Den danske ambassadør i Zimbabwe tager telefonen. I den anden ende af røret hører han udenrigsministerens stemme hjemme fra København: »Selvfølgelig skal han have asyl«, siger hun. Tonen er bestemt, og der er ingen tvivl. Ambassadøren ånder lettet op. Han tager sin jakke, sætter sig ud bilen og drager af sted mod et hemmeligt sted i Zimbabwes hovedstad. Det glade budskab skal overdrages.

Året er 2020. Ti år fra i dag. En systemkritiker i Zimbabwe – lad os kalde ham Emmanuel – står til dødsstraf i sit hjemland. Sammen med sin kone og to børn har han igennem et halvt års tid boet i kælderen hos en god ven. Dagslys er der intet af. Mad og drikke får de på vennens nåde. Og børnene klarer deres rastløshed ved at rulle de to gule legetøjsbiler rundt i det trange rum, så dækkene er næsten tyndslidte. Øjnene er trætte, men ved tanken om dagslys, en gåtur og lyden af børnenes leg i det fri holder Emmanuel og hans kone håbet oppe.

Den danske ambassadør nærmer sig skjulestedet. En trang sidegade gør, at han må gå det sidste stykke – alligevel løber han. Udenrigsministeren har givet grønt lys, og Emmanuel og hans familie kan endelig se frem til et liv i sikkerhed. På vej ned ad kældertrappen strejfer tanken ham: »Hvad ville der være sket den lille familie, hvis det her var for ti år siden?«. Tilbage i 2010 måtte en dansk ambassadør ikke selv tage initiativ til at få dødsdømte systemkritikere ud. I dag er det heldigvis anderledes. I dag har vi en regering, der pålægger ambassaderne at gøre det. Tilfreds med situationen banker han på kælderdøren.

Emmanuel sover uroligt. Derfor vågner han badet i sved ved den sagte banken på døren. Han åbner døren, og den danske ambassadør træder ind. Han stiller skoene og fortæller så, hvad udenrigsministeren har fortalt ham. Emmanuel tager ambassadørens hånd og bryder grædende sammen.

To iranske mænd
Emmanuels eksempel er måske tænkt, ja, men ikke usandsynligt. Der er mange som Emmanuel, der ikke bare knægtes på deres ytringsfrihed, men risikerer livet ved at tale om deres politiske overbevisning.

I fremtiden håber jeg, at vores asylsystem bliver bedre til at hjælpe personer som Emmanuel. Personer, der ikke kan hjælpes i nærområderne. Vi skal ikke tage flere flygtninge, end vi allerede har forpligtet os til. Men vi skal turde en asylpolitik, som – fordi den støtter og beskytter progressive kræfter – ikke kun er til gavn for ’de heldige udvalgte’, men for hele befolkningen i de lande, flygtningene kommer fra.

I 2005 forelsker to iranske mænd på 16 og 18 år sig i hinanden. De holder forholdet hemmeligt – derfor er der gået flere måneder, efter at de mødtes første gang, før de viser sig ved siden af hinanden i fuld offentlighed. Men på det tidspunkt er deres hemmelighed kendt. Begge får de bind for øjnene og en løkke om halsen. Få sekunder efter dingler de til skræk og advarsel i hver sit reb.

Danmark.  Tegning: Mette Dreyer I 72 lande verden over er homoseksualitet forbudt. Mange steder ryger man direkte i fængsel, hvis man er homoseksuel. I lande som Yemen, Iran, Sudan og Saudi-Arabien ryger man i døden. Men ikke engang dét var nok til, at den tidligere statsminister Fogh Rasmussen syntes, at homoseksuelles manglende rettigheder var værd at gøre noget ved. På en rundtur i Afrika undgik han i hvert fald helt at bringe det på bane over for Etiopiens præsident, fordi der var »vigtigere ting at snakke om«. Vigtigere ting?

Om ti år ser det forhåbentlig anderledes ud. I Danmark år 2020 håber jeg, at vores statsminister tager kampen op med de lande, der bryder menneskerettighederne. I 2020 håber jeg, at overgreb og straffe til homoseksuelle bliver påtalt i kraftige vendinger som det første, når vores statsminister tager på udlandsbesøg.

Spørgsmålstegn ved menneskerettigheder
Kvinders rettigheder og ligestilling er en kæmpe udfordring. Lande som Indien halter langt bagefter. Ikke sjældent havner en indisk kvinde i så desperat en situation, at hun tager sagen i egen hånd. Som den gravide 26-årige Khanta Chauhan. Mandens familie havde i to år presset hende for en større medgift, men Khantas far havde betalt dem alle de rupees, han kunne. Kassen var tom.

En dag kommer hendes mand fra arbejde. Han går ind i soveværelset for at skifte skjorte. Der hænger Khanta med et reb om den spinkle hals og det lille ufødte barn i maven. Presset blev for stort for den unge kvinde, og som 2.275 andre unge indiske kvinder i 2006 valgte Khanta den sværeste udvej af alle.

Forkvaklede traditioner betyder, at glæden ved at føde et pigebarn kan opleves som en forbandelse for familien. Det er netop den frygt, reklamesloganet fra en indisk abortklinik spiller på: ’Brug 500 rupees nu – spar 500.000 senere’. De få rupees kan i sidste ende spare familien for den store medgift, kvindens familie skal betale til en mand. En opgørelse fra 2004 viser, at indiske familier frygter pigebørn i så høj grad, at 1 million fostre blev aborteret, fordi de havde det ’forkerte køn’.

I 2020 håber jeg, at også kvinders rettigheder er et emne, der bliver snakket om og kæmpet for, når verdens ledere mødes. Verden over diskrimineres, bankes, tortureres, handles og dræbes kvinder i dette sekund. Det skal stoppes. Fokus på vold mod kvinder skal opprioriteres, så det ikke kun er noget, vi snakker om 8. marts – det gælder også i dansk udenrigs- og udviklingspolitik.

Regeringen har siden 2001 præsenteret sig som forsvarer af ytringsfrihed og de grundlæggende menneskerettigheder. Men samtidig har man helt systematisk set igennem fingre med alvorlige menneskerettighedsovergreb.

I dag har vi en regering, der ledte danske soldater ind i Irakkrigen på falske forudsætninger. Selv om Saddam var en forfærdelig diktator, lå han ikke inde med de masseødelæggelsesvåben, regeringen brugte som påskud for – med et smalt flertal – at sende Danmark i krig. En ulovlig krig efter internationale standarder! En krig, hvor over 100.000 civile børn, unge, gamle, mænd og kvinder ikke længere kan gå rundt i Baghdads gader. Ikke fordi de ikke må. Men fordi døden har omfavnet dem.

I dag har vi en regering, der ser bort fra anbefalinger fra FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) og insisterer på at sende flygtninge tilbage til urohærgede regioner i Irak. Vel er det rigtigt, at vi har en ret til at forholde os kritisk til UNHCR’s anbefalinger, men ikke uden en forpligtelse til at lytte til anbefalingerne fra en organisation, som har adgang til omfattende viden om situation i Irak. Og indtil videre har regeringen ikke fremlagt de oplysninger, som diskvalificerer UNHCR.

Med andre ord har vi en regering, hvis handlinger sætter spørgsmålstegn ved menneskerettighedernes universalitet, mens de ser igennem fingre med, at stoltheden over at have påsyet et dannebrogsflag på sin rejserygsæk ikke bare er forsvundet. Mange steder i verden er det direkte farligt. Det menneskesyn vil jeg gerne have, at vi gør op med.

Et lille land
Regeringens udenrigspolitik er ikke bare kortsigtet, men også uklog. På den lange bane er det nemlig ikke problemfrit, at Danmark – eller andre for den sags skyld – tilsidesætter menneskerettighederne og internationale organisationer af hensyn til kortsigtede taktiske overvejelser. Tværtimod!

Det er derfor, den danske regering spiller højt spil, når den som led i en signalpolitisk manifestation underminerer tilliden til FN’s Flygtningehøjkommissariat. Dets arbejde er nemlig ikke begrænset til de få irakiske flygtninge, som har fundet vej til Danmark og nu tvangshjemsendes under højst kritisable omstændigheder, men angår tusinder og atter tusinder af mennesker verden rundt, som er fordrevet fra deres hjemland som følge af krig og ødelæggelse.

Tag for eksempel situationen i Irak og overvej, hvad der vil ske, hvis Iraks nabolande følger Danmarks eksempel og under lignende kaotiske forhold tvangshjemsender de tusinder og atter tusinder af fordrevne flygtninge til de mest usikre regioner i Irak uden verificeret garanti for deres sikkerhed. Og tag situationen, hvor det ikke er USA og Danmark, som beslutter sig for på et tvivlsomt grundlag at invadere et andet land ud fra en mistanke om, at der er masseødelæggelsesvåben. Hvordan skal vi kunne rejse en kritik?

Det samme gælder for menneskerettighederne. For hvordan skal vi kunne promovere menneskerettigheder i Indien eller Iran, når vi samtidig sender danske soldater i krig på falske forudsætninger? Hvem vil tage os alvorligt?

Danmark er et lille land, som ikke kan eller skal gennemtrumfe en dagsorden med muskler alene. Derfor har vi så meget desto større interesse i at understøtte de internationale organer som FN-systemet, hvor vi får mulighed for at udøve indflydelse uproportionelt med vores ringe økonomiske og militære vægt.

Vi oplever i øjeblikket, at det kan lade sig gøre at gå forrest og gøre en forskel. For bare 25 år siden var klimaet i international sammenhæng groft sagt noget med et blåt flag på Balka Strand og en vindmølle på en mark uden for Holstebro. Dengang var klimaet ikke noget, man talte højt om. I december mødtes så mere end 100 statsledere og hele den samlede verdenspresse, da København var vært for et historisk klimatopmøde. Klimaet har fået tag i os alle. Over de næste ti år skal menneskerettighederne sættes på den internationale dagsorden – og hvem ved? I 2020 huser København måske endnu et topmøde.

Og det kan godt lade sig gøre – hvis blot det internationale samfund står sammen. Vi så det med den saudiarabiske kvinde, der blev massevoldtaget af fem mænd og idømt 200 piskeslag. Måske husker nogen, at et massivt internationalt pres fik omstødt dommen, og kvinden til sidst gik fri. Det er sådanne eksempler, der viser, at kampen for retfærdighed aldrig er tabt på forhånd. Sejr kommer til den, der kæmper, og det er først, når du stopper med at kæmpe, at du har tabt.

I mit Danmark...
Hvis jeg var udenrigsminister, ville vi føre en udenrigspolitik, hvor Danmark kompromisløst talte imod brud på menneskerettighederne. En udenrigspolitik, hvor vi ikke plejede ukritiske diplomatiske relationer med diktatorer og udemokratiske ledere, fordi det pynter på handelsbalancen på kort sigt.

Kort sagt: Der skal ændres i prioriteringerne. Naivt, vil nogen måske sige – og politisk uigennemførligt. Men jeg er uenig, lodret uenig. For hvad er ikke de langsigtede konsekvenser af den politik, vi fører i dag?

Da Saddam Hussein, en nu så udskældt eksdiktator, brugte giftgas imod den kurdiske befolkning i Nordirak, prioriterede udenrigsministeren ikke en markant kritik af det irakiske styre. Tværtimod plejede man relativt venlige relationer til den olierige stat, blandt andet med officielle statsbesøg. Det var en forkert prioritering. På kort sigt har det muligvis sikret Danmark adgang til lukrative handelsaftaler, men hvad har det ikke kostet os i menneskeliv og krigsmateriel at udkæmpe en langstrakt krig i Irak? Om krigen kunne være undgået, kan vi selvfølgelig ikke vide med sikkerhed, men at chancerne havde været større ved at støtte en intern demokratisk opposition og arbejde for en gradvis transition af regimet, er der nok ingen tvivl om.

Hvis der er en ting, man kan være næsten sikker på – så er det, at diktatorer og udemokratiske regimer forgår over tid. Men hvad der afløser dem, og hvor de pågældende personer kikker hen efter støtte og inspiration, afhænger i vid udstrækning af vores handlinger i dag. I vores relationer til lande som Kina, Saudi-Arabien og Etiopien skal det derfor være tydeligt for befolkningerne og moderate kræfter, at vi er på deres side, på folkets side – ikke på de undertrykkende magthaveres side og ikke på kommende diktatorers side!

I mit Danmark har vi i år 2020 en statsminister med menneskerettigheder øverst på dagsordenen. Vi vil ikke medvirke til tortur. Vi vil ikke samarbejde med regimer, der torterer. Og vi vil diskutere overgreb på kvinder, mænd og børn. Intet tilfælde er for småt til at blive taget op. Og intet er for stort til ikke at blive det.

Om ti år har verden forandret sig. Står det til mig, har den forandret sig til det bedre, hvor mennesker som Emmanuel og hans familie er velkomne i Danmark. Hvor vi arbejder med – ikke imod – institutioner som UNHCR, og hvor vi har en klogere, ikke mere lempelig, asylpolitik. Hvor danske soldater ikke sendes i krig, uden at et samlet FN står bag.

Kort sagt en verden og et Danmark, hvor vi igen kan sy dannebrog på rygsækken, og hvor vi igen kan møde verden med stolthed, når vi rejser ud i den. Jeg vil have respekten for det enkelte menneske tilbage. Jeg vil have en regering, hvor udenrigspolitikken har respekten for hver enkelt verdensborger som rettesnor.

Forhåbentlig har vi allerede om få år igen en regering, der vil være med til at påtage sig et globalt ansvar og række hånden ud til systemkritikere, homoseksuelle og voldsramte kvinder, der alle risikerer dødsstraf for bare at være den, de er. Og forhåbentlig har vi også en regering, der kæmper for menneskerettighederne og markerer skarpt over for regimer, der ikke gør nok. Når det kommer til menneskerettigheder, skal vi i et Danmark anno 2020 ikke længere gå på kompromis.