Mennesker har jaget dyr, fra de første gang satte benene på dansk jord. Det var simpelthen en forudsætning for at overleve her i det kolde nord. Senere fik jagten en anden betydning og blev en fritidsfornøjelse for kongen og adelen omkring ham. Eftersom de fungerer som rollemodeller og forbilleder, er interessen for jagt som hobby blevet udbredt i befolkningen.

Hvor de fleste mennesker nok ville betakke sig, hvis de selv skulle slagte de dyr, de sætter til livs, gælder dette ikke de tre procent af befolkningen, som er jægere og jo netop har gjort aflivning af dyr til deres hobby. Mange af de dyr, de skyder, er ikke spiselige, men aflives simpelthen for skydeoplevelsens skyld. Jægerne skyder og dræber hvert år omkring tre millioner dyr i Danmark, som har verdens højeste jagttryk. Ivrige jægere kalder de sig med rette!

Det kan være svært for andre at forstå jægernes passion. Bliver de spurgt, hvad der får dem til at vælge jagt til fritidsaktivitet, vil svaret være: spændingen, naturoplevelsen, kammeratskabet, konkurrencen, indsamlingen af trofæer og besiddelsen af et særligt urinstinkt. Spændingen ved at se, hvorvidt man har ramt dyret. Ja, for hvad hvis man nu ikke har?

I bedste fald har man så skudt helt forbi og blot skræmt dyret. Meget mere fatalt kan man have ramt dyret, uden at det dør af den grund, dvs. at man har skamskudt eller anskudt det og altså lemlæstet det i én eller anden grad. Anskydninger er helt uundgåelige og forekommer så ofte, at millioner af vilde dyr i Danmark lever livet anskudt af jægere.

Nogle går mere eller mindre hurtigt til grunde i vinterkulden efter eksempelvis at have fået bortskudt ben, underkæbe, næb, øjne eller perforeret tarmsystemet. Andre gange sidder haglene i mindre vitale organer, men dyret vil resten af livet være påvirket af det. Anskudte edderfugle får således en anderledes flugtadfærd end raske.

Jægerne forsøger at berolige befolkningen med, at de ’tager hånd om’ anskydningerne med deres schweisshundeordning, dvs. at de tilkalder en særligt uddannet hund med fører, der følger blodsporet fra det sårede dyr.

Imidlertid er det stort set kun hjortevildt, hundene sættes til at efterspore, selv om andre anskudte dyr må formodes at lide lige så meget. Danmarks Miljøundersøgelsers anskydningsstatistik viser med al tydelighed, at det langtfra er alle anskudte dyr, der findes.

Anskydningerne er prekære for jægerne, som godt ved, at problemet truer jagtens accept og fremtid. Der har derfor været kampagner i gang for at nedsætte anskydningstallene, men ikke mange tror på, at de vil have en varig effekt.

Vildtpleje og vildtforvaltning kalder jægerne det, når de skyder og anskyder dyrene. Den danske vildtforvaltning er stort set lagt i hænderne på personer, der brænder for at skyde dyrene. I Vildtforvaltningsrådet (VFR) har flertallet jagtinteresser, og dette fornægter sig ikke i deres afgørelser.

Jægere vil altid kæmpe for så mange skydeemner og så lange skydetider som muligt, hvorfor det er så som så med sagligheden i det høje råd, hvis afgørelser typisk uden videre lovfæstes af miljøministeren.

På trods af at bestandene af eksempelvis hare, agerhøne og edderfugl er i dramatisk tilbagegang, har Vildtforvaltningsrådet med sit flertal af jægere netop afgjort, at de stadig må skydes. Jægerformanden Ole Roed Jakobsen har i et debatindlæg skrevet:

»Bliver agerhønen totalfredet, mister jægere og landbruget fuldstændig lysten til at gøre noget for fuglen«.

Længere rækker den interesse for dyr og natur, som jægerne ofte påberåber sig, altså ikke!

Jagttiden på de tre dyrearter er blevet en smule begrænset, men kun for at jægerne så til gengæld har fået udvidet jagttid på gæs, ænder, skovsnepper, rådyr og krondyr m.v. For kronhjortens vedkommende er der vedtaget en mulighed for – i et område af Midtjylland – at skyde de drægtige hinder og deres kalve i februar måned.

En jagt, man ikke kan tage nok afstand fra. De udvidede jagttider på blandt andet grågæs og svømmeænder betyder, at jægerne rask væk skyder fuglene i træktiden, hvor de er på vej til deres ynglepladser.

Med forskellene i jagttider på hanner og hunner af edderfugle og fasaner berøver man på ubarmhjertig vis fuglene deres mager. I visse egne af Jylland er haren blevet rødlistet, hvilket betyder, at den opfattes som en truet dyreart, og også en lang række fuglearter er i risiko for at uddø herhjemme og i vore nabolande.

Alligevel er der vedtaget jagttid på dem. Det er krænkende, men har i praksis ikke den store betydning, fordi ænder må skydes fra halvanden time før solopgang til halvanden time efter solnedgang, og i dette mørke kan jagtfredede fugle alligevel ikke skelnes fra jagtbare.

Undersøgelser har vist, at jægerne generelt har et meget dårligt kendskab til de forskellige fuglearter. Heri må man finde forklaringen på, at seks procent af den totalfredede danske svanebestand er anskudt.

På det seneste har Danmarks Jægerforbund undersøgt mulighederne for at udvide skydesortimentet med egern, spættet sæl, ilder, grævling, skarv, vibe, fiskehejre, bramgås, knortegås, strandskade, alm. hjejle, strandhjejle, islandsk ryle, enkeltbekkasin, stor kobbersneppe, lille kobbersneppe, stor regnspove, lille regnspove, sortklire, hvidklire, rødben, hættemåge, stormmåge, råge og skovskade.

Som det fremgår, er det skydeoplevelser og ikke kød, der især efterstræbes.

Jægerne er utilfredse med den naturligt forekommende mængde vildt. De har ikke nok at skyde på, hedder det. Derfor opdrætter og udsætter de hvert år over én million af den asiatiske fugleart fasan.

De opdrættede og ikke særligt vilde fasaner bliver så skudt – ofte flere hundrede ad gangen – af en flok jægere, der hver har betalt 10-15.000 kr. i grundbeløb for en sådan jagtoplevelse inkl. frokost og våde varer.

Det foregår mange steder ved, at de kører deres firehjulstrækkere ind i en række på marken, jager hundene ind i den foranliggende majsbeplantning, og – lænet op ad bilerne – skyder jægerne så de fasaner, der flyver op.

Ud over grundbeløbet betaler jægeren omkring 300 kr. for hver fasan, han skyder, men konsummarkedet er overmættet med fasaner, så vildthandleren giver kun 5-7 kr. for en død fasan, der ikke er skudt i stykker.

Høj skydeværdi, meget lille kødværdi har denne fremmede fugl, der i sæsonen fuldstændig dominerer den danske fauna. Medlemmer af jagtkonsortier er typisk byboere, der ikke har megen føling med dyrelivet på landet. Modsat bondemanden, som tidligere skød et par nøje udvalgte dyr på sin mark som et kærkomment supplement til føden.

Naturpleje kalder jægerne det, når de forstyrrer balancen mellem dyrene med millioner af opdrættede fasaner, agerhøns og gråænder – de såkaldte skydefugle – og sætter dem ud i naturen.

Det er nødvendigt at udlægge og plante foder til dem, især fasanerne kan ikke overleve den danske vinter, så man må håbe, at jægerne får ram på dem alle. Det udlagte korn til skydefuglene nyder også rotterne godt af, og da rottens vigtigste fjende i dyreriget, ræven, mange steder forsøges udryddet af hensyn til opdrættet, sker der en kraftig rotteopformering på landet.

Faktisk er det sådan, at man ved de store opdrætssteder – på visse betingelser – må indfange ræve i fælder året rundt. I yngletiden vil hvalpe, der mister deres mor, altså være henvist til sultedøden.

Alligevel fremstår jægere ofte som elskere og kendere af dyr og natur og optræder gerne som naturvejledere, der brækker rådyr, koger minkhoveder og propaganderer for jagt for børn helt ned til børnehavealderen.

Rovdyr er deres hadeobjekter – de truer opdrættet og konkurrerer med jægerne om byttedyrene. Smækfælder til rovfugle er ulovlige at bruge, men sælger desuagtet ifølge forhandlerne særdeles godt.

Når familiekatten forvilder sig lidt for langt væk hjemmefra, bliver den ofte skudt af jægere, som også truer hunde. Det er naturligvis forkasteligt, når løse hunde forgriber sig på vildt (før jægeren får mulighed for det), men dyreværnsmæssigt er det et bagatelagtigt problem i forhold til anskydningerne.

Jægerne er også ude efter trafikanterne og giver de mange påkørsler af vildt alle mulige andre årsager end jagt, men alle, der observerer i marken, har set, hvordan dyrene flygter hovedløst hen over veje og jernbaner, når de efterstræbes af jægere.

Den jægerskabte naturpleje tilfører ikke ligefrem naturens æstetik: Skydetårne, skydestiger, hegn begrundet i jagt, fælder, lokkeudstyr, opdrætsbure, fodertønder, skræmmeudstyr til ’rovtøj’ og kasser med rottegift præger mange private skove.

Ofte vil man finde indicier på, at der foregår ulovligheder, men disse er stort set umulige at komme til livs. Jægere er som logebrødre – de angiver ikke hinanden, og i Skov- og Naturstyrelsen, jægernes højborg, er man ikke lydhøre for klager over jagt og jægere, men affærdiger dem med absurde bortforklaringer.

Med jagten er de naturlige udvælgelses- og reguleringsmekanismer sat helt ud af spillet. Jægerne er meget ivrige efter at udnævne dyr til skadedyr. Så skal de reguleres, og den opgave påtager jægerne sig hellere end gerne.

Dermed får de mulighed for at blande et mere acceptabelt formål ind i jagten. Denne sammenblanding af hobbyjagt og regulering udnyttes til at vildlede befolkningen om jagtens sande væsen. Det betyder, at folk langt hen ad vejen er blevet indbildt, at jagt er nødvendig for dyrenes eller naturens skyld. I det hele taget er der meget, der tyder på, at jægere mangler evnen til og slet ikke forstår følelsen empati.

De forveksler indlevelse i dyrene med menneskeliggørelse og disneyficering – hyppigt benyttede termer, når de skal latterliggøre følelser for dyr. Hvordan kan en jæger ellers fortsætte sin jagt til højt op i alderdommen efter oplevelser med egne og andres anskydninger og konfrontation med dyrenes rædsel og lidelser?

En hare skriger hjerteskærende, når den anskydes, og når råbukken skydes for øjnene af sin rå, bliver denne stående ved siden af sin døde mage og skraber med forbenene i jorden. Til gengæld for empati er jægerne ifølge egne udsagn begavede med nogle særlige urinstinkter for jagt.

Hvis dette har noget på sig, er det ærlig talt skræmmende, for instinkter er jo netop karakteriseret ved, at intellektet så at sige er slået fra.

En lille dreng, som var med på jagt, blev spurgt, om han ikke syntes, det var væmmeligt at se dyrene blive skudt, hvortil han svarede: »Kun i begyndelsen – man vænner sig til det!« Han har jo nok ret. Det har utvivlsomt en demoraliserende og forrående virkning på de mennesker, for hvem det at forårsage lidelse, sorg og død bliver en vane.

Jægerne gør et stort arbejde for at propagandere for jagt. Det er dem magtpåliggende, at der opretholdes en stor bestand af jægere, så de kan bevare så megen indflydelse som muligt. Ifølge annoncer kan man tage jagttegn og altså erhverve livslang våbentilladelse på et weekendkursus, hvorefter man kan anskaffe sig så mange våben, man lyster.

Jagtvåben misbruges som bekendt til meget andet end dyreskydning. Mon ikke det er et spørgsmål om tid, før rockere og utilpassede personer opdager, hvor nemt man skaffer sig en våbentilladelse?

Naturligvis er jagten skræmmende for dyrene. De bliver frygtsomme og mister livskvalitet. De kan ikke vide, hvem de tre procent menneskelige fjender er, og føler sig derfor omgivet af fjender overalt.

Dyr, der genetisk er bestemt til at være dagaktive, tør dårligt nok vove sig frem i dagslys. Det betyder, at andre menneskers muligheder for at opleve dyrene forringes. Jagten griber forstyrrende ind i de naturlige balancer i og imellem dyreflokkene og berøver dyrene mager og afkom på tidspunkter, hvor der er en tæt tilknytning og gensidig afhængighed – ja, endog på tidspunkter, hvor eksempelvis ræve og råger har helt hjælpeløse unger.

Der kommer ikke sundere bestande ud af jægernes udfoldelser – tværtom! Ofte skydes de stærkeste eksemplarer med de største trofæer.

Tiden er mere til beskyttelse af dyrelivet end til beskydning. Sagligt begrundet (af ikkejægere!) regulering af dyrebestande er naturligvis i orden, men hele jagtindustrien med alle dens fordrejninger og bortforklaringer af jagtens sande formål er efter min mening en meget uetisk foreteelse – til den ene parts morskab og den andens ulykke.

Det berettiger ikke jagten, at nogle kan finde værre dyremishandling end jagt, eller at menneskebørn sulter, og mennesker forvolder hinanden lidelse. Jagt har en grundlæggende betydning for vores natursyn, og hvorvidt vi opfatter Jorden som et levested for alle skabninger, som der skal passes godt på, eller som en kulisse for menneskelige udfoldelser, hvor der nok ønskes opformering af vilde dyr, men mest med bagtanke i beskydning.

Tilstedeværelsen og oplevelsen af de vilde dyr har fundamental betydning for forståelsen af os selv og vores udvikling.

Dyrene udgør en herlighedsværdi, som en lille gruppe ikke bør kunne tillade sig at berøve os alle – blot for en kortvarig fornøjelse. Næppe nogen anden hobby vækker så stærke følelser og så megen vrede som jagt, der vel nok er den mest ukreative og destruktive hobby, man kan tænke sig, hvor enestående liv – af nogle kaldet skaberværker – forvandles til kadavere i hurtig forrådnelse.