Min yndlingsdigter, Steen Steensen Blicher, havde et livsmotto, som jeg har gjort til mit. Det stammer fra Prædikerens Bog og lyder: »Læg et stykke brød på vandet, og det kommer tilbage til dig«.

På dansk er brød jo ikke kun det, vi spiser, det kan også være det, vi kalder vores levebrød. I løbet af et langt liv har jeg da også oplevet, at brød, jeg havde lagt, vendte tilbage. Jeg kunne give mange eksempler, men jeg vil her holde mig til ét, som har overrumplet mig.

I 1980 havde jeg en begravelse. Det var teatermaleren Helge Refn, der var død. Han var født i 1908 og blev altså 72 år. Han søn Peter Refn gav mig på familiens vegne det eneste ’religiøse’ billede, hans far havde malet.

Det forestiller Grundtvig, som svæver chagalle’sk over Vor Frelsers Kirke og over Christianskirken på Christianshavn – de to kirker, han betjente i 1820’erne. Han svæver i præstekjole og præstekrave, og jeg ser det taknemmeligt for mig.

Det havde været mere end rigelig tak, men som om det ikke var nok, sendte Peter mig også et frikort til Grand Teatret i Mikkel Bryggers Gade. Han sendte mig et nyt hvert år, indtil han døde i 1994, kun 54 år. Hans enke, Annette Trampedach, overtog herefter ledelsen af Grand og fortsatte efter hans anvisning med at sende et frikort til mig hvert nytår. Da hun trak sig tilbage, fortsatte ledelsen med at sende mig kortet. Det har nu varet i 30 år, og jeg kalder det mere end smuler, det er mindst et helt brød, der på den måde aldeles uforskyldt vender tilbage. Jeg misbruger ikke gaven, men insisterer tit på at betale, fordi jeg gerne vil støtte den biograf i København, jeg sætter højest.

Jeg kom meget i Grand sammen med min medstuderende og ven Henrik Stangerup, som i den grad var entusiastisk elsker af fransk filmkunst, især dens nye bølge med navne som Chabrol, Rohmer, Godard og ikke mindst Truffaut. Sammen så vi Truffauts mesterværker fra ’Ung flugt’ til ’Den sidste metro’. Det var Truffaut, som i et interview udtalte: »Hvis man siger, at ni ud af ti franske film handler om kærlighed, vil jeg sige, at det er for lidt.

Alle hans film er kærlighedsfilm fra ’Jules og Jim’ og ’Silkehud’ til netop ’Den sidste metro’. I ’Den sidste metro’ er der en af hans typiske forførere, som har et scoretrick, der går ud på, at han altid beder sin borddame om at få lov at læse hendes hånd. Kvinderne falder på stribe for det trick. Efter få sekunder kan han fortælle dem, at der bor to kvinder i hver eneste, han får lov at spå. De bliver målløse og giver ham ret, indtil man er lige ved at håbe, at han får en afvisning.

Den får han, da han er så uheldig, at han træffer en lesbisk kvinde. Vi, som er tilskuere, ved, at hun er til kvinder. Han ved det heldigvis ikke, og da han prøver, som han plejer, at fyre standardbemærkningen af: »Der bor to kvinder i dig«, svarer hun rapt: »Det har du ret i, men der ingen af dem, der vil i seng med dig«. Jeg tror, Henrik Stangerup var med til at gøre mig til filmelsker. Vi så Buñuel, Bergman, Fellini og Hitchcock.

En Grand Old Man
Sammen med min søn så jeg i Grand den vidunderlige kortfilm ’Den røde ballon’ fra 1955. Den handler om en dreng, som får sit livs første røde ballon. Den flyver fra ham og forsvinder i den franske himmel. Ingen andre end Albert Lamorisse kunne finde på den formidable slutning: En gavmild ballonsælger stikker drengen hele sit bundt af balloner i næven, og han letter med hele ballonbuketten op over hustagene i Paris.

Instruktøren Truffaut har fortalt, at de fleste af hans film blev til af erindringsstumper fra hans egen tilværelse. Filmen ’La nuit américaine’ – ’Den amerikanske nat’ – er en film om en films tilblivelse og hylder glæderne og sorgerne i forløbet. I Danmark er den, der har lært mest af Truffaut, vist Nils Malmros, som også lavede en film om, hvordan filmskaberne har deres egne private historier kørende under optagelserne som med ’Århus by night’.

Jo, det er ikke mindst takket være Grand, at jeg blev biografgænger. Jeg er en hund efter film og især efter Grand, ja en Grand Danois – især nu hvor jeg er en Grand Old Man. Den biograf skylder jeg meget mere end frikortet. Jeg er aldrig blevet skuffet over at gå i Grand, og mange af mine år har formet sig med grandiose gratis glæder i bygningen i Mikkel Bryggers Gade.

Oprindelig var den det gamle Palace Hotel med facade ud mod Rådhuspladsen. Hotellets store sal var indrettet som koncertsal under hotellets første direktør, som hed Walther Christmas. Det var denne koncertsal, der blev omdannet til den første biograf, og her spillede man i 1947 ’Citizen Kane’ af Orson Welles. Heldigvis har Grand Teatret modtaget flere priser, f.eks. en Æresrobert i 1993 og en fin fransk udmærkelse som mønsterbiograf.

Jeg elsker også Grand, fordi der aldrig er tilskuere med fyldte popcornsbægre og Coca-Colaer, der råber til hinanden fra rækkerne, som om de sad foran deres egen private fladskærm. I Grands sale er der ro til os, som kommer for at nyde filmen.

Jeg har som regel ikke nytårsforsætter, men i år havde jeg allerede inden nytår ét forsæt for 2010, og det har allerede bragt mig to overraskende glæder. Jeg vil gøre det modsatte af, hvad der falder mig ind, og hvad jeg plejer. Ak, vaner er vanedannende! Jeg plejer at gå fra Grand hele vejen ned ad Strøget til Kgs. Nytorv, hvor jeg tager metroen hjem. Heldigvis ikke den sidste, for der kommer altid en metro og en pige til ...

Lige før årsskiftet besluttede jeg mig som sagt for at gøre det modsatte og gik derfor mod Nørreports metro. Da jeg gik gennem Jorcks Passage stoppede jeg op ved en kvinde på vel ca. 70 år, hun er fra Mellemøsten og sælger brændte mandler. Hun huskede, at hun havde set mig før, fordi hun genkendte min frakke, mit røde halstørklæde og min bowlerhat:

»Undskyld«, sagde hun. »Men De glemte denne stok for en måned siden. Jeg husker Dem, fordi De gav mig drikkepenge, og opdagede stokken, da De var gået. Jeg gemte den, og det er mig en glæde at give Dem stokken tilbage«.

Læg et brød på vandet ...

En stok i hånden er bedre end en kæp i øret. Derfor er mit andet nytårsforsæt at gå på antabus.

Tilfældighedernes spil
Mine forsætter trådte som sagt i kraft allerede i 2009. Før årsskiftet stod jeg alene ved Grands billetluge og skulle beslutte mig for, hvilken film jeg ville se. Jeg er flov over at erkende det, men jeg har i mine nu 73 år aldrig nogensinde været til en koncert og kunne heller ikke finde på at se en film, der hed ’Koncerten’, men netop fordi jeg ikke kunne drømme om det, var det den film, jeg måtte se. Og hvilken jubel vakte den ikke i mig! Jeg er så totalt umusikalsk, at jeg aldrig har sunget i en kirke, af frygt for at endnu flere skulle melde sig ud af folkekirken.

Karen Blixen definerer ethvert menneskes skæbneforløb ud fra tre fænomener: 1) Menneskets eget begreb om, hvad der er meningen med dets liv (undertiden kalder hun det Guds plan, til andre tider kalder hun det forfatterens mening, fordi forfatteren i en fortælling er den overordnede, den, der giver hver person sin skæbne). 2) Menneskets egen vilje til at nå til sin bestemmelse. 3) Tilfældighedernes spil.

De tre definitioner passer både på filmens instruktør, filmens hovedperson, som er dirigent, og på komponistens historie.

Instruktøren stammer fra Rumænien. Da han var 20 år, måtte han flygte fra sit hjemland til Paris på grund af Ceausescus diktatur. Hans far havde udskiftet sit jødiske navn, Mordechai Buchman, med det rumænske navn Ion Mihaileanu. Instruktøren hedder derfor Radu Mihaileanu, og han har følt, at planen med hans liv var på film at skildre jødeforfølgelsen dels under nazismen i filmen ’Train of life’ fra 1998 og dels under kommunismen, som han har følt på sin egen krop, med filmen ’Koncerten’.

Dirigenten i filmen, Andrej Filipov, har haft samme vanskæbne som instruktøren selv. Hans største succes, Tjajkovskijs koncert for violinsolo, blev afbrudt af teatrets censur for 30 år siden, fordi regimet ikke tålte de mange jødiske musikere. Da han nægtede at udlevere dem, blev han ikke alene afskediget, men degraderet til rengøringsassistent for Bolsjojorkestret. Nedværdigelsen bliver hans livs chance, fordi han gør hovedrent på sin plageånds kontor og opfanger en fax fra Châtelet Teatret i Paris. Han beslutter sig for at samle sine jødiske venner fra orkestret og skabe en falsk Bolsjoj, der udelukkende består af jøder.

Det er hyle morsomt i de første to tredjedele af filmen at se, hvordan han opsamler de tidligere musikalske genier, hvoraf én kører ambulance, andre er sortbørshajer, flyttemænd, grønthandlere og sigøjnermusikanter. I årevis har dirigenten drømt om at spille Tjajkovskijs koncert med violinsolo med den mest elskede og kostbare franske soloviolinist Anne-Marie Jacquet. Også hun har været sikker på, at planen med hendes liv er netop dén rolle for intet mindre end Bolsjojorkestret med Andrej Filipov som dirigent.

Man har bildt hende ind, at begge hendes forældre omkom ved et flystyrt, sandheden er dog, at de omkom i Sibirien. Moderen, som var sin tids ypperligste violinistinde, døde af kulde efter at være blevet sindssyg af deportationen.

Det er altså den falske Bolsjoj, vi oplever i filmens sidste halve time, men den overgår den ægte. Hvordan kan falskspillere spille så klokkerent? Den unge violinist forstår pludselig sin vanskæbne som sin livslykke, men det er filmens pointe, at der er noget, der er højere end lykken, og det er harmonien. Det hedder jo heller ikke et lykkeorkester, men et harmoniorkester.

Jeg Grandtulere!
Filmen viser, hvordan det kunstige blændværk ender som det blændende kunstværk. De må se den, har jeg nær skrevet, men jeg mener: De må høre den. Tre gange har jeg nu oplevet den, og jeg glæder mig til den næste i Grand – og jeg taler hverken for min syge moster eller for min skrantende grandtante, for Grand skranter ikke, men holder sit høje niveau som kultsted.

Tjajkovskijs liv passer også på Blixens skæbnedefinition. Han er født i 1840 og dør i 1893. Hans forældre flyttede, da han var barn, til Petersborg i 1848. Han blev uddannet jurist og ansat i justitsministeriet fra 1851 til 1865, men følte, at hans livsbestemmelse, som han måtte sætte hele sin energi ind på, var musikken. Fra 1862 til 1865 var han elev på konservatoriet og fik ved et lykkeligt tilfælde Anton Rubinstein som lærer. Han giftede sig i 1877, men måtte flygte, fordi han var homoseksuel, og skjulte sig siden i USA. Da han kom tilbage til Rusland, forelskede han sig i en ung adelsmand. Skandalen betød, at han dømtes til Sibirien, men han valgte at dø ved at drikke vand, som han vidste var kolerainficeret.

Søren Vinterberg anmeldte ’Koncerten’ storartet i Politiken og gav den fire hjerter. Iben Albinus Sabroe anmeldte den i Berlingske Tidende og gav den seks stjerner. Jeg har altid haft det vanskeligt med at vurdere kunst med stjerner og hjerter. Hvis det er nødvendigt med et sådant kriterium, ville jeg foreslå en nyskabelse, som man kunne kalde ’krummetæerium’. Det ville betyde, at hvis man havde krummet samtlige tæer, gjaldt det om at gå uden om filmen. Havde man derimod kun krummet én tå eller højst to tæer, var filmen ganske seværdig.

Takket være den smukke og suveræne soloviolinist, som spilles af Mélanie Laurent, føler jeg et velvære ud i hver eneste af mine tæer, hver gang jeg genser ’Koncerten’. Storm P. siger ganske vist: »Verden vil bedrages – og så gør den vrøvl, når den bliver det«.

Den falske Bolsjoj er der ikke noget at gøre vrøvl over. Man fornøjer sig kosteligt med de groteske typer, som bliver samlet som en hund fra hver by. Og harmonien – den er fuldkommen.

– Må jeg Grandtulere!