Ved de netop overståede finanslovsforhandlinger blev der givet penge til politiet, bl.a. til flere betjente og til domstolene, så retssager kan afgøres hurtigere. Begge dele er bl.a. for at begrænse kriminalitet, for når politiet fanger flere forbrydere, og domstolene får dem dømt i en ruf, så …

Ja, hvad så egentlig? Hvem tager sig af de dømte forbrydere?

Det er kriminalforsorgens opgave. De dømte forbrydere skal enten ind og afsone, eller også i elektronisk fodlænke, udføre samfundstjeneste, sættes under tilsyn, eller hvad dommen nu lyder på.

Jamen, så har kriminalforsorgen vel også fået flere penge, så de kan følge med den øgede aktivitet fra politiet og domstolene?

Nej, det mærkelige er, at det har de ikke! Tværtimod forlanges det af kriminalforsorgen, at de skal spare ca. to procent af bevillingerne i lighed med de øvrige statsinstitutioner.

Og det på trods af at kriminalforsorgen er eksperter i kriminalpræventivt arbejde, altså i at begrænse kriminaliteten. Det sker dels ved det tilsyn, der udøves i og uden for fængslerne, dels ved de aktiviteter, der sættes i værk i de enkelte fængsler.

Men at kriminalforsorgen ikke får øget bevillingerne i takt med politi og domstole, men tværtimod skal spare, giver sig temmelig bizarre udslag.

Først og fremmest er der kapaciteten. Det nytter ikke noget, at politiet fanger flere forbrydere, og domstolene dømmer dem, hvis ikke kriminalforsorgen kan tage sig af dem. Så må de jo bare gå og vente på at komme ind til afsoning (eller hvad dommen nu lyder på), og i dette ’ingenmandsland’ er der stor risiko for, at de begår ny kriminalitet. Det kunne undgås, hvis kriminalforsorgen blev betragtet som en del af retssystemet på lige fod med politiet og domstolene.

Men hertil kommer, at kriminalforsorgen oven i købet er pålagt at spare nogle af de aktiviteter væk, som finder sted i fængslerne, og som i meget vid udstrækning er med til at forebygge ny kriminalitet i fremtiden.

Beskæftigelsesmuligheder
Statsfængslet Møgelkær, hvor jeg som fængselsinspektør har den daglige ledelse, er et åbent fængsel i den østlige del af Jylland, nærmere bestemt ude på landet på Juelsmindehalvøen mellem Horsens og Vejle. At det er et åbent fængsel, vil sige, at der ikke er mur omkring fængslet, ikke er elektronisk overvågning og ikke er tremmer eller panserglas for vinduerne. Men det betyder ikke, at de indsatte bare kan te sig eller gå, som det passer dem. Gør de ikke, som personalet siger, vanker der disciplinærstraf eller overførsel til lukket fængsel. Det samme, hvis de forlader fængslet uden tilladelse. Det er nemlig undvigelse og derfor strafbart.

I Møgelkær har vi plads til 176 indsatte, hvoraf ca. 15 procent er kvinder. Der er en afdeling for stofmisbrugere m/k i misbrugsbehandling – behandlingen finder sted i fængslet, men varetages af personale fra en behandlingsinstitution uden for fængslet. Der er også en afdeling for personer m/k, der er i behandling for alkoholmisbrug, og også dén behandling forestås af personale udefra. Endelig er der en afdeling, adskilt fra den øvrige del af fængslet, for sædelighedsdømte – dem vender jeg tilbage til. Hertil kommer, at vi i fængslet har programmer for indsatte, der har svært ved at styre deres temperament, eller som har brug for at lære at tænke, før de handler.

Men de fleste af de indsatte har ikke i den forstand særlige problemer, som kræver en særlig indsats. De er ’bare’ kriminelle, dvs. typisk unge mænd med en turbulent opvækst og baggrund, ingen eller kun ringe uddannelsesmæssig baggrund og meget lidt arbejdserfaring. I fængslet har de imidlertid pligt til at være beskæftiget ved arbejde, uddannelse eller evt. i behandling.

Af beskæftigelsesmuligheder har vi et helt moderne møbelværksted, der primært producerer møbler til kriminalforsorgen og andre offentlige institutioner. Der er et maskinværksted, der i vid udstrækning producerer til private kunder, og et montageværksted, der står for lettere pakkeopgaver m.v., også til private. Herudover er der vores bygningsvæsen, der står for vedligeholdelsen og renoveringen af fængslets bygninger, ved uddannede håndværkere (murer, tømrer, maler, elektriker osv.), samt et park- og skovhold, der står for den udvendige del af området. Der er altså tale om helt normale arbejdsområder, som de også findes i samfundet udenfor.

Hertil kommer vores lille skole, hvor vi kan tilbyde elementær undervisning i dansk, matematik, edb m.v. samt give mulighed for selvstudier. Og endelig er der i den sidste del af afsoningen mulighed for udgang (frigang) for at passe et arbejde eller følge en uddannelse uden for fængslet, hvis det kan ske uden misbrug.

Samarbejde med tekniske skoler
Det lægger op til et første eksempel på, hvad jeg mener.

For et par år siden indledte vi her i Møgelkær et samarbejde med områdets tekniske skoler, der i samfundet står for håndværkeruddannelsernes grund- og hovedforløb. Samarbejdet tog udgangspunkt i en sammenstilling af nogle relativt basale forudsætninger:

• Mange kriminelle – og dermed mange indsatte – er uden videregående uddannelse.

• Mange med en uddannelse begår ikke (ny) kriminalitet.

• På de tekniske skoler trænes eleverne i en række grundlæggende færdigheder som led i uddannelsen (grundforløbet).

• På fængslets værksteder og arbejdspladser oplæres de indsatte i en række grundlæggende færdigheder for at kunne udføre et ordentligt stykke arbejde.

• Fængslets værkmestre (de ansatte, der arbejder på værkstederne) har samme faglige forudsætninger som skolernes faglærere.

• Det er typisk mere meningsfyldt at lave et ’rigtigt’ stykke arbejde, som kan og skal bruges til noget (sælges) end bare at lave en arbejdsprøve.

• Mange indsatte har aldrig bestået noget, der ligner en eksamen eller en prøve, og kan ikke overskue et længere uddannelsesforløb.

• Udgang til uddannelse uden for fængslet skal ske i så nær tilslutning til løsladelsen som muligt, dvs. sidst i afsoningen, og der må ikke foreligge risiko for misbrug. Det betyder, at kompetencegivende uddannelser må lægges meget sent i afsoningen.

Samarbejdet består i, at vi sammen med skolerne vurderede (og beskrev), hvilke dele af et grundforløb det ville være muligt at tage i fængslet – og det er typisk ret meget. Undervisningen er så blevet modulopdelt, vores værkmestre er godkendt til at stå for undervisningen her i fængslet, og de indsattes delresultater bliver godkendt af den relevante skole, der også udfærdiger eksamensbevis for det pågældende modul. Efterfølgende noteres resultatet i skolernes fælles datasystem, så den indsatte senere – under afsoningen eller efter løsladelsen – kan fortsætte og færdiggøre den påbegyndte uddannelse.

Bemærkelsesværdige resultater
Det, at uddannelsen for hovedpartens vedkommende kan finde sted i fængslet, betyder, at vi har mulighed for at motivere den indsatte til at gå i gang med en uddannelse på et meget tidligt tidspunkt.

For at det system skal fungere, skal de egnede og motiverede indsatte imidlertid findes og udvælges. Vi fik derfor penge til at ansætte en uddannet vejleder, der har indsigt i uddannelsesmulighederne i samfundet og i arbejdsmulighederne i fængslet. Hun tager en grundig samtale med hver enkelt indsat om evner og ønsker allerede dagen efter ankomsten til fængslet, og på den baggrund bliver den indsatte arbejdsplaceret. Hvis den indsatte viser evner og interesse for faget, påbegynder han – eller hun – grundforløbet, og også senere i forløbet bistår vejlederen med råd og vejledning til både den indsatte og værkmesteren.

Systemet, som kun er et par år gammelt, har givet bemærkelsesværdige resultater. Rigtig mange indsatte har på den korte tid påbegyndt eller afsluttet et uddannelsesforløb eller har haft mulighed for at tage korte, kompetencegivende og erhvervsrelevante kurser (som f.eks. truckfører, stilladsarbejder eller 1. hjælp), og mange er kommet i arbejde før eller umiddelbart efter løsladelsen. De hidtidige erfaringer er så positive, at systemet forsøges indført i de øvrige fængsler her i landet, og i udlandet har der været meget stor interesse for den måde at tænke uddannelse på. Vi har i Møgelkær haft en hel del besøgende fra udenlandske fængselsvæsener, der har ønsket systemet demonstreret.

Møgelkær har hidtil fået vejlederen finansieret af centralstyrelsen (Direktoratet for Kriminalforsorgen), der havde håbet på at få det politisk finansieret via de såkaldte satspuljemidler, der gives til særlige projekter. Det lykkedes imidlertid ikke, og direktoratet har nu meddelt, at kassen smækkes i fra 2010. Selv om det kun drejer sig om ét årsværk til ca. 400.000 kr., kan vi ikke finansiere det i Møgelkær – vi skal i forvejen spare flere årsværk som led i den omtalte 2-procent besparelse.

Gennemførte uddannelse
Jeg talte for et par dage siden med en af de indsatte, som skal løslades nu. Det er en ganske ung mand, der har fået stillet diagnosen ADHD, og som afsoner for vold, hærværk og tyverier, begået sammen med andre. Han kan ikke holde sig fra hashen, som han ryger en gang imellem. Det kan vi jo konstatere ved de regelmæssige urinprøver, som vi tager, og den unge mand har derfor ikke fået udgang under afsoningen.

Tidligere var det ensbetydende med, at han skulle passe sit arbejde på et af fængslets værksteder indtil løsladelsen, eller evt. genopfriske basale skolefærdigheder. Nu har han haft mulighed for at gennemføre grundforløbet til smedeuddannelsen på fængslets maskinværksted, og han var forleden til eksamen og scorede et syvtal. Vores socialrådgiver er netop sammen med hjemkommunen ved at prøve at finde en læreplads til den unge mand, så han kan fortsætte med hovedforløbet.

Det er næsten ikke til at bære at skulle neddrosle et så løfterigt initiativ, fordi der ikke kan findes midler til et enkelt årsværk. Vi har fået mulighed for at igangsætte uddannelser og kurser, der er relevante for en meget stor del af vores indsatte – det er kriminalprævention, så det basker. Og det vil spare samfundet for både ofre og udgifter i en grad, der langt overstiger omkostningerne.

MIT andet eksempel er mindst lige så graverende, selv om det vedrører langt færre personer.

Jeg omtalte før vores afdeling for sædelighedsdømte. Som led i den forstærkede indsats over for sædelighedskriminelle skal de fleste med en ubetinget fængselsstraf for sædelighedskriminalitet (typisk voldtægt, incest eller pædofili) starte afsoningen i Anstalten ved Herstedvester, der er en specialanstalt med psykologisk og psykiatrisk ekspertise. Her forsøger man at finde ud af, om der for disse indsatte er basis for en sexologisk behandling, som kan nedsætte risikoen for tilbagefald til ny, ligeartet kriminalitet.

Det er imidlertid ikke så nemt.

En del af de dømte er slet ikke motiveret for behandling, typisk fordi de benægter eller bagatelliserer det, de er dømt for. Mennesker med den indstilling nytter det ikke at påtvinge en behandling, og det sker da heller ikke. De må så bare afsone straffen, og ved løsladelsen (ofte bliver prøveløsladelse nægtet) betragtes de hyppigt som recidiv-truede og dermed farlige. Men vi kan intet stille op.

Højere behandlingsrate
For et års tid siden omdannede vi i Møgelkær den halvåbne afdeling til at være en afdeling udelukkende for sexdømte. De dømte, der ikke skønnedes egnede til behandling (og som ikke skulle afsone i lukket fængsel), blev fra Herstedvester sendt til Møgelkær til afsoning. Selv om de var ’opgivet’ af Herstedvester, var fængselspersonalet her indstillet på at gøre yderligere et forsøg. Vi indledte derfor et samarbejde med Rigshospitalets Sexologiske Klinik i København.

Det gik ud på, at vi skulle prøve at skabe et terapeutisk miljø på afdelingen, hvor det at gå i behandling opfattes som en naturlig og positiv ting. Det skulle ske ved, at Sexologisk Klinik to gange om måneden sender en-to psykologer over til os i Jylland for dels at føre mere dybgående samtaler med de indsatte (såkaldt psyko-edukation) for om muligt at overtale dem til at gå i behandling alligevel, dels at instruere og supervisere fængselspersonalet i de relativt komplekse problemstillinger.

Projektet startede som sagt for et års tid siden som et forsøg, finansieret af Direktoratet for Kriminalforsorgen, og tanken var, at projektet skulle forsøges videreført via de førnævnte satspuljemidler, såfremt erfaringerne var positive.

Og positive er de.

Evalueringen viser, at det er lykkedes at få ca. en tredjedel af de indsatte sædelighedsdømte her i Møgelkær til at gå i behandling, selv om udgangspunktet var, at de ikke selv mente at have behov for det. Det er en langt højere rate, end både vi og Rigshospitalet havde ventet.

Erfaringen viser, at hvis det via behandling kan lykkes at bibringe en sædelighedsdømt indsigt i egne reaktionsmønstre og indlevelsesevne i ofrets situation, falder risikoen for tilbagefald til ny kriminalitet markant.

Der er altså al mulig grund til at videreføre projektet, som set i den store sammenhæng er relativt billigt (under ét årsværk). Alligevel har direktoratet netop meddelt, at projektet ikke vil blive finansieret via satspuljemidlerne, og at det næppe vil kunne videreføres på grund af de generelle besparelser i kriminalforsorgen.

Projektet bliver derfor nok nedlagt med udgangen af 2009.

Én ting er, at kriminalforsorgen ikke får ressourcer i takt med, hvad politiet og domstolene får. Det er som nævnt kortsigtet og besynderligt.

Men at vi ikke får ressourcer til at videreføre to så kriminalitetsforbyggende projekter som de beskrevne, er hovedrystende uforståeligt. Det er jo fremtidige ofre, der lades i stikken. Oven i købet ofre for særdeles voldsom og måske invaliderende kriminalitet.

Det er såvel økonomisk som etisk uforsvarligt og ikke et retssamfund værdigt.