Danskerne skal være et af de ti folk i verden, der lever længst i 2020. Det mål satte statsminister Lars Løkke Rasmussen for sig selv og sit lederskab i talen til Venstres landsmøde i november sidste år om Den Danske Drøm.

Målet giver god menneskelig mening. Hvorfor skal vi danskere leve kortere end svenskere og nordmænd? Samtidig er levealderen (den såkaldte middellevetid) et godt mål for, hvor godt vi har det i bredere forstand.

LÆS OGSÅLars Løkke skyder valgkampen i gang med ny plan

Den lave levealder er et tegn på – hvis befolkningen i øvrigt ikke er ramt af krig eller jordskælv – at forholdsvis mange lider af sygdom, der nedsætter deres bevægelsesfrihed, samvær med andre og livskvalitet i almindelighed. De kan hverken tage på fisketur eller på shopping eller lægge sig på knæ på gulvet for at lege med børnebørnene. De taber pusten. Det gør for ondt. De bliver udmattede og deprimerede.

Målet om levetiden passer også sammen med nogle af de hårde mål, statsministeren satte sig i samme tale. Dem, der handler om vores konkurrenceevne som nation i en globaliseret verden. Et af de centrale er at øge arbejdsstyrken. Det er en kendsgerning, at sygdom spiller en stor rolle her. Fordi vi mister mange gode arbejdsår på grund af sygdom i løbet af arbejdslivet. Men også fordi sygdom er med til at udstøde nogle og få andre til at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet på et tidspunkt, hvor samfundet godt kunne bruge dem.

Arbejdsår, leveår og livskvalitet
Så hatten af for Løkkes mål. Men hvordan når vi det?

Danmark er i løbet af den seneste generation faldet ud af superligaen, når det gælder levetid. Hvor vi i 1950 lå på en 5.-plads i verden, lå vi i 2007 på en 23.-plads. Selv om levetiden i Danmark er vokset pænt fra midten af 1990’erne, så vokser den ikke så hurtigt som i mange af de andre lande i OECD. I årene 1997-2007 havde 19 lande en større gennemsnitlig stigningstakt end Danmark og kun 8 en lavere. Hvis målet er at komme i klasse med de bedste, er vi end ikke på vej.

Mange vil mene, at udviklingen er et bevis på, at vi skal bruge flere penge på sundhedsvæsnet. Det skal vi nok, men bedre behandlinger bringer os kun et lille stykke af vejen. Kun mellem 15 og 20 procent af de for tidlige dødsfald skyldes sygdomme, som der findes effektive lægelige svar på. Større bevillinger til hospitalerne mv. er altså langtfra hele svaret.

Derimod kan og bør vi gøre meget mere for at fremme sundhed og mindske sygdom i befolkningen. Især blandt den tredjedel af befolkningen, der bærer størstedelen af sygdomsbyrden.

Den danske overdødelighed findes navnlig blandt midaldrende mellem 35 og 74 år. Der er med andre ord forholdsvis flere, der stiller træskoene i deres bedste alder her end i andre lande. Risikoen for at dø som midaldrende er f.eks. 50 procent højere i Danmark end i Sverige.

LÆS OGSÅDanskerne har rekord i lav levealder

Risikoen erisær stor, hvis man hører til dem, der ikke har en erhvervsuddannelse. Blandt de ufaglærte er dødeligheden blandt midaldrende så høj, at hver ufaglært i gennemsnit får skåret 2 år af sit arbejdsliv. Det er 2,5 gange så meget som den gruppe, der har videregående uddannelse. Hvis de ufaglærtes dødelighed kunne komme på niveau med de bedst uddannedes, ville arbejdsstyrken være 21.000 mand stærkere!

Som sagt er den høje dødelighed også et symptom på mere generel syg- og dårligdom. Indregner man de arbejdsår, der går tabt på grund førtidspension, når vi op på 7,1 år for ufaglærte og 2,2 år for dem med videregående uddannelse. Hertil kan man som sagt lægge det skrantende helbred, der får mange til at gå på efterløn for at få et par gode år i slutningen af livet, samt det sygefravær gennem årene, der ikke er så alvorligt, at det fører til førtidspension.

Alt i alt er der altså rigtig meget at vinde i både arbejdsår, leveår og livskvalitet, hvis vi kan fremme sundheden hos de ufaglærte. Og så må vi ikke glemme statsministeren. Vi får aldrig levetiden hos danskerne i top, hvis de ufaglærte stadig skraber bunden.

Overordnede strukturer
Hvor svært kan det være? De ufaglærte skal bare til at tage sig sammen og cykle noget mere og ryge noget mindre. Så når statsministeren i mål, og vi bliver alle sammen sundere, gladere og mere velhavende. Vi kan godt vedtage, at tingene hænger så simpelt sammen, og overlade ansvaret til den enkelte. Det er det, vi har gjort hidtil. Det var så også den medicin, der ikke virkede.

En anden tilgang er at gå ind og se på de faktorer, der er med til at fremme og vedligeholde en usund levevis i nogle befolkningsgrupper. Der er næppe tvivl om, at en del af forklaringen handler om, at ikke alle går lige let igennem livet. Nogle oplever mange slags nederlag og belastninger i familien, på arbejdet osv. i livets løb. Den psykiske belastning er i sig selv med til at fremme sygdom. Den er også med til at holde liv i de dårlige vaner. Forebyggelseskommissionen sammenfattede den eksisterende viden om disse sammenhænge således:

»Der er påvist sammenhæng mellem langvarig stress og hjerte-kar-sygdomme, herunder udvikling af iskæmisk hjerte-kar-sygdom. Endvidere har studier vist sammenhæng mellem langvarig stress og depression, modtagelighed for depression, risiko for ulykker, psykisk træthed, dårlig søvnkvalitet samt forværring af eksisterende sygdom som f.eks. allergiske sygdomme og type 2-diabetes. Endelig er sammenhænge mellem langvarig stress og misbrug, kræftsygdomme og smerter i bevægeapparatet under udforskning. Det er veldokumenteret, at langvarig stress er associeret med usund livsstil«.

Opgaven består derfor i at finde ud af, hvordan samfundet bedst kan fremme sundheden blandt mennesker med forholdsvis store belastninger og forholdsvis små ressourcer, som der især er mange af blandt ’de ufaglærte’. Der er både brug for opbakning i de nære omgivelser, ikke mindst arbejdspladsen, men sundhedsvæsnet kunne også bidrage mere konstruktivt end i dag. Der er også meget stærke argumenter for at ændre nogle af samfundets overordnede strukturer. En mere effektiv tobakslovgivning vil f.eks. helt klart gavne denne gruppe mest.

På arbejdspladserne spirer bevidstheden frem. 3F sendte f.eks. sidste år en bus ud til 10 arbejdspladser for at tjekke medlemmer for tegn på forhøjet blodtryk og kolesterol, sukker i blodet og nedsat lungefunktion – alt sammen varsler om sygdom, der hvert år tager livet af mange af 3F’s medlemmer. Bussen fik en særdeles positiv modtagelse af virksomhederne, og mange steder stod medarbejderne i kø for at blive kigget efter.

Meningen med initiativet var ikke at klandre virksomhederne for medarbejdernes i mange tilfælde miserable helbred, men at inddrage dem i et fremadrettet arbejde. Den gode vilje var stor overalt. Det er også klart, at der sker noget i en gruppe af kolleger, når det går op for dem, at det altså er 60 procent, der har problemer med blodtrykket. Derimod er det ikke let at omsætte ny viden og god vilje i fremadrettede initiativer, der holder i det lange løb. Her har vi stadig et stort arbejde foran os for at lære af de bedre erfaringer i verden og selv udvikle nye metoder.

Blandt de 650, der blev sundhedstjekket, var der så problematiske tegn for de 107, at de blev sendt videre til deres egen læge med en opfordring til vedkommende om at foretage en grundigere undersøgelse og eventuelt sætte behandling i gang. Da sundhedstjekket foregik anonymt, ved vi desværre ikke, hvordan det videre gik de 107.

Men flere mundtlige rapporter tyder på, at en hel del af dem mødte ringe forståelse hos deres læge. Det kan 3F’erne bogstaveligt talt ikke leve med. Et er, at lægerne ikke vil bruge deres begrænsede kræfter på at teste de raske, når de syge kræver deres opmærksomhed. Men hvis folk henvender sig med konkrete tegn på, at noget er ved at gå galt for dem, må sundhedsvæsenet være parat. Ikke mindst på hjerte-kar-området har vi i dag meget effektive metoder til at tage alvorlig sygdom i opløbet.

Sundhedsmæssig ulighed
I det lange perspektiv er det heller ikke hensigtsmæssigt, at det er de faglige organisationer, der selv skal teste deres medlemmer, selvom vores erfaringer viser, at vi får næsten alle med, når testen foregår på arbejdspladsen og tillidsrepræsentanten bakker op. Det er en opgave, der snarere hører hjemme i offentligt regi – med det faglige system i en hjælpende rolle.

Et rundspørge, som 3F netop har foretaget til alle landets kommuner om deres indsats mod sundhedsuligheden, viser da også, at der faktisk er interesse for at tage opgaver på dette område op. Men der er som sagt brug for at få udviklet og afprøvet de helt rigtige modeller for det, hvilket udmærket kan ske, mens Christiansborg og regeringen finder en løsning på den økonomiske side af sagen.

Også på andre punkter har vi behov for at stramme behandlingssystemet op, hvis vi vil have uligheden i sundhed ned. Vi vil ikke skjule, at den tiltagende kommercielle/private finansiering af sundhedsvæsnet bekymrer os – sporene fra udlandet med eksperimenter i den retning er entydigt skræmmende. Men også når vi ser på de mindre politisk kontroversielle emner, er der faktisk et arbejde at gøre.

Behandlingen af psykiske diagnoser er nok det område, hvor vi har størst ulige fordelt behov, som ikke bliver tilgodeset. Samtidig ved vi, at de kort uddannede klarer sig dårligere i behandlingssystemet, når det gælder kræft- og hjertediagnoser. De har også sværere ved at redde sig igennem det ofte ressourcekrævende rehabiliteringsforløb bagefter. Vi kender i dag kun en del af forklaringen på, hvorfor sundhedsvæsenet har svært ved at leve op til forventningerne om at give borgerne en lige behandling. Forhåbentlig kan det forestående review af ulighedsproblematikken, som Sundhedsstyrelsen netop har sat i gang, være med til at gøre os klogere her.

På andre punkter er vi bare ikke kloge nok til at komme i gang – vi burde også være for kloge til at vente længere. Det gælder bl.a. på forebyggelsesområdet, hvor vi sidste år fik en række velunderbyggede anbefalinger fra eksperter i Forebyggelseskommissionen, som regeringen selv havde udpeget. Desværre har forsøget på at følge kommissionens anbefalinger op politisk været meget skuffende. Som kommissionens formand, Mette Wier, bemærkede sidste år, er »regeringen gået systematisk uden om de forslag fra Forebyggelseskommissionen, der virker«.

At regeringen f.eks. afstår fra at gøre noget reelt ved tobakken, er simpelthen en skandale set i vores perspektiv. En meget stor del af ulighedssygdommene er på den ene eller anden måde relateret til rygning (som sagt ofte i kombination med psykisk belastning og stress).

LÆS OGSÅFattige ryger videre, mens rige slukker

Det er også i modstrid med de løfter, som regeringen tidligere har givet. I sin åbningstale til Folketinget i oktober 2007 før nedsættelsen af kommissionen konstaterede daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, at »der er stigende ulighed, når det gælder sundhed«. Han lovede at forstærke indsatsen for at forebygge sundhedsmæssige problemer blandt de udsatte grupper og at udarbejde en national handlingsplan.

Alligevel måtte regeringens øverste rådgiver på sundhedsområdet, Sundhedsstyrelsens direktør, Jesper Fisker, så sent som i oktober sidste år åbent medgive, at vi ikke rigtig foretager os noget:

»Den sundhedsmæssige ulighed stiger endnu mere end den økonomiske sociale ulighed. De færreste politikere går til valg på øget ulighed. Men alligevel har vi valgt ikke at gøre noget ved det, mens lande som Sverige er gået mere radikalt til værks«, sagde Jesper Fisker.

Verdens sundeste folk
Desværre er det ikke første gang, at regeringsbjerget barsler med en forebyggelsesmus. Det samme skete med det såkaldte folkesundhedsprogram i 2001, der skulle have sikret løbende fokus og opfølgning på de problemer, vi stadig ikke rigtig har fået fat på. Et andet eksempel på det samme var regeringens veldokumenterede og internationalt berømmede handlingsplan mod overvægt, der desværre aldrig blev ført ud i livet. Det betaler 3F’s medlemmer og andre prisen for i dag.

En forklaring er måske, at regeringen har svært ved at overvinde ideologisk modstand i egne rækker, hvor Thor Pedersen m.fl. åbenbart ser på de røde radiser i børnehavernes frokostordning med stor mistænksomhed. En anden forklaring kan være, at regeringen frygter modstand i befolkningen.

Vi tror, at man i dag vil kunne overvinde en stor del af denne modvilje med dialog, og vi tror, at det er muligt at skabe en langt tydeligere opbakning til forebyggelsespolitikken i samfundet, hvis man gør noget for det.

Selvfølgelig bliver det ikke sjovt for de VK-politikere, der skal forsvare en skrappere alkoholpolitik over for unge ude på de tekniske skoler i næste valgkamp. Især ikke hvis andre partier kører frihjul. Men det ville hjælpe, hvis regeringen gik ud og søgte opbakning hos faglige organisationer og hos de unges egne rollemodeller til et opgør med den hæmningsløse drukkultur.

LÆS OGSÅVi er en nation af småalkoholikere

En anden metode kunne være at arrangere en national folkehøring om, hvad vi – virksomheder, institutioner, familier, organisationer, sundhedspersonale og politikere – kan og bør gøre for at nå statsministerens mål. Metoden er brugt tidligere med stor succes og offentlig opmærksomhed til at vise, hvor danskerne stod i europapolitikken. De undersøgelser, som bl.a. TrygFonden har foretaget i de senere år, tyder på, at vælgerne ønsker mere handling.

Spørgsmålet er, om statsministeren tør give bolden op endnu en gang – og om han formår at gribe den, når den kommer tilbage. Hvis der skal skabes troværdighed om regeringens reelle vilje til forandring på dette punkt, må han personlig stille sig i spidsen. Ellers vil målet om at gøre danskerne til et af verdens sundeste folk forblive en fjern drøm.