De årlige prøvevalg på Journalisthøjskolen viser gang på gang, at journalister sætter deres kryds til venstre for midten. Hvis det kun var dem, der bestemte Folketingets sammensætning, ville det største parti på Christiansborg være SF tæt efterfulgt af Radikale Venstre, mens Dansk Folkeparti, der ellers har 14-15 procent af vælgernes stemmer, slet ikke ville være repræsenteret på tinge.

På denne baggrund er det ikke så underligt, at selv de såkaldt borgerlige aviser har en overvægt af overvintrede marxister og politisk korrekte kulturradikale. Hvem skulle disse aviser ellers ansætte, eftersom der ikke er så meget andet at vælge imellem?

Det samme gælder Danmarks Radio, hvis produkter leveres af folk, der ser tingene fra en lærers perspektiv. Nogle af dem – som den nye chef for DR’s TV-avis, Naja Nielsen – har været trofaste partisoldater med et længere ophold på partiskolen i Moskva. Det er folk med et kald. De er ikke blot oplysere, de er også opdragere, og det er der forståeligt nok sjældent indvendinger imod.

De fleste sofakartofler er ikke til mediepolitiske overvejelser, men mest optaget af blive underholdt og med hjernen godt skruet fra. De trænger til at slappe af, og det er også okay. Men demokratisk set ikke så godt. Denne magelige ligegyldighed giver DR frie hænder til at køre efter en skabelon, der uvægerlig må få mange lyttere og seere til at sætte deres kryds en anelse længere mod venstre, end de ellers ville have gjort.

Og denne ’anelse’ kan have vidtrækkende følger i en valgsituation, hvor den sikkert mere end én gang har afgjort dysten om mandater til socialisternes fordel.

8 fremgangsmåder
Og hvordan ser denne skabelon så ud? Her er nogle af dens fremtrædelsesformer:

1) Valg af emne: begivenheder, der ikke bekræfter USA’s, Israels eller Dansk Folkepartis iboende ondskab, vælges diskret fra eller kortes ned til et minimum.

2) Det samme gælder valg af gæster. Klimaskeptikere som Ole Humlum og Henrik Svensmark er yderst sjældent blevet inviteret, og andre med de forkerte meninger er ikke just i overtal. Skulle de alligevel være så heldige at komme ind i varmen – hvilket der først nu på baggrund af Climategate er bedre chancer for – bliver de straks sat på anklagebænken og får sjældent lov til at fuldende en sætning. Adam Holms Deadline-interview med Ole Humlum var en kærkommen undtagelse, men normalt er det kun ’de gode’, der får lov til at tale ud.

Gadeinterview har samme profil: »Islam er en berigelse«, siger en stramt smilende fru Hansen fra Hvidovre, og »Ned med VKO«, siger Johnny fra Nørrebro. Folket har talt.

3) Behandling af lovforslag fra VK eller O. Her er fremgangsmåden den, at man åbner med stillerens velvalgte ord om sit eget forslag. Herefter stiller man om til nogen fra den anden blok, der siger, at forslaget er latterligt og vidner om dumhed eller et forkert menneskesyn eller begge dele. Hvem har ret? Det bliver afgjort af indkaldte eksperter, der interessant nok mener det samme som partierne fra venstrefløjen. Så nu er sagen afgjort. VKO er afsløret som dumme og onde platugler, hvilket næppe undgår at farve seernes ubevidste overvejelser over, hvem de skal stemme på næste gang. Især når den slags gentages i det uendelige.

4) Paneldiskussioner. Her er ordstyreren sjælden neutral. Han giver først ordet til deltagerne med de forkerte meninger og skifter straks til indehaveren af de rigtige meninger, der gerne får det sidste, opsummerende (og afgørende) ord. Bagefter kan DR med uskyldsrene blå øjne sige: ’Jamen vi lod dem komme til orde først’, vel vidende at det bestemt ikke er en fordel.

5) Manipulering af stoffet. Ved at udelade ting, der kunne genere politisk korrekte vælgere, kan nyheder nemt blive drejet til det modsatte. Eksempelvis nyheden om professor Peter Nannestads undersøgelse af holdninger hos danskere og en lang række indvandrere fra muslimske eller halvmuslimske lande. Herunder også deres holdning til jøder. Nannestad fandt, at under 20 procent af etniske danskere var jødefjendtlige, mens procentdelen hos de fortrinsvis muslimske indvandrere var over 75. 26. november omtalte DR undersøgelsen med angivelse af tallet for de danske judeofober, men undlod at sige, at tallet for de muslimske indvandrere var fire gange så højt. Keine Hexerei, nur Behändigkeit!

6) Falsk etikettering. Nogle befolkningsgrupper er meget følsomme over for, hvad man må kalde dem, og her er der to forskellige fremgangsmåder. Den gamle danske betegnelse ’muhamedanere’ må man ikke bruge (man vil nødig krænke nogen), men dette smukke princip gælder ikke i andre sammenhænge. F.eks. omtales konservative rask væk som højreorienterede (der lyder halvt nazistisk), eller sågar som højreradikale, der lyder endnu værre. Det er naturligvis noget, de pågældende aldrig kalder sig selv.

I forbindelse med DR’s filmprogram ’Premiere’ 23. november blev Mogens Rukov præsenteret som »højreorienteret og berygtet for sine synspunkter«. Er det o.k.? I så fald skal man prøve med at præsentere Georg Metz som »venstreorienteret og berygtet for sine synspunkter« for at se, hvordan det lyder. Den hollandske politiker Geert Wilders bliver gang på gang stemplet som højreorienteret, alene fordi han er islamkritisk – eller indvandrerfjendsk, som det hedder. Dette antyder implicit, at der er noget venstreorienteret i islams kvindefjendskhed, sharialove og jødehad. Jeg tror, Jan Bredsdorff har gjort opmærksom på dette pinlige paradoks.

7) Den afsluttende parallelisering efter et indslag til fordel for ’fjenden’. Denne afslutning hedder i fagsprog et nedlæg (i modsætning til et oplæg) og bruges, når der undtagelsesvis er nyheder, der kunne give sympati for de forkerte. Eksempelvis et barbarisk selvmordsangreb på civile jøder, der efterlader arme og ben spredt over flere hundrede kvadratmeter. Her vil speakeren som oftest afslutte med en lille mindelse om, »at israelerne har dræbt så og så mange palæstinensere, siden det hele startede«. Så har de selv været ude om det, ikke sandt? En sådan udglatning bruges aldrig den anden vej.

8) Henvisning til udenlandske kilder som New York Times og det britiske The Guardian, der har samme politiske farve som Information, DR og Politiken. Det ved de allerfleste lyttere og seere ikke. De tror, det drejer sig om neutrale aviser.

Af alle disse fremgangsmåder er det nummer 4, manipulering af stoffet, der virker bedst. Den kan åbenbart ikke høres eller ses, og selv akademikere, der har viet deres liv til semiotik og de skjulte budskaber, er slået med blindhed, når det gælder DR. Man følger beredvilligt trop og slår straks hjernen fra, så selv de mest oplagte mærkværdigheder passerer uset.

Vaklere sendes til den røde blok
Ingen har spurgt sig selv, hvorfor Israel tilsyneladende er et land uden kvinder. Israelske kvinder eksisterer ikke. Landet er befolket med soldater i tanks og mænd i mærkelige hatte, men ingen kvinder. Der er heller ikke nogen børn. Det er der til gengæld hos araberne, der tit fotograferes i dyb sorg over tabte sønner, der har ofret sig som selvmordsbombemænd. »Han var en god dreng«, snøfter mor, »og det var israelernes ondskab, der drev ham til det«. Hvad de israelske mødre siger om deres børn – hvis rester indtil sikkerhedshegnets oprettelse jævnlig blev tilbageleveret til familien i plastikposer, vides ikke, for der eksisterer som sagt hverken israelske mødre eller israelske børn. Det gør det hele meget nemmere at forstå.

En anden gruppe, der indtil for et par år siden var næsten ikkeeksisterende i DR, er Dansk Folkeparti. Danske vælgere stemmer ikke på mennesker, de slet ikke kender, og derfor havde DR lagt sig i selen for at holde partiet ud af alle underholdningsprogrammer. Man kunne jo risikere, at nogen ville blive fortrolig med dem, og – oh rædsel – endda stemme på dem. Og vupti! Så er de væk.

Disse underholdningsprogrammer var, med eller uden DR-medarbejdernes viden, i virkeligheden også valgprogrammer. Mens DR-underholdning fra august 1999 til juli 2004 inviterede repræsentanter for alle andre partier, fik Dansk Folkeparti aldrig en indbydelse. Men hvad beviser det? Måske havde DR bare glemt dem i skyndingen? Måske har DR i virkeligheden slet ikke noget horn i siden på de borgerlige partier, og det var ren tilfældighed, at det i ’Livvagterne’ og ’Forbrydelsen 2’ var folk fra jægerkorpset, der endte med at være morderne – præcis som Søren Espersen havde forudset? Ja, hvem ved? Måske er alle påstande om urent trav det rene hysteri og bare syge fantasier fra en højreorienteret hjerne?

Det mener JP’s politiske kommentator Ralf Pittelkow dog ikke, og hans undersøgelse af de æterbårne mediers valgdækning i 2007 bar den sigende overskrift ’DR og TV 2 tog del i valgkampen’. Her gav Pittelkow point for positiv omtale af de to blokke med følgende resultat: »Sammenlagt fik regeringslejren 23 point, mens oppositionen fik 118 point! Altså 23 indslag med en fordelagtig vinkel for regeringslejren, 118 for oppositionen«. Det var vel at mærke udsendelser umiddelbart før et valg, og de har helt sikkert fået en del vaklende ved ikke’ere til at sætte deres kryds ved rød blok. Andre undersøgelser har vist det samme.

Efter Irakkrigen påviste Rockwoolfonden, at DR klart var imod det amerikanske angreb og – ligesom BBC – farvede alle indlæg derefter. Men Rockwoolfonden er sikkert højreorienteret, så det gælder ikke, kan man allerede høre DR’s apologeter svare, og mange af dem taler mærkeligt nok i god tro. De har levet på en forestilling om egen moralske overlegenhed så længe, at denne forestilling er blevet internaliseret og optaget i de troendes dna.

Selverkendelse er det på denne baggrund såre småt med, og det virker ufrivilligt komisk, når journalister beretter harmdirrende om Fox News, at denne tv-station er politisk vinklet (!) og med sin kritik af Obama optræder som en politisk aktør. Det kunne man aldrig finde på her.

Ideologien trænger ind alle vegne
Men er der slet ikke noget godt at sige om DR? Jo da, der er en masse godt, og på programmer som P1’s flagskib Orientering får man virkelig noget at vide. Hvis man vel at mærke holder sig for øje, at de mange interessante oplysninger er vinklet af folk, der som en selvfølge antager, at lytterne har samme holdninger som dem selv. De går ud fra, at lytterne gerne vil have flere facts om USA’s og Israels sorte gerninger, og at samme lyttere kun i ringe omfang er interesserede i, hvad araberne kan finde på af brudte løfter, indbyrdes likvideringer og hjernevask af børn til selvmordsoperationer.

Det er denne ubevidste tankegang, der ligger bag P1’s oplysningsstrøm, og hvis man kan sortere den fra, og hvis man ikke insisterer alt for meget på at vide noget om de ting, vi ikke hører om – klimaskeptikernes synspunkter f.eks. – kan man høre programmet med udbytte. Men hvem kan det? Det ville kræve en aldrig hvilende opmærksomhed, og det har de færreste overskud til. Det er ulig nemmere at lade sig hvirvle kritikløst rundt med andre hjernedøde, indtil man forsvinder ned i afløbet sammen med resten af det politisk korrekte badevand. Ikke bedre informeret, men misinformeret på et ganske højt niveau. Og det ville alt sammen være meget fint, hvis Danmarks Radio var et privatforetagende. Men det er den ikke.

DR har en public service-forpligtelse, og selv om den samme politisk korrekte skabelon kan mærkes helt inde i de borgerlige aviser, er de ikke statsstøttede på samme måde som DR. Radioloven påbyder statens radiofoni at være neutral og fair, men DR er ikke neutral og fair, og ideologien trænger ind alle vegne. Nøgne, ikkeretoucherede facts og et ægte både for og imod er blevet en sjældenhed, og alt for mange indslag serveres i rød sovs. ... Og hvad kan vi gøre ved det?

Ikke ret meget. DR vokser, og vi bliver mindre. Efter den nye licenslov kan vi ikke engang være sortseere. Så hvis man var til komplotteorier, ville man sige, at de har tænkt på alt.

Og det har de sådan set også.