De fleste kender John Grays bog eller i hvert fald titlen på den: ’Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus’. Siden sin udgivelse i 1992 har bogen solgt mere end 40 millioner eksemplarer på verdensplan.

Bogen er det nok bedst kendte eksempel på den industri, der lever af at beskrive og fortolke forholdene mellem de to køn. Hovedbudskabet i denne industri er, at kønnet er vores skæbne, og at der med denne skæbne følger en mængde naturgivne karaktertræk, som vi må affinde os med, både hos os selv og hos medlemmer af det modsatte køn.

Det seneste årti er det blevet populært at forklare disse skæbnetræk med forskelle i hjernens struktur og funktion. Disse forskelle er så ydermere blevet brugt til at foreslå ændringer i vores uddannelsessystem.

I en dansk kontekst har lektor i dansk og psykologi Ann-Elisabeth Knudsen f.eks. markedsført sig selv på dette synspunkt. I sit bidrag til en rapport om kønsforskelle i uddannelsessystemet, udgivet af Danmarks Evalueringsinstitut i 2005, skriver hun f.eks.:

»Det har længe været en velbevaret hemmelighed i det danske skolesystem, at piger og drenge lærer forskelligt, og i mange år har den fælles skolestart for piger og drenge – uden de ekstra pædagogiske tiltag en sådan nødvendigvis må medføre, f.eks. kønsadskilt tid i intervaller – betydet, at vi har foretaget en benhård sortering af drengene i ’duer/duer ikke’«.

Denne forskel i indlæring beskrives i samme indlæg som noget, der skyldes ’Hjernebjælkens størrelse’, ’Hjernemodning’ og ’Kønshormoners indflydelse på læringspotentiale’.

Problemet er bare, at disse påstande er ret dårligt underbyggede. Bortset fra en enkelt bastant forskel mellem kønnenes hjerner, nemlig at voksne mænd har 10 procent større hjerner end kvinder (hvilket matcher deres større krop), så er disse forskelle nemlig temmelig vanskelige at få øje på, når man faktisk undersøger sagen.

Hjernebjælken er ikke ’dobbelt så stor’ hos piger, som Knudsen påstår; studier af hjernemodning hos børn er i bedste fald mangelfulde (selv om rygtet går, at Hvidovre hospital og DPU arbejder på en undersøgelse), og effekten af kønshormoner på adfærden er noget, man først og fremmest har observeret hos forsøgsdyr, der sjældent sendes i skole.

Svage resultater kan selvfølgelig skyldes metodiske problemer med studierne, men ikke desto mindre bør man måske lige stoppe op et øjeblik og vurdere sagen, før man bruger hjernen som argument for at ændre uddannelsessystemet.

Men derfor kan der jo alligevel være god grund til at kigge på de kønsforskelle, som faktisk viser sig i vores uddannelsessystem. De er nemlig ganske tankevækkende. Kort fortalt scorer pigerne gennemsnitligt bedre karakterer i folkeskolen i alle eksamensfag, bortset fra matematik.

Der er også efterhånden en massiv overvægt af kvinder på ungdomsuddannelserne og på de videregående uddannelser, hvilket har ført til en udpræget frygt for, at vi er ved at tabe drengene på gulvet i uddannelsessystemet. Grundlaget for Knudsens bekymring for drengene i citatet ovenfor kan altså være reelt nok.

I det følgende vil jeg derfor kigge nærmere på undtagelsen, der bekræfter reglen om, at drengene klarer sig dårligt i skolen, nemlig matematikken.

Matematisk kønsforskel
Ved folkeskolens afgangsprøve i 2008, hvor den nye 7-trins skala blev anvendt, fik drengene i gennemsnit karakteren 7,2 i færdighedsregning, mens de fik 6,1 i problemregning. Disse tal stammer fra Undervisningsministeriets hjemmeside. Til sammenligning fik pigerne 6,5 i færdighedsregning og 5,9 i problemregning. Drengene scorede altså en anelse højere end pigerne, og det er et mønster, der har været konstant over en årrække, hvilket kan ses af Danmarks Evalueringsinstituts undersøgelse af køn og uddannelse fra 2005.

Der er altså tilsyneladende en lille, men virkelig forskel her. Store amerikanske undersøgelser har tilsvarende tidligere fundet små kønsforskelle i matematiske evner. Drengene klarede sig en anelse bedre end pigerne, i hvert fald på high school-niveau, men forskellen var relativt lille. En del af den kunne imidlertid tilskrives det faktum, at drengene typisk valgte de matematiske fag på high school, mens pigerne for en stor dels vedkommende valgte dem fra.

Dette har imidlertid ændret sig i USA, blandt andet på grund af ændrede optagelseskrav til de videregående uddannelser, og nyere undersøgelser har siden vist, at der nu ikke længere kan måles kønsforskelle i matematisk på noget klassetrin overhovedet i det amerikanske uddannelsessystem. Denne mangel på forskel genfindes på tværs af alle etniske grupper af det amerikanske samfund.

Det har imidlertid været hævdet, at kønsforskellen i matematik ikke skal findes ved at sammenligne gennemsnitskarakterer, men kun er at måle blandt de højt begavede og blandt dem, der har det svært. Hypotesen er, at der blandt begge disse grupper er flere drenge end piger. Spredningen i matematiske talenter skulle altså være større hos drenge end hos piger.

Dette kan teoretisk være af stor betydning, hvis man f.eks. vil forklare, hvorfor der sidder langt flere mænd i professorater rundt omkring på verdens universiteter. Måske er antallet af virkelig højtbegavede mænd simpelthen bare større end antallet af højt begavede kvinder, ligesom antallet af ubegavede mænd måske er større end antallet af dårligt begavede kvinder?

Ser man på de store internationale undersøgelser, så ser det ud til, at der er noget om snakken. Eksempelvis fandt man i Pisa-undersøgelsen fra 2003 en signifikant større spredning i matematiske evner blandt drengene end blandt pigerne. Dette mønster var faktisk gældende for 34 af de 40 lande, som deltog i undersøgelsen.

Så noget kunne altså tyde på, at det var sandt. Ikke desto mindre forstyrrer det en anelse, når man i denne slags store undersøgelser finder steder på landkortet, hvor sådan en anslået universel effekt glimrer ved sit fravær. Er den så virkelig universel, eller kan forskellen skyldes andre årsager?

Danmark er interessant i den sammenhæng, fordi det var et af de lande, hvor der i samme Pisa-undersøgelse ikke blev fundet kønsforskelle i spredningen af matematiske evner.

Så før vi accepterer, at der skulle være flere drenge blandt de højt matematisk begavede, må vi svare på spørgsmålet: Hvorfor ikke i Danmark? Et bud kommer fra analyser, der viser, at der er en statistisk signifikant sammenhæng mellem graden af kønsdiskrimination i et land og forskellen i målte matematiske evner, både når man kigger på gennemsnittet, og når man kigger på de særligt talentfulde.

Genetiske variationer mellem Dragør og Lyngby
I lande, hvor der er en høj andel af udearbejdende kvinder, finder man mindre kønsforskelle i matematiske evner end i lande, hvor kvinder ikke gives samme muligheder. Det er måske ikke så mærkeligt, at motivationen for at knokle på med matematikken begrænses, hvis man kun kan se frem til at bruge evnerne på beregninger af, hvor meget mel der skal i en dobbeltportion dej i forhold til en enkeltportion.

Når vi i Danmark efterhånden ser samme andel af matematikbegavelser blandt pigerne som blandt drengene, skyldes det måske, at det i Danmark nu faktisk (også) kan betale sig for piger at være gode til matematik. Dermed synes et fokus på genetisk betingede forskelle også at være mindre relevant.

Men lad os vende tilbage til karaktererne fra folkeskolens afgangsprøve. Her var jo en forskel, som vel må skyldes medfødte evner for matematik hos drengene? Måske. Under disse tal gemmer der sig nemlig en mængde variation. I Dragør kommune scorede pigerne f.eks. 0,9 karakterpoint højere end drengene i færdighedsregning i 2008, mens drengene i Lyngby-Taarbæk Kommune scorede 1,3 karakterpoint højere end pigerne.

Spørgsmålet er så, om det skyldes genetiske variationer mellem Dragør og Lyngby, eller om ikke det giver mening at søge i hvert fald en del af årsagen andre steder.

Skal vi omskrive John Grays motto om, at kvinder er fra Venus, og mænd er fra Mars, til at kvinder er fra Dragør, og mænd er fra Lyngby-Taarbæk? Jeg har kigget lidt på tallene for 2008, og det viser sig, at man bare ved at se på andelen af mandlige lærere i de forskellige kommuner statistisk kan forklare en del af den kønsforskel, som findes i færdighedsregning. Mændene udgør kun ca. 1/3 af det danske lærerkorps.

Men i kommuner med en relativt høj andel mandlige lærere klarer drengene sig bedre, og i kommuner med en lav andel mandlige lærere klarer drengene sig dårligere.

Dette er endda en meget grovkornet statistik. De data, som jeg har haft adgang til fra Undervisningsministeriets hjemmeside, siger intet om, hvorvidt de mandlige lærere overhovedet underviser i matematik.

En del af effekten skyldes Fanø, hvor drengene scorede hele to karakterer over pigerne i færdighedsregning, og hvor der faktisk også er en relativt høj andel mandlige lærere, 14 af øens 36 lærere var mænd i 2008. Problemet med Fanø er, at det er et lille sted med få elever og få lærere. Chancen for at disse resultater skyldes en tilfældighed, bliver derfor større.

Kulturelle kønsforskelle
Men selv hvis man fjerner Fanø fra listen, er der stadig en statistisk signifikant sammenhæng mellem andelen af mandlige lærere og kønsforskellen i karakterer i færdighedsregning.

Og ja, Lyngby-Taarbæk Kommune har en højere andel mandlige lærere end Dragør – eller de havde det i hvert fald i 2008. Og hvad mere er, hvis man bruger en såkaldt ’robust’ statistik, der tager højde for data som dem fra Fanø, så viser det samme mønster sig for karaktererne i læsning, hvor pigerne ellers konsekvent scorer højest.

Jo flere mandlige lærere i folkeskolen, jo mindre er kønsforskellen i læsning. Ja, faktisk er der endda en effekt på kønsforskellen i ordenskarakterer, hvor pigerne ellers også dominerer.

Igen skal det understreges, at disse resultater er fundet på baggrund af de gennemsnitlige karakterer for de 98 kommuner i 2008, der hverken tager højde for, hvad lærerne faktisk underviser i, eller de årlige variationer, der måtte være. Der skal altså en langt mere dybdegående analyse til, før der kan drages endelige konklusioner om den mulige sammenhæng mellem læreres køn og kønsforskelle i folkeskolekarakterer i Danmark.

I stedet for at forbedre drengenes præstationer er det f.eks. en mulighed, at de mandlige lærere i stedet bare trækker pigerne ned.

Men for at sige noget om drengene og pigernes absolutte præstationer i forhold til underviseres køn, bliver man nødt til at justere for socioøkonomiske forskelle mellem kommunerne, hvilket igen er en noget mere kompliceret affære.

Den foreløbige konklusion på disse data går altså ikke videre end det faktum, at evner er noget, børn udvikler i samspil med omgivelserne. Alle kønsforskelle behøver altså ikke nødvendigvis være naturskabte, men skal måske i lige så høj grad tilskrives vores kultur, som understøtter kønsforskelle.

Når vi kan se kønsforskelle komme og gå, som det har været tilfældet i det amerikanske uddannelsessystem, så er der noget, der peger i den retning. Når vi på samme måde kan se en miljøpåvirkning i kraft af lærernes køn i vores egen folkeskole, så er dette endnu et argument.

Og lad det være klart: Dette er ikke skrevet i et forsøg på at nedgøre kvindelige læreres indsats eller evner, tværtimod. Det drejer sig udelukkende om at påpege, at køn er mere end den genetiske forskel.

Hjernen er plastisk
Køn er også noget, der forhandles i interaktionen med omgivelserne, som blandt andet består af lærere, som også har køn.

Børn får deres ideer om, hvad det er sejt at kunne og ville, ved at spejle sig i rollemodeller og jævnaldrende. Denne identitets-spejling er altafgørende som motiverende faktor, og al forskning viser, at motivation og flid er langt de vigtigste parametre, når man skal forstå, hvorfor visse børn bliver dygtige til et emne, mens andre sakker agterud. De fleste af os kan nævne en eller flere personer, der netop har haft denne motiverende indvirkning på vores livsbane (eller det modsatte).

Og her kan vi passende bringe hjernen på banen igen. Den hjernemodning, som Knudsen taler om, er nemlig ikke en proces, der er totalt fastlagt fra fødslen. Faktisk modnes og ændres vores hjerne hver eneste dag gennem hele livet.

Det, der har gjort mennesket til en evolutionær succes, er netop vores evne til at udvikle os og lære, til at sætte os ud over vores umiddelbare natur. Hjernen er plastisk.

Så selv hvis vi finder kønsforskelle i hjernen, så vil disse i mindst lige så høj grad afspejle de kønsforskelle, vi opdrager vores børn med og til. Man bliver, hvad man spiser.

Det er derfor i sidste ende måske et ideologisk spørgsmål, hvor store eller små kønsforskelle vi ønsker i samfundet. Og her er skolekundskaber bare et enkelt eksempel.

Hvis vi ønsker store forskelle, så er opskriften at understøtte de dele af kulturen, f.eks. massemedierne og legetøjsindustrien, der prædiker stereotyperne. Og vi skal sørge for, at drengene og pigerne får så lidt med hinanden at gøre som muligt.

Dette kan gøres ved at indrette kønsadskilte klasser i folkeskolen og ved at sikre et kønsopdelt arbejdsmarked, f.eks. ved at sende kvinderne hjem til kødgryderne. Alternativt kan vi udviske alle kønsforskelle ved at indføre unisex-uniformer i skolen og forbyde Barbie-dukker og Action Men. Vi kunne indføre kønskvotering på alle uddannelser og i alle faggrupper, så vi sikrede os mod enhver form for diskrimination eller differentiering.

Det er som sagt et ideologisk spørgsmål. Det ønskværdige samfund findes formodentlig et sted midt imellem streng unisex og total typificering. Det er et sted, hvor vi både sikrer drengenes og pigernes motivation for skolearbejdet, og mere generelt et sted, hvor køn ikke bliver for stor en hindring for dem, som ønsker sig at sætte sig ud over stereotyperne, det kunne være piger med interesse for de tekniske fag eller drenge i omsorgsfagene.

Men det er vel også et sted, hvor vi opretholder den spænding mellem kønnene, som er med til at gøre livet interessant. I Lyngby-Taarbæk såvel som i Dragør. Konkret kunne man starte med at rekruttere nogle flere mandlige pædagoger og folkeskolelærere.