Censuren er kommet for at blive. Den har altid været der hos de udøvende. Når kunstnere, journalister og andre bruger selvcensur, er det ofte som redskab til at få deres budskaber og kunstneriske vision bragt til torvs på bedste og klareste vis i en given tid.

Og når politikere og magthavere udøver den, er det for at træde i karakter helt ind i befolkningens bevidsthed og dagligdag. Men når selvcensuren udøves af mellemlaget – programsættere, udvalg, kuratorer m.fl. – af frygt for at miste job og tilskud, så er det noget nyt, som i den grad er svært at kæmpe imod. For paradokset er, at årsagen til censuren hverken kommer fra dem, som presser en censur igennem, eller dem, som pålægger sig selv en censur.

En tur gennem de store teaterfestivaler i Sydeuropa vidner om, at begrænsningerne i og overvågningen af vores liv gennem de sidste otte år er blevet så intens, at det er blevet et altoverskyggende tema for vores daglige liv. Gennem kunstens optik er det tydeligt, at frygtens retorik er slået igennem helt ind til det personlige lag. Og det er her, kunstneren reagerer. For det personlige lag er kunstens centralnerve.

Efter et par uger i Syden så jeg en klar tendens. De radikale nationalsocialistiske politikeres frygt for de fremmede har forplantet sig som et kontant og tydeligt spor over væsentlige dele af den internationale teaterverden.

Mediernes massive dækning af yderliggående holdninger har givet en platform til især de stærkt nationalistiske tendenser. En ny dramaturgisk journalistisk genre, hvor enhver artikel i stil med Bushdoktrinen skal stilles op med skarpe opponenter, har bizart nok og i særlig grad givet fundamentalister plads i medierne.

Og herfra forplanter radikale og nemt omsættelige overskrifter sig, som var de nærmest alment accepterede fakta. Og det trods det modsatte ofte er bevist.

Den gammelkendte retorik, hvor frygten bruges som våben til at få magt – en retorik, som særlig Hitler og hans propagandamaskine perfektionerede i uhyggelig grad – er nu for alvor ved at få fat i den vestlige verden – og Europa.

Stadig større befolkningsgrupper bliver fanget, som var fluepapir hængt op overalt. Og restriktionerne for mennesker overalt er nu slået så hårdt igennem, at kunstlivet for alvor er begyndt at bearbejde temaet. Enten som kunstnerne gør det ud fra en helt basal menneskelig problemstilling, eller også fra arrangørernes side ved simpelthen at programsætte efter, hvad bevillingspolitikerne vil have – eller rettere lade være at programsætte, hvad de ikke vil have.

Sommeren var som en rejse tilbage i tiden. Ikke blot et par år, men flere hundrede. En rejse tilbage til dengang, den sorte død spredte sig fra syd og op gennem Europa. Omkring Avignon står stadig de massive bymure, mens det gamle pavepalads knejser som en søjle mod himlen og vidner om en tid, hvor kirken havde seriøst meget magt og frit – kun i kamp med sig selv – kunne bestemme, hvem der var inde, og hvem der var ude. Hvem der var hedninger, og hvem der var rettroende. Hvem, der fik frelse, og hvem der røg i helvede.

Men inden sommerens rejse førte mig dertil, fik jeg for alvor Spaniens nye udfordring smasket i hovedet. En udfordring, der ligesom herhjemme handler om nationalisme og om at være ude eller inde.

Opgør med Francotiden
I flere år har den store Grecfestival i Barcelona været en af Europas væsentligste teaterfestivaler. Men tiden har ændret sig. Et kæmpe opgør med Francotiden er på sit højeste. For under Franco var bl.a. den catalanske undertrykkelse massiv. Der måtte kun tales spansk og ikke catalansk

Alt, hvad der var noget værd i Barcelona, blev ført til Madrid, og ufattelig mange blev forfulgt og forsvandt, som vi kender det fra alle andre rædselsregimer rundt om i verden og demokratiernes nutidige kamp mod terror. I Spanien ligger diktaturet kun 35 år tilbage. Franco gav selv magten videre lige inden sin død, og den sidste Francostatue er først fjernet sidste år. Først nu er det endelige opgør med hans tid i gang.

Et af resultaterne er den massivt nationalistiske stemning i Catalonien, hvor man gør alt for at skille sig ud gennem både løsrivelsesprocesser, sproglig undertrykkelse af spansk, krav om kompensationer for Francotidens overgreb og meget mere.

På Grecfestivalen er tendensen eksponeret i fuldt flor. Alt, hvad der for få år siden emmede af udsyn, international storhed og visioner, er nu blevet begrænset til lokalpatriotisk eksponering, som ved gud ikke længere gør festivalen til den store internationale platform.

For ligesom i så mange andre lande er der ikke meget mere end 5-10 catalanske kunstnere, der er interessante uden den kontekst, som kun de lokale kender. I programteksterne bliver det endnu tydeligere, når catalanske kunstnere bliver krediteret med bynavn og Catalonien, mens de få øvrige spaniere i programmet krediteres med Spanien.

Den massive nationalistiske tendens i Catalonien med den konstante beskydning af det øvrige Spanien til følge har bevirket, at mange i andre dele af Spanien ønsker de kære cataloniere hen, hvor peberet gror – eller i hvert fald ønsker sig den stærke leder tilbage. En leder, der som Franco formår at sætte den lidt for stolte og rige region på plads. En undersøgelse viser, at over 50 procent af Spaniens befolkning i dag ville stemme på Franco, hvis de havde muligheden – det helt groteske er, at mange af dem har levet og været forfulgt under den tidligere diktators undertrykkelse. De festede, den dag han døde.

På Grecfestivalen kom det nationalistiske symptom til udtryk gennem ledelsen, der havde en udpræget tendens til at lægge program efter det nære og lokale. Flere talte om, at det var et pålæg fra de bevilgende myndigheder, hvilket i givet fald var slået om i en form for selvcensur på festivalen.

Konkret kunne jeg konstatere, at langt hovedparten af programmet var lokalt catalonsk, og sproget, der blev oversat til, var catalansk.

Censur som udbredt fænomen
Lidt længere mod nord, havde selvcensuren også fået tag i den hæderkronede Avignonfestival, som fejrede 75-års fødselsdag denne sommer. Hovedkunstneren på festivalen, Wajdi Mouawad, der bl.a. blev præsenteret på Det Kgl. i forsommeren, var ikke længere kurator, men blot idekatalog for festivalledelsen. Idekataloget blev dog langtfra fulgt, som for få år siden og inden krigen mod terror, da Jan Fabre revitaliserede festivalen. Lederne ønsker nu klar kontrol med programmet, så det ikke støder tilskudsgiverne.

Det gjorde åbenbart et dagligt magasin fra en af de programsatte kunstnere. Resultatet var, at det blev fjernet fra festivalcenterets hylder, da den franske kulturminister på andendagen stod klonet med Michael Jackson på forsiden af magasinet.

Med det klonede billede fulgte et citat fra den virkelige verdens selv samme kulturminister, som i anledning af Michael Jacksons død erklærede, at vi alle bar en del af Michael Jackson i os.

Det var for stærke sager for Avignonfestivalen, og det daglige magasin fra Jean Michel Bruyères forestilling ’Le Préau d’un seul’ kom aldrig frem på festivalens hylder igen, men forblev et kultfænomen for de indviede.

Bruyères producent, Richard Castelli, som i øvrigt producerer en lang stribe andre store internationale teaternavne som f.eks. Robert Lepage, kunne i en samtale berette, hvordan censur var blevet et stadig mere udbredt fænomen i kunstverdenen i Frankrig, fuldstændig som vi oplever det i Danmark.

Men det var i en langt farligere form end tidligere tiders statslige censur.

Da censur blev pålagt af myndighederne, var den til at forholde sig til, for her var en reel modstander, når det handlede om ytrings- og udtryksfrihed. Nu vaskede politikere og myndigheder imidlertid hænder, som vi også ser alt for ofte herhjemme.

For det er ikke dem, som udøver censur i dag. Censuren bliver i dag udøvet af producenter og programlæggere, der i den grad er afhængige af offentlige støttekroner, hvis de skal fortsætte deres arbejde.

Det er derfor dem, som i angst for at miste deres tilskud, tækkes politikerne og lader være med at programsætte for meget, der kan skade deres næste ansøgninger.

Berlusconis selvcensur
Herhjemme kan man blot se på Danmarks Radio og TV 2, deres politik overfor journalisterne, medieledelsernes korrespondancer med mediepolitikerne, og høre, hvad der eksempelvis er sket med programfladen Orientering i løbet af de sidste otte år, specialmagasiner og meget mere.

500 km nord for Barcelona var den samme censur sat ind. En form for selvcensur, der har været velkendt i Italien i meget lang tid under Berlusconi og – påstår flere i kunstbranchen – bl.a. er ved langsomt at underminere Venedigbiennalen, som det er tilfældet med Grecfestivalen i Barcelona.

På Avignonfestivalen bryster man sig imidlertid af, at man netop stadig viser Bruyère og derfor ikke udøver nogen form for censur.

Men installationsinstruktørens værk spillede helt uden for bymuren, som var det en pestbefængt, ligesom festivalens absolutte hovedattraktion for sådan en som mig også var placeret langt uden for byen.

Ligesom Jean Michel Bruyères værk var forestillingen, jeg var kommet til Avignon for at se, fuld af ekspressive perspektiver på vores behandling af de fremmede og i særlig grad den frygt, som gennemskyller os i forventningen om mødet med de fremmede.

Bag klaveret sad en forkrampet teenagepige/-dreng og spillede enkle toner. Moderen foldede sig ud i erotisk kurtisering, faderen sad på restaurant og gennemlevede det øjeblik, hvor noget gik galt, så frygtelig galt i hans liv. Og bag ved dem freaker en mand rundt. Han er i tyverne. Han er guitarist. Og han er stiv som en katolsk præst ved synet af en lille dreng. Dette er en familie i totalopløsning. Er barnet levende, eller skete det katastrofale derude, dengang på stranden?

Dengang i de lykkelige tider. Det er det, de hele tiden vender tilbage til. Tiden før noget udefra blandede sig. Tiden før familien faldt fra hinanden, og deres indavl blev sprængt af manden udefra – en russisk bjørn, som tilmed kom med en østeuropæisk glædespige til den forstyrrede knægt.

Den visuelle ordekvilibrist Jan Lauwers og hans NeedCompany har begået en ny trilogi over den menneskelige væren, og rygtet har længe gået, at han med sin nye trilogi har begået et af de helt store mesterværker.

Efter at have vist de seneste to forestillinger i 2006 og 2007 blev den sidste del af trilogien, ’Deer House’, vist i sommer, som aftalt i koproduktionsaftalen med Avignonfestivalen. Ligesom man kunne se trilogien ’Sad Face | Happy Face’ i sin fulde sammenhæng.

Syv timer langt mesterværk
Jan Lauwers hører til de store belgiske scenekunstnere, som dukkede op i slutningen af 80’erne og starten af 90’erne. Han er oprindelig visuel kunstner, men har i den grad specialiseret sig i at få ord til at funkle på en enestående måde på både film og en scene.

Og det var så sandelig, hvad der skete gennem den syv timer lange trilogi. Tusind mennesker sad på klamme og skærende plastikstole, mens heden bankede ned over teatret.

Men intet stoppede os i at følge dette mesterværk over ikke alene en stribe personlige skæbner af vidt forskellig natur, men også en historisk skildring af Europa set ud fra det nære personlige perspektiv.

Helt nærværende i både fysisk, voldelig, kødelig, kærlig, pornografisk, humoristisk, klichéfyldt og retorisk forstand var ’Den fremmede’. Og man var efterladt med et dybt, dybt sår efter forestillingen; efter at have set denne generator af en frygtmaskine, der gennem vores fordomme, vores nære relationer og vores frygt for at miste identitet stod tilbage som den eneste person, der reelt havde udviklet sig.

Eller som Jan Lauwers fortalte: »Verden er, hvad der kommer udefra og udfordrer den etablerede orden ... men som fremmed kan man kun meget langsomt blive en del af det etablerede samfund, ligegyldigt hvor generøst det end er«.

Lauwers’ værk er som en enorm og kompliceret krimi. Persongalleriet er et netværk af forbindelser og relationer, komplicerede som i moderne familier. Motiverne er lige så spegede og lokker tilskuerne med ind i denne Sherlock Holmes-undersøgelse af det moderne liv. Men historierne er ikke sort-hvide. De er velkendte og med bidende timing.

Jeg var solgt og meget ramt. Skræmt over tendenserne i tidens teater, fordi det vidner om, hvor dybt foragten for vores fremmede medmennesker ligger. Og solgt, fordi kunsten igen havde vist sit stærkeste ansigt og smasket vores liv lige op i vores hoveder, så vi fik mulighed for at udvide vores perspektiv og genfinde en respekt inden i os selv, hvis vi tør åbne vores dør igen. Og fascineret fordi Lauwers ikke bare havde grebet den nemme løsning og placeret en muslim som den fremmede.

For så var det netop ikke en fremmed, men en helt bestemt person. I stedet havde han brugt sine kunstneriske, selvcensurerende redskaber og skabt en figur, der kunne stå rent som netop ’Den fremmede’.

Selvfølgelig førte det mig tilbage til Barcelona igen, hvor lange ture i bjergene med en af de store teatermestre, Enrique Vargas, havde bragt de mest intense samtaler frem om selve teatrets væsen. Samtaler, der bl.a. kredsede om paradokset Bertolt Brecht, der ikke mente, at man skulle agitere i teateret, men gøre dette fra en talerstol. Ellers ville man ødelægge kunsten i teateret.

Der samlede trådene sig gennem sommerens både følelsesmæssige og filosofiske snurreture gennem historien. Fra de udstillede personlige skæbner i Jan Lauwers’ mesterværk af en forestilling, over politiske manipulerede festivalprogrammer, til visdom fra et par af de helt store teatermestre i dette århundrede. En interessant tur med censuren som ubehagelig rejsefælde.

Sikke en sommer. Og så tilbage til Danmark, hvor en bestilt rapport udstiller både bestilleren, og hvor nemt det i ytringsfrihedens navn er at manipulere med censurens væsen.