Med statsminister Lars Løkke Rasmussens økonomiske visioner fra efteråret og tilføjelsen af den miljømæssige vision fra nytårstalen mangler blot én bundlinje for at få regnestykket til at gå op for det bæredygtige samfund – menneskebundlinjen.

En holistisk vision for en samfundsudvikling bør centrere sig omkring mennesket, uden hvilket øvrige visioner forbliver pæne hensigter. Mennesket må være centrum for indsatsen. Det har man længe vidst i erhvervslivet. Og mennesket er ikke velfungerende uden værdighed.

For at sikre mennesket værdighed har alverdens lande udviklet et sæt basale principper, som skal opfyldes – de universelle menneskerettigheder. Ikke overraskende vil opfyldelsen sikre, at alle menneskets basale behov opfyldes.

I lyset af den globale magtbalance synes det passende i anledning af det kinesiske nytår 14. februar 2010 at opstille en tredje vision; visionen for det socialt bæredygtige samfund. Den kunne lyde som følger:

Danmark er det land i verden, der mest effektivt implementerer og udnytter menneskerettighederne som ramme for social bæredygtig udvikling. Vi arbejder målrettet og struktureret på at beskytte og fremme menneskerettighederne, der repræsenterer de værdier, som social bæredygtighed og demokrati er baseret på. Vi vil styrke alle interessenters værdsættelse af internationale menneskerettigheder som det universelle grundlag for menneskets værdighed og som den ideelle ramme for sociale strategier.

En vision kan beskrives som et landemærke. Min personlige vurdering er, at ovennævnte vision kan effektueres på 10 år; forudsat at et bredt flertal i Folketinget til en vis grad slipper enkeltsags- og kortsigtet taburetklamrende politikstyring.

Og det kan være svært at sætte sig i helikopteren og konstant holde et mål for øje, som ikke nødvendigvis fremmer ens personlige kortsigtede mål eller svarer til ens forestillinger om frygt.

For at en vision har værdi skal den naturligvis være uopfyldt. Er det tilfældet for vores vision? Desværre ja; opfyldelsesgraden af visionen ville givet været lettere at dokumentere for 20 år siden. Særligt for den del af målingen, der består af omverdenens opfattelse af Danmark.

Danmark har europæisk bundplacering
Ud over den yderst begrænsede forståelse for beskyttelsen af minoriteter, som Danmark under hele verdens bevågenhed demonstrerede under ’tegningkrisen’, er vi igennem de seneste årtier blevet genstand for bekymret panderynken i en række internationale fora.

Tilknytningskrav, 24-års regel, introduktionsydelse, starthjælp, udvisningssanktioner, visitationszoner, administrative udvisninger, immigrationstests og topmødearrogance bliver i omverdenen tolket som en manglende evne til at lade de universelt aftalte spilleregler for menneskets værdighed – menneskerettighederne – indgå som en væsentlig del af politisk og almen dannelse.

Senest har undersøgelser vist, at en tredjedel af Danmarks etniske minoriteter har oplevet direkte diskrimination, og at Danmark tilsvarende har en europæisk bundplacering med en meget stor forekomst af hadmotiverede forbrydelser og ditto tale.

Jeg støder på blogge, der til eksempel diskuterer DF’eren Mogens Camres udtalelse i Europaparlamentet om, at rumænere er mindre intelligente end nordeuropæere. Tendensen i indlæggene er, at vi her har at gøre med en gal mand, der blot skal ignoreres.

Men de få, der sætter sig ind i vores politiske og offentlige debatklima, finder hurtigt ud af, at der er en helt fast tendens til at generalisere og nedgøre andre kulturer, folkeslag og religioner.

Dansk braindrain er en realitet
Mange af mine kolleger rundt omkring i verden mener, at der er tale om et oplysningsproblem. Vi er simpelthen diskriminationsanalfabeter.

Hvis vi ikke ’erkender’ vores begrænsede kompetencer på diskriminationsområdet, men fastholder, at ’de andre’ blot ikke forstår vores ’særlige’ situation, kan vi aldrig få gavn af de enorme landvindinger, der gøres og er blevet gjort i nationer, hvor inklusion for alvor er sat i højsædet.

Og det kan blive vores ruin, for verden er blevet væsentligt mindre.

De økonomiske balanceforskydninger og vores demografiske udvikling betyder, at vi i stigende grad bliver helt afhængige af samhandel med og assistance fra mennesker, der i vores kortsigtede identitetsforherligelse bliver nedværdiget.

Når store virksomheder oplever, at fremragende forskere fra de nye videnscentre i Asien efter ét år i Danmark flygter herfra på grund af det fremmedfjendtlige klima, er der ikke noget at sige til, at virksomhederne planlægger at flytte forskningscentre ud.

Fremmedfjendtligheden viser sig ikke nødvendigvis på arbejdspladsen, men er tydelig i hverdagen. ’Braindrain’ er et fænomen, udviklingseksperter normalt forbeholder udviklingslande, hvor de veluddannede søger grønnere græsgange i de mere velstillede nationer.

Braindrain er blevet en realitet i Danmark. Særligt veluddannede minoriteter søger og finder værdighed på andre jobmarkeder end det danske.

Nævnte diskriminationsudfordringer vedrører etniske minoriteter, hvor vi nok har den største udfordring. Blot den kendsgerning, at vi er det land i verden, der suverænt modtager flest klager til FN’s komite under FN’s racismekonvention, bærer vidnesbyrd om vores situation.

Danmark ved domstolen
At vi samtidig er blandt de lande i Europa, der har færrest kvinder i ledende stillinger, har den største lønforskel mellem mænd og kvinder for samme arbejde og på trods af regulering fra 60’erne alene har opnået tilgængelighed til en forsvindende andel offentlige bygninger for personer med funktionsnedsættelser, viser blot, at vi ikke er et oplyst folkefærd, når det drejer sig om diskrimination.

Og dette endog før vi er begyndt at adressere aldersdiskrimination.

Skal vi blive verdensmestre i social bæredygtighed, er der imidlertid andre udfordringer.

For nogle år siden blev vi dømt ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol på grund af arbejdsmarkedets eksklusivaftaler. Et system, der ligesom Kinas enstrengede fagforeningssystem strider mod arbejdstagerens basale menneskeret.

Men mens vi for fulde fordomme fordømmer Kina, har vi vanskeligt ved at anerkende krænkelsen i vores eget system.

Tilsvarende er vi igennem årtier blevet kritiseret for vores brug af isolationsfængslinger, der på trods af lovændringer fortsat er blandt de længste i Europa; også vores behandling af psykiatriske patienter har det med at være på kant med den personlige frihed.

I ly af krigen mod terror og i kampen mod udefinerede bandestrukturer bliver retten til privatlivets fred systematisk undergravet; båret godt på vej af grænseløse tekniske muligheder.

På dette område har danskerne en høj tolerancetærskel; vi accepterer allerede, at private informationer sætter skattevæsenet i stand til at udfærdige vore selvangivelser, og at samme type information flyder frit mellem sociale myndigheder, politi og skoler.

Endelig bliver vi løbende kritiseret for ikke at opfylde barnets rettigheder; denne særligt sårbare gruppe har i FN opnået en særlig beskyttelse, og Danmark demonstrerer et behov for systematiske ændringer i forhold til barnets tarv. Vores seneste tiltag i retning af at kunne straffe flere børn trækker i den forkerte retning.

If you can't beat them, join them
Ret skal være ret; i sammenligning med majoriteten af verdens nationer ligger vi rigtig godt i forhold til beskyttelse og fremme af menneskerettighederne.

Retten til sundhed, uddannelse, informations- og ytringsfrihed, til at deltage i det politiske liv, til passende bolig, til passende ernæring, til social sikkerhed, til arbejde, til et familieliv og mange flere af de tredive helt basale rettigheder til sikring af menneskets værdighed nyder en øget og struktureret beskyttelse i Danmark sammenlignet med et basalt internationalt niveau; og ikke mindst sammenlignet med størstedelen af verdens nationer.

Vi har således opbygget et betydeligt socialt overskud, der gør, at energi kan sætte os fri til at være innovative og skabende.

Vi har sat en ære i at dække menneskets basale behov. At vi ikke er klar over, at vi dermed har styrket menneskerettighederne og muligheden for, at mennesket bevarer sin værdighed, er blot et spørgsmål om bevidsthed; viden om rettighederne.

Vi er samtidig et rigt land; vi har faktisk formået at blive et af verdens rigeste. Hvad kom først; hønen eller ægget? Det er underordnet, for én ting står fast: Vi har råd til at gå de sidste skridt for at opfylde visionen om social bæredygtighed.

Historisk har vi internationalt en ikke ringe anerkendelse for at være et åbent, frisindet og socialt velfungerende samfund. Opfyldelsen af visionen vil ikke lyde hul og vil faktisk kunne understøttes af en generelt velcementeret international forståelse af Danmark.

Da Udenrigsministeriet for et par år siden undersøgte vores stærkeste kendetegn internationalt, toppede ’ansvarlig’ listen over adjektiver. Det er klart, at de sidste 20 års lukkethed og en vis nationalistisk regression har givet ridser i lakken; men der er et spor, vi kan lægge os i.

Selvfølgelig bliver der kamp til stregen. Norge og Luxembourg har begge førertrøjen på, når det handler om de internationale principper for mennesket. Luxembourg er en lille stat med begrænsede muligheder alene på grund af dens størrelse.

Norge bliver en anderledes vanskelig rival, men også i en sund konkurrence med det mest bæredygtige samfund har Danmark gode chancer, allerede fordi vi er tættere på alting og i højere grad er afhængige af omverdenen.

I værste fald: »If you can’t beat them, join them«, og skab det bæredygtige Norden.

Tag kritikken alvorligt
Visionens opfyldelse kræver naturligvis en tostrenget indsats. Vi skal ikke være en barriere for, og vi skal bidrage til bæredygtig social udvikling. Bæredygtig social udvikling defineres som nævnt ved de internationale menneskerettigheder.

Desto tættere vi er på at krænke menneskerettighederne i vort land, desto større er risikoen for, at vores proaktive indsats kommer til at lyde hul. Det er ligesom Bush, der gik i krig for at komme en menneskeretskrænker til livs i Irak for derefter at se stort på det absolutte forbud mod brug af tortur. Det bliver utroværdigt.

Den sure del bliver derfor, at vi skal til at tage kritik fra internationale menneskeretsorganer meget alvorligt og agere på det.

Målsætningen skal ikke være at forsøge at finde grænsen, hvor vi så i årevis kan argumentere for eller imod, om vi er kommet over grænsen eller blot er kommet lige til grænsen. Vi skal indbygge en solid buffer. Eller med andre ord: Vi skal aldrig mere gå til grænsen.

Den proaktive del kan sagtens opbygges, samtidig med at vi sikrer, at basis er på plads. Den store kommunikationsindsats for resultatet bør dog vente til det tidspunkt, hvor vi har fået ryddet nogenlunde op omkring vores udfordringer.

Kan investeringen betale sig? Det er klart, at en opfyldelse af visionen vil få omkostninger; ikke mindst i forbindelse med oplysning og uddannelse. Sidstnævnte er dog omkostninger, vi afholder i forvejen; blot skal indholdet modificeres.

Herudover er der primært tale om politiske omkostninger, som nævnt i indledningen. Til sammenligning kan regeringens handlingsplan for virksomheders samfundsansvar nævnes.

Erhvervsministeriet er ikke i tvivl om, at virksomheder får økonomiske fordele ved at arbejde strategisk med de internationale principper for bæredygtighed; og at de få investeringer i sig selv betaler sig igennem øget medarbejdertilfredshed og effektivitet.

Internationale virksomheder ruller i disse år samme formodning ud i deres globale værdikæder, hvor leverandører bliver fortalt, at investeringer i medarbejdernes ret til sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen er nogle rigtig gode investeringer.

Vi skal opleve menneskerettighederne overalt
Selv Indien og Kina har lavet en plan for samfundsansvaret båret af den tese. Den danske handlingsplan er videre båret af tanken om, at dansk erhvervsliv som sådan kan øge konkurrencedygtigheden.

Da virksomhederne i forvejen er underlagt lovkrav, der i høj grad beskytter interessenternes basale vilkår under internationale principper, skal de blot synliggøre deres indsats.

Der er ikke langt fra antagelsen om, at et bæredygtigt erhvervsliv øger konkurrencedygtigheden, til antagelsen om, at et bæredygtigt samfund gør det. En målrettet indsats, der kommunikerer og demonstrerer indsatsen, kan skabe en position for Danmark, hvor vi alle, igen, med stolthed kan hævde, at vi bor her.

Hvor andre nationer vil besøge os for at undersøge det gode eksempel; hvor turister vil føle sig trygge og velkomne, uanset hvor de kommer fra, eller hvordan de ser ud; hvor befolkningen har lyst til at engagere sig og bidrage til konstante forbedringer; hvor virksomheder vil investere; hvor forskere vil udvikle, og hvor internationale konferencer bliver succesfulde.

Vi skal skifte fra alene at tale om menneskerettighederne som noget, der skal beskyttes og respekteres. Det skal de også, men fokus skal hele tiden være på at bruge menneskerettighedernes rigelige beskyttelse i Danmark som grundlag for den måde, vi gerne vil have vores demokrati til at fungere på; som det varemærke, vi vil manifestere globalt.

Vi skal opleve menneskerettighederne overalt i samfundet – hos myndighederne, hos virksomhederne, ved domstolene, i medierne – og konstruere et samfund, der demonstrerer verdens stærkeste menneskeretssamfund.

Det handler ikke om danske værdier. Det handler om internationale værdier og et fleksibelt samfund, der viser vejen for at realisere kernen af social bæredygtighed; menneskets værdighed. Vores realitet er internationalisering eller globalisering.

Vi er dygtige på den internationale bane og kan blive endnu dygtigere. Lad os komme i gang.

På Institut for Menneskerettigheder har vi opskriften, og vi anvender den faktisk hver dag i vores langsigtede arbejde med meget vanskelige stater rundt omkring i verden; stater, hvor den største udfordring ikke alene er viljen, men også midlerne.

Instituttet har evnen til at skabe eventyret herhjemme; staten har ressourcerne – spørgsmålet bliver alene, om viljen er til stede.