I slutningen af 90’erne begyndte Dansk Folkeparti at tale den såkaldt ’pæne’ og altomklamrende indvandrertolerante diskurs midt imod.

Man problematiserede en idépolitisk forvirret venstrefløjs multikulturalistiske strategi, der, ifølge DF, indeholdt en misforstået tolerance over for muslimske indvandreres traditioner.

Hertil føjede DF en fygende kritik af den muslimske levevis og dens manglende evne til at kunne indgå og lade sig integrere i det danske samfund.

Denne strategi var i lyset af en ulden venstrefløj både stærk og til dels berettiget, og ingen kan vel efterhånden betvivle, at DF både havde held og politisk tæft til at ændre den politiske debats koordinater, idet bl.a. indvandrertemaet op gennem hele 00’erne har været et af de aksepunkter, hvoromkring dansk politik har roteret.

Med denne type kritik formåede DF med lige dele kløgt og dybfølt engagement at positionere sig som repræsentanter for ’et undertrykt flertal’, hvis reelle politiske synspunkter angiveligt var blevet gjort politisk illegitime af et omfattende system af politisk korrekthed – øjensynligt ført an af nærværende avis.

Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussens ’stueren-bemærkning’ fra 1999 har for eftertiden indprentet sig som den kanoniserede kommentar, hvori DF fik bekræftet sin i forvejen stærke selvforståelse: Vi er dem, de andre ikke må lege med!

I en form for diffust og konspiratorisk paranoia føler højre-intellektualismen sig konstant ekskluderet fra den offentlige debat og ildeset i det politiske liv.

En moraliserende meningsundertrykkelse af højre-intellektualismens politiske idealer, som angiveligt var forårsaget af ikke blot en mediemafia, men af selve ’den gode tone’.

Strategien har utvivlsomt haft sin berettigelse i og med, at den højre-intellektuelle følelse – som i stor udstrækning fik sit partipolitiske udtryk i DF – har vundet massiv parlamentarisk indflydelse.

Men nu, hvor DF er blevet en ældre dame – og den højre-intellektuelle strategi ligeså – er det på tide med et omfattende servicetjek af det hævdede forsvar for det danske demokrati.

Kulturradikal mediemafia
Lad os derfor kigge nærmere på den kulturradikale mediemafia. Hvad er det mere præcist, den gør? Og hvordan er det lige, den gode tone fungerer konkret?

Med denne selvbeskrivende undertrykkelse søger højreintellektualismen at henlede modtagernes tanker på en form for højt hævet moraliserede meningsjunta, der fastsætter rammerne for den politiske debats lødighed.

Og det er herigennem, at højre-intellektualismen ser sit snit til ikke blot at formulere sin egen, men også et formodet folkeligt flertals undertrykkelse. Vi er stadig dem, de andre ikke må lege med!

Gennem denne oppositionelle position til ’den gode tone’ tildeler højre-intellektualismen sig selv et folkeligt carte blanche til at fremsætte stærkt generaliserende udsagn og inkonsistente slutninger (såsom dem formand Hedegaard fremlagde i Snaphanens julefrokost-interview).

Enhver anfægtelse af disse generaliserende og usammenhængende påstande kan således slås i hartkorn med ’den gode tones’ bedreviden, og dennes angivelige meningsundertrykkelse af højre-intellektualismens folkelige mandat.

LÆS ARTIKEL Hvem er medierne i lommen på?

I flere henseender er disse formuleringer af egen undertrykkelse bemærkelsesværdige. Det er decideret ynkeligt, at højre-intellektualismen stadig hævder sin egen undertrykkelse, når dens politiske agenda ikke – som i 90’erne – på nogen måde holdes udenfor.

Debatten i medierne har i det seneste årti om noget centreret sig om begreberne: indvandrere, islam og integration. Derfor bliver det stadige forsøg på at selvformulere egen undertrykkelse til et nærmest patetisk forsøg på at afskrive sig selv sin enorme og dagsordensættende indflydelse parallelt med, at man krampagtigt fastholder sin oppositionelle position til det herskende system.

Endnu mere klynkende bliver det, hvis vi kort stopper op og vurderer berettigelsen af højre-intellektualismens selvformulerede undertrykkelse. For hvilke undertrykkelsesformer er egentlig illegitime, og hvilke er helt legitime i et liberalt demokratisk retssamfund?

Det er nemlig ikke alle former for undertrykkelse, som er at betragte som uretmæssige. Den liberale idé om ytringsfrihed angår udelukkende beskyttelse mod statslig indblanding i individets ret til at ytre sig.

Men andre ord: man har en grundlovssikret ret – sågar en menneskeret – til at ytre sig, men ikke til at blive hørt! Det sidste er noget, man gør sig fortjent til.

Derfor er ideer om mediemafiaers undertrykkelse af den offentlige debat – hvor effektiv en politisk strategi det end måtte være – i deres grundsubstans dybt absurde såvel som logisk inkonsistente. Der vil til alle tider eksistere god og dårlig smag – værdikodeks for det korrekte og det ukorrekte.

Det kan være nok så frustrerende og irriterende at blive afvist, når man sender sit debatindlæg til en avis. Ligesom det kan være frustrerende at få afslag, når man søger et job.

Og endelig kan det også være frustrerende at blive bedt om at tage skoene af, når man er på besøg i et andet menneskes hjem. Men lad os her holde fast i én ting: Er nogle af disse fænomener at betragte som undertrykkelse? Nej, det er de ultimativt ikke!

Højreintellektuelle klynker barnagtigt
Og hvorfor er de så ikke det? Ganske simpelt fordi de er foretaget af private aktører, som har deres personlige grundlovssikrede frihed til at råde over deres ejendom – avis, virksomhed eller bolig.

Der bliver hver dag afvist mængder af læserbreve, afslået masser af jobansøgninger og folk bliver tillige smidt ud af partiforeninger pga. deres holdninger. Alt sammen har det absolut intet at gøre med en undertrykkelse af et flertal.

Der er således blot tale om civile borgere, der benytter deres civile frihedsrettigheder til at opstille civile regler omkring deres civile ejendom.

Det er der ikke noget illegitimt eller farligt i. Altså – ingen har ret til at blive hørt. Det eneste, man har ret til, er at stille sig op på en ølkasse eller starte sit eget dagblad!

Konklusionen er, at kun en eventuel statslig indgriben i ytringsfriheden er at betragte som undertrykkelse, hvorfor højre-intellektualismen kunne have en sag, hvis deres mediemafia-påstand ensidigt rettede sig mod Danmarks Radio.

Men da dette ingenlunde er tilfældet, synes højre-intellektualismens kritik snarere at være bygget på barnagtigt klynkeri end på logisk konsistent argumentation ud fra de demokratiske grundlovsrettigheder, som de selv påstår at forsvare.

Samlende bør disse indvendinger lede til erkendelsen af, at den gammelkendte retoriske og politisk-strategiske formel, hvor man kunne formulere sin egen undertrykkelse for DF’s, Trykkefrihedsselskabets – og for dens sags skyld også for Den Danske Forenings og Tidehvervs – vedkommende er ved at være så tyndslidt, at den efterhånden fremstår mere krampagtig end ærlig.

Men højre-intellektualismen nøjes ikke med at hævde sin egen undertrykkelse med henvisninger til mere eller mindre diffuse undertrykkelsesmekanismer. Den hævder endvidere at kunne formulere andres undertrykkelse på vegne af dem selv.

I den verserende debat omkring muslimske piger og kvinders hovedbeklædning – det være sig burka, hijab eller tørklæde – har Hedegaard hævdet, at tørklædet i sig selv er undertrykkende for de muslimske piger og kvinder, som angiveligt skulle være tvunget til at bære dette af fædre, brødre eller andre mandlige familiemedlemmer.

Hedegaard står dog ikke alene med dette argument. Centrale højre-intellektuelle personligheder som Pia Kjærsgaard, Søren Espersen og Søren Krarup har fremsat lignende synspunkter omkring tørklædets undertrykkende karakter.

Igen som et hævdet forsvar for muslimske piger og kvinders frihed. DF har tilmed ytret sig direkte positivt over for et forbud mod tørklædet som hovedbeklædning.

Morsomt bliver det derfor, når man graver i historiebøgerne, og derigennem kan konstatere, at Søren Krarup tidligere har bekæmpet netop denne type af moraliserende bedreviden og ikke mindst statens indblanding i familielivet.

Under 70’ernes debat om revselsesretten var Krarup en af de stærkeste fortalere for forældres ret til at slippe for statslig indblanding i familielivet.

Krarup forfægtede i udgivelsen ’Forsvar for familien’ bl.a., at man skulle have »respekt for den menneskelige frihed og private eksistens, der er forudsætningen for familiens liv«, og at denne i hjælpsomhedens navn var blevet »undergravet af de såkaldte eksperter«.

Endvidere pointerede Krarup, at den »moderne tilværelse er som en skov af løftede pegefingre (og) bedrevidende formaninger«, og at der i spørgsmålet om »at leve livet findes bevidstgjorte og bevidstløse, retfærdige og uretfærdige, eksperter og lægfolk«.

I dag er Krarup så tilsyneladende selv blevet en de bevidstgjorte, eftersom han åbenbart er så overbevist om statens og egen evne til at vurdere, hvad der er rigtigt for den enkelte familie, at han er villig til gennem lovgivningen at forklare de bevidstløse lægfolk, hvornår et valg er frit, og hvornår et valg er ufrit.

Tørklædedebatten
Et andet morsomt eksempel af yngre dato fremkom ved Folketingets vedtagelse af ’L 213: Forslag til lov om ændring af lov om forældremyndighed og samvær’ i 1997 – i offentligheden bedre kendt som den endelige afskaffelse af revselsesretten.

De borgerlige partier, og således også DF, stemte imod forslaget. Partileder Kjærsgaard udtalte i sin grundlovstale senere samme år: »Derved blev det slut med forældres ret til at bestemme over deres børn – og forældrenes ret til at opdrage deres børn. Og derved blev børn i realiteten statens ejendom. (…) Dansk Folkeparti har ikke tænkt sig at opgive kravet om, at børns opdragelse naturligvis er forældrenes ansvar – ikke statens«.

Forekommer det ikke direkte mærkværdigt, at en række højre-intellektuelle forsvarer forældres frie ret til at tæve og banke deres børn mod indblanding fra bedrevidende og bevidstgjorte eksperter, mens selvsamme stat kan underkende forældres ret til at opfordre deres pigebørn til at bære en given hovedbeklædning, idet der i en sådan opfordring øjensynligt skulle ligge en undertrykkende tvang? Jo, det vil vi mene.

Men vi deler fuldt ud Hedegaard og co.’s bekymring omkring, hvorvidt muslimske piger og kvinder træffer deres valg af hovedbeklædning på baggrund af egen fri vilje.

Og det er netop på dette punkt, at den politiske liberalismes tilgang adskiller sig markant fra højre-intellektualismens. Vi finder, at afskaffelse af revselsesretten er i fuld overensstemmelse med liberale frihedsprincipper – og derfor støtter vi det – mens et eventuelt tørklæde- eller burkaforbud på ingen måde kan forenes hermed – og derfor er vi imod det.

Hvori består denne forskel?

Da vi som samfund forbød forældres ret til at revse deres børn, skabte man en overensstemmelse i forhold til det omgivende samfund. Heller ikke her er det acceptabelt at udsætte andre individer for fysisk vold.

Ved at forbyde tørklædet vil man omvendt skabe uoverensstemmelse i forhold til det omgivende samfund ved, at der her eksisterer et grundprincip, og i øvrigt en dansk tradition, for ikke at forbyde individers frie ret til at vælge hovedbeklædninger – det være sig kasket, bowlerhat, cykelhjelm eller tørklæde.

Ingen lader sig udsætte for vold af egen fri vilje, mens mange af egen fri vilje iklæder deres hoveder alverdens mærkværdigheder.

Forbud af valg skaber ikke frihed
Hvor højre-intellektualismen anvender tørklædet som et symbol på tvangen, der ønsker vi snarere at fokusere på tvangen i sig selv, hvorfor det i første potens ikke er den muslimske beklædningsgenstand, der bekymrer os, men hvorvidt valget om at iføre sig den har været frit eller ufrit.

Og netop derfor deler vi heller ikke højre-intellektualismens løsning på problemet. Man kan ikke hjælpe nogen til frihed ved at forbyde dem et valg!

Men vi må som liberalt retssamfund gå langt for at sikre, at det enkelte individs valg er så frit og selvstændigt som overhovedet muligt.

Vi skal derfor som samfund oplyse om de mange muligheder og rettigheder, der tilbydes og måske endda etablere flere, hvis der eksisterer et behov for det.

Dette kunne bl.a. være rådgivningsmuligheder, politibeskyttelse, kvindecentre mm. Men at formulere en gruppes undertrykkelse for dem løser ingen problemer!

Det er hverken værre eller bedre end den belærende og bedrevidende 68-universitetsmarxisme, som Krarup selv så indædt bekæmpede.

Lige såvel som arbejder- og kvindekampen virkede bedst, når arbejderne eller kvinderne selv kæmpede, så vil også et eventuelt opgør med tørklædets angivelige undertrykkelse have størst gennemslagskraft, hvis tørklædets bærere selv formulerer deres undertrykkelse.

Såfremt de altså måtte finde tørklædet undertrykkende. Dette bør være en indiskutabel grundpræmis for enhver, som hævder at forsvare liberale frihedsrettigheder, retsstat og demokrati.