Det politiske landskab uden for SF – fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti – har endnu ikke kunnet bestemme sig for, hvordan SF bedst kan angribes. Ligesom nogle medier og kommentatorer stadig er i tvivl om, hvordan vores politik bedst kan udlægges. Man er mest tryg, når de toner, der kommer fra SF, lyder bekendte. Så er det venstreorientering, som man helst ser den, og vi passer ind i højre-venstre-skabelonen, som man selv forstår den.

Men når tonerne fra SF er nye, så har modstandere og analytikere straks sværere ved at håndtere det. Og i stedet for at spørge sig selv, om deres egen skabelon nu også holder, så konkluderer de straks, at det er SF, den er helt galt med.

Kritikpunkterne står i kø: Det første lyder, at SF er populistiske: Vi siger bare, hvad folk gerne vil høre, sådan lidt uanset hvad.

Det andet er grovere og lyder, at SF er ude i én stor højredrejning: Vi giver uden videre køb på alle venstreorienterede principper.

Det tredje sætter et ekstra tvist på højredrejningen og mener, at SF’s udmeldinger er ren tilpasning til DF: Vi følger blot deres dagsorden.

Om nu det er den ene eller anden variant, så er bundlinjen den samme: SF siger kun det, de gør, fordi de vil have regeringsmagten for enhver pris.

Men vores politiske modstandere og visse kommentatorer har simpelthen svært ved at få greb om en sammenhængende forståelse af, hvad det er for en bevægelse, SF er inde i. Det ærgrer Dansk Folkeparti, at SF går med i et forsvarsforlig og fremover vil gå benhårdt efter indflydelse – ligesom det ærgrer dem, at vi ikke lever op til deres fordomme om halalhippier.

Både i realpolitikken og i værdidebatten har SF sat sig i nye positioner. Og det er åbenlyst vanskelig håndterbart for nogle.

De kan eller vil kun forstå nye toner fra SF som udtryk for taktisk positionering i forhold til vælgerne her og nu. Et positionsspil for galleriet, som har alt at gøre med vælgertække og ministerbiler – og intet med vores politiske holdninger. Ja, det skulle da lige være, at vi er på vej væk fra dem i ekspresfart med hoved og hjerte under armen.

Kritikken af SF’s nyorientering er lige så besnærende simpel, som den er overfladisk og forkert. Selvfølgelig er SF’s nye udmeldinger gennem de seneste år udtryk for et ønske om at rykke stemmer og regeringsmagt til venstre. Der er ikke andre kendte muligheder for at få en anden og bedre regering end VKO. Men de nye udmeldinger er nu engang først og fremmest udtryk for, at vi selv har rykket os politisk.

Det handler ikke om kortsigtede vælgergevinster, men om et langt sejt træk, hvor jeg selv og mange andre har arbejdet for at rykke nogle dybereliggende politiske holdninger på venstrefløjen.

Størst mulig indflydelse
Det SF, jeg overtog formandskabet for i 2005, havde en række krav til deres nye formand – og jeg blev valgt på løftet om at kunne indfri dem. Blandt de krav og forventninger var bl.a. fornyelse af SF. Både politisk og organisatorisk. De krav vurderede flere iagttagere af det politiske spil i 2005 var absolut nødvendige at opfylde, hvis SF skulle overleve på bare lidt længere sigt. Ligesom mange af de samme iagttagere slet ikke mente, at jeg havde hverken viljen og evnen til at gennemføre substantielle forandringer af SF.

Når jeg i dag hører talen om ’højredrejning’, ’populisme’, ’Villy Vendekåbe’, ’flip-flop’, ’opportunisme’, så slår det mig, at det på mange måder er den samme diskussion. Nu blot med omvendt fortegn. Både jeg og SF måles på, »hvad SF altid har ment« eller af historiske grunde forventes (retfærdigt eller ej) at skulle mene. Når jeg eller SF ikke lever op til forestillingerne – så kommer tillægsordene. Men havde vi gjort, sagt og ment som tidligere – så var vi jo bare det samme gamle SF, og jeg havde ikke leveret, hvad der forventedes eller krævedes. Enten siger vi noget nyt – og så er det forkert. Eller vi siger noget gammelt. Og så er dét forkert.

Nogen opfatter det som et farvel til idealerne, når SF mere offensivt søger indflydelse og resultater ved at indgå kompromiser.

Men det er en vildfarelse af rang. At gå på kompromis med sine idealer er ikke det samme som at give afkald på dem. I hvert fald ikke for SF. Vi forhandler ikke ved at parkere idealerne uden for døren, men ved at tage dem med ind til bordet for at sikre, at de får størst mulig indflydelse.

Vi har ikke et flertal, så skal vores holdninger præge samfundet, bliver det delvist – gennem kompromiser. Det handler om at få principperne til at mødes med den politiske virkelighed. Og det giver beskidte hænder, jovist, men også resultater i den rigtige retning. Alternativet er ingen resultater.

Lad mig tage nogle eksempler: SF er for første gang med i et forsvarsforlig. Selv om SF altså historisk ikke har deltaget og vel nok er det parti, som har stået som de skarpeste kritikere af den ulovlige krig i Irak og af strategien i Afghanistan, så er vi nu med i det forlig, der lægger rammerne for det danske forsvar. Hvorfor?

Fordi forsvarets økonomi sejler. Fordi forsvaret i en årrække er gået fra skandale til skandale. Fordi vi – som på alle andre politikområder – forsøger at gøre SF til en moderne, venstreorienteret aktør i det politiske spil. Ikke på sidelinjen. Ikke fra hængekøjen, ikke i evig selvretfærdig og ophøjet opposition. Men derinde, i det politiske maskinrum, hvor beslutningerne træffes, og forandringer og kompromiser kan ændre kursen. Spillede det en rolle, at SF går efter at komme i regering? Var det også en taktisk manøvre, som vil lette et eventuelt regeringssamarbejde med Socialdemokraterne efter et valg? Ja selvfølgelig! Men vi fik en indflydelse, som vi benytter os af til at rette skuden op.

Det faldt også nogle for brystet, da SF agtede at stemme for den samlede finanslov. Var vi nu blevet så borgerlige, at vi pr. refleks stemte for en hvilken som helst finanslov, uanset hvor bovlam den måtte være skruet sammen? Nej. Ikke hvis vi kunne vælte en borgerlig regering på det! Og vi friholder heller ikke VKO for kritik af deres prioriteringer.

Men stemmer vi for, at de offentligt ansatte skal have deres løn og driften af vores institutioner skal køre, alt det, man kalder ’statens husholdningsbudget’ – ja! Det stemmer vi ja til. Spøjst at opleve, hvor vanetænkende en række reaktioner var. Det tvivlsomme symbol blev pludselig brugt imod os fra flere sider – mens SF ubesværet lagde symbolikken fra sig.

Forståelse, tolerance og dialog
Når SF har rykket sig, skyldes det også en blank erkendelse af, at vi ikke altid har stået rigtigt i fortiden. Det gælder også helt grundlæggende.

Som nu f.eks. med det gamle venstrefløjsprincip om ’revolutionær forandring’, som nogle har skoset mig for at give afkald på. Mit svar er, at man ikke kan give afkald på noget, man aldrig rigtig har tilsluttet sig. Hverken som ung eller senere har jeg ment, at venstrefløjen skulle arbejde for en revolution i Danmark. De sande revolutionære, som ønskede, at bevæbnede arbejdermilitser skulle omstyrte samfundet gennem en voldelig revolution, var folk som Ralf Pittelkow, Karen Jespersen og de andre i VS & omegn. Jeg synes, de var helt galt på den.

Revolutionstankegangen er ikke alene fuldstændig utidssvarende, det er også en grundlæggende forkert tankegang. Skal de moderne og komplekse velfærdssamfund forandres, skal det ske ved gradvise reformer og ikke på måder, der sætter stabiliteten helt over styr. For mig er det sund venstreorienteret fornuft, der absolut intet har med højredrejning at gøre.

Det samme gælder for den fornyelse, jeg har stået for, af SF’s position i værdikampen. Var det et værdipolitisk ’sell out’ af de store, da jeg bad Hizb-ut-Tahrir skride »ad helvede til«?

Jeg mener det ikke. Faktisk mener jeg, at venstrefløjen, også jeg selv og SF, tidligere har været for flimrende i tilgangen til en række værdipolitiske spørgsmål. Ikke mindst i hele spørgsmålet om mødet mellem danske/europæiske værdier og andre kulturers værdier. På trods af et dybt engagement i ligestillingskampen så vi f.eks. alligevel lidt gennem fingre med problemerne med ligestillingen i etniske miljøer. Vi kunne i lang tid ikke rigtig finde vores ben i forhold til at tage klokkeklar afstand fra tvangsægteskaber og arrangerede ægteskaber.

Der blev tale om dobbelte standarder, fordi venstrefløjen ikke målte det enkelte menneske på dets holdninger og gerninger – men derimod som bærer af en slags kulturel immunitet. Man måtte jo forstå og respektere ’anderledes kulturer’, lød det ofte.

Og her ligger problemet: Også i SF lå fokus ofte for tungt på forståelse, tolerance og dialog, når værdier i det danske samfund var i konflikt med værdier fra en anden kulturkreds. Misforstå mig ikke. Forståelse, tolerance og dialog er fine principper og værdier. Men de kan bare ikke stå alene, da de ikke er løsningen på alt. Og vigtigere endnu: De kan heller ikke være de mest grundlæggende værdier. For hvad er dialog værd uden ytringsfrihed?

Og hvor god er tolerancen, hvis den forhindrer, at man siger fra over for det intolerante? For mig at se bragte det ensidige fokus på de nævnte værdier nogen gange SF på kant med det, der må være det mest afgørende for et moderne venstreorienteret parti, nemlig oplysningens værdier om ytringsfrihed, individuel frihed og demokrati.

Vi skal vurdere mennesket på dets holdninger og handlinger – uanset hudfarve eller tro. Demokratisk sindelag og et abonnement på SF-mærkesager som social retfærdighed, ligestilling og optagethed af vores klima og miljø gør alle velkomne i SF. Men vi er ikke venner med alle, blot fordi de tilhører en anden kultur, har anden etnisk baggrund eller har en fremmed religion.

Jeg har investeret tid og energi både inden for SF og uden for i et opgør med værdislapheden. Når jeg forbandede Hizb-ut-Tahrir langt væk, var det derfor heller ikke led i en principløs løben efter vælgere, som nogle har udlagt det. Tværtimod. Hvis det var led i noget, var det SF’s bevægelse væk fra tidligere tiders roderi med principperne og frem til et mere konsistent standpunkt, hvor vi er helt afklarede om, hvilke værdier der til hver en tid vejer tungest.

På det retspolitiske område har SF’s nye udmeldinger også fået nogen til at mene, at vi er drejet helt til højre. I en avisleder lød anklagen ligefrem, at vores tryghedspakke næsten virkede, som om den var »konstrueret i DF’s gruppeværelse«. Men fakta er, at SF i vidt omfang siger meget af det samme som tidligere: Vi plæderer stadig for en større social og præventiv indsats.

Vi vil satse langt mere på bedre integration, bedre skoler og daginstitutioner og langt bedre opfølgning og støtte til allerede kriminelle. Men vi er også klar til at slå benhårdt ned på hård og alvorlig kriminalitet med straf, også hårdere straffe, hvis det er nødvendigt.

Derfor tror jeg ikke så meget, at det er indholdet af SF’s retspolitik, der vækker furore.

Nej, det er snarere vores brug af ordet tryghed, som nogle åbenbart mener slet ikke hører hjemme på venstrefløjen. Jeg kunne ikke være mere uenig. Fagbevægelsen og venstrefløjen kæmpede i hele det 20. århundrede for økonomisk tryghed til almindelige mennesker. En kamp for tryghed, som med velfærdssamfundet blev udbygget til også at gælde sundhed, ældrepleje, uddannelse mv. Så hvori består højreorienteringen i også at ville sikre tryghed for alle, når kuglerne flyver i gaderne, og volden tager til i nattelivet?

En ting er sikkert: SF ændrer ikke holdning, fordi nogen er ude i den vildfarelse, at tryghed er en politisk kategori, der hører til i højre side af skalaen.

Forandringerne
Det helt store spørgsmål – lakmusprøven, om man vil – er den politik, man kommer til at opleve en regering med SF-deltagelse gennemføre. Lad mig give et par eksempler på nogle af de forandringer, vi kommer til at opleve:

Vi får gjort op med VKO’s ensidige favorisering af de rigeste i skattepolitikken. En ny regering med SF vil hellere give en hånd til den almindelige lønmodtager, som knokler for vores samfund, end til de få med millionindkomsterne.

Vi vil i en takt, som dette land ikke har oplevet hidtil, få investeret i miljørigtige løsninger og ren energi. Danmark vil igen blive førende i vindenergi – og førende i reduktion af CO2-udslip.

Vi vil opleve en indsats for at skabe arbejdspladser gennem investeringer i vores fælles værdier – vores skolebygninger, vores sygehuse, vores daginstitutioner og anden offentlig bygningsmasse, som under den siddende regering har fået lov at forfalde.

Vi vil klimarenovere, så vi både får gang i bygge- og anlægsbranchen igen og samtidig bidrager til at spare på energien.

Vi vil opleve, at handlede kvinder ikke bare sendes tilbage til deres bagmænd, at asylbørn kan komme i skole og deres forældre virke i det danske samfund, så de ikke skal rådne op i årevis i asylcentre.

Vi vil satse benhårdt på, at den sociale indsats, den boligsociale indsats, byplanlægning, integrationsindsats og en styrkelse af vores daginstitutioner og skoler alt sammen vil kunne holde flere børn og unge væk fra kriminalitet. Otte år med VKO’s retspolitik har kun skabt mere utryghed, grov vold, bandeoptøjer og skyderi i gaderne.

Vi vil afskaffe loftet over kontanthjælpen og starthjælpen, så vi ikke presser mennesker ud i yderligere nød og fattigdom.

Og vi vil tage hånd om integrationen og den sociale indsats, så vi ikke – som under VKO – skal opleve, at der er flere og flere, som i desperation vælger en karriere i indvandrerbanderne eller rockergrupperne.

I årtier har venstrefløjen kæmpet for fællesskab, lighed, velfærd og tryghed. Værdier, der skal sikre et samfund, hvor spændingerne mellem de rigeste og mest privilegerede og de dårligst stillede og dem med færrest håb og muligheder ikke eksploderer.

Det hører også med til fællesskabet og trygheden i et samfund, at modsætningerne mellem danskere med anden etnisk baggrund og ’gammeldanskerne’ ikke øges, men mindskes, til gavn for alle.

Der er således nok at tage fat på. Forskellen er tydelig. Det er dét, SF arbejder målrettet på.