For nylig modtog en af DR’s journalister, Jesper Tynell – socialpolitisk medarbejder ved P1-programmet ’Orientering’ – den største hædersbevisning, som en dansk journalist kan få: Cavlingprisen.

Anledningen til prisen var fem udsendelsesrækker med relation til en række pinlige sager, hvor fhv. beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen har optrådt i hovedrollen.

LÆS OGSÅLovbrud i ministerium giver Cavlingprisen

Det fremgik af Jesper Tynells afsløringer, at Claus Hjort Frederiksen fik fremlagt misvisende tal, brød loven, fik slettet belastende materiale og vildledte Folketinget. Men der er ikke på noget tidspunkt stillet krav om, at Hjort Frederiksen burde forlade sin post som beskæftigelsesminister. Han er tværtimod blevet belønnet med finansministerposten.

Den første udsendelsesrække drejede sig om, at Claus Hjort Frederiksen i 2004 fik fremlagt manipulerede statistikker med det formål at vise, at kommunerne skulle være bedre end AF-systemet til at få ledige i arbejde.

Fremlæggelsen skete, samtidig med at daværende indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen fremlagde sit forslag til en ny kommunalreform. Ifølge dette forslag skulle der ske en overførelse af formidling af arbejdskraft fra AF-systemet til kommunerne.

Hjort Frederiksen benægtede at have lanceret disse nye tal om kommunernes og AF’s evne til at skaffe arbejdsløse i beskæftigelse på et sådant politisk bekvemt tidspunkt.

Jesper Tynell begærede aktindsigt. Hermed blev han – efter en del tovtrækkeri – i stand til at dokumentere, at Beskæftigelsesministeriet, en måned før regeringen offentliggjorde sit forslag til den ny kommunalreform, havde bedt Arbejdsmarkedsstyrelsen om »til brug for de kommende politiske forhandlinger om en enstrenget beskæftigelsesindsats (dvs. overdragelsen af al arbejdsformidling til kommunerne) (at) overveje, hvorvidt der foreligger data og resultater, som om nødvendigt kan bruges til at ... fremhæve, at kommunerne gennemsnitligt har højere effekter for så vidt angår udslusningsmål (dvs. hvor mange der er i arbejde et stykke tid efter, de har været i aktivering) end AF«.

De notater, som styrelsen udarbejdede, skulle i øvrigt lækkes til bestemte aviser i dagene før og efter Claus Hjorts offentliggørelse af sit forslag om at overdrage formidlingen af arbejdskraft til kommunerne. I modsætning til hvad han ellers havde fremhævet, var artiklerne altså plantet i pressen til lejligheden. Imidlertid gjorde Socialforskningsinstituttets direktør, Jørgen Søndergaard, opmærksom på, at sammenligningen af de såkaldte ’udslusningsmål’ – der fik kommunerne til at fremstå som bedre end AF til at skaffe ledige i arbejde – ikke var retvisende.

Den måde, som Claus Hjort bad om at få draget sammenligninger på, indebar nemlig, at man sammenlignede nyledige i kommunerne med langtidsledige hos AF. Derfor kom det til at se ud, som om kommunerne var de bedste til at få ledige i arbejde. Det vidste de ansatte i Arbejdsmarkedsstyrelsen i øvrigt udmærket, da de opstillede de tal og konklusioner, som Hjort Frederiksen havde bestilt.

Den fhv. direktør i styrelsen, Lars Goldschmidt, bekræftede senere, at Beskæftigelsesministeriet ønskede, at man skulle opstille tal, som kunne vise, at kommunerne var bedre til at arbejdsformidle end AF. Claus Hjort måtte da også over for Folketinget indrømme, at det var ham selv, der bad om de tillempede tal og om at få dem lækket i forbindelse med tidspunktet for offentliggørelsen af forslaget til den nye kommunalreform.

Inden denne erkendelse fremkom, havde regeringen – støttet af DF – besluttet at nedlægge AF og lægge beskæftigelsesindsatsen over i de kommende kommunale jobcentre. Havde det mon kunnet lade sig gøre, hvis ikke Arbejdsmarkedsstyrelsens tal havde fået kommunerne til at stå i et gunstigere lys end AF?

Den anden udsendelsesrække vedrørte Hjort Frederiksens standsning i 2006 af udbetalingen af kontanthjælp til mennesker, der ikke var omfattet af den såkaldte 300-timers regel. Denne regel forpligter kommunerne til at lukke for udbetalingen af kontanthjælp til ægtepar uden arbejde, hvis den ene ægtefælle ikke inden for de seneste to år har haft 300 timers – nu 450 timers – arbejde. Men ophøret af udbetalingen af kontanthjælpen var i strid med loven.

En kontorchef fra Arbejdsdirektoratet stillede op til et interview med Jesper Tynell vedr. dette ophør af udbetalingerne. Hun konkluderede, at det var Beskæftigelsesministeriets opfattelse, at en mand eller kvinde er på kontanthjælp – også selvom vedkommende aldrig har modtaget en krone fra det offentlige – hvis han eller hun er gift med en arbejdsløs, der modtager kontanthjælp.

Denne opfattelse blev imidlertid afvist af professor i socialret Kirsten Ketcher, lektor i socialret Nina von Hielmcrone, lektor i forvaltningsret Sten Bønsing og professor i offentlig ret Claus Haagen Jensen.

Men Claus Hjort fastholdt, at han og hans ministerium overholdt loven. Prof. Claus Haagen Jensen fremhævede i øvrigt, at en kommune altid er forpligtet til at følge loven frem for ministerens vejledning, hvis der er uoverensstemmelser. Derfor måtte Arbejdsdirektoratet ikke true de kommuner, som med loven i hånd ville udbetale kontanthjælpen.

Hjort Frederiksen rettede selv først ind, da Ankestyrelsen slog fast, at ministeren ulovligt havde pålagt kommunerne at tage kontanthjælpen fra de arbejdsløse familier. Han gik nu omsider ind på at følge Ankestyrelsen og anmodede herefter kommunerne om at udbetale kontanthjælp med tilbagevirkende kraft til de ca. 250 familier, der på hans foranledning ulovligt havde fået standset udbetalingerne.

Den tredje udsendelsesrække tog udgangspunkt i en folketingsvedtagelse fra februar 2007 om at tilpasse den danske lovgivning til et EU-direktiv vedr. arbejdstagernes sikkerhed i farlige job. Et halvt år senere fastslog Arbejdstilsynet imidlertid, at EU-direktivet ikke indebar, at borgere fra andre EU-lande skulle have en forhåndsgodkendelse fra tilsynet for f.eks. at kunne arbejde med asbest, køre kran og gaffeltruck, arbejde med epoxy, svejsning, arbejde som elevatormontører, stilladsopstillere og andre sikkerhedskritiske erhverv.

Arbejdstilsynets besked undrede oppositionens repræsentanter i Arbejdsmarkedsudvalget – ikke mindst fordi tilsynet samtidig skærpede kontrollen med sikkerheden for danske bygningsarbejdere.

Da Jesper Tynell udbad sig Claus Hjorts forklaring på, hvorfor sikkerheden for de udenlandske arbejdstagere ikke længere skulle kontrolleres, modtog han denne e-mail: »Min holdning er helt klar. Alt arbejde skal naturligvis udføres arbejdsmiljømæssigt forsvarligt her i Danmark. Sikkerhed er det vigtigste for mig. Derfor vil jeg nu bede Arbejdstilsynet om at undersøge sagen, og så vil jeg tage stilling til, om reglerne skal ændres«.

Da Tynell gjorde Arbejdstilsynet opmærksom på, at det ifølge lovens bemærkninger kun er beskæftigelsesministeren, der har beslutningsret, går tilsynets pressekoordinator til bekendelse. Han oplyser, at det er ministeren selv, der har besluttet at afskaffe kontrollen med sikkerheden for de udenlandske arbejdere. Det var derfor ret overflødigt, at Hjort Frederiksen havde lovet at undersøge sagen!

En aktindsigt afslørede i øvrigt et notat, som Arbejdstilsynet – forud for beslutningen om at friholde de udenlandske arbejdere for sikkerhedskontrol – havde sendt til ministeren. Heraf fremgik det, at situationen for udenlandske bygningsarbejdere i Danmark er den, at »arbejdstagerne ofte arbejder under helt uforsvarlige forhold, f.eks. ankommer de til Danmark med utidssvarende og uegnede tekniske hjælpemidler, f.eks. stiger og stilladser.

Arbejdstagerne har typisk ikke modtaget instruktion i at udføre arbejdet forsvarligt, og arbejdsgiveren fører ikke tilsyn med arbejdet og har typisk heller ikke uddelegeret tilsynsforpligtelsen«.

Fra Beskæftigelsesministeriets side forudså man, at »arbejdstagersiden formentlig vil argumentere med, at den manglende forhåndsgodkendelse vil medføre ’arbejdsmiljødumpning«. Dette synspunkt underbygges af Arbejdstilsynets (ovenfor citerede) ’Notat om arbejdsmiljøproblemer for udenlandske arbejdstagere’.

Men i ministerforelæggelsen står der samtidig: »På den anden side er der med statsministerens nylige udmelding lagt op til, at tjenesteydelsernes fri bevægelighed skal lettes i en tid med mangel på arbejdskraft«.

Et flertal uden om regeringen ville nu pålægge ministeren at genindføre kontrollen med de udenlandske arbejderes sikkerhed. Men Hjort Frederiksen forhindrede i første omgang flertallet i at genindføre kontrollen ved i et notat til Folketinget at oplyse, at Danmark slet ikke kunne gøre brug af EU-direktivets muligheder for at stille krav til, at også udenlandske skal aflægge sikkerhedsprøver.

I en redegørelse, som Arbejdsmiljørådet havde modtaget fra Beskæftigelsesministeriet, blev EU-direktivets artikel 4 og 5 om fri udveksling af tjenesteydelser gennemgået – hvorimod redegørelsen ikke nævnte et ord om direktivets artikel 7. Det er nemlig denne artikel, der gør det muligt at føre kontrol med andre EU-borgeres sikkerhedskvalifikationer. Efter at en jurist i EU i ’Orientering’ havde slået fast, at Danmark godt kunne fastholde en forudgående kontrol af udenlandske arbejdstageres sikkerhedskvalifikationer, vedtog et flertal i Folketinget at genindføre kontrollen.

Den fjerde udsendelsesrække skyldtes, at Claus Hjort Frederiksen 24. juni 2008 offentliggjorde en pressemeddelelse, hvori han bekendtgjorde, at 300-timers reglen virkede efter hensigten. Hver tredje, der havde fået frakendt kontanthjælpen i kraft af denne regel, var kommet i arbejde ifølge en undersøgelse gennemført af Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI.

Det viste sig imidlertid, at der ikke var belæg for konklusionerne i undersøgelsen. SFI havde f.eks. ikke undersøgt, om den nævnte tredjedel var kommet i arbejde, fordi den var blevet truet til det ved at få frataget kontanthjælpen, eller om det skyldtes, at den havde fundet arbejde ved egen hjælp, fordi beskæftigelsesmulighederne steg markant i perioden.

Det viste sig i øvrigt, at Beskæftigelsesministeriets embedsmænd havde arbejdet sammen med SFI om evalueringen. Det fremgik, da Jesper Tynell fik aktindsigt i post vedr. SFI-rapporten, sendt mellem ministerens medarbejdere og SFI’s. Han modtog materiale fra begge sider – men kun få dokumenter. Det kunne jo tyde på en beskeden kontakt mellem SFI og Beskæftigelsesministeriet. Tynell pressede imidlertid på for at få mere materiale, og han fik så meget, at han kunne dokumentere, at næsten 100 dokumenter var blevet sendt mellem SFI og ministeriet.

Men efterhånden som Tynell kunne pege på flere og flere hemmeligholdte dokumenter, blev de slettet af Beskæftigelsesministeriets embedsmænd. Det drejede sig i alt om 58 sagsakter. Embedsmændene undskyldte sig med, at disse sagsakter var blevet journaliseret ved en fejltagelse. Men det gjorde det ikke lovligt at slette dem. Alligevel fastholdt Claus Hjort Frederiksen lovligheden.

Han henviste endvidere til, at de 58 sagsakter var blevet slettet, fordi de kun havde været sendt mellem SFI og to bestemte embedsmænd i Arbejdsdirektoratet. De var medlemmer af SFI’s følgegruppe til undersøgelsen. Hjort Frederiksen fastslog, at papirerne derfor skulle betragtes som værende interne papirer på SFI, selvom de var modtaget i Arbejdsdirektoratet.

Ingen andre af hans medarbejdere end de to nævnte havde adgang til dokumenterne, oplyste han under ministeransvar ved et samråd i Folketinget. Men da Tynell pressede på, viste det sig, at 53 af de 58 slettede dokumenter stadig eksisterede.

Af de nu udleverede 53 sagsakter fremgik det, at de ikke kun havde været sendt til de to medarbejdere i Arbejdsdirektoratet, der var medlemmer af følgegruppen, sådan som ministeren havde oplyst det. En chefkonsulent og to kontorchefer i Beskæftigelsesministeriet havde deres navne stående som modtagere både af SFI’s rapportudkast og af de forslag til rettelser, som SFI fik retur.

Dokumenterne viste også, at de spørgsmål, som kontanthjælpsmodtagerne skulle stilles, blev diskuteret på møder mellem SFI og ministerens ansatte i enrum. Der har således ikke eksisteret den garanti mod politisk påvirkning af undersøgelsesresultaterne, som var blevet lovet.

Den femte udsendelsesrække drejede sig om et forsøg, som Hjort Frederiksen satte i gang i 2009 med henblik på aktivering af mennesker, skønt de var sygemeldte! Halvdelen af de sygemeldte forsøgspersoner skulle aktiveres ti timer om ugen, mens den anden halvdel ikke skulle i aktivering. Sygemeldte forsøgspersoner, der ikke mødte op, skulle have standset udbetalingen af deres sygedagpenge.

Formålet var at se, hvilke af personerne i de to grupper, der hurtigst blev raske. Formålet med forsøget var, ifølge forsøgsbeskrivelsen, på den måde at afprøve ny lovgivning, inden den blev vedtaget.

Der findes en bestemmelse i sygedagpengelovens paragraf 80, som tillader bestemte forsøg med regler, der endnu ikke er vedtaget ved lov. Men i forsøgsbestemmelsen står der intet om, at den tillader forsøg, som indebærer fratagelse af sygemeldtes ret til dagpenge. Beskæftigelsesministeriet henviste derfor i stedet til, at forsøgene skulle gennemføres efter arbejdsløshedsloven.

Men en ledende embedsmand måtte på Jesper Tynells forespørgsel erkende, at det kunne de faktisk ikke. Med hjælp fra Kammeradvokaten udarbejdede Hjort Frederiksen imidlertid et notat, som gjorde gældende, at aktiveringsforsøgene alligevel var lovlige ifølge sygedagpengelovens forsøgsbestemmelse.

Kirsten Ketcher, professor i socialret ved Københavns Universitet, afviste imidlertid, at en sådan hjemmel skulle findes. Et flertal uden om regeringen krævede derfor forsøget med at aktivere sygemeldte standset. Men Hjort Frederiksen henviste over for Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg til, at Kammeradvokaten i et nyt notat havde slået fast, at ministeren kunne gennemføre forsøget uden først at spørge Folketinget.

Denne henvisning blev afgørende. Flertallet for, at forsøget skulle standses, forsvinder. DF falder fra. Det fremgår imidlertid af Kammeradvokatens notat, at Beskæftigelsesministeriet har bedt ham om ikke at undersøge, om forsøget er lovligt. Jesper Tynell får lektor i forfatningsret på Københavns Universitet Pernille Boye Koch til at gennemlytte båndoptagelser, hvor Hjort Frederiksen under ministeransvar i Folketinget bliver spurgt, om Kammeradvokaten har godkendt forsøget eller ej.

Hjort fastslår flere gange, at Kammeradvokaten har godkendt forsøgene. Pernille Boye Koch konkluderer på denne baggrund, at ministeren har forbrudt sig mod ministeransvarlighedsloven.

Igennem de fem år, hvor Jesper Tynell bragte sine afsløringer, blev Hjort Frederiksen af DR igen og igen opfordret til at forklare sig. Han henviste imidlertid kontinuerligt til mangel på tid. Da han senest efter prisoverrækkelsen endnu en gang blev bedt om at stille op til et interview, lød svaret på en mail, at »Det bliver ikke muligt med et interview med Claus Hjort Frederiksen«.

Ville det ikke være rimeligt, hvis Ombudsmanden krævede Claus Hjort Frederiksen til mikrofonen, således at Jesper Tynell omsider kunne få lejlighed til at interviewe ham?