Danmark er ved at udarbejde en ny strategi for udvikling. Det er tiltrængt. Den gamle bistandsstrategi Partnerskab 2000 er snart ti år gammel, og verden har forandret sig meget siden da.

Det nytter ikke noget, at hele det danske udviklingsmiljø med Danida i spidsen fulgt af en mindre hær af konsulenter og tusinder af ngo-folk, har et snævert fokus på de 15 milliarder kroner, Danmark giver i bistand, mens vi stort set ikke forholder os til de langt større kapitalstrømme til og fra ulandene.

En ny dansk udviklingsstrategi kan være med til at sætte en stopper for kapitalflugten fra ulandene og sikre ulandene andre kilder til finansiering af udvikling end bistand.

Først og fremmest er det vigtigt, at den ny udviklingsstrategi ikke bare bliver en bistandsstrategi for de 15 milliarder kroner, Danmark giver i udviklingsbistand. Det skal være en udviklingsstrategi, der har fokus på de samlede økonomiske og politiske rammer for at skabe udvikling, vækst og bedre sociale forhold særligt for de 1,4 milliarder mennesker, der lever under fattigdomsgrænsen, og de mere end en milliard mennesker, der hver aften går sultne i seng.

I det samlede billede for udviklingslandene udgør bistanden kun en mindre del af kapitalstrømmene til ulandene. Bistanden er marginal i forhold til, at der ifølge Verdensbanken årligt forsvinder 1000 milliarder dollar i illegal kapitalflugt fra ulandene. Det er ni gange mere end den samlede internationale bistand. Bistanden overgås også af private investeringer i ulandene, ulandenes tab på uretfærdige handelsvilkår og private overførsler fra migranter til deres familier i ulandene.

I 2008 var den danske bistand på ca. 15 milliarder kroner – det svarer til ca. 3 mia. dollar – og den internationale bistand var på ca. 120 mia. dollar. Bistanden fra Danmark og andre donorer er et vigtigt element i udviklingspolitikken og giver i de fleste tilfælde konkret udbytte og positive forandringer. Bistand er et nødvendigt redskab til at hjælpe de svageste befolkningsgrupper og de fattigste lande.

Særligt i humanitære situationer, under og efter konflikter, og i de allerfattigste og kriseramte lande viser private investorer meget lille interesse, og dér er det vanskeligt at forestille sig andre finansieringsformer end bistand til at afhjælpe fattigdom og igangsætte udvikling.

Jeg bliver ofte spurgt, om bistanden nytter fulgt op af en kommentar om, at »Afrika har nu fået enorme mængder af bistand gennem 40 år, og se bare, hvordan det fortsat står til«.

Det er absurd at spørge, om bistanden virker på et makroplan, når bistanden kun er en marginal del af de økonomiske strømme mellem nord og syd, og en stor del af kapitalstrømmene går fra syd til nord – altså fra fattige lande til rige lande. Det svarer til at undre sig over, at båden synker, når der er et kæmpestort hul i bunden af båden, mens man prøver at lappe hullet med et lille stykke plaster.

Jeg er helt sikker på, at den meste bistand nytter konkret. Der bliver bygget skoler, og flere børn lærer at læse og skrive. Der bliver bygget veje, sundhedsklinikker og uddannet og trænet sundhedspersonale. Og ikke mindst bliver mange mennesker klar over deres rettigheder og stiller krav til deres regeringer om bedre forhold. Men den økonomiske udvikling i Afrika er betinget af alle mulige andre forhold end bistand. Det er disse andre forhold – de globale, økonomiske rammebetingelser for udvikling – som en dansk udviklingsstrategi må forholde sig aktivt til.

Gennem det sidste år har Ibis sat kapitalflugten fra udviklingslandene på den udviklingspolitiske dagsorden. Af de cirka 1000 milliarder dollar, der illegalt forsvinder ud af udviklingslandene hvert år, kommer de 6-700 milliarder fra multinationale selskabers systematiske, ulovlige skatteunddragelse. For at undgå at betale skat fører selskaberne overskuddet ud af ulandene ofte til søsterselskaber i skattely.

Det sker f.eks. ved at fastsætte kunstige priser i handlen inden for koncernen mellem to søsterselskaber. Konkrete eksempler kan være, når en ExxonMobil kobbermine i Chile betaler en kunstig høj rente på et lån fra Exxon Financials på Bahamas, så kobberminen hvert år giver underskud, mens ExxonMobiles overskud ender i skattely på Bahamas. Handel inden for multinationale selskaber udgør 60 procent af verdens handel, så der er rig lejlighed til at fuske med priserne. Når de multinationale selskaber aflægger regnskaber, gør de det på koncernniveau, så det ikke er gennemskueligt, hvad der bliver produceret af overskud i de enkelte filialer, og hvor der burde blive betalt skat.

Alene en beskatning af denne kommercielle del af kapitalflugten ville give 160 milliarder dollar i skatteindtægter til ulandene årligt eller cirka halvanden gang den samlede internationale bistand. Danmark må forholde sig aktivt til at stoppe denne kapitalflugt. Den underminerer udviklingsmålsætningerne i dansk og international bistand, og hvis den blev bremset, ville det økonomisk betyde en saltvandsindsprøjtning i udviklingslandenes økonomier.

Desuden tilhører pengene retmæssigt udviklingslandene, og et større fokus på skatteopkrævning vil styrke ansvarlighed mellem befolkning, virksomheder og regering og understøtte et demokratisk ejerskab til udviklingen.

Det kræver internationale løsninger og en aktiv dansk politik på området i EU, OECD og FN. Men når der internationalt diskuteres løsningstiltag som gennemsigtige regnskabsstandarder for virksomheder, gennemsigtighed i skattely og udveksling af skatteoplysninger, er det typisk Finansministeriet og Skatteministeriet, der repræsenterer Danmark. En ny dansk udviklingsstrategi skal sikre sammenhæng på tværs og forpligte alle ministerier til at varetage de udviklingspolitiske målsætninger for Danmark.

De udenlandske investeringer er vigtige for at fremme økonomisk vækst. De private udenlandske investeringer har været stigende frem til finanskrisen. I 2007 udgjorde de udenlandske direkte investeringer i udviklingslandene mere end 300 milliarder dollar, heraf var kun de 27 mia. dollar i Afrika. I Afrika er en stor del af investeringerne målrettet udvinding af olie, gas og mineraler, der i mange tilfælde har ført til underudvikling, korruption og konflikt i stedet for udvikling og fattigdomsbekæmpelse. Karakteristisk for disse investeringer er, at de ikke i særlig stort omfang bidrager til en miljømæssig og økonomisk bæredygtig vækst.

Disse industrier skaber kun få arbejdspladser, og der bliver kun i begrænset omfang brugt lokale underleverandører. Og selskaberne betaler som ovenfor beskrevet ofte meget lidt i skat. Det betyder, at selvom investeringerne bidrager positivt til de makroøkonomiske væksttal, så bidrager de kun meget lidt til at skabe udvikling og bekæmpe fattigdom. De fungerer ofte som isolerede økonomiske projekter uden berøring med landenes faktiske økonomi.

Regeringen har med Afrikakommissionen sat fokus på den private sektors bidrag til udvikling. Det er fornuftigt, så længe det ikke er hensigten at bruge ulandsmidler som en redningsplanke for danske eksportindustrier, der har det hårdt, men reelt handler om at støtte politikker og strukturer, der kan hjælpe de fattigste lande til at få bedre udviklingsmæssigt udbytte af investeringerne i ulandene, skabe arbejdspladser og øge indtægter fra moms og skat.

Danmark skal bruge sin bistand til strategisk at hjælpe udviklingslandene til at få mere ud af de private investeringer, herunder stoppe en konkurrence mellem udviklingslande om at tilbyde den laveste fællesnævner inden for arbejdsforhold, miljø og beskatning.

Institutionelle offentlige investorer som Verdensbankens kommercielle udlånsafdeling IFC, den danske Industrialiseringsfond for Udviklingslandene (IFU) og mange lignende investorer tilfører mange milliarder dollar årligt til ulandene i samarbejde med private investorer. For disse offentlige midler må der gælde de samme udviklingspolitiske målsætninger som for bistandsmidlerne. Det betyder, at disse investeringer skal leve op til de højeste miljømæssige og sociale standarder.

Men de skal også – og det er en ny dagsorden – sikre, at de selskaber, de investerer i, betaler deres skat i ulandene i stedet for at føre pengene ud af landene til skattely. Norge og Sverige har netop indført et stop for investeringer i selskaber, der har en ejerstruktur baseret i skattely.

Det er velkendt, at de internationale handelsregler ikke tilgodeser de fattigste landes interesser. Verdenshandelsorganisationen WTO’s såkaldte udviklingsrunde er efter otte år fortsat ikke blevet afsluttet. De skæve handelsregler, de rige landes landbrugspolitik, handelsbarrierer og andre urimeligt skæve forhold i den internationale handelspolitik betyder enorme tab for ulandene. Det er vanskeligt at sætte præcise tal på, men alene toldbarrierer koster udviklingslandene omkring 100 milliarder dollar årligt.

Danmark må aktivt arbejde for at forbedre handelsvilkårene for udviklingslandene. Her er det særlig vigtigt, at de udviklingspolitiske målsætninger ikke bliver undermineret af landbrugspolitikken og handelspolitikken. Hver dansker – barn som voksen – bruger årligt ca. 3.000 kroner på landbrugsstøtte. Denne støtte er med til at gøre danske og europæiske landbrugsvarer billigere, og dermed udkonkurrerer den landbruget i de fattigste lande. En ny dansk udviklingspolitik må derfor have som hovedmålsætning at få etableret fair handelsvilkår. Og den politik skal også være gældende, når landbrugsministeren diskuterer støtteordninger i EU, eller når regeringen diskuterer WTO-aftaler.

Størrelsen af de ovenfor nævnte kapitalstrømme til og fra udviklingslandene understreger nødvendigheden af, at en ny dansk strategi for udviklingspolitik må forholde sig aktivt til den samlede økonomiske og politiske relation mellem Danmark og udviklingslandene. Udviklingsstrategien skal selvfølgelig sikre, at de 15 milliarder kroner, Danmark giver i bistand, bidrager til bekæmpelse af fattigdom. Men udviklingspolitik er langt mere end selve bistandsmidlerne.

Danmark skal aktivt medvirke til at øge ulandenes indtægter fra de andre kapitalstrømme for at finansiere udvikling. Det kræver en aktiv og prioriteret politisk indsats gennem særligt EU, men også gennem FN, OECD, Verdensbanken og andre internationale organisationer. Danmark skal gennem disse organisationer søge at forbedre de globale økonomiske og politiske rammebetingelser for udvikling.

Det er ikke tilstrækkeligt, at Udenrigsministeriet og Danida er aktive i de internationale politiske forhandlinger. Det er helt nødvendigt, at udviklingspolitikken varetages sammenhængende på tværs af regeringen. De udviklingspolitiske målsætninger skal også gælde for Finans- og Skatteministeriet, når de diskuterer indsatser mod skattely og gennemsigtighed i virksomheder og den finansielle sektor; for Nationalbanken og Finansministeriet, når de repræsenterer Danmark i IMF; for Landbrugsministeriet, når der diskuteres støtteordninger i EU; for Klimaministeriet, når der diskuteres klimaaftaler osv. For de globale rammebetingelser for udvikling bliver fastlagt på mange andre områder end det snævre udviklingspolitiske område.

Når vi erkender, at bistanden kun er ét mindre instrument, vi har til rådighed for at fremme udvikling, bliver det nødvendigt at prioritere, hvor de begrænsede midler skal investeres. Bistand er i princippet risikovillig kapital, der ikke som private investeringer og lån skal give et direkte økonomisk afkast. Derfor skal bistanden prioriteres til de lande og situationer, hvor de private investorer ikke tør være med. Det er til de allerfattigste lande, konflikt- og postkonfliktsituationer, skrøbelige stater, humanitære kriser og naturkatastrofer. Det kan også være bistand målrettet fattigdomslommer og marginaliserede folk i ulande, der ellers ikke får bistand.

Til gengæld er det nødvendigt at kigge på de mange udviklingslande, der efterhånden har potentialet til selv at komme ud af fattigdom. Husk, at Afrika havde en uhørt økonomisk vækst på omkring syv procent fra årtusindskiftet frem til finanskrisen. Mange udviklingslande i Afrika, Asien og Latinamerika har potentialet til at klare sig uden bistandshjælp i traditionel forstand. Jeg tror, at det er nødvendigt at planlægge en udfasning af den langsigtede bistand til disse lande for at kunne prioritere de lande og situationer, hvor der er allerstørst behov.

En sådan udfasning af bistanden skal selvfølgelig kombineres med en støtte til landene til at få bedre udbytte af de andre kapitalstrømme, dvs. et stop for kapitalflugten, beskatning af virksomheder og indtægter og mere retfærdige handelsforhold. Og der skal fortsat gives bistand til et aktivt civilsamfund og demokratiske institutioner, der kan være med til at holde regeringerne ansvarlige.

Den langsigtede måde at finansiere udvikling og fattigdomsbekæmpelse i et land er gennem opbygningen en offentlig sektor, finansieret over skatteopkrævning, som kan sikre uddannelse, sundhed, veje og offentlige investeringer i udvikling. Samtidig med at bistanden fases ud i en række udviklingslande, skal skatteopkrævningen styrkes. Ikke mindst skal virksomhedernes illegale flytning af deres overskud ud af ulandene stoppes, og de skal betale skat i udviklingslandene. Alene en beskatning af denne illegale kapitalflugt kan potentielt give halvanden gang mere i statskasserne end den samlede udviklingsbistand.

Skatter og andre indtægter fra naturressourcer som olie, gas, guld og andre mineraler har et særlig stort potentiale i mange udviklingslande. Traditionelle danske bistandsmodtagere som Ghana, Tanzania og Zambia har store naturressourcer.

Danmark og andre donorer har i årevis givet bistand til disse lande, men stiltiende set til, at udenlandske selskaber ulovligt har flyttet værdien fra naturressourcerne ud af landene, at landene har indgået dårlige kontrakter om udvindingen af naturressourcerne, og at selskaberne har fået urimeligt store skattefordele. Det har drænet landene for værdien af disse naturressourcer. Her må en intelligent dansk udviklingspolitik arbejde for, at ulandene får mere ud af disse ressourcer, så de selv kan finansiere deres udvikling.

En ny dansk udviklingspolitik skal altså etablere Danmark som en aktiv spiller for at etablere retfærdige, globale, økonomiske rammebetingelser, så udviklingslandene selv kan udvikle sig ud af fattigdommen. Den danske og udenlandske bistand er fortsat helt nødvendig for en række lande. Men Danmark skal turde prioritere brugen af bistanden som en risikovillig kapital, der primært skal anvendes i de lande og situationer, hvor der ikke er andre muligheder. Mange andre ulande kan nemlig selv finansiere deres udvikling, hvis de får fair vilkår.