Længe før det schweiziske forbud mod minareter kom på tale, skrev Umberto Eco, at den europæiske civilisations styrke var pluralisme og frihed, og at den eksempelvis tillod, at der blev bygget moskeer i Europa, uanset hvad der måtte foregå i de muslimske lande. »Hvis vi forbyder det, selv om kristne missionærer bliver fængslet i Kabul, bliver vi selv talebanere«, sagde han. Det var i 2001. Hans frygt fik aktualitet, da Angela Merkel i 2007 meddelte, at minareter ikke måtte være højere end kirketårne. I et surrealistisk øjeblik kom hun i slægt med de osmanniske sultaner, som i 1500-1600-tallet forbød, at kirketårne skulle være højere end minareter. Nu stemmer Schweiz imod minareter, høje som lave. Og skulle resten af Europa også udtale sig, ville resultatet formentlig blive det samme.

Det paradoksale og fornuftstridige er, at befolkningsgrupper, der er bange for islams udbredelse, siger ja til moskeer, hvor religionen udøves, men nej til minareter, som ingen praktisk eller religiøs betydning har. Minareter kan ikke engang bruges til at kalde til bøn, fordi det på grund af støjgener er forbudt i de fleste europæiske lande!

I modsætning til resten af moskeen, især mihrab (som angiver retningen mod Mekka), og minbar (talerstolen), har minareten fået sparsom opmærksomhed i den teologiske litteratur. Der findes mange fortællinger om minareternes opståen. Ifølge en udbredt version bad profeten Muhammed en discipel, som tilfældigvis befandt sig på et tårn, om at kalde til bøn (adhan), hvorefter tårnet blev institueret som en del af moskeens arkitektur.

Selve ordet ’minaret’ kan i gammel arabisk have betydet »en genstand, der giver lys«, f.eks. en olielampe. Derfor har man i lang tid ment, at minareten måtte være inspireret af et fyrtårn. Minareten blev imidlertid først en fast del af moskeen i 1200-tallet, og inspirationen kom sandsynligvis snarere fra antikken og de tidlige kirker end fra fyrtårne. Med tiden blev minareten et af de mest karakteristiske træk ved moskeer overalt i verden; ikke kun symbolet på muslimsk kultur, men på selve islam.

Bortset fra kald til bøn har minareter imidlertid ingen religiøs funktion. Mange steder i muslimske storbyer er muezzinen, der kalder til bøn, endda erstattet af kæmpe højtalere, som sættes op på moskeens tag. Minareten er til pynt. Hvorfor er vi så vidne til så stor modvilje imod denne slanke og elegante tårnkonstruktion?

LÆS OGSÅFlertal støtter forbud mod minareter ved moskeer

Kunne det være, fordi minareter ligesom andre tårne optisk og akustisk er bygget til at være synlige og hørbare, mens man forventer netop det modsatte af indvandrerne, som ikke må stikke ud fra mængden og ikke gøre sig bemærket?

Tårne er kommunikationscentraler, der udvider horisonten: De gør det muligt at overvåge omgivelserne i højden, dybden og bredden. De forbinder himmel og jord: Fra tårne har man igennem historien kunnet modtage varsler fra himlen og tegn fra jorden. Fra Babelstårnet til World Trade Center har tårne symboliseret drømmen om magt, kontrol og herredømme. I Bologna i det 12. og 13. århundrede havde hver rig familie sit eget tårn. Man regner med, at der var op til 180 tårne, som blev brugt både til forsvar og til angreb.

Minaretens fallossymbolik er indlysende: Det rejser sig mod himlen, mandigt og magtfuldt, og åbenbarer – i øvrigt ligesom kirketårnet – både Guds almægtighed og stolte mænds økonomiske og fysiske formåen. Men i kristne lande er kirketårnet en naturlig del af det religiøse landskab; minareten er det ikke. Selv om de fleste muslimer i Europa for det meste bruger fabrikshaller og nedlagte skoler som bedesteder, findes der immervæk hundredvis af moskeer i de vestlige lande, og mange af dem endda med både kuppel og minaret. Hvordan har de kristne lande taklet problemet med en så stor synlighed og mangel på blufærdighed fra en minoritetsreligions side? Og hvordan har muslimerne (og jøderne før dem) båret sig ad med at få tilladelse til at bygge deres bedesteder?

De forstyrrende fremmede
De første moskeer i Europa blev bygget i 1700-tallet i en stil, som er kendt som ’turquerie’ eller eksoticisme. De blev selvsagt ikke brugt som religiøse steder, men som arkitektoniske frembringelser i fine parker og haver. Den første, The Turkish Mosque, blev bygget i Kew Gardens i London i 1762. Senere kom moskeen i Schlossgarten i Schwetzingen i 1776 og så moskeen i Armainvilliers nær Paris i 1785.

Rigtige moskeer, som var beregnet til at fungere som religiøse samlingssteder, kom først mere end hundrede år senere; den første i 1889 i Woking sydvest for London. Den bærer et stærkt præg af kolonitidens indiske arkitektur, noget a la Taj Mahal, som jo aldrig har været en moske, men stilen passede til englændernes eksotiske fantasier og blev derfor anvendt i Woking. Det samme gælder La Grande Mosquée i Paris, som ligner arkitekturen fra franskmændenes kolonier i Marokko, Tunesien og Algeriet. Forhandlingerne med de franske myndigheder om bygningen af den store moske i Paris startede i 1895, men de trak ud indtil 1926, hvor moskeen blev taget i brug.

Forhandlingerne ved alle de nævnte moskebyggerier var langstrakte; der blev lagt utallige politiske og økonomiske restriktioner undervejs, og i næsten alle tilfælde var arkitekten europæisk og lokal, selv om nogle af arbejderne blev importeret fra muslimske lande. Historien om moskebyggeri i Europa er et typisk eksempel på det, som den afdøde amerikansk-palæstinensiske professor Edward Said beskrev som orientalismen: en ideologisk (i dette tilfælde også arkitektonisk) konstruktion, hvis formål er at skelne ’os’ fra ’dem’, altid med en vis grad af arrogance, somme tider romantisering, og til tider fremmedfjendtlighed. Moskeerne skulle enten være usynlige og anonyme, eller også blev de designet ud fra det vestlige billede af islam: et syn på muslimer som værende ’den fremmede anden’, bestemt en gang for alle som eksotisk og uforanderlig.

Noget lignende gælder de jødiske synagoger, f.eks. i Frankrig. Indtil revolutionen i 1789 var det kun tilladt at bygge synagoger, hvis de ikke kunne identificeres udefra. Selv da de blev tilladt efter Napoleon, pålagde jøderne enten sig selv den yderste diskretion, eller også forsøgte de at leve op til det, der var franskmændenes idé om, hvordan en synagoge skulle se ud. Den dag i dag bliver synagoger i Frankrig fortrinsvis bygget i neoromansk, eksotisk arabisk eller byzantinsk stil og kaldes for »templer«.

Mod Saids teori om orientalisme kunne man således indvende, at en sådan holdning ikke har så meget med islam at gøre, og at den er rettet mod ’de fremmede’ i al almindelighed. Et godt eksempel er den kinesisk-franske digter, forfatter og kaligraf, Francois Cheng, som i 2002 blev valgt som det første asiatiskfødte medlem af det prestigiøse Académie Francaise. Han beskriver, hvordan de første mange år som kineser i Frankrig føltes; om at blive set af andre som en stereotyp og en kliché på trods af, at han allerede dengang talte flydende fransk: »Mærkeligt, De er ikke særlig kinesisk!«, sagde de. »Efter at have lyttet til dem endte jeg med at forstå, hvad de krævede af en kineser... «.

Vi er tilbøjelige til at opleve vore egne måder at leve på som naturlige, og vi betragter afvigelser fra egne adfærdsnormer som unaturlige og ubehagelige. Det fremmedes forskellighed er forstyrrende, og vi opfinder derfor kategorier for at få styr på det ukendte og på vore egne tanker og følelser. Sådan ordner og kategoriserer vi alle vores sanseindtryk. Denne orden bliver først uhensigtsmæssig, når den stivner i stereotyper uden nuancer. Stereotyper er ikke kun beskrivelser, de er også byggesten, som bruges til at konstruere fordomme, diskrimination, og i værste fald selvopfyldende profetier. Selv når udsagn forekommer faktuelle, som når man for eksempel siger:

»Der er mere kriminalitet blandt indvandrerne« eller »Jøder er overrepræsenterede i medierne«, er disse ikke ’objektive’ beskrivelser; de er værdiladede, fordi de igennem historien er blevet brugt som grundlag for diskrimination og undertrykkelse. Minoriteter er per definition altid ulige repræsenteret i alle områder af det sociale liv. At sige, at »der har været mange vestjyder blandt fiskerne«, eller at »akademikerbørn er mere talrige blandt universitetsstuderende«, er ikke det samme som at sige, at »Stormoskeer har erfaringsmæssigt vist sig at fremme radikalisering«. Som Georg Brandes skrev til Bjørnstjerne Bjørnson: »Husk, at totusinde års forfølgelse af en folkestamme gør sin virkning. Ordet jøde er et skældsord, ordet nordmand er det ikke«.

Danske demokrati- og frihedsidealer
Modviljen mod moskeer stammer fra associationen mellem på den ene side islamisk fundamentalisme og på den anden dén terrorisme, som formodes at udgå fra moskeerne. Det er korrekt, at de største terroraktioner i de vestlige lande har været udført af fanatikere, der var tilknyttet en eller anden moske i en europæisk by. Der er heller ikke tvivl om, at nogle af disse moskeer styres af yderliggående islamiske kræfter, hvis livssyn og holdninger ligger meget langt fra de danske demokrati- og frihedsidealer. Der findes imidlertid ingen bevis på, at moskeens størrelse og antallet og højden af dens minareter hænger sammen med graden af fanatisme.

Det giver mere mening at se fænomenet som en modstand mod at give indvandrerne mere synlighed og et ønske om at fastholde af deres lave status i samfundets nuværende magtstruktur. Fænomenet er ikke nyt. Det var forbudt for jøder at ride på hest i det osmanniske imperium af frygt for, at de rent fysisk kunne komme højere op end en tilfældigt forbipasserende muslim. Balancen mellem den dominerende og den dominerede skulle dengang som nu bevares, og det gør man nu engang bedst ved at anvise ’de andre’ til deres rette plads, og eller sætte dem på plads, hvis de overtræder de usynlige grænser.

Stik imod alle parters forventninger har gæstearbejderne bosat sig i Danmark; deres efterkommere har slået rod her, og nu ønsker de at deltage i det sociale liv og i deres nye lands offentlige rum på lige fod og med lige pligter og rettigheder som etniske danskere. De nye generationer betragter det at være dansk-tyrkisk eller dansk-pakistansk som en naturlig menneskerettighed. Unge anden- eller tredjegenerationsindvandrere med bindestregsidentiteter er vokset op i Danmark og har tilegnet sig dette lands værdier om lighed og selvbestemmelse, og de deler ikke forældrenes accept af den sidst ankomnes plads i skyggen.

For 30 år siden foretog vi en interviewundersøgelse på Københavns Universitet med tyrkiske kvinder, der lige var ankommet til Danmark. Flertallet var dengang enten analfabeter eller ude af stand til at læse en avis. Vi er nu i gang med at opsøge deres døtre. Vi har hidtil ikke set et hjem uden computer. Disse dansk-tyrkiske unge kvinder forsøger at finde en balance mellem arbejdsliv og privatliv, mellem en tyrkisk arv og en dansk fremtid. I øvrigt er det for nylig kommet frem, at deres fødselsrate er faldet ned, næsten til det ’normale’ danske niveau. Der er sket metamorfoser i løbet af en generation.

På samme måde som etniske identiteter forandrer sig, og ligesom man med tiden bliver tyrkisk-dansk eller dansk-tyrkisk, forandrer religiøse identiteter sig også. Der vil altid være bevægelser for og imod forandring i enhver religion. Resultater fra forskning om transnational islam viser dog, at der foregår aktive bestræbelser på at integrere det europæiske element i religionen. Disse bestræbelser går på fornyelse igennem fælles ideer og reaktioner på det at leve i Europa, og ikke igennem tidligere etniske identiteter. For de europæiske lande må formålet derfor være at støtte disse progressive kræfter blandt muslimerne.

For enhver muslim vil bygningen af en smuk moske, et arkitektonisk kunstværk, være forbundet med accept og respekt og vil skabe stolthed og værdighed. Forbuddet mod minareter og urimelige restriktioner for bygningen af moskeer vil omvendt give anledning til en oplevelse af devaluering og afvisning og dermed til en defensiv fastholdelse af tidligere etniske og religiøse tilhørsforhold.

I stedet for at sprede frygt og mistænksomhed og frem for at vælge forfladigelsen af landskab og kultur kunne de danske politikere, der ønsker ensformighed, vælge at betragte diversitet og sammensatte identiteter som en rigdom for Danmark.