Regeringen er i gang med at udvikle en ny strategi for, hvordan Danmark skal anvende 16 milliarder kroner på bistand til den tredje verden.

Diskussionen er vigtig. Dels fordi det er rigtig mange af skatteborgernes penge, dels fordi de fattigste mennesker i udviklingslandene mister noget, hver gang vi bruger en krone forkert.

2010 er 50-året for flere af de afrikanske landes løsrivelse fra de gamle kolonimagter. I næsten lige så lang tid har Danmark ydet et voksende bidrag i udviklingshjælp.

Afrika er alligevel stadigvæk et kontinent med enorm og udbredt fattigdom, hvor børn i et utilgiveligt omfang dør af sult, sygdomme og fejlernæring, hvor kvinderne derfor føder alt for mange børn og alt for ofte dør i barselssengen, og hvor der er flere, der ikke kan læse, end der kan.

Det spørgsmålstegn, der naturligt rejser sig foran de flestes øjne, er, om udviklingsbistand overhovedet hjælper?

Svaret er ja. Udviklingsbistand hjælper.

Bistanden hjælper de mennesker, den når ud til. Når Børnefonden graver en brønd og bygger latriner i de landsbyer, hvor vi arbejder, så falder børnedødeligheden drastisk.

Når Børnefonden bygger en skole, uddanner lærerne og betaler skolepengene for vores sponsorbørn, så lærer de børn at skrive, læse og regne. De får en mulighed for at få en uddannelse og løfte sig selv og deres familie ud af den permanente fattigdom.

Så udviklingsbistand hjælper konkret og lokalt, men udviklingsbistand løser ikke Afrikas grundlæggende problemer, for de ligger et andet sted.

Udviklingsbistand kan ikke løfte Afrika op, så kontinentet bliver i stand til at tage sig ordentligt af sin egen befolkning. Det er en naiv tankegang. Den samlede udviklingsbistand, som gives til Afrika, udgør kun en lille brøkdel af de samlede kapitalstrømme, som fører ind i og ikke mindst ud af Afrika.

Økonomisk vækst i udviklingslandene er meget mere afhængig af fri handel, private investeringer og et sundt erhvervsklima end af udviklingsbistand fra de rige lande. Det er her, nøglen til en bedre fremtid for Afrika ligger.

Alligevel ligger der en undertone om at ville redde Afrika fra fattigdom i de skitser og udkast, som regeringen indtil nu er kommet med. Vi mener, at man bør tone rent flag i denne diskussion. For at kunne prioritere 16 milliarder kroner af danske skatteborgeres penge fornuftigt, skal man først og fremmest erkende udviklingsbistandens begrænsninger.

Det er rigtigt set af regeringen, at det er vigtigt at styrke de demokratiske institutioner i de lande, som modtager udviklingshjælp fra Danmark. For når samfundet får for tydelige brister i retssystemet og hærges af nepotisme og korruption, så kommer der ingen økonomisk vækst, der hvor de fattigste bor.

Men man kan sætte spørgsmålstegn ved, om direkte økonomisk støtte til regeringsprogrammer er et middel, som understøtter den demokratiske udvikling.

Erfaringerne fortæller os, at når bidragyderne kanaliserer store midler ind i for eksempel statsligt hospitalsbyggeri, forstærker man problemerne med korruption og nepotisme.

Så er der jo midler at slås om. For at undgå den situation bliver svaret fra donorlandene en benlås på de nationale myndigheder, som ikke afviger ret meget fra de gamle koloniforhold.

Det samme gælder med den såkaldte budgetstøtte, hvor hensigten er, at den nationale regering selv kan disponere midlerne, men i praksis bliver det en klemme, som donorlandet sætter på afrikanerne for at tvinge pengene i en bestemt retning.

Selvfølgelig i den bedste mening, og fordi donorlandenes regeringer står til ansvar over for deres egne vælgere, der ikke kan lide at se deres surt tjente penge forsvinde i de forkerte lommer. Umiddelbart er det svært at se en positiv sammenhæng mellem økonomisk støtte til en afrikansk regering og udvikling af demokratiet og retsstaten.

I Vestafrika, hvor Børnefonden har sine programsamarbejdslande blandt de tidligere franske kolonier, sidder vi ofte med fornemmelsen af, at den lokale regering er mere i samklang med forventningerne fra Paris, end med deres egen befolkning.

Rammerne for bistandspolitikken udarbejdes for det meste i et politisk forum, der udelukker de fattige mennesker i landene, som har brug for hjælpen, og den involverer kun indirekte en bredere offentlighed i Vesten i beslutningerne. Udviklingsbistand reduceres til et miljø af politikere, bistandspolitiske interessenter og internationale institutioner.

Det har mindst to uheldige konsekvenser: Bistanden bliver præget af en høj grad af interessemodsætninger med slingrekurs og mudrede kompromiser til følge, og det bliver kortsigtet, fordi politikernes længste horisont er 4-5 år. Dem bistanden vedrører – de fattigste – er langt hen ad vejen udelukket fra indflydelse, og målene bliver tilsvarende udviskede og virkelighedsfjerne

I Børnefonden har vi i mange år arbejdet med udvikling ud fra den omvendte model. Vi arbejder så at sige indefra og ud. Vores filosofi bygger på, at det er mennesker, der skaber udvikling – ikke stater. Vores udgangspunkt er det enkelte barn, som vores sponsorer støtter direkte.

Derfra tager vi bolden og breder vores udviklingsarbejde ud til først og fremmest barnets familie og dernæst til lokalsamfundet. Der ligger en erkendelse af vores arbejdes begrænsning i den filosofi, men der ligger også en erkendelse og oplevelse af, at det er det rigtige at gøre. At udviklingsbistand anvendt på denne måde skaber varige resultater, fordi nye kompetencer bliver skabt fra grunden og bliver bæredygtige, fordi de giver umiddelbar værdi for den enkelte og for det omgivende samfund.

For at vende tilbage til eksemplet ovenfor med det statslige og donorstøttede hospitalsbyggeri i et afrikansk land. Hvorfor skal hospitalerne i Afrika ejes af staten? Når man nu ved, at statsapparatet er korrupt og præget af nepotisme. Bliver staten mindre korrupt af, at man kanaliserer flere penge ad den vej? Næppe.

Børnefonden opbygger i de områder, hvor vi arbejder, lokale sygekasser på andelsbasis. Det er ikke hospitaler, endnu, men det kan det blive, hvis flere og større aktører går ind på vores tankegang om at arbejde indefra og ud.

Der er meget vanetænkning involveret her. Hvad er godt, og hvad er skidt?

Sundhedsvæsenet i Danmark er offentligt, og så er det selvfølgelig bedst sådan – også for afrikanerne, tænkes der. Private hospitaler er dyre og udnytter kynisk syge mennesker for egen profit, tænkes der. Det bliver lynhurtigt til et politisk spørgsmål, men er sandheden ikke den, at også det danske velfærdssamfunds stamme har rødder i den frivillige organiserings muld: i sygekasser, andelskasser, kooperativer osv.

Staten har så efterhånden overtaget ansvaret for det meste, men er det blevet bedre af det for borgerne? Så meget bedre, at det er dér, Afrika skal begynde?

I gamle dage blev der bygget seminarier ude på landet. Det var ikke staten, der var den største bygherre. Det var lokalt privat initiativ, der drev skolerne frem og skabte boglige uddannelser for landbefolkningen. En stor dansk succeshistorie, som i dag er overtaget af staten.

Børnefonden opbygger uden statens indblanding i samarbejde med lokale kræfter fagskoler, som skaber et tilbud om uddannelse i netop de erhverv, der igen kan skabe omsætning og vækst i landområderne.

Vores sygekasser og andelssparekasser er desuden de bedste skoler i demokratisk selvorganisering. På hver sit område skaber de en stigende politisk bevidsthed i lokalbefolkningen. Det giver et lokalt sammenhold, som ikke bygger på gamle patriarkalske strukturer, men derimod på erkendelsen af gensidig afhængighed, og tilsammen er det den gødning, som skal tilsættes, for at udviklingen kan gro. At arbejde indefra og ud skaber social forandring.

Regeringen har netop afsat nogle 100 millioner kroner til et samarbejde mellem politiske partier i Danmark og i Afrika. Man kan godt tvivle på, om der kommer mere retsstat og demokrati ud af den investering.

Men kan regeringer som den danske gøre det anderledes og bedre, end de gør i dag? Det kan man godt, hvis man ikke slår sig op til mere, end man er.

Danmark kan ikke skabe vækst i Afrika. Regeringen har det rigtig svært med at skabe vækst inden for egne grænser, så hvorfor tror man, at man kan i Afrika. Nej, den danske indsats skal hjælpe nogle levende afrikanere med et ansigt og et navn til nogle bedre muligheder, flere chancer og en udsigt til, at netop deres børn kan få et bedre liv, end de selv har haft. Det er det, der er udvikling.

Afrikakommissionen kom med nogle anbefalinger til regeringen, som ikke er dårlige. Og det er vores opfattelse, at de fleste af anbefalingerne kan realiseres gennem en filosofi om at skabe udvikling indefra og ud med udgangspunkt i det enkelte menneske.

Der er anbefalingen om at styrke den private sektors evne til at skabe job.

Der er anbefalingen om at øge tilbuddene om faglige uddannelser, der modsvarer det afrikanske arbejdsmarkeds behov.

Der er anbefalingen om at sikre samspillet mellem de højere uddannelser og det private erhvervsliv.

Der er anbefalingen om at støtte adgangen til bæredygtig energi.

Hver for sig og tilsammen peger anbefalingerne i retning af en samfundsudvikling, der ikke er domineret af et stort og i bedste fald blot besværligt og bureaukratisk statssystem.

Der kan udmærket lægges en decentral vinkel på alle anbefalingerne. Ved at følge den strategi vil Danmark desuden hjælpe til at understøtte en decentraliseringsproces, som blandt andet flere vestafrikanske lande i disse år forsøger at rulle ud, men som stadig er svag. Der mangler simpelthen midler lokalt til at løfte opgaverne.

Børnefondens opfordring til politikerne er i en sammenfatning ret enkel. Byg en dansk strategi op på en filosofi om at skabe udvikling indefra og ud med udgangspunkt i det enkelte menneske.

Og hold så ud, og bliv ved. Det nytter ikke noget med at lave programmer og projekter, som kører over fire eller fem år. Det tager meget længere tid, før den sociale forandring gror frem.

Børnefondens uafhængighed af offentlige bistandskroner har givet os styrke til at ignorere politikernes krav om at skifte fokus hver fjerde eller femte år. Vi bliver sammen med vores afrikanske børn og deres familier i det samme projekt i en hel generation.

Det giver tid til at lade de lokale kræfter vokse sig stærke. Demokrati, selvforvaltning, indkomstskabelse, sundhed og uddannelse. Det er livsprojekter for afrikanerne i de landsbyer, hvor Børnefonden har sine centre. Børnefonden er partner i deres projekt – for livet. Det er sådan, man skaber udvikling.