Politikere, som ved aftalen med Kina har opbrugt restlageret af anstændighed, bedyrer, at man stadigvæk går ind for, at Tibet skal have »mere autonomi« og »mere demokrati« – og at man støtter »tibetanernes kultur«. Og sandelig også er »imod overgreb på menneskerettigheder«.

Men vi har netop skrevet under på, at Danmark modsætter sig Tibets uafhængighed, og at vi indvilliger i ikke at blande os i Kinas »indre anliggender«. Sådan lyder det i diktatet fra Kina. Men vi vil altså godt kæmpe for det ene og andet og protestere mod overgreb på tibetanerne?

Mage til hykleri har jeg personligt ikke erfaret i dansk politik i mange år, endog fra ellers besindige politikere som for eksempel Holger K. Nielsen, som får en omgang motion ved at skulle sno sig på realpolitikkens lidet attraktive vej i Politiken 13. december. Han og Udenrigspolitisk Nævn har da understreget, at den diplomatiske erklæring, som han siger, »ikke betyder, at vi ikke kan støtte tibetanernes kamp for mere autonomi, større kulturel frihed og kamp imod kinesernes overgreb«.

Her må jeg på det kraftigste protestere over den sproglige opløsning. Mere autonomi? Enten har man autonomi, eller også har man ikke. Større kulturel frihed? Kan kulturel frihed gradbøjes? Og i givet fald, hvornår ville Holger K. og Udenrigspolitisk Nævn stille sig tilfredse med graden af tibetanernes frihed og autonomi?

Det er rystende, at en retlinet og fornuftig fyr som Holger K. kan rode sig ud i et sådant politisk kviksand. Om ikke andet fortæller det noget om indeklimaet i dansk politik, hvor der efter alt at dømme trænges til en reduktion af udslippet af varm luft og falske erklæringer ...

Det er i logikkens navn ikke muligt at »modsætte sig Tibets uafhængighed«, som det hedder i den beskæmmende note, og i samme åndedrag påstå dét, Holger K. Nielsen påstår. Det er noget sørgeligt vrøvl.

Lad os se på logikken, der brast:

Man kan ikke være modstander af Kinas metoder i dets undertrykkelse af tibetanerne og samtidigt erklære sig som modstander af Tibets uafhængighed. Udsagnene ophæver hinanden.

Man kan altså ikke erklære, som man nu har gjort – desværre på hele Danmarks vegne – og samtidig påstå, at man er imod overgreb mod Tibet.

Summa summarum: Når man erklærer sin modstand mod Tibets uafhængighed, billiger man i samme åndedrag undertrykkelsen. Man kan jo ikke sige, at bare Kina ikke undertrykker på en alt for grim måde, eller bare Kina forhindrer Tibets uafhængighed med pæne midler, så er det okay med os?

'Et Kina'-politikken
Med den famøse erklæring har man accepteret Kinas fremgangsmåde over for Tibet. Alt andet er floromvundent sludder for en sladder. Men det mener Holger K. Nielsen ikke:

»Vi har hele tiden sagt i Udenrigspolitisk Nævn, at det her betyder ikke, at vi ikke kan støtte tibetanernes kamp imod kinesernes overgreb og ikke kan kritisere overgreb på menneskerettigheder«.

Det lyder sørme pænt, men i den famøse erklæring har man uheldigvis også lovet gensidigt ikke at blande sig i hinandens ’indre anliggender’. Fælden klapper i.

Der henvises her og der til – i ynkelige forsvar for forræderiet i aftalen – at erklæringen såmænd bare er en forlængelse eller præcisering af den ’Et Kina-politik’, som Danmark hele tiden er gået ind for. Det passer ikke. Mens ’Et Kina-politikken’ er en bred og passivt formuleret politik, som kunne rumme fortolkninger – hvem siger i øvrigt, at den er okay? – så er den nye og påtvungne diplomatiske aftale både aktiv og målrettet.

’Et Kina-politikken’ har under alle omstændigheder været noget fejt møg og bliver ikke bedre af, at det nu siges, jamen, sådan har det hele tiden været!

’Et Kina-politikken’ burde gennem tiderne have været uforenelig med enhver folketingspolitikers engagement i tibetanernes skæbne, siden denne vores Kina-politik har set passivt til under grusomhederne i Tibet. Den burde også være uforenelig med udenrigsminister Per Stig Møllers holdning, sådan som han i 2000 gav den udtryk i Berlingske Tidende:

»Verdenssamfundet har aldrig anerkendt, at Tibet er kinesisk på linje med alle andre dele af det kinesiske rige. Det har tværtimod krævet, at Kina skal respektere Tibet som anderledes og give det ret til selv at bestemme«.

Dette opfatter Hans Engell som en noget grum affære, og han skriver i Ekstra Bladet søndag 13. december en helside om den hykleriske sag: I udenrigsministerens note ni år senere hedder det nu, at »Danmark accepterer Kinas suverænitet og modsætter sig (opposes) i konsekvens heraf Tibets uafhængighed«.

Videre hedder det hos Hans Engell: »Det er nu officiel dansk politik at nægte Tibet samme ret som alle andre folk, der kæmper for selvstændighed og frihed. Det er skrap kost. Men jernhård realpolitik«.

At det er selvsamme Per Stig Møller, der stod for overrækkelsen af det dokument, som skal formilde Kina, mener Hans Engell er i særklasse ironisk:

»At det blev udenrigsminister Per Stig Møller, der leverede dette knæfald, er ironisk. Ingen dansk politiker har beskæftiget sig mere med Tibets frihed end han«.

Så er det sagt.

Sprogligt voldtægtsforsøg
Går man ind for en overordnet strategi i et andet lands politik, går man automatisk ind for denne strategis iværksættelse, her i sin konsekvens understreget af det faktum, at vi har været bekendt med undertrykkelsens metoder i mange år.

Lad os se på det andet tilsagn i det formastelige dokument:

Danmark afskriver sig retten til at forholde sig til, hvad der foregår i Kina. Og omvendt. Dette er pinligt af to grunde.

For det første kan vi da ikke frasige os retten til at blande os i et andet lands anliggender, har man hørt mage?

Danmark, som rent faktisk blander sig med krigsførelse i to ’andre lande’, og som praler med at forsvare demokrati og menneskerettigheder, må altså nu – og per diktat – sortere i disse bestræbelser og vælge et bestemt land fra. Hvorfor? Fordi vores erhvervsliv vil lide under dette lands sure miner og medfølgende erhvervsmæssige sanktioner.

Det kan da ikke passe, at Danmark principielt vil kæmpe for demokrati og menneskerettigheder i andre lande, men bare ikke i de lande, som kan skade vores erhvervsliv?

Det andet pinlige ved aftalen om ikke-at-blande-sig er, at Kinas forhold til Tibet netop ikke er et internt eller indre kinesisk anliggende, det er uhyre eksternt. Kina okkuperede Tibet i 1951 og har med sit kulturbarbari, politiske fængslinger og tortur, terror og en oversvømmelse af kinesiske bosættelser, censur og alt til faget fascisme hørende forsøgt at knægte tibetanerne. Tibets vanskæbne har ikke noget med Kinas ’indre’ anliggender at gøre.

Det er et sprogligt voldtægtsforsøg at lade sådant være underforstået i en aftale.

Og så bider uhyrlighederne sig selv i halen: Ved for længst at have tilsluttet os ’Et Kina-politikken’ har vi altså anerkendt Tibet som en del af Kina og gjort Tibets sag til et indre kinesisk anliggende. Ergo har vi nu afskrevet os retten til at kritisere Kinas Tibetpolitik, hvilket Hans Engell harcelerer over:

»Som tak for dansk ydmyghed har kineserne kvitteret ved at understrege, at erklæringen betyder, at de to lande nu ikke vil blande sig i hinandens ’indre anliggender’. Så hvis Danmark ikke vil beskyldes for at løbe fra en aftale, er det bare om at holde kæft«.

Hvad siger Holger K, Villy Søvndal og det Udenrigspolitiske Nævn til sådan en logik? Man må håbe, at den svider. Hvad mon Mogens Lykketoft siger fra sin plads i nævnet, hvordan har han det monstro med sagen?

En sort dag for Tibet
Villy Søvndal har gennem årene i forhold til Tibet haft munden fuld af passionerede ord, hør blot:

»Alle os, der er optaget af situationen i Tibet, alle os, der ønsker forandringer, alle os, der brænder for demokrati, frihed og menneskerettigheder – også på den anden side af kloden: Vi har ret til at være utålmodige«. Lød det fra Søvndal år tilbage ifølge Politiken-citat, og han fortsatte således: »Vi har ret til ikke længere at lade pæne ord og forløjet sympati virke som en hæmsko for viljen til politisk handlekraft og et reelt pres mod Kina«.

I en tale på Rådhuspladsen i 2004 kritiserede han VK-regeringens passivitet i Tibet-spørgsmålet:

»Trods utallige tilkendegivelser af sympati svøbes det konkrete arbejde for at sætte en stopper for den kinesiske undertrykkelse ind i flosklen om ’kritisk dialog’. Denne såkaldte kritiske dialog bliver i realiteten altid et appendix til forbrødringen hen over handelsinteresserne«.

Det er storslået klar snak, og nu virksom som en boomerang i nakken på manden selv og SF – ikke mindst udtrykket »forbrødringen hen over handelsinteresserne« må gøre nas.

Villy Søvndal har efter dagbladet Politikens udsagn ikke ønsket at udtale sig i denne omgang, og man fristes til at undres over, om han er ved at kvæles i sine egne ord? Hvad skulle han også sige, den stakkels mand, som burde have trådt på SF’s og oppositionens bremse med al sin kraft – og hvordan står det så til med baglandet og vælgerne?

LÆS OGSÅDalai Lamas talsmand: Søvndal har fået noget at tænke over

Holger K. mener direkte, at det ville være »populistisk«, hvis SF havde sagt nej til aftalen og dermed gjort medlemmerne og SF’s vælgere glade. Jeg forstår ikke, hvorfor det skulle være populistisk at gøre sine vælgere og medlemmer fornøjede ved, at man ganske enkelt udmøntede deres holdninger i realpolitikken? Endnu en gang kan vi se sprogets opløsning.

Pernille Frahm, SF, er i øvrigt fortvivlet, når hun på sin blog skriver om tvangsaftalens ordlyd:

»Jeg tager stærk afstand fra den udtalelse … Hvor man fra dansk side tidligere har ladet fortolkningen af ’Et Kina’-politikken give plads til solidaritet med det besatte Tibet og forståelse for Taiwans ønske om international anerkendelse, giver den nye linje ikke mere plads til fortolkning … Det er en sort dag for de mennesker i Tibet, som kæmper for mere politisk og kulturel frihed«.

Ved siden af Pernille Frahm har man blandt andet hørt Dansk Folkepartis Søren Espersen opponere mod Danmarks knæfald over for Kina. (Dansk Folkeparti og Enhedslisten stemte imod erklæringen). Der er med andre ord stor politisk spredning på udtalelser og holdninger vedrørende Kina, Tibet og Danmark, hvilket fortæller os, at denne skamfulde sag ikke har noget nævneværdigt med partipolitik at gøre, men handler om menneskelige kvalifikationer, anstændighed og professionelt vovemod.

Jeg vil minde om, at Tibet er et besat land. At dets lovlige regering befinder sig i eksil i Indien. At Tibet er slettet af landkortet. At det anslås, at cirka en million tibetanere har mistet livet under okkupation og overgreb gennem 60 år.

Kinesernes barbari har blandt andet udmøntet sig i systematisk og fysisk nedbrydning af tibetanerens kultur og religion. Mere end tusinde klostre og åndelige værker er blevet jævnet med jorden. Et folk, som lider af kulturel og åndelig mindreværdsfølelse over for dem, de knuser, opfører sig præcis, som kineserne gør. Man kan iagttage dette fænomen i stort set alle voldelige okkupationer og revolutioners kølvand, og det var den russiske forfatter Maksim Gorkij, der græmmede sig midt i 1930’erne over »de sejrende klassers voldeligt konverterede mindreværdsfølelse over for de besejrede«.

Med dette historiske sidespring minder jeg om, at netop når man bevidner en besættelsesmagt og dens fascistiske destruktion af kunst, kultur og religion, kan man udlede graden af barbari. Vi véd, at Maos Kulturrevolution var både barbarisk og led af mindreværdsfølelse over for den kultur, man destruerede.

Besættelsen og nedbrydningen af Tibets åndsliv er i tråd med Kinas Kulturrevolutions destruktion af forgangen kultur og ikke mindst: forbuddet mod enhver form for religion.

Obamas nej til Dalai Lama
Danske politikere har haft alle de beviser på voldelig konverteret mindreværdsfølelser fra kinesernes side, de behøver, og de burde i anstændighedens navn aldrig have gået ind for hverken ’Et Kina-politikken’ eller det nye kinesiske diktat.

Lederen af Tibets eksilregering, Samdhong Rinpoche, siger ifølge Kristeligt Dagblad 14. december 2009, at:

»De små lande føjer sig for Kina på grund af frygt, mens de større lande gør det af grådighed. Menneskerettigheder og demokrati tæller ikke længere så højt som penge«.

Apropos større lande har præsident Barack Obama – i modsætning til sin forgænger – sagt nej til at mødes med Dalai Lama, og præsidenten har offentligt anerkendt, at Tibet er en del af Kina. Barack Obama har endvidere optrappet de krige, landet fører, og han har altså indirekte allieret sig med kinesernes overgreb mod Tibet.

Manden bliver hædret med Nobels Fredspris – naturligvis, var jeg ved at sige, nu vi taler om opløsningen af sprog, holdninger og troværdighed.