Det svenske sundhedsvæsen er – i modsætning til det danske – velfungerende, effektivt og set fra et befolkningssynspunkt serviceorienteret i et omfang, der er påfaldende anderledes og bedre end i Danmark – og det udvikles løbende.

Ventelister findes, men ikke for alvorlige sygdomme og slet ikke for cancerpatienter. Generelt set hører det til sjældenhederne, at ventetider er politisk aktuelle og genstand for kritisk offentlig debat. Sundhedsvæsenet fungerer bare uden dramaer eller hovsaløsninger af nogen art. Det giver sjældent anledning til de store avisoverskrifter.

Jeg har snart boet en halv snes år i Sverige. Jeg kender derfor det svenske sundhedssystem indefra og ved, hvordan det fungerer. Og det fungerer godt, rigtig godt endda – set med danske øjne.

I forhold til befolkningen er de såkaldte vårdcentraler (plejecentre) rygraden i det svenske sundhedsvæsen. Det er her, man kan booke tid til et helbredstjek. Det er her, sygdomme registreres. Det er her, blodprøverne tages, diagnoserne stilles, og det er her, et kvalificeret personale tager sig af den videre behandling – om dette måtte kræves. Vårdcentralerne findes overalt i landet.

I de byer, hvor der er sygehuse, er vårdcentralerne en del af sygehuskomplekset. I de mindre byer, hvor der ikke er hospitaler, og i de større landsbyer har vårdcentralerne samme kompetente bemanding af læger, sygeplejersker, omsorgspersonale, fysioterapeuter osv., og centralerne er udstyret med avanceret diagnoseteknologi til undersøgelser af enhver art.

De patienter, der har behov for hospitalsbehandling, henvises til nærmeste hospital – og transporten sker på det offentliges regning.

Det svenske sundhedsvæsen er en anelse brugerfinansieret. Det koster lidt at gøre brug af systemet, ikke meget, men nok til at holde hypokondere og lidt for helbredsfikserede personer på afstand. En blodprøve, en blodtryksmåling eller en undersøgelse, som ikke kræver en læges tilstedeværelse, koster 100 kr. En egentlig konsultation/samtale med en læge på vårdcentralen koster 300 kr., udgifter, som alle kan klare.

Det normale er, at der afregnes kontant ved kassen. Men selv om det for den enkelte patient er småbeløb, er der på landsplan tale om flere milliarder kr. til delvis finansiering af sundhedsvæsenet.

Første gang jeg stiftede bekendtskab med det svenske sundhedsvæsen, var dramatisk – og resultatet urovækkende. Vi boede i det idylliske og attraktive Kivik, hvor 70 procent af Sveriges æbleproduktion findes. Kivik er et tidligere fiskerleje ved Østersøen en snes kilometer nord for Simrishamn. Min kone insisterede på, at jeg fik foretaget et helbredstjek. Jeg mente ikke, jeg fejlede noget, og kunne slet ikke se ideen med en helbredsundersøgelse. Men min kone fastholdt sit ønske. »Kan du da for fanden ikke forstå, at du skal undersøges?«, brølede hun ind i hovedet på mig, og det endte med, at vi kørte til den nærliggende vårdcentral i Brösarp.

Her fik jeg virkelig læst lektien. »Du hørar inte så bra, som du skulle göra, Jan Erik«, og dit syn er »hellar inte så bra … du måsta have glasögon«, osv., osv. Min puls var heller ikke normal, og jeg havde også for højt blodtryk. Der var meget i vejen. Der blev også taget flere blodprøver, som blev sendt til analyse på et nærliggende centralhospital. En uge senere forelå resultatet. Det viste en alt for højt PSA-værdi (prostataspecifikt antigen) i blodet. Jeg anede intet om PSA-værdier, havde aldrig hørt om det, men min læge Bent Albrecht på vårdcentralen forklarede i rolige vendinger, at det enten kunne være tegn på en blærebetændelse – eller, hvad han troede, at jeg havde fået en prostatacancer.

Og nu ville han anbefale en nærmere undersøgelse på den urologiske afdeling på sygehuset i Simrishamn. Her blev prostatacanceren fastslået. Kort tid efter blev jeg opereret i lymfevævet for at konstatere, om canceren havde bredt sig. Det havde den ikke. Men prostatakirtlen blev ikke fjernet, som det ofte sker i Danmark med alvorlige bivirkninger med vandladningen. Jeg fik derudover to hormonindsprøjtninger, og helbredelsen sluttede med 38 strålebehandlinger på universitetssygehuset i Malmö.

For jeg blev ikke blot behandlet for min prostatacancer. Jeg blev helbredt. Før lymfevævsoperationen var PSA-værdien 56 – efter strålebehandlingerne var tallet faldet til 0,09 – og der har det befundet sig lige siden. De første år efter behandlingen blev jeg i øvrigt indkaldt til kontrol hvert halve år… just to be sure!

Den læge, der behandlede mig under hele forløbet, dr.med. Bo Magnusson, var en yngre, fåmælt, men karismatisk og landskendt urolog, som bag sin lidt kølige facade var et både varmt og følsomt menneske. Han fortalte os siden, at det var i 11. time, min prostatacancer var blevet opdaget. Et par måneders ventetid – hvilket jo er ganske normalt for mange cancerpatienter i Danmark – ville med sikkerhed have medført, at canceren havde bredt sig til andre organer med deraf yderst ringe mulighed for effektiv behandling.

I øvrigt lå jeg på enestue før og efter operationen på sygehuset i Simrishamn med den flotteste udsigt til Østersøen, tv og fri telefon inden for rækkevidde. Og i øvrigt en sværm af sygeplejersker, der hele tiden drog omsorg for »om alt er bra, Jan Erik?«. Jo, jeg var i gode hænder.
Tegning:  Per Marquard Otzen
Det, der i særlig grad var kendetegnende for de mange strålebehandlinger i Malmö, var en effektiv forvaltning af tiden. Tidspunktet for mine behandlinger blev fastsat dag for dag, eksklusive weekender. Efter endt daglig behandling blev morgendagens tidspunkt fastsat i samråd med patienten. Tidspunktet kunne svinge fra dag til dag, men var typisk sidst på formiddagen eller først på eftermiddagen. Og hvis jeg var ’booket’ til næste stråling den følgende dag kl. 11.20, så skulle jeg altså være i venteværelset til den aftalte tid.

I løbet af de 38 gange, jeg var til strålehandling, var ventetiden sjældent mere end ganske få minutter – nogle gange var det sågar nogle minutter før aftalt tid. I venteværelset med gode billeder på væggene var der i øvrigt komfortable lænestole, grønne planter overalt og læskedrikke, juice, kaffe, the og varm chokolade, til fri afbenyttelse. Og dagens aviser og ugeblade lå i reolerne.

I de år, jeg har boet i Sverige, har jeg frekventeret flere hospitaler og vårdcentraler. Hospitalerne virker ikke så kolde og sterile som de danske sygehuse. Patienterne bydes på velindrettede venteværelser. Der gøres meget ud af udsmykningen. Der er kunst på væggene overalt, store grønne planter på gange og sygestuer, og hvor patienterne i øvrigt færdes. Det er lige før, jeg må notere, at man føler sig velkommen!

Lægekontakter afvikles i stort omfang som telefonsamtaler. Det er en både effektiv og tidsbesparende form for konsultation og ikke noget med, at man sidder og hænger i et venteværelse i timevis sammen med en halv snes andre patienter, som det ofte er tilfældet i Danmark. Hvis man ønsker en samtale med sin læge, er det vårdcentralen, der ekspederer patientens ærinde videre til den læge, man har fået anvist ved registreringen på vårdcentralen.

Ved denne registrering får man udleveret et patientkort, et plastkort på størrelse med et kreditkort og med ens navn, adresse, telefon- og personnummer trykt på pladen. Dette patientkort skal vises hver gang, man besøger vårdcentralen eller apoteket for at få udleveret sin medicin, som lægen bestiller elektronisk via nettet, så man ikke behøver at fremvise recept eller anden form for dokumentation.

Samtalen med lægen sker typisk enten samme dag eller næste dag. Det kan ofte udvikle sig til længere samtaler. Det afgør patienten. Tidspunktet for, hvornår lægen ringer, noteres ned. Og det er ikke noget med, at »lægen ringer i tidsrummet mellem kl. 14 og 17«, nej, det er ret præcist fastsat, og det overholdes altid. Telefonsamtaler med lægen er gratis.

Nu er alle læger i Sverige – eller i alle andre lande for den sags skyld – jo ikke lige ihærdige eller lige opsat på at finde årsagerne til diverse sygdomme. I flere år har jeg ved skiftende kontrolbesøg fået enslydende meldinger om et for højt blodtryk. Jeg fik både direkte og indirekte at vide, at det i nogen grad var aldersbetinget. Medicin skulle kunne holde dette blodtryk på et passende niveau og derved hindre hjerte-kar-sygdomme i at komme i udbrud.

Men for nylig ved en helbredskontrol på vårdcentralen i Ystad, hvor jeg bor, blev jeg præsenteret for en ihærdig ung iransk læge, der for flere år siden var flygtet fra præstestyret i Iran til Sverige og nu var ansat på vårdcentralen i Ystad. Han konstaterede ikke blot ,at mit blodtryk var for højt, men han spurgte også sig selv, hvad årsagen til dette forhøjede blodtryk kunne være. Det var han den første læge, der gjorde. Han ville finde årsagen. Det var han virkelig opsat på. Og han forklarede mig, hvad han ville gøre.

Jeg blev sendt til ultralydsskanning, mine nyrer blev undersøgt, kontrastvæske blev indsprøjtet for at følge blodbanerne ind og ud af nyrerne, jeg blev røntgenfotograferet, gennemgik en kompliceret såkaldt datotomografisk undersøgelse, nye blodprøver blev taget, ny medicin ordineret – og forleden ringede han i en tilstand af lettelse og lettere henrykkelse: hans ihærdighed havde båret frugt. Han havde fundet årsagen til det høje blodtryk. Det var en indsnævring af en af blodårerne til nyrerne, og det kunne en såkaldt kikkertoperation kurere – en mindre operation, forklarede han mig beroligende. Dette indgreb imødeser jeg nu.

I Danmark oplever man jævnligt et mærkværdigt paradoks, som kun de færreste har hæftet sig ved. I skrift og tale og ikke mindst ved festlige lejligheder får vi ustandselig at vide, at vi er et af verdens rigeste lande. Det er typisk vore toneangivende regeringspolitikere, der fremmaner dette billede af velstand, hvor få har for meget og færre for lidt.

Men i skærende kontrast til al den herlighed får vi under dække af finanskrisen også at vide, at vi beklageligvis må acceptere en konstant række beslutninger om besparelser, fyringer, nedskæringer, reduktioner, iværksættelse af nye spareplaner og udskydelse af tiltrængte renoveringer i såvel den offentlige som private sektor. Sidst er det hospitaler overalt i landet, der rammes af nedskæringer med efterfølgende planer om massefyringer. Der er faktisk ingen ende på al elendigheden, samtidig med at vi får at vide, at vi er et af verdens rigeste lande. De to udsagn stritter jo i hver sin retning.

Sverige er også ramt af finanskrisen. Hårdt ramt endda. To af svensk industris nationale klenodier, bilfabrikkerne Saab og Volvo Personbiler, har det ikke godt. Saab trues af konkurs og lukning. Volvo Personbiler er på vej til kinesisk ejerskab efter amerikanske Fords fejlslagne ejerskab. Og alle de store svenske eksportindustrier mærker krisen. Men det får ikke beslutningstagerne i den offentlige sektor til at ryste på hånden og iværksætte sparerunder og nedskæringer over en bred front.

Tværtimod. Her går man den anden vej og etablerer udvidelser og lancerer nye servicetilbud til borgerne. Eksempelvis har vårdcentralerne i Ystad, Sjöbo og Tomelilla for nylig besluttet at holde weekendåbent og samtidig udvide åbningstiden, så den også omfatter aftenbetjening af borgerne. Og den statslige bilkontrol (bilprovningen) har fra årsskiftet besluttet at holde åbent hver aften til kl. 20.00 – alle ugens hverdage. Og de fleste supermarkeder holder åbent frem til kl. 21.00, inklusive weekender.

Ved nærmere eftertanke er det egentlig ikke så underligt, at der nu bor over 20.000 danskere i Skåne. Det er ikke kun den attraktive svenske valuta, hvor næsten alt er 25 procent billigere end i Danmark, for slet ikke at tale om de billige biler og boliger, der er årsagen. Sverige er også et godt land for alle os, der værdsætter et velfungerende sundhedsvæsen.

Det kan godt være, vi kan slå Sverige i fodbold, men når det gælder sundhedsvæsen, vinder Sverige – suverænt.