Fyringer er blevet en del af mediebilledet. Vi kan læse om faktiske fyringer fordelt på køn og regioner og om ildevarslende prognoser for det kommende år. De fleste sender en medfølende tanke med de ramte – og ryster sig derefter i vanlig forventning om, at truslen ikke kommer til at blive virkeliggjort i deres eget liv.

Præcis sådan havde jeg det, indtil lynet ramte kort før jul, og jeg fik adgang til en real life experience på første række. Og oplevelsen var rystende dårlig, ikke mindst fordi budbringeren ikke havde hverken de kommunikationsmæssige eller psykologiske kompetencer, som man skulle tro var en forudsætning for at blive udøver i den særlige kunst at fyre mennesker.

Når læger skal overbringe svære budskaber om dårlige prognoser over for patienter, har de forinden gennemgået kurser i netop denne slags samtaler. Og hvorfor? Fordi udsigten til et liv med sygdom og måske tidlig død i den grad ændrer et menneskets tilværelse. Det skal jeg hilse og sige, at en uventet fyring også gør. Og alligevel overlades man til tilfældige kompetencer hos en leder, som i mit tilfælde mest af alt mindede om Fedtmule.

Lad mig tage jer med i situationen: Jeg møder mandag morgen og går direkte ind i storkontoret på den arbejdsplads, som har været min de sidste syv år. Min daglige leder er kendt for sin meget distræte adfærd og sin manglende fokus på sine medarbejdere, som gang på gang må se sine møder aflyst, fordi lederens egen leder har noget, »som ikke kan vente«. Stor er derfor min undren, da han hilser mig med et »Godmorgen Helle, dejligt at du er her«. Til sammenligning opdagede han hverken mig eller min nærmeste kollega (vi sidder alle i samme rum), da vi vendte tilbage efter fire ugers sommerferie – måske fordi vi ankom samtidig med den øverste leder.

Nå, jeg tænder for computeren, lægger an til en kop kaffe og dyrker lidt small talk om morgenens fortrædeligheder i trafikken, da min leder – som jeg ikke har lagt mærke til har været væk fra rummet – pludselig står foran mig med et fuldstændig fjoget grin og spørger, om jeg lige vil komme med udenfor. Det er der i og for sig ikke noget odiøst i, eftersom vi tit henlægger mindre møder til arealet uden for storkontoret. Da vi går igennem rummet, lægger han imidlertid en (trøstende) hånd på min skulder, og jeg får pludselig bange anelser. Alle ved, at der skal finde fyringer sted denne uge pga. massive nedskæringer i virksomheden, og det generer mig, at han med håndspålæggelsen så åbenlyst viser mine kolleger, hvad jeg har i vente.

'Hvorfor mig?'
Da vi er kommet uden for døren, siger han, at vi skal hen i et bestemt mødelokale og supplerer oplysningen med: »Så ved du nok godt, hvad det drejer sig om, ikke?« Spørgsmålet efterfølges af noget, som mest af alt minder om et tøset fnis, som om vi sammen nu skal opleve noget pinligt, men også lidt sjovt. Og jo, jeg ved nu godt, hvad det handler om. Eller det vil sige, en flig af min hjerne arbejder på højtryk for at tolke alle de usædvanlige signaler fra denne morgen, og en foreløbig tolkning begynder at manifestere sig. Men i irritation over min leders ansvarsforflygtigelse og komplette mangel på værdig opførelse, svarer jeg, at jeg da ikke ved, hvad det drejer sig om.

Men da jeg træder ind i rummet, og jeg mødes af personalechefen med konvolutten i sin ene hånd samt den tillidsmand, der er udnævnt til at repræsentere mit fagområde, har min hjerne tolket færdigt, og en stemme i mit hoved nærmest råber: Du skal fyres!

Herefter hører jeg i det fjerne min leder sige alt muligt overfladisk om besparelser og beslutninger – ting, jeg ved udenad, og som han ved, jeg ved udenad, fordi jeg sidder meget tæt på beslutningstagerne. Det lille – nu hemmelige – kammer i min hjerne overvejer i en kaotisk rækkefølge, hvordan min mand vil reagere, hvad det vil betyde for vores økonomi, om børnene skal flytte fra hus og skole, ja, sågar om mine gamle forældre vil blive kede af det. Min leder sidder stadig og siger komplet irrelevante ting, og da jeg stiller et enkelt opklarende spørgsmål, fordi jeg har fået opfattelsen af, at hele mit fagområde skal nedlægges og måske nærmest griber denne besked som kanten af en tømmerflåde – jeg er ikke alene! – fniser han igen og afviser.

Det er kun mig, som skal fyres. »Hvorfor mig?«, råbes der inde fra kammeret. Jeg har brug for at vide, at der ikke er andre årsager end besparelserne. Det skyldes på ingen måde utilfredshed, jeg er særdeles kompetent og afholdt af alle, siger han. Men mine opgaver skal nedlægges. Mit lille kaotiske kammer kan ikke forstå det. Han får det til at lyde som noget, han er underlagt, men det må jo i sidste ende have været hans valg. Han har valgt mig. Jeg spørger derfor yderligere ind til begrundelsen, men han går på intet tidspunkt ind i det felt – derind, hvor han kunne have givet fyringen en årsag, som ikke efterlod mig med en masse selvkritiske forklaringer i ugerne, der fulgte. Han forbliver nøjagtig lige så distanceret og uengageret, som han har været som leder.

Lederen flygter
Herefter forholder de sig afventende. De er vant til, at jeg taler og agerer meget, og jeg får en klar oplevelse af, at det nu er min tur til at fylde rummet. Den pinlige stemning er til at føle på, men jeg er fast besluttet på, at jeg ikke er forpligtet til at stå for den videre underholdning. Ud over et par forræderiske tårer, sender jeg derfor min leder og personalechefen ud ved at vende mig mod min tillidsmand og tage imod den tilbudte samtale herfra.

Da jeg vender tilbage til storkontoret, har min leder allerede givet alle mine kolleger besked. De er alle sammen meget berørte og kede af det, så jeg vælger at blive nogle timer og stille og roligt få samlet mine ting sammen – samtidig med at jeg kan få taget bare en nogenlunde ordentlig afsked med dem.

Min leder vælger at flygte fra storkontoret. Han holder sig væk i de timer, det tager mig at smide ufærdige projekter ud og tømme skrivebordsskuffen for tyggegummi, mønter og små ting og sager fra de sidste syv år. Jeg får derfor ikke sagt farvel til ham – og han ikke til mig.

Jeg tager elevatoren ned til parkeringspladsen for sidste gang, og kolleger fra huset, som allerede nu har hørt om min fyring, viger fra mig, som var jeg ramt af noget smitsomt. Jeg kan godt forstå dem, jeg ville også ønske, det ikke havde ramt mig.

Min familie vælger at reagere positivt – dels fordi jeg jo nu vil være mere hjemme, dels fordi de længe har syntes, at jeg mistede energi og humør af min arbejdsplads – at jeg har fortjent noget meget bedre. Økonomien lader vi foreløbig ligge – ingen orker ikke at se på konsekvenser lige nu. Samtidig kæmper jeg med fuldstændigt irrationelle følelser, herunder af tab og sorg. Jeg har det, som om jeg har mistet et meget nært familiemedlem, og følelsen af, at tæppet er revet helt væk under mine fødder, er konstant. Jeg observerer andre mærkelige reaktioner, f.eks. lader jeg min kasse med ting fra kontoret stå i bilen, og det tager faktisk to uger, før jeg tager mig sammen til at bringe den ind i huset. Indtil da kører jeg rundt med den som en kiste i en ligvogn. Men mest af alt føler jeg mig værdiløs.

Midt i denne svære psykologiske periode skriver min leder til mig flere gange på mail – fordi der er en række praktiske ting at tage hånd om. Mailene er præget af en munter tone, som om det hele er lidt spændende og sjovt. Bl.a. skriver han, at jeg »endelig må lade dem vide, hvad jeg finder på«, og at jeg »endelig må komme på besøg«. Hans manglende forståelse for sin handlings konsekvenser for mig – og for en hel familie – ryster mig.

'Den gode fyring'
Eftersom jeg stadig har adgang til mailsystemet, og det er via dette, at jeg kommunikerer med såvel min leder som min tillidsmand, modtager jeg også mail sendt til min afdeling. Derfor får jeg også den tipskupon, min leder sender til mine kolleger, hvor de skal gætte på kommunalvalgets udfald. Den sender han to dage efter fyringen. Det er som at få en lussing – at livet på den måde går videre, og at han ikke engang gør sig den ulejlighed at slette mig fra modtagerlisten.

Heldigvis får jeg samtidig en stribe fantastiske mail fra kolleger, som på ingen måde synes, at livet bare går videre.

Pga. af min placering i virksomheden har jeg flere gange været med i samtaler om ’den gode fyring’. Findes den gode fyring? Og hvordan ser den ud? Er det bedst at blive advaret om, at man er i risikozonen, selv om det afstedkommer måske unødig bekymring, eller er det bedst at leve i lykkelig uvidenhed og så få chokket, når fyringen kommer? Jeg finder artikler om emnet, har samtaler med psykologer i familien, og stort set alle peger på første svar, altså at det er helt nødvendigt med en form for forberedelse.

Jeg tænker tilbage på de seneste ugers samtaler, hvor jeg flere gange har stillet min leder spørgsmål om mit fagområdes udsathed, og på intet tidspunkt har han givet udtryk for, at vi var i risikozonen. Da en af mine opgaver nedlægges pga. besparelse en måneds tid før fyringen, spørger jeg ham direkte, om der ligger nogen signaler i det, og han afviser pure. Og fredagen inden den sorte mandag fortæller han ved et afdelingsmøde, at direktionen »heldigvis har besluttet sig for at prioritere udvikling«. Den sætning hører jeg mange gange igen de kommende uger, fordi det netop er mine udviklingsopgaver, som er nedlagt.

Som med alle kriser, går jeg ud fra, er tiden det bedste plaster. Sammen med naturligvis samtaler med familie og gode venner. Vi er endnu ikke gået fra hus og hjem, jeg fik god tid til julebagningen, og jeg er i skrivende stund muligvis tilbage i et job. Følelsen af sorg er væk, men jeg har beholdt et rum et sted indeni. Et rum, hvor der sidder tre mennesker foran mig, og hvor jeg helst ikke vil være. Men som jeg nogle gange kommer til at gå ind i igen.

Hvorfor var min leder ikke bevidst om de psykologiske faktorer omkring en fyring? Hvorfor har han ikke modtaget undervisning i den rigtige fremgangsmåde? I mit tilfælde er der oven i købet tale om et arbejdsområde, hvor samtale og kommunikation er en del af hverdagen. Jeg tænker med gru på alle de ledere, som i disse dage sidder over for et menneske, som lige om lidt skal forholde sig til a-kasse, jobcenter, kaotisk økonomi, jobsøgning, identitetskrise osv. – og som overhovedet ingen forudsætninger har for at videregive beskeden.

Det må kunne gøres bedre.