I dag kan Guantánamolejren fejre sin otteårs fødselsdag. Det er der imidlertid ikke nogen grund til. Tværtimod. Siden 11. januar 2002, da de første fanger ankom til Guantánamobasen, har fangelejren været en skamplet på alle retsprincipper. Billederne af fangerne i deres orange dragter med bind for øjne, ører og mund, blev det første symbol på de nye spilleregler, som USA havde indført i den såkaldte krig mod terror efter 11. september 2001.

Allerede knap en måned efter angrebet på World Trade Center startede de amerikanske bombeangreb i Afghanistan på Taleban- og al-Qaeda-mål. En stor mængde mistænkte blev tilbageholdt af amerikanerne, og i januar 2002 blev de første fanger overflyttet til Guantánamobasen i Cuba. Basens juridiske status var en af grundene til, at den blev valgt som lokalitet for fangelejren. Ved at oprette fængslet på en flådebase uden for USA ønskede præsident George W. Bush at fratage fangerne de rettigheder, som de i kraft af den amerikanske forfatning ville opnå, hvis de var fængslet i selve USA. Hvad man kan kalde Bushregeringens ’kreative konventionstænkning’ var begyndt.

Sammen med Abu Ghraib-fængslet i Irak og hemmelige CIA-fly er Guantánamolejren blevet indbegrebet af Bushregeringens brug af tortur og manglende overholdelse af internationale menneskerettighedskonventioner. Guantánamo symboliserer det pres, som menneskerettighederne blev sat under i kølvandet på terrorangrebet 11. september 2001. I den erklærede kamp mod terror gik Bushregeringen i sin kreative konventionstænkning så langt, at man ligefrem forsøgte at gøre tortur stuerent.

Men der er grund til at fejre, at meget tyder på, at det bliver lejrens sidste fødselsdag, selv om lukningen synes at være mere besværlig, end man håbede, og at trække længere ud, end man frygtede.

Allerede inden sin tiltræden lovede Obama – som USA’s kommende præsident – at lukke Guantánamolejren. Derfor gav daværende forsvarsminister, Robert Gates, ordre til, at der blev lavet en plan for lukningen af det berygtede fængsel. I sit første tv-interview efter valget 4. november 2008 lovede den kommende præsident både at lukke lejren og stoppe tortur. Obama fastholdt i tv-interviewet, der blev givet til den amerikanske station CBS’ program ’60 Minutes’ 15. november, sine valgløfter om at lukke Guantánamolejren og »sikre, at vi ikke udøver tortur«.

»Det vil være en integreret del af anstrengelserne for at genskabe Amerikas moralske omdømme i verden«, sagde han.

En rapport fra det amerikanske Senat i december 2008 dokumenterede, at præsident Bush og andre topfolk med deres godkendelser af brutale afhøringsmetoder var medansvarlige for de fangeovergreb, som fandt sted. Et enigt forsvarsudvalg med 13 demokrater og 12 republikanere fastslog, at beslutningerne var en »direkte årsag« til forholdene i bl.a. Abu Ghraib-fængslet i Irak.

Da Barack Obama som en af sine første handlinger som præsident i januar sidste år bandlyste tortur og bebudede, at Guantánamolejren vil blive lukket inden for ét år, vakte det derfor glæde blandt torturmodstandere verden over. Internationale menneskerettighedsorganisationer og statsledere modtog nyheden med stor begejstring. Men især hos FN’s særlige rapportør for tortur, Manfred Nowak, var der efter mange års indsats grund til glæde. Og Nowaks glæde blev ikke mindre, da lukningen af Guantánamo samtidig blev fulgt op af andre dekreter fra Obamas hånd, der forbød tortur og annullerede Bushregeringens instrukser og memoer, som havde lovliggjort torturagtige afhøringsmetoder.

Men for Manfred Nowak var glæden over lukningen af Guantánamo ikke nok. Han bebudede derfor straks efter Obamas tiltræden, at tiden nu var kommet til at indlede det retsopgør, som han og fem andre uafhængige FN-menneskerettighedseksperter havde anbefalet allerede i 2006, da de skarpt kritiserede den umenneskelige behandling af fangerne på Guantánamo og de amerikanske brud på det internationale forbud mod tortur. De fastslog, at »USA i den såkaldte krig mod terror uden for al tvivl har anvendt tortur, man gjorde det med vilje og helt bevidst«.

I en rapport fra 2006 anbefalede Nowak og de andre FN-eksperter, at alle de personer, som har begået, beordret, tolereret eller accepteret tortur og mishandling – helt op til det højeste militære eller politiske niveau – bør retsforfølges.

Selv om meddelelsen om en lukning ikke var en overraskelse, betød Obamas udmelding, at der endelig blev sat en udløbsdato for den skamplet, som den berygtede lejr da havde udgjort i mere end syv år. Obama lagde dermed klart afstand til Bushregeringens legitimering af tortur. En afstandtagen, der blev tydeliggjort, da han i en tale i april slog fast, at simuleret drukning, den såkaldte waterboarding, er tortur. Så sent som da Obama 10. december i Oslo modtog Nobels Fredspris, gentog han, at USA må holde den moralske fane højt: »Det er, hvad der adskiller os fra dem, vi kæmper imod. Det er kilden til vor styrke. Det er derfor, jeg har forbudt tortur. Det er derfor, jeg har bebudet Guantánamo lukket«, sagde Obama.

Glæden over Obama var og er stadig nærmest euforisk, også selvom lukningen af Guantánamo synes at trække ud og måske først vil blive en realitet i starten af 2011. I midten af december meddelte Obamaregeringen, at en gruppe fanger vil blive overflyttet til et føderalt fængsel i Illinois, men det er uklart, om de vil blive stillet for en domstol. Hvis det ikke sker, har Obama blot givet Guantánamo et nyt postnummer, som flere amerikanske menneskeretsorganisationer kritisk advarede om.

En lukning af Guantánamo hurtigst muligt og et opgør med alt det, som Guantánamo står for, er naturligvis i sig selv meget vigtigt, men spørgsmålet er, i hvor høj grad Obama med dét alene også har distanceret sig fra alle sider af Bushtidens sorte kapitler om Abu Ghraib, Bagrambasen i Afghanistan og de mørkelagte CIA-flyvninger med terrormistænkte til torturafhøringer i hemmelige fængsler (de såkaldte renditions) samt endelig afsløringen af det skræmmende faktum, at amerikanske læger har medvirket ved tortur. Der synes desværre at være en stigende tendens til, at Obama udelukkende gør opgøret med Bushtidens anvendelse og legitimering af tortur til et spørgsmål om Guantánamo, mens andre spørgsmål tilsvarende nedtones.

Allerede få uger efter Obamas tiltræden fastslog de amerikanske myndigheder, at terrormistænkte på Bagrambasen ikke vil kunne få deres sag prøvet ved domstole i USA. Den Obamaindsatte justitsminister, Eric Holder, erklærede, at man ville sondre mellem Guantánamo- og Bagramfanger, og den nye CIA-chef, Leon Panetta, understregede, at USA vil fortsætte med at pågribe og udlevere terrormistænkte til tredjelande uden garanti for, om amerikansk eller international retspraksis vil blive efterlevet.

Da Bush krænkede det absolutte forbud mod tortur, omdefinerede selve torturbegrebet og systematiserede de mange renditions til et verdensomspændende net af CIA-flyvninger, var der først og fremmest tale om et grundlæggende og eklatant brud på den konvention mod tortur, som blev vedtaget i FN for 25 år siden og ratificeret af USA ti år senere, i 1994.

Trodsmange forsøg helt tilbage fra 1937 er det aldrig lykkedes staterne at blive enige om en definition af begrebet terrorisme. Problemet er at definere, hvad der er terror, og hvad der er frihedskamp. Derimod har vi med FN’s konvention mod tortur en klar definition af tortur. Ifølge konventionens artikel 1 er der tale om tortur, når en person som en bevidst handling påføres stærk smerte eller lidelse, enten fysisk eller psykisk, når torturen har til formål at fremtvinge en tilståelse, informationer eller at straffe, og når den bliver udført af en offentlig myndighed, på dennes opfordring eller med dennes samtykke. Men i den amerikanske optik under Bush var ’stærk smerte’ ikke nok; der var kun tale om tortur, hvis de barske forhørsteknikker ligefrem indebar varige organskader.

Offentliggørelsen i april 2009 af fire memoer, der dokumenterer, at waterboarding, slag, fastholden i smertefulde stillinger i timevis og søvnberøvelse i dage- eller ugevis samt ydmygende afklædning af fanger i vid udstrækning er blevet anvendt i CIA’s afhøring af terrormistænkte, viser, at de barske forhørsteknikker havde karakter af systematisk tortur og var en bevidst omgåelse af FN’s torturkonvention.

Det mest uhyggelige er, at de instruktive memoer, der også kan fortælle, at en terrormistænkt blev udsat for waterboarding ikke færre end 183 gange på en måned, så tydeligt afspejles i rapporten fra Internationalt Røde Kors fra 2007, som blev lækket af The New York Review of Books nogenlunde samtidig med de fire memoer. Rapporten blev lavet i 2007 på baggrund af interview i 2006 med 14 højt profilerede fanger, der var underlagt CIA’s High Value Detainee Program, og som blandt andet opholdt sig i fangelejren på Guantánamo. De 14 navngivne fanger beretter, hvordan de både under transport og i detention blev udsat for tortur og ydmygende behandling.

Fangerne fortæller bl.a., hvordan de under transporterne blev iklædt ble og træningstøj og fik ører og øjne dækket, så de mistede orienteringen. Ofte blev de forbudt at gå på toilettet, så de måtte besørge i bleen. Under ophold i deres celler og i forbindelse med afhøringer blev fangerne bl.a. udsat for waterboarding og slag. De blev isoleret i små, tillukkede kasser og nægtet søvn. Temperaturen i cellerne blev holdt nede, og tit var fangerne lænkede i opretstående stilling i timevis. Flere af fangerne beretter, at en læge eller andet sundhedspersonale fra tid til anden var til stede, når de blev udsat for fysisk og psykisk mishandling.

Man kan undre sig over, at Obama valgte at offentliggøre memoerne, samtidig med at han bebudede straffrihed for CIA’s torturbødler, under henvisning til at man skulle se fremad og ikke tilbage. Reelt havde Obama nok ikke anden mulighed end at offentliggøre memoerne. Dels var de delvis kendte, dels ville de nok komme frem under fremtidige retssager. Man skal takke de amerikanske græsrods- og menneskerettighedsorganisationer for offentliggørelsen, som ikke skete straks; først efter næsten tre måneder lod Obama offentligheden få et indblik.

Obama begrundede straffriheden med, at forhørslederne handlede i god tro og efter ordre, og at man ikke vil opnå noget ved at bruge tid og energi på at placere skylden for fortidens fejl. Obamas udmelding om straffrihed til de CIA-forhørsagenter, der har anvendt tortur og andre skrappe forhørsmetoder, er utrolig skuffende. Torturbødlerne går fri for straf. Det er ikke kun en skuffende beslutning; beslutningen er tillige både juridisk usikker og konventionsstridig. Juridisk set kræver det i en amerikansk kontekst en egentlig amnestilov, hvis Obama vil gennemtrumfe straffriheden.

Samtidig er beslutningen om straffrihed i klar modstrid med FN’s konvention mod tortur. Konventionen pålægger de lande, som har underskrevet og ratificeret konventionen, at retsforfølge tortur. Og konventionen slår samtidig fast, at der ingen undskyldning er for tortur, ej heller at den er udført efter ordre ovenfra. Obamas beslutning om straffrihed underminerer FN’s konvention mod tortur og bliver dermed reelt en fortsættelse af Bushs forsøg på at udhule antitorturkonventionens status. Al erfaring fra arbejdet med torturofre viser, at det også er principielt vigtigt for torturofrene, at de ansvarlige og torturbødlerne bliver retsforfulgt.

Med beslutningen om at give straffrihed til forhørslederne og den efterfølgende siksakkurs, når det gælder retsforfølgning af de jurister og embedsmænd, der forsøgte at gøre tortur lovligt og stuerent, kunne man frygte, at Obama er slået ind på en vej, der indvarsler straffrihed også for de politikere, der tilskyndede til og godkendte torturen.

Den amerikanske vicepræsident under Bush, Dick Cheney, erklærede efter sin afgang i et interview til ABC News, at han personligt havde godkendt CIA’s brug af »forbedrede forhørsmetoder« som f.eks. waterboarding (simuleret drukning) i Guantánamofængslet. I samme interview sagde han også, at han mente, at Guantánamolejren burde eksistere, så længe »krigen mod terror« står på. Cheneys tilståelse aktualiserede kun spørgsmålet om en egentlig retsforfølgning af de ansvarlige. Og listen over politikere omfatter ikke alene Cheney, men også Ashcroft og Rumsfeld. Senest kunne Condoleezza Rice i foråret 2009 føjes til listen, da et af de offentliggjorte memoer anførte, at hun i 2002 som national sikkerhedsrådgiver var vidende om og godkendte torturen.

Ansvaret for Guantánamo ligger hos USA. Ingen tvivl derom. Men det betyder ikke, at den øvrige verden ikke kan hjælpe eller presse på for at få afviklet Guantánamo og få retsforfulgt de ansvarlige. Herhjemme har regeringen i lighed med de fleste EU-lande afvist, at Danmark skulle modtage nogle af de fanger, som ikke har noget sted at rejse hen, når Guantánamo lukker. Man siger, at det er USA’s ansvar. Det er jo ikke forkert, men man kunne med rette spørge om, hvorfor Danmark ikke skulle række USA en hjælpende hånd, når det oven i købet er i en god sags tjeneste?

FN’s konvention mod tortur pålægger de lande, der har ratificeret konventionen – heriblandt USA – at retsforfølge tortur. Her kan man med rette tale om, at USA burde leve op til sit ansvar. Når USA ikke selv tager skridt til en retsforfølgning, bør det internationale samfund opfordre dertil. Efter Obamas beslutning om ikke at retsforfølge CIA-forhørslederne erklærede Manfred Nowak, FN’s særlige rapportør for tortur, at beslutningen er en overtrædelse af folkeretten. USA er ikke alene forpligtet til at efterforske og retsforfølge tortur, men også til at give ofrene rehabilitering og erstatning.

Lakmusprøven på, om Obama vil tage et fuldt opgør med tortur, er ikke kun en realisering af den bebudede lukning af Guantánamo, men især om der vil ske retsforfølgning af Bush, Cheney, Rice og Rumsfeld for deres ansvar for tortur.

Som traditionelt foregangsland i arbejdet mod tortur og som nær allieret til USA har Danmark en særlig forpligtelse til at bakke FN’s særlige rapportør for tortur op ved at opfordre Obama til at tage skridt til at undersøge og retsforfølge anklager om tortur. Det danske Udenrigsministerium var utrolig stolt, da FN’s generalforsamling kort før jul vedtog en dansk resolution mod tortur, som netop fastslog medlemslandenes forpligtelse til at retsforfølge eller udvise til strafforfølgelse i et andet land de personer, som mistænkes for at have begået tortur.

Danmark burde samtidig opfordre USA til snarest at ratificere ’Tillægsprotokollen til FN’s konvention mod tortur’. Da tillægsprotokollen – en dansk diplomatisk mærkesag – blev vedtaget i FN i december 2002, var USA et af de kun fire lande, som stemte imod. Gennem besøg i fængsler forebygger tillægsprotokollen tortur for at undgå en gentagelse af scenerne fra fængslet i Abu Ghraib, der for alvor gjorde omverdenen opmærksom på, hvor langt USA under Bush var kommet ud på torturens glidebane.