Justitsministeren har offentliggjort nye ’Retningslinjer for PET’s behandling af personoplysninger mv.’. Pressen hæftede sig ved, at det var første gang, det skete, at det var et udtryk for en ny og mere åben stil, og at formålet var at øge befolkningens tillid til PET.

Hovedpunkterne i de nye retningslinjer er 1) en præcisering af PET’s opgave, 2) regler for personregistrering i PET’s registre og 3) beskrivelse af kontrollen med PET’s registreringer.

Disse hovedpunkter kan kort gengives således: PET’s opgave er at sikre »bevarelsen af Danmark som et frit, demokratisk og sikkert samfund«. Registrering kræver rimelig grund til mistanke om kriminalitet, som truer statens sikkerhed, samfundsordenen eller folkestyrets funktioner, og ingen må registreres alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed. Registreringen skal almindeligvis slettes efter 10 år. Kontrollen med reglernes overholdelse varetages af et udvalg, som skal have forelagt og godkende enhver nyregistrering, og som har ubegrænset adgang til stikprøvekontrol blandt de eksisterende registreringer.

Det lyder alt sammen meget fint. Hvem vil modsætte sig en efterretningsvirksomhed, som kun tager sigte på at bevare Danmark som et frit, demokratisk og sikkert samfund? Hvem kan have noget imod overvågning af personer, som med rimelig grund mistænkes for alvorlig samfundsnedbrydende virksomhed? Og virker det ikke ganske betryggende, når et uafhængigt kontroludvalg udstyres med beføjelser, som bør kunne sikre en effektiv kontrol?

Kreativ fortolkning
Problemet ER, at eftersom de ’nye’ retningslinjer i det væsentlige er helt identiske med de gamle, bliver man nødt til at holde dem op imod de erfaringer, vi har med de hidtidige retningslinjer, og som senest er udførligt dokumenteret i PET-kommissionens mammutberetning fra juni dette år.

PET’s opgave har altid været at forebygge, efterforske og modvirke foreteelser, som er til fare for statens sikkerhed. Man har aldrig (i hvert fald ikke officielt) givet PET til opgave at overvåge eller registrere personer eller organisationer, som havde en anden opfattelse end den til enhver tid siddende regering, og som med lovlige midler virkede for denne opfattelse.

Ikke desto mindre har PET-kommissionens beretning dokumenteret, at PET ikke bare overvågede, registrerede eller ligefrem infiltrerede fuldt lovlige politiske organisationer som VS, DKP, SAP, KAP, SFU og DKU, men også »interesserede sig for« (læs: overvågede og registrerede) bl.a. Fredsbevægelsen, modstandere af berufsverbot, Folkebevægelsen mod EF, modstandere af Vietnamkrigen, Russell-tribunalet, apartheidmodstanderne, Palæstina-komiteen, Dansk Ungdoms Fællesråd, Dansk Journalistforbund, Dansk Udenrigspolitisk Selskab, kvindebevægelsen, et unavngivet oplysningsforbund, SiD, Fælles Kurs, Sømændenes Forbund og Russisklærerforeningen.

Der skal en ualmindelig kreativ fortolkning til for at få en sådan emsighed til at harmonere med PET’s officielle opgave: at værne om statens sikkerhed. Det klare mønster gennem de mere end 40 år, som PET-kommissionen har kortlagt (1947-89), er mistænkeliggørelse og systematisk krænkelse af den grundlæggende demokratiske ret til at mene og arbejde for andre synspunkter end den siddende regerings.

Som sagt, PET’s officielle opgave var dengang nøjagtig den samme som beskrevet i de ’nye’ retningslinjer. Hvad skal få os til at tro, at man vil anlægge en mindre kreativ fortolkning i fremtiden?

Lovlig politisk virksomhed
Nuvel, de ’nye’ retningslinjer sætter da nogle restriktive begrænsninger for registrering, ikke sandt?

Jo, det skulle man umiddelbart tro. Realiteten er imidlertid, at når det gælder registrering af danske borgere, er det nøjagtig de samme, som hele tiden har været gældende. (Som noget nyt er herboende udlændinge taget med, når det gælder forbuddet mod registrering »alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed«).

Dette forbud er i øvrigt ordret det samme som fremsat i regeringserklæringen af 30. september 1968 – og for den sags skyld allerede meddelt Folketinget af daværende justitsminister Elmquist (V) allerede i 1947. Alene i perioden 1968-89 har skiftende justitsministre hen ved 20 gange uden forbehold bekræftet over for Folketinget, at dette forbud stadig var gældende.

PET-kommissionens beretning dokumenterer imidlertid, at Folketinget og offentligheden hele tiden har været ført bag lyset. Beretningen afslører, at der af Justitsministeriet blev udarbejdet et hidtil hemmeligholdt notat (af 14. september 1968), som gav PET alibi for registreringer, som efter regeringserklæringens meget klare formulering ikke måtte forekomme. Daværende PET-chef Arne Nielsens ligeledes hemmelige instruks fra december 1968 om fortsat registrering af ledende medlemmer af VS, SFU, DKP og DKU trods regeringserklæringen gik endda videre, end der var alibi for i Justitsministeriets notat.

Og med den ’uafhængige’ kommissionsdomstols rapport i 1977, som indeholdt en vidtløftig ’fortolkning’ af regeringserklæringen (ifølge PET-beretningens afsløringer bestilt af Justitsministeriet!), og især med den nye, hemmeligholdte instruks fra Schlüterregeringens sikkerhedsudvalg i 1983 blev 1968-erklæringen reelt sat ud af kraft.

»Lovlig politisk virksomhed« blev fortolket så snævert, at det i realiteten kun omfattede menigt medlemskab af et opstillingsberettiget parti. Var der tale om tillidsposter i et sådant parti, eller blev den lovlige politiske virksomhed lagt uden for et sådant parti, f.eks. i en af de ovenfor omtalte bevægelser, var der intet til hinder for PET’s registrering. For så vidt var der blot tale om en kodificering af, hvad PET allerede længe havde gjort, jf. ovenfor om apartheidmodstandere mv., men stadig i al hemmelighed. Mens justitsministrene fortsat og uden forbehold fortalte Folketinget, at 1968-erklæringen stod ved magt.

PET-kommissionens flertal legitimerer de hemmelige retningslinjer og tilsidesættelsen af 1968-erklæringen ved uden videre argumentation at hævde, at 1968-erklæringen ikke var retligt bindende. De vekslende justitsministres vildledning af Folketinget har man det lidt vanskeligere med. De burde måske nok have orienteret Folketinget om, at praksis var en ganske anden, end man havde givet dem opfattelsen af. Men, siger flertallet, det er et politisk, ikke et juridisk spørgsmål. (Selv om ministeransvarlighedsloven siger det stik modsatte!).

Hvad skal få os til at tro, at en ordret gentagelse af et forbud mod registrering alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed i fremtiden ikke vil blive ’fortolket’ til ukendelighed, som det hidtil er sket? Hvis der ikke klart tages afstand fra de hidtidige undergravende ’fortolkninger’, er det formentlig underforstået, at forbuddet fortsat skal fortolkes, som der nu er årtiers hævd for?

'Arbejdskartoteker' bliver til 'støttedatabaser'
Men nu står der jo også, at registrering forudsætter rimelig grund til mistanke om alvorlig kriminalitet vendt mod statens sikkerhed, samfundsordenen eller folkestyrets funktioner. Det er da meget snævre betingelser for registrering, skulle man mene.

Tilsyneladende ja. Problemet er, at det ikke er noget nyt. Det stod ikke direkte i regeringserklæringen af 1968, men det blev præciseret af daværende justitsminister Thestrup, da han blev spurgt, hvordan man skulle tolke ordet ’alene’, dvs. hvad der alligevel kunne berettige registrering.

Og det forhindrede altså ikke, at PET registrerede tusindvis af danske borgere. Havde der i alle disse tilfælde været ’rimelig grund til mistanke’, er det påfaldende, at mindre end en halv snes er dømt. Og at det fortrinsvis er personer, som ikke på forhånd var registreret, heriblandt en major, en diplomat, en elektronikdirektør og en forelsket tolder.

Hvad skal få os til at tro, at kravet om en rimelig begrundet mistanke om alvorlig kriminalitet skal administreres mere restriktivt, end det hidtil er sket?

Men det får Wambergudvalget jo til opgave at kontrollere. Samtidig udstyres udvalget med vidtgående beføjelser, som burde kunne sikre en effektiv kontrol.

Javel. Men beføjelserne er i alt væsentligt de samme, som udvalget hele tiden har haft: Det skulle løbende orienteres om retningslinjerne for PET’s registreringer, det skulle have forelagt og godkende alle nyregistreringer, og det skulle kunne foretage stikprøver blandt eksisterende registreringer.

PET-kommissionen dokumenterer imidlertid, at udvalget ikke fik forelagt det hemmelige notat fra Justitsministeriet, som nu fremføres som alibi for PET’s tilsidesættelse af 1968-erklæringen. Alligevel gik udvalget så vidt i sin, undertiden modstræbende, godkendelse af PET’s praksis, at det ikke fungerede som garant for regeringserklæringens overholdelse. (En imødekommenhed, som måske skal ses i lyset af, at udvalgets medlemmer er udpeget af justitsministeren). Men dertil kommer, som PET-kommissionen udførligt dokumenterer, at såvel orienteringen om nyregistreringer som stikprøveundersøgelserne blev obstrueret af PET. Udvalget blev ganske enkelt ført bag lyset, og man må gå ud fra, at det fortrinsvis skete i de mest kontroversielle sager.

Beføjelserne er udvidet på et enkelt punkt: De tvivlsomme ’arbejdskartoteker’, som PET ikke betragtede som registre, og som Wambergudvalget blev holdt uvidende om, er nu omdøbt til ’støttedatabaser’. Oprettelsen og indholdet af en sådan database skal godkendes af Wambergudvalget, som dog ikke skal orienteres om nyregistreringer, men kan foretage stikprøvekontrol.

Men tilbage til de egentlige registreringer: Hvad skal få os til at tro, at Wambergudvalget, som fortsat skal udpeges af justitsministeren, og som har de samme beføjelser som hidtil, vil bidrage med andet end den gidselfunktion, som det ifølge PET-kommissionen groft sagt hidtil har haft?

Tidsspilde på vrangforestillinger
Jeg vedgår blankt, at jeg er skeptisk for ikke at sige mistroisk, når det gælder kontrol med PET. Den skepsis er ikke af nyere dato. Men kendsgerningen er, at min skepsis slet ikke rakte langt nok til at forestille mig, hvad PET-kommissionens beretning nu viser, at der var grundlag for.

Skal der skabes tillid til PET som beskytter af demokratiet, hvilket der selvsagt er behov for, skal der ganske andre boller på suppen.

Helt afgørende skal de grundlæggende vilkår for PET’s virksomhed lovfæstes og ikke blot stå i nogle retningslinjer fra justitsministeren, som han kan ændre, som det passer ham, uden at orientere Folketinget og offentligheden. Det er den uomgængelige lære af PET-kommissionens beretning. Spørgsmålet blev rejst allerede i 1968.

Partiet VS var skeptisk over for regeringserklæringens status og stillede derfor forslag om, at forbuddet mod registrering alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed blev lovbestemt. Det nedsatte folketingsudvalg, hvor VS ikke var repræsenteret, afviste i enighed forslaget med den begrundelse, at regeringserklæringen udgjorde tilstrækkelig garanti. Og nu siger så PET-kommissionens flertal, at regeringserklæringen ikke var retligt bindende! Hvis ikke det synspunkt klart underkendes af Folketinget, må vi i det mindste have lært, at sådanne garantier skal lovfæstes.

Tegning:  Jørgen Saabye Sådan er det i Norge. Og det er baggrunden for, at da der afsløredes tilsvarende omgåelser af forbuddet, som vi har oplevet, kunne de ulovligt registrerede kræve aktindsigt og føre erstatningssag. Næsten 4.000 registrerede fik fuld aktindsigt, næsten 800 søgte erstatning, og næsten 400 fik erstatning på tilsammen mere end 11 millioner kroner, i gennemsnit små 30.000 kroner.

En anden lære må være, at kontroludvalget ikke skal være håndplukket af justitsministeren, men reelt uafhængigt. Medlemmerne kunne f.eks. ikke repræsentere, men udpeges af Dommerforeningen, Advokatrådet, Institut for Menneskerettigheder og oppositionen i Folketinget, ikke nødvendigvis fra egen kreds.

Og hvorfor ikke, som tilfældet er, når det gælder aflytning m.v. i almindelige kriminalsager, beskikke den registrerede en advokat? At blive registreret og overvåget af PET på grundlag af en rimeligt begrundet mistanke om samfundsomstyrtende kriminalitet er vel fuldt så alvorligt som at blive aflyttet på grund af en narkomistanke?

Allerbedst vil være den størst mulige egenindsigt. Når man ser, hvilke vrangforestillinger PET hidtil har spildt sin tid på, og hvor få af de tusindvis af ’rimeligt begrundede mistanker’ der har ført til noget som helst, vil der kunne frigøres enorme ressourcer til mere målrettede opgaver, hvis de mistænkte i videst muligt omfang fik lejlighed til at kommentere mistanken. I ganske få tilfælde vil det måske fratage PET en gevinst, så det kræver, at man prioriterer forebyggelse højere end den spektakulære afsløring. Weibelsagen og Blekingegadesagen tyder på, at PET har et problem her.

Udvidede beføjelser
Diskussionen om PET’s virke og kontrollen hermed udspringer ikke så meget af PET-kommissionens afsløringer, men mere af de stærkt udvidede beføjelser og ressourcer, PET har fået bl.a. via terrorlovgivningen.

Det er disse udvidede beføjelser, som bl.a. Cepos, Hans Jørgen Bonnichsen og sågar PET-chefen Jacob Scharf anfører som begrundelse for at se nærmere på kontrolbehovet. Og med rette. Det drejer sig bl.a. om beføjelse til, uden om de sædvanlige organer, dvs. Udlændingeservice, Flygtningenævnet, Folketingets Indfødsretsudvalg og domstolene, uden ankemulighed og uden begrundelse at give afslag på indrejse, asyl og statsborgerskab samt til at udvise (tuneserloven).

Det er bemærkelsesværdigt, at ingen af disse spørgsmål er berørt af de nu offentliggjorte ’nye’ retningslinjer.