»Jeg tror, det ville være lettere og mere acceptabelt at springe ud som homoseksuel i det politiske parti, jeg er medlem af, end i sport. Maskuliniteten er stadig idealet i sport. Da jeg spillede fodbold som yngre, var det vigtig at tage afstand fra ’tøsedrengene’, ’bøsserøvene’ og ’svanserne’«.

Citatet indgår i en undersøgelse om homofobi, som vi udarbejdede for COWI og Institut for Menneskerettigheder sidste år. Og det er desværre ikke et udtryk for en enkeltstående og subjektiv oplevelse hos en svensk mand, men beskriver ganske klart en tilstand i EU.

Homofobi findes i mange sportsmæssige sammenhænge i alle medlemsstaterne, både inden for professionel og amatørsport. Og den udgør en væsentlig barriere for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoners mulighed for deltage i sport på lige vilkår med heteroseksuelle.

Undersøgelsen viste også, at homofobi er særligt udbredt inden for fodbold, men desuden, at det netop er hér, at mange myndigheder og organisationer har valgt at tage fat i problemet og fundet måder til at forebygge og bekæmpe homofobisk adfærd. Det vil vi give nogle eksempler på.

Først vil vi dog tage fat i et par spørgsmål, som de fleste stiller, når det gælder åbenhed om homoseksualitet. Hvorfor er åbenhed vigtigt? Hvorfor er det egentlig, at man skal man kunne fortælle om sin homoseksualitet? Er det ikke bare et privat anliggende, som man må parkere derhjemme, når man dyrker sport eller går på arbejde?

Sådanne spørgsmål og deres svar er blevet så meget mere relevante efter fodboldklubben FC Midtjyllands fyring af målmand Arek Onyszko på grund af hans bog, hvori han offentligt tilkendegiver, at han hader homoseksuelle, og DBU’s efterfølgende afvisning af et homofobi-problem i den danske fodboldverden.

LÆS OGSÅ DBU afviser homofobi-problem

Retten til at udvikle og praktisere sin seksualitet og sine relationer til andre mennesker udspringer af vores grundlæggende ret til beskyttelse af et privatliv. Heraf følger også en ret til selv at vælge, om man ønsker at give oplysninger om sin seksuelle orientering eller kønsidentitet.

Retten til privatliv
For de fleste homoseksuelle personer vil det – ligesom for alle andre – være af afgørende betydning for deres selvopfattelse, selvværd og trivsel, at de kan leve det liv, de ønsker, uden at skulle skjule deres seksuelle orientering.

Det handler nemlig ikke om seksuel aktivitet alene, men i langt højere grad om alle de små og store ting i hverdagen; at kunne fortælle om sin kæreste eller partner, sine weekendaktiviteter, interesser, sine børn og delebørn. Retten til privatliv indbefatter således også en ret til ikke at skulle skjule fundamentale ting i ens tilværelse – også når man træder ud ad hoveddøren og møder andre mennesker.

Af retten til privatliv følger også beskyttelse af ære og omdømme. Som homoseksuel er man derfor beskyttet mod hadefuld tale, det vil sige ytringer, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds, truer, forhåner eller nedværdiger en gruppe af personer på grund af personens seksuelle orientering. Det er her i Danmark sikret med paragraf 266 b i straffeloven, der siden 1987 har kriminaliseret netop den type ytringer i forhold til homo-, bi- og transseksuelle.

Beskyttelsen mod fysiske overgreb, der er motiveret af gerningsmandens had på grund af offerets homoseksualitet, bliver derudover anset som en strafskærpende omstændighed. Ved således at have rubriceret homofobi som skærpende omstændighed ved strafudmåling, har lovgiverne signaleret en klar afstandtagen til homofobisk adfærd inden for det strafferetlige område.

En afgørende komponent i værnet mod homofobi er forbuddet mod diskrimination på grund af seksuel orientering.

Et sådant forbud gælder i dag på arbejdsmarkedet, hvor lov om forbud mod forskelsbehandling kræver, at arbejdsgivere afstår fra at diskriminere direkte, f.eks. ved at undlade at ansætte en person med henvisning til hans eller hendes seksuelle orientering. Men også sikrer mod indirekte diskrimination, chikane og repressalier.

Heri ligger, sammen med forbuddet mod diskrimination på grund af køn, en forpligtelse til aktivt at sørge for, at homoseksuelle, biseksuelle og transpersoner har de samme muligheder for ansættelse og forfremmelse som andre medarbejdere, og at de ikke udsættes for f.eks. chikane under udførelse af deres arbejde.

Nyt EU-direktiv
Et forslag til et nyt EU-direktiv om beskyttelse mod diskrimination blandt andet på grund af seksuel orientering uden for arbejdsmarkedet vil indføre en tilsvarende beskyttelse mod direkte og indirekte diskrimination i f.eks. uddannelsessektoren, i adgang til sociale goder og til varer og tjenesteydelser.

Sportsklubber og -foreninger vil derfor både som arbejdsgivere og udbydere af tjenesteydelser fremover være undergivet diskriminationsforbuddet. De vil derfor være forpligtet til at sikre ligebehandling af homoseksuelle, ligesom de skal forhindre diskriminerende adfærd og praksis. F.eks. vil det ikke være i orden at kræve, at et medlem eller en ansat tilpasser sig en bestemt type nedsættende tone eller adfærd, der knytter sig til vedkommendes seksuelle orientering.

Svaret på de stillede spørgsmål burde på den baggrund stå klart: Enhver har ret til at fortælle om sin seksuelle orientering og til ikke at blive udsat for diskrimination på grund af sin homo-, bi- eller transseksualitet.

Men hvad kan vi så gøre for at forebygge og bekæmpe homofobi og diskrimination inden for sport og især fodboldklubber?

Den omtalte undersøgelse, som EU-agenturet for grundlæggende rettigheder udgav som rapport i foråret 2009 (www.fra.europa.eu), indeholder flere eksempler på god praksis.

Nogle steder har det første skridt på vejen været at skabe indsigt i homoseksuelles forhold i sportsklubberne. I Sverige spurgte man f.eks. 40 sportsforeninger om deres indsats i forhold til homoseksuelle medlemmer og konstaterede, at de fleste end ikke havde diskuteret homofobi eller homoseksuelles situation i foreningerne. Flertallet havde ingen medlemmer, der var åbne om deres seksuelle orientering, og havde ikke vedtaget politikker eller handlingsplaner på området.

Andre steder har man valgt aktiviteter, der skaber øget fokus på sport med plads til personer med forskellige seksuelle orienteringer. Den nationale sportsunion i Finland har f.eks. udsendt en guide om at være involveret og synlig i sport og fysiske aktiviteter som seksuel eller kønsminoritet.

Tegning:  Anne-Marie Steen Petersen

Kampagner er en anden metode til at udbrede kendskabet til homofobi og skabe øget bevidsthed om behovet for at bekæmpe diskrimination og had på grund af seksuel orientering. Det tyske fodboldforbund lancerede således en kampagne i 2007 om homofobi i fodbold og underskrev samtidig en erklæring om at modvirke homodiskrimination.

Flere steder har den fjendtlige atmosfære i fodboldklubberne været stærkt medvirkende årsag til, at både bøsser og lesbiske har valgt at etablere deres egne klubber. Også det årlige Eurogames og det netop afholdte Outgames i København er eksempler på, at det stadig er nødvendigt at afholde arrangementer med et specifikt homo-, bi- og trans-fokus for at sikre deltagerne imod homofobisk adfærd.

Sverige er foregangsland
Der er dog også eksempler på, at etablerede fodboldklubber handler på området: I Frankrig har fodboldklubben Paris Foot Gay eksempelvis et samarbejde med Paris Saint German og en menneskerettighedsorganisation med henblik på at formulere en politik om forebyggelse og bekæmpelse af diskrimination.

Ud over undersøgelser, oplysning og kampagner vil der de fleste steder være behov for at uddanne trænere ikke alene i at håndtere og forebygge homofobi og anden diskriminerende adfærd, men også i såkaldte minoritetskompetencer for at skabe et åbent socialt miljø. Også på det punkt er Sverige foregangsland med et nyt projekt om udvikling af uddannelsesprogrammer, som skal tilbydes sportsklubberne. Bag projektet står bl.a. Diskriminationsombudet, Riksidrattsförbundet og den svenske landsforening for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transseksuelles rettigheder (RFSL).

Et vigtigt redskab i bekæmpelsen af homo-diskrimination er også, at man som offer for diskrimination har mulighed for at klage over krænkelsen og få oprejsning i form af en afgørelse, der fastslår, at der er foregået diskrimination i det konkrete tilfælde, og tildeling af erstatning. Et sådant retsmiddel har vi fået i Danmark med oprettelsen af Klagenævnet for ligebehandling, der har mandat til at undersøge sager om diskrimination på grund af seksuel orientering.

Klagenævnet ville imidlertid være langt mere effektivt, hvis der i den danske lovgivning blev indført et udtrykkeligt forbud mod homo-diskrimination uden for arbejdsmarkedet. Et forbud, der allerede følger af Lissabon traktatens kapitel om Grundlæggende Rettigheder og bliver udmøntet i det forventede EU-direktiv.

Ud over et robust retsgrundlag og effektive retsmidler er det helt nødvendigt, at virksomheder – og herunder fodboldklubber – udviser handlekraft i forhold til at omsætte forbuddene mod hadefuld tale og diskrimination til praksis, rutiner og adfærd, der respekterer homoseksuelles værdighed og rettigheder.

Der påhviler dem et samfundsmæssigt ansvar for, at vores arbejdspladser og ydelser er så rummelige og åbne for forskelligheder, at alle føler sig velkomne og accepterede.

Potentiale for udvikling og nytænkning
Det er netop den form for handlekraft, FC Midtjylland viser, når klubben bruger sit værdigrundlag som afsæt og argument for at afvise homofobisk adfærd. Og også når de drager konsekvensen af det og afskediger en medarbejder, der ikke lever op til standarden.

Vi kan kun håbe, at den samme konsekvente tilgang vil blive valgt, hvis et medlem udsættes for nedsættende bemærkninger og chikane på grund af hans eller hendes seksuelle orientering. Og vi kan håbe, at der bliver sat ind, også selv om en homofobisk tale eller praksis blandt spillere, ansatte eller fans ikke lige når avisernes forsider.

I så fald er klubbens praksis et godt eksempel på, hvordan man effektivt kan bekæmpe og forebygge homofobi.

Sådanne eksempler er nødvendige skridt på vejen for at fremme en kultur, ikke alene i sportsklubber, men i det hele taget på arbejdspladser og i det offentlige rum, hvor alle er inkluderet eller har mulighed for at føle sig inkluderet uanset køn, alder, etnicitet, handikap, tro, religion eller seksuel orientering.

På den måde kan der bidrages til, at både fodboldspillere, publikum og klubbernes ansatte kan respektere og anerkende forskelligheder og måske endda se et potentiale i dem for både udvikling og nytænkning.

At DBU ikke kender til eksempler på diskrimination af homoseksuelle i dansk fodbold, er ikke ensbetydende med, at homofobien ikke findes – snarere illustrerer det, at homoseksuelle er usynlige inden for sporten. Og måske er det et udtryk for, at man ikke opfatter afstandtagen til ’tøsedrenge’, ’svanser’ og ’bøsserøve’ som problematisk. Der er flere eksempler på, at forbund og klubber i andre lande anlægger en anden og mere proaktiv strategi.

Det kunne man også gøre i Danmark.