for regeringsskifte
Herhjemme venter vi stadig på en koordinerende handleplan fra regeringen og på, at regeringen nærmere analyserer grundlaget for, at vi har bandekrig. I Manchester opdagede man, at det ikke handlede om de fuldvoksne bandemedlemmer – det handlede om børnene!

Og at man for at løse problemet, kender problemets årsag. Men i Danmark har vi en regering, der trods eksperters råd insisterer på symptombehandling og på at gennemtvinge en lavere kriminel lavalder og fodlænker til 12-årige.

Sats-puljeforhandlingerne har lige afsat 150 mio. kroner til bandeindsatsen, og vi nærer håb om, at disse midler hurtigt kommer til den rigtige anvendelse: rettet mod børnene, så vi én gang for alle kan få brudt fødekæden ind i de kriminelle rækker.

Der er mange gode grunde til, at Danmark trænger til et regeringsskifte. De uhørte forhold i Forsvarsministeriet og Forsvarskommandoen, den stadig mere uholdbare situation i Afghanistan, den fuldstændig pinagtige konflikt omkring Klimaministeriet – for slet ikke at tale om en eksplosiv vækst i underskud på betalingsbalancen, voksende gæld, den hastigt voksende arbejdsløshed og kaos på boligmarkedet.

Regeringen står kort sagt i problemer til halsen, og ingen – ingen – i regeringens rækker synes at have den fjerneste idé om, hvad de skal gøre.

Men alene håndteringen af bandekonflikten burde være nok til at trække tæppet væk under enhver regering. Danskernes tryghed er styrtdykket. Tilliden til regeringen bør gøre det samme.