Lad os bare stille spørgsmålet her otte år efter. Var det et systemskifte i 2001? Er der virkelighed og alvor i dette begreb i denne situation?

Det er klart, at når man som jeg bruger udtrykket systemskifte om det, der skete med november 2001, forudsætter jeg, at perioden op til 2001 repræsenterede en slags system. Har jeg ret heri?

Hvis jeg må være en smule selvoptaget, vil jeg svare, at mit snart mangeårige forfatterskab hævder og begrunder en sådan påstand.

Især i bogen ’Det moderne Sammenbrud’ fra 1984, men også i mange andre i et temmelig omfattende forfatterskab har jeg søgt at skildre og dokumentere et fælles åndspræg, der bar kulturradikalismens mærke og tog sit udgangspunkt i Georg Brandes’ gennembrudsforelæsninger i 1871 og især i Dagbladet Politikens herredømme over den offentlige mening fra slutningen af 1800-tallet til – ja, til systemskiftet anno 2001.

Systemet Politiken – det var Danmark fra 1905 til 2001. Med alt, hvad dette indebærer.

Med forsvarsnihilisme, med national selvforagt, med den kolde skulder til de danske sønderjyder, med 9. april 1940, med samarbejdspolitik med den tyske besættelsesmagt, med EU-overnationalisme og med en udlændingepolitik, hvis indhold var foragten for det danske folks førstefødselsret til Danmark, udtrykt så karakteristisk og rammende af Bjørn Elmquist under andenbehandlingen af udlændingeloven 2. juni 1983: »Vi kan nu sige, at vi i hvert fald herhjemme i vort eget hus gør, hvad vi kan, for ikke at diskriminere på national basis«.

Et sådant udsagn er jo identisk med en ophævelse af Danmark som nation eller af dansk indfødsret, der indlysende for alle sondrer og skal sondre mellem dem, der er danske borgere og er omfattet af dansk lov, og dem, der ikke er danske borgere, og som derfor ikke kan gøre krav på danske borgeres rettigheder i Danmark.

Bjørn Elmquists afslørende sentens udtrykker Systemet Politiken. Han forstår det karakteristisk nok ikke selv. Jeg har diskuteret med ham, og han fatter ikke selv realiteten. Det er måske det egentligt karakteristiske ved Systemet Politiken. Man er jo bare ’god’. Man står jo bare for ’medmenneskelighed’ og ’retfærdighed’.

skiftetid.  Tegning: Per Marquard Otzen.

En sådan uanfægtelig selvretfærdighed – jeg fristes til at sige en sådan totalitær humanisme – har jo for længst hævet sig over det eksisterende menneskes virkelighed. Man vil jo bare ofre sig for menneskeheden. Og at man ofrer menneskene, de virkelige, levende, konkrete mennesker, man er skyldig at vise respekt og solidaritet, anfægter ikke sådanne farisæere.

Dette er Systemet Politiken. Dette er systemet, som folketingsvalget i 2001 gjorde op med, hvorfor der er god mening i at tale om et systemskifte.

Der var tilløb til systemskifte i 1900-tallets danske historie. Ikke tilfældigt og mest markant i forbindelse med den tyske besættelse og modstandskampen imod samarbejdspolitikken. Også her var det anfægtede og udfordrede danskere, der satte sig op imod den officielle holdning af kapitulation og selvudslettelse. De eksisterende kontra de abstraherende. Men inspirationen fra modstandskampen blev kvalt af Systemet Politiken i efterkrigstiden, og selv om samme inspiration gjorde sig gældende i EF-modstanden, kunne heller ikke denne vende den herskende linje af selvretfærdighed eller farisæisk humanisme.

Det skete først i 2001.

Og der er en karakteristisk hændelse, som aftegner problemstillingen. Jeg husker den kun alt for godt og så i øvrigt Arne Hardis fra Weekendavisen nævne den for nylig. Det var i midten af 1980’erne, da realiteten i udlændingepolitikken begyndte at gå op for også socialdemokrater, og borgmestrene på den københavnske vestegn krævede større realitetssans af deres parti.

Det førte til nedsættelse af et udvalg under ledelse af Vibeke Storm Rasmussen, som i sin rapport tegnede et dystert billede af et splittet og sprængt Underdanmark i indvandringspolitikkens tegn. Disse socialdemokrater krævede beskyttelse af Danmark og danskerne. Men socialdemokratiet havde i 1987 gjort den ideologiske humanist Svend Auken til sin leder, og han kasserede rapporten og lod i stedet udarbejde en anden, hvor det, som Systemet Politiken kaldte for kampen mod befolkningens ’racisme’, blev gjort til socialdemokratiets linje.

Således forberedte Socialdemokratiet sit eget nederlag. For således svigtede Svend Auken og hans meningsfæller den eksisterende dansker.

Det hele handler nemlig om begrebet eksistens. Det hele tager i grunden sit udgangspunkt i Søren Kierkegaards forståelse af, hvad det er at være menneske. Det hele handler om, at menneskelivet har med skyld og ansvar at gøre, ikke med ideologi og utopi og fremskridtsdyrkelse.

Hvad er dét at være menneske? I den bog, jeg allerede har nævnt, ’Det moderne Sammenbrud’, har jeg tegnet en linje i dansk og europæisk åndshistorie, der har Søren Kierkegaard og Karl Marx som de to afgørende modstandere. Jeg kunne for så vidt også sige kristendom og humanisme, for Kierkegaards forfatterskab er kun et kristent notabene til den oplysningstradition, der med Marx ifører sig en totalitær klædebon, og hvis egentlige indhold vi i løbet af det 20. århundrede har set kun alt for tydelige og alt for mange vidnesbyrd om.

Kierkegaard og kristendommen forkynder respekten for »hiin enkelte«, det eksisterende menneske. Mens humanismen og marxismen betegner foragten for den enkelte i ideens og fremskridtets navn.

Indvandringen i Danmark tilsidesatte groft hensynet til danskerne. Svend Auken & co. var travlt optaget af at skose og revse de danskere, der ikke kunne hæve sig over deres stadigt mere utålelige forhold i gader og opgange. Det var ’racisme’, når de plagede og ængstede danskere råbte om hjælp. Det var de ’racistiske’ danskere, Systemet Politiken og de ideologiske farisæere gjorde til problemet.

Men virkeligheden er virkelig, selv om Systemet Politiken fordømmer den. Den danske befolknings nød og frygt lod sig ikke ophæve af Svend Aukens forargelse over danskerne.

Eksistensen var virkelig, og systemskiftets egentlige indhold er den eksistentielle virkeligheds fordrivelse af de abstrakte, ideologiske løgne.

Danskerne havde fået nok af fraserne! Danskerne reagerede spontant, umiddelbart, ja, eksistentielt på den truede tilværelse, de var kommet til at leve under indvandringspolitikkens tegn.

Det er det nye. Og det er systemskiftet. At man reagerer på sin situation. At man ikke lader sig kujonere af de mange fraser, som Systemet Politiken har været mester i at udfinde og rundsende. At man tør lade sin givne virkelighed være målestokken og derfor sender et århundrede på møddingen, der gjorde den menneskelige virkelighed til det, der skulle overvindes.

Det er slet ikke nogen tilfældighed, når den politiske venstrefløj, der så gerne vil til magten, overtager den borgerlige regerings udlændingepolitik og forsikrer om, at de mener den af hjertet. Det passer naturligvis ikke. Det kan jeg som medlem af Integrationsudvalget bevidne. Men afgørende til beskrivelse af systemskiftets indhold er, at de partier, der gennemførte udlændingeloven af 1983 og dermed nedkaldte katastrofen over Danmark, nu må respektere den menige danskers nej. Ideologerne og farisæerne er blevet opdraget af befolkningen. De må – for at blive i terminologen – sige ja til eksistensen og nej til ideologien.

Eller endnu tydeligere: sige ja til Kierkegaard og nej til Marx.

Systemskiftet er således i sidste ende et opdragelsesprojekt. Den menige befolknings opdragelse af ideologiske, for så vidt umodne, politikere, for hvem intet er ligegyldigere end hverdagen, virkeligheden, eksistensen. I Systemet Politiken råder fraserne. Her gælder det ikke om at være, men om at synes. Kan man sætte de rigtige etiketter på sig selv og de forkerte på sin modpart, har man ret. Det har været systemet i Danmark siden 1905. Men befolkningen har via en dyrekøbt erfaring gennem de seneste årtier lært, at hverdagen, virkeligheden, eksistensen er det afgørende.

Og derved – siger jeg – er Danmark blevet et slags foregangsland i Europa. For nylig fik jeg endnu en gang lejlighed til at konstatere det. Danmark fik nemlig besøg af en svensk journalistpige, der har produceret en film om Danmark og danskerne, som hun med alle midler søger at mistænkeliggøre og bagvaske, naturligvis i særlig grad Dansk Folkeparti. Der var slet ingen ende på bagtalelsen af de grimme, grimme danskere.

Jeg fik lejlighed til at se filmen og siden diskutere med den svenske journalist på TV 2 News, og for mig, der igennem årene har haft lejlighed til at stifte nært bekendtskab med nutidens politiske korrekthed, var det slående, hvorledes dette var forsøget på at tvinge fortidens ideologiske spændetrøje ned over danskerne og måske især svenskerne.

For danskerne skulle kun bruges som skræmmemiddel for den svenske befolkning, der svagt, ganske svagt, er begyndt at foretage samme opgør med de ideologiske magthavere, som Danmark har gennemført. Jeg måtte minde journalistpigen om, at i 1970’erne udgav den engelske journalist Roland Huntford en bog om det Olof Palme-Sverige, i hvilket han havde arbejdet i adskillige år, og kaldte bogen for ’The New-Totalitarians’. Således karakteriserede han det moderne Sverige, som regeres af Olof Palme-politikere og -journalister. Et land af uforfalsket Svend Auken-type.

Et land derfor, hvor skældsordet ’racisme’ bestemmer den offentlige debat, og hvor de menige svenskere, der under trykket af en overvældende og utålelig indvandring kalder deres landsmænd til modstand, bliver kulet ned og forfulgt af magthaverne i medier og politik. Dertil skulle denne film om et Danmark, hvor systemskiftet har fundet sted, tjene.

Og jeg kunne i debatten med den svenske journalist ikke lade være med at fortælle om en oplevelse, jeg for nogle år siden havde på Tidehvervs sommermøde. En mig ukendt ældre mand rejste sig og bad om ordet og fortalte, at han havde i mange år været bosat i Skåne, selv om han var født dansk. Og under den tyske besættelse, sagde han, så danskerne fra det mørklagte Danmark længselsfuldt over mod den svenske kyst, der lå badet i lys.

Nu er det omvendt. Nu sidder svenskerne i et mørklagt Sverige og ser misundeligt over på et Danmark, hvor der er lys og åndsfrihed, fordi danskerne har taget det opgør med ufriheden og ensretningen, som Sverige lider så stærkt under.

Jeg fortalte dette til den svenske journalist. Men konstaterede jo, at det var spildte Guds ord på Balle-Lars.

Nej, den europæiske overklasse, Olof Palmes og Svend Aukens meningsfæller, mediernes og ideologernes Europa, nægter at se den daglige virkelighed i øjnene, som den menige danske befolkning har taget til sig og skabt et systemskifte på. Igen og igen er jeg igennem de seneste årtier blevet slået af forskellen på det officielle og det menige Danmark.

Om overklassen kunne jeg fristes til at sige, at det er Roms forfaldstid om igen – med en depraveret, amoralsk, effektjagende overklasse, der som sådan forråder den virkelighed og kultur, som det menige folk lever på. Derfor den monomane propaganda mod ’racisme’, derfor det overnationale eller antinationale EU, som mest af alt søger at lukke munden på befolkningerne og forhindre dem i at udtale deres mening om EU og Lissabontraktat igennem folkeafstemning.

Danmark er en lykkelig undtagelse. Danskerne har gennemført det systemskifte, som de europæiske befolkninger drømmer om. Men jeg tror, at overklassen ender med at tabe. Jeg synes, at der er mange, mange vidnesbyrd om, at europæerne er ved at gå i danskernes fodspor. Det seneste valg til Europaparlamentet forekommer mig at være en strømpil på samme bevægelse, som det danske systemskifte udtrykker.

Befolkningernes voksende oprør mod de overnationale ideologer. Derfor de europæiske nationers krav om selvstændighed. Det danske systemskifte er i al enkelhed nationalt. Det er samme trang til national selvbestemmelse, jeg ser som den toneangivende tendens i Europa i dag.