Var der noget, vi lærte af nazismen i trediverne og fyrrerne, så var det, hvad racisme og nationalisme kan føre til.

Vi lærte, at det er både farligt og forkasteligt at udbrede negative myter og fordomme om en etnisk minoritet, fordi det kan føre til, at den normale medmenneskelige respekt og forståelse mellem mennesker nedbrydes. Når mennesker af en bestemt race, religion eller nationalitet generelt tillægges negative og truende egenskaber, så bliver det mere acceptabelt, at de ikke skal gives de samme rettigheder som andre i samfundet, og at det er legitimt med diskrimination og repressalier over for dem. De katastrofale resultater af nazismens gerninger over for jøderne førte til stor opmærksomhed over for racismens konsekvenser, og til at der blev indført en lovgivning i Danmark om indskrænkning af ytringsfriheden, som forbyder racistiske ytringer.

Når man har fulgt den politiske udvikling her i landet i de senere år, så virker det, som om denne lærdom om racisme er ved at gå tabt. Der er stadig en rygmarvsrefleks i forhold til, at antisemitisme er illegitimt, men jøderne har en særstilling. Der er ikke den samme tilbageholdenhed, når det gælder andre grupper i samfundet med en anden etnisk baggrund end dansk, og specielt ikke, når det gælder muslimer.

Man kan således ikke forestille sig, at Jyllands-Posten ville lade fremstille en række satiriske tegninger over nazisternes tema ’Den evige jøde’, men tegninger af profeten Muhammed med en bombe i turbanen, der dybest set gør alle muslimer til terrorister, bliver ikke set som en racistisk ytring, og er af nogle endog hyldet som en kamp for ytringsfrihed. I foråret erklærede Søren Espersen fra Dansk Folkeparti, at islam er at sammenligne med nazisme, uden at nogen kaldte det for racisme. Havde han i stedet f.eks. sagt, at jødedommen er fascistisk, ville han være blevet mødt af en nådesløs kritik fra medier og andre politikere.

Hvordan er det kommet så vidt, at racistiske holdninger og ytringer ikke betragtes som sådanne, men tværtimod som en kamp for ytringsfrihed? En af årsagerne er, at det er lykkedes Dansk Folkeparti og højrefløjen at ændre normerne for, hvad man kan tillade sig at sige om andre racer, nationer og religioner. Højrefløjens såkaldte ’værdikamp’ er dybest set en kamp for at gøre nationalistiske og racistiske holdninger mere accepterede i samfundet, som de var tilbage til trediverne.

Når højrefløjen tordner mod ‘kulturradikalismen’, er det i virkeligheden imod de antinationalistiske og antiracistiske holdninger, som blev normen i Danmark efter krigen. De har mødt meget lidt modstand, og det er bemærkelsesværdigt, at ordet racisme næsten aldrig bruges i den danske debat. For et par år siden var der en gruppe mennesker, der indrykkede en stor annonce i dagbladene, hvor de beklagede sig over ’tonen i debatten’. Det, de dybest set måtte mene, var den racistiske tone i debatten, men det følte de nok var for stærkt et ord. Ordet racisme har været tabubelagt. Det skyldes måske netop, at det har været så associeret med nazisme og holocaust, og det er vi jo heldigvis meget meget langt fra i dagens Danmark.

Men racisme er det eneste ord, vi har for det fænomen, at der generelt udbredes negative myter og fordomme om bestemte grupper. I racismens univers er mennesker ikke selvstændige individer, men et produkt af deres gruppe og religion, og det ligger i luften, at alle i gruppen har ens værdier og normer. Når en fra gruppen gør noget forkert, dømmes alle i gruppen. Mennesker bedømmes og fordømmes alene ud fra deres race, tro eller nationalitet. I modsætning hertil er en ikke-racistisk holdning, at hvert enkelt menneske har ret til kun at blive bedømt og dømt på sine helt egne ord og holdninger.

'Den indpakkede racisme'
Racisme er nogle gange kommet åbent til udtryk som i eksemplet med Søren Espersen. Et andet eksempel er Mogens Camres udtalelse på DF’s landsmøde i 2008: »Islam kan ikke integreres. Islam vil dominere Europa. Og islam er uforenelig med vores værdier. Derfor skal islam sendes ud af Europa«. Et tredje er Søren Krarups udtalelse til B.T. i 2002; »Det er fuldstændig rigtigt, at man godt kan sammenligne islam med kommunismens og nazismens pest. Islam er en ny totalitær pest over Europa«.

Men Dansk folkeparti har gjort en stor indsats for at begrænse alt for åbenlyst racistiske udtalelser fra partiets politikere, der kan skade deres image som ’stuerent’ parti. Partiet har i stedet anvendt en metode til konsekvent at fremme et negativt billede af indvandrere – og især muslimer – der kan kaldes ’den indpakkede racisme’. Taktikken er, at man, hver gang der er et selv nok så lille problem med en person eller gruppe blandt indvandrerne, sørger for, at det kommer i mediernes søgelys ved at gå ud med stærk generel kritik eller ved at fremsætte særlige lovforslag. Det antydes derefter, at den aktuelle sag er et stort og meget generelt problem for alle indvandrere og specielt muslimer, som kan henføres til deres kultur og religion.

Et af de første eksempler på denne metode, jeg kan huske, var for ca. ti år siden, da der havde været to tilfælde, hvor grupper af unge indvandrere voldtog unge piger. Pia Kjærsgård stillede sig dengang op foran tv-kameraerne ved Den Lille Havfrue på Langelinie og sagde noget i retning af: »Danskerne er imod mere indvandring. De er trætte af gruppevoldtægter«. Det klare signal til seerne var, at indvandrerne er voldtægtsmænd. Da der senere samme år var to eksempler på danske unge, der lavede gruppevoldtægt, hørte vi ikke noget fra Dansk Folkeparti.

Et andet eksempel var lovforslaget om forbud mod, at dommere bærer tørklæde. Der findes ikke én dommer i Danmark, som bærer tørklæde, men det lykkedes DF at få både medier og de fleste af de øvrige partier med på den tankegang, at det vil være et meget stort problem at acceptere en ung gudfrygtig muslimsk kvinde med slør som dommer. Nu er det sådan, at domstolene i praksis selv undersøger, om en dommer kan være inhabil i de retssager, der dømmes i, så hvis der overhovedet skulle være nogen problemer, ville det blive løst af sig selv.

LÆS OGSÅK kræver forbud mod burka

Dommerne protesterede også over forslaget. Men i realiteten drejede sagen sig slet ikke om at forbedre retsforholdene. Det drejede sig i stedet om, at man gerne ville sende det signal, at en muslim ikke kan dømme uvildigt, fordi hun vil være styret af sin religion, der har andre normer, end hvad der normalt gælder i det danske samfund. Hvis man virkeligt kærede sig så meget om domstolenes uvildighed, skulle man måske hellere se på, i hvilket omfang dommere har racistiske holdninger. Hvordan vil en indvandrer mon have det, hvis hans sag skulle dømmes af en dommer, som er medlem af Dansk Folkeparti?

Et tredje eksempel er forslaget om at forbyde de heldækkende tørklæder, de såkaldte ’burkaer’, fordi man mener, de er kvindeundertrykkende. En mindre undersøgelse fra Københavns Universitet (refereret i Universitetsavisen) peger i retning af, at der er ca. fem kvinder i Danmark, som går i burkaer. Der er desuden ca. 50, som går i det, der hedder ’nihab’, hvor kun øjnene er frie. Ca. halvdelen af disse er danske kvinder, der er konverteret til islam. Hvis der er et problem med kvindeundertrykkelse i forbindelse med ’burkaer’, er det altså næsten ikke eksisterende. Men ved at rejse problemet får man igen sendt et signal til befolkningen om, at muslimer er udanske og kvindeundertrykkende.

Burkasagen blev ikke rejst af DF, selv om de ivrigt støttede den, men af de konservative. Jeg nægter at tro, at dette parti ligesom DF har en bevidst strategi om at udbrede negative myter og fordomme om muslimer. Men ligesom flertallet af Folketingets øvrige partier er de blevet ivrige deltagere i en konkurrence om at reagere stærkest muligt på selv de mindste sager, der har med indvandrere at gøre. Det er, hvad jeg vil kalde ’den ubevidste racisme’. Den forekommer, når man gør eller siger noget, der bidrager til et generelt negativt farvet billede af indvandrerne, uden at man er bevidst om den racistiske undertone.

'Den ubevidste racisme'
Man kan sige, at hele den måde, integrationsdebatten føres på, har en racistisk undertone. Hvis en person med dansk baggrund har problemer eller gør noget forkert, ses det som et individuelt socialt problem. Hvis det er en indvandrer, der har helt de samme problemer, er det straks et ’integrationsproblem’, der fortolkes som værende en følge af hans kultur og religion. Alle sociale problemer hos indvandrere gøres til integrationsproblemer, mens man jo for eksempel aldrig taler om behovet for at ’integrere’ ekstremt asociale grupper som Hells Angels.

I en artikel i Politiken 7. november undrer Torben Møller Hansen og Hans Lassen sig over, at politikerne uafbrudt taler om, at integrationen er mislykkedes, når alle tal viser, at en langt større del af indvandrerne har fået job og uddannelse gennem de senere år.

Hvis man skal pege på en hovedårsag til denne kløft mellem virkeligheden og politikernes sprogbrug, må det være ’den ubevidste racisme’, det at hvert problem, som involverer bare en enkelt indvandrer, gøres til et ’integrationsproblem’ og dermed til noget, som alle indvandrere bærer ansvaret for. Et eksempel er socialdemokraten Mette Frederiksens udbrud i tv som en bestyrtet reaktion på de tiltagende skyderier i bandekonflikten, hvor hun siger »Integrationen er slået fejl« (i bestemt ental).

Netop de alvorlige problemer med bander af unge andengenerationsindvandrere i udsatte byområder er en hovedårsag til, at politikerne står i kø for at tale om integrationsproblemer. Men intet tyder på, at disse problemer har noget at gøre med hverken integration, religion eller kultur. De er et resultat af helt de samme mekanismer, som man har set i udsatte amerikanske byområder, hvor sorte og ’hispanics’ med en kristen baggrund danner bander. Der er tale om marginaliserede grupper af unge født i Danmark og ofte opvokset i socialt belastede familier, som føler sig sat udenfor af samfundet og forsøger at skabe et andet – ofte kriminelt – indhold i deres liv. Alle erfaringer viser, at simple sociale indsatser med ungdomsklubber og sportsaktiviteter har en stor effekt over for de fleste af disse unge.

Dansk Folkeparti har udnyttet problemerne til at fremme deres propaganda mod indvandrerne, og de øvrige partier har tankeløst fuldt trop. Det sidste eksempel var den meget uheldige episode i Tingbjerg, hvor en præst blev chikaneret af unge i området og følte sig nødsaget til at forlade præsteboligen. Kort tid efter mødte toppolitikere fra DF og de øvrige borgerlige partier, med statsministeren i spidsen, op til en gudstjeneste i kirken i Tingbjerg. Det var en bastant og bemærkelsesværdig demonstration. Men hvorfor fandt alle disse travle mennesker det vigtigt at bruge deres sparsomme tid på at komme til Tingbjerg?

Det er jo nok aldrig sket før, at nogle af de mest magtfulde mennesker i landet er mødt op for at demonstrere mod en enkelt voldsepisode eller en forbrydelse. Hvad var det, der var særligt ved denne hændelse? Det signal, som blev sendt med demonstrationen, var, at episoden med præsten skulle forstås som en religionskrig mellem islam og kristendommen.

Muslimske unge chikanerede en kristen præst, og nu ville politikerne demonstrere deres forsvar for kristendommen. Ca. fjorten dage senere skete der en lignende hændelse, hvor en præst på Nørrebro forlod sin præstebolig, fordi han blev chikaneret af medlemmer af Hells Angels. Var der en ny demonstration af kendte politikere i denne kirke på Nørrebro? Det var der som bekendt ikke.

Øget fremmedhad i befolkningen
Der er brug for meget mere opmærksomhed på – og debat om – racisme i Danmark. Vi er inde i en udvikling, hvor stigende fremmedhad i befolkningen forleder politikerne til i stigende grad at fokusere på indvandrerne på en måde, der har racistiske undertoner, hvilket igen øger fremmedhadet i befolkningen. Det er en spiral uden ende, når partierne konkurrerer om, hvem der kan være mest indvandrerkritiske. Konsekvenserne kan blive store. For racisme skaber modracisme. I marginaliserede indvandrermiljøer vil der blive forstærkede myter om, at det danske samfund ikke vil acceptere dem på grund af deres hudfarve og religion.

Det vil betyde, at flere unge indvandrere siger fra over for samfundet og begiver sig ud i kriminalitet og vold på samme måde, som det skete med de sorte i USA. Det vil også give grobund for terrorisme, som PET påpegede på en konference i foråret. Vi er i færd med at skabe en underklasse af danskere med anden etnisk baggrund, som både føler sig og er udstødt af samfundet. De bedst fungerende indvandrere vil forsøge at komme væk. På sigt vil der blive mere racistisk vold både fra personer fra højrefløjen og fra indvandrere.

Den helt afgørende forudsætning for integration af etniske minoriteter er, at de føler sig velkommen i samfundet. Derfor er Dansk Folkepartis bevidste, og de øvrige partiers ubevidste, racistiske signaler den største hindring for integration. Indvandrerne vil først for alvor blive en del af samfundet den dag, de bedømmes og dømmes efter helt samme kriterier som personer med dansk baggrund, dvs. udelukkende på grundlag af den enkeltes egne ord og handlinger og ikke på grundlag af race, nationalitet eller religion.

Der er derfor brug for et stærkt opgør med Dansk Folkeparti og med de racistiske undertoner i politik og medier. For det første burde det være mediernes opgave i langt højere grad at slå ned på de direkte og indirekte racistiske ytringer og tiltag. Der burde være en meget mere kritisk holdning til ytringer og overflødige forslag med en racistisk undertone. Hvorfor var det f.eks. vigtigt for de konservative at fremsætte forslag om et ikke eksisterende problem med burkaer?

Desuden vil jeg gerne opfordre anstændige politikere fra andre partier end DF (de er uden for pædagogisk rækkevidde) til at besinde sig. Stop konkurrencen om den mest indvandrerfjendtlige politik, tænk jer om, før I stempler indvandrerne som gruppe, og koncentrer jer om konkrete problemer med konkrete mennesker, hvad enten de har dansk eller udenlandsk baggrund.

Sig fra over for DF’s mere eller mindre åbenlyse fremmedhad og isolér dem politisk, hvis de ikke vil holde op. DF vil afskaffe racismeparagraffen og forringe menneskerettighederne, samt tvinge muslimske børn til at spise svinekød – det burde være nok til at sætte dem uden for indflydelse. For de borgerlige partier kan prisen for magten også blive for høj.